I 1981 udgav Echo & the Bunnymen deres andet album, Heaven Up Here. Vi snakker om rigtig prætentiøs, melankolsk, artistisk post-punk. Til trods for al melankolien, er det dog et rigtig dynamisk album. De kører meget fra at være stille til at være klimatiske med meget intens opbygning, og der er sjældent et gennemgående riff. I løbet af et nummer som Over the Wall går musikken fra at være en almindelig melankolsk tudesang med rimelig stiv struktur, til at alt på nummeret falder fra hinanden på smukkeste vis. Echo & the Bunnymen fokuserede meget på at skabe noget smukt ud af ting, de fleste nok ville se som noget, man aldrig skulle gøre som musiker. Det, der i første omgang kunne lyde som manglende struktur, er faktisk rettere et utroligt spektakel af følelser, som på grotesk vis overfalder hinanden en efter en. Det er uden tvivl ikke noget for alle, men det er noget for mig.

Der bliver tit arbejdet op mod klimakser, og vejen mod toppen er ofte næsten lige så storartet som vejens ende. Jovist, selve klimakserne er enorme og storslåede, men de ville ikke betyde noget, uden de tunge trommer og basguitarer. Produktionen er også en stor del af oplevelsen. Der er pudsigt nok et ekko på mange af numrene, både på sangeren og på diverse instrumenter. Det giver meget lyden af at være fuldstændig alene i verden, omgivet af totalt tomrum. Forsanger Ian McCulloch skriger, så lungerne næsten ryger, og de andre medlemmer spiller, så hans smerter føles meget begrundede. Det lyder som om, hele verden bare ryger ned over hovedet på ham, så han lyder aldrig bare som et brokkehoved, der ikke kan se noget som helst godt i livet. Det lyder ganske oprigtigt hele pladen igennem, og du skal ikke forvente dig en lykkelig slutning.

Melankolien kan nok til tider blive lidt for meget, for Heaven Up Here er lavet til et meget bestemt publikum, der kan lide den slags. Jeg hører selv med i den gruppe, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne trænge til noget lidt sjovere efter en gennemlytning af albummet. Hvis du er til eksperimentel musik af den knap så lystige slags, er Heaven Up Here af Echo & the Bunnymen let at anbefale, men hvis du ikke er, så er det nok lidt svært at blive fuldkommen forelsket i pladen. Som en person, der jo netop er lige i deres målgruppe, vil jeg gerne selv sige, at jeg ikke var specielt vild med den i starten. Men der er ikke en gang, jeg har lyttet til den, hvor den ikke har lydt bedre end sidste gang, den var i mine højtalere. Det vil nok tage endnu længere for en, der ikke er vant til at lytte til sådan noget musik, hvis de nogensinde når til punktet, hvor de ender med at elske det. Men hvis du til gengæld kan lide bands som Wire, The Fall, Swans og Public Image Ltd., så giv også Echo & the Bunnymen et par forsøg, for de fortjener det.