447 – Devo – Q: Are We Not Men? A: We Are Devo! (1978)

Devo blev dannet i 1972, og i 1978 udgav de deres debutalbum, Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!, og selvom den udkom så mange år efter, gruppen blev dannet, havde de tydeligvis arbejdet hårdt på at blive så gode. For at gøre hele pladen endnu bedre, var produceren ingen ringere end Brian Eno! Albummet skabte mange af de lyde, man kan genkende fra 80’ernes new wave-musik, mens den også har masser af punk-inspireret attitude og post-punk-inspireret galskab. De forskellige numre har mere eller mindre fokus på de forskellige elementer, hvilket gør, at man aldrig bliver træt af at lytte til albummet. Det åbner med at fastslå klart, hvor bindegale Devo kan lyde med Uncontrollable Urge. I starten virker det bare som nogle tosserier, men med tiden opdager man let, hvor fængende riffet er, og at disse “tosserier” bare er eksempler på, hvor unikke de bare er. De bliver måske endnu mere underlige på deres cover af (I Can’t Get No) Satisfaction af the Rolling Stones, og lidt af denne sangs sære natur ligger nok lidt i, hvor kendt originalen er, og hvor forskellig denne udgave er, men den er som sådan også skrupskør på egen hånd.

Starten af pladen har rigtig tydelige punk-inspirerede riffs, og bassen er et af de mest dominerende instrumenter hele vejen igennem. Derudover er der også rigtig mange temposkift, hvilket især er markant på det tredje nummer, Praying Hands. Teksterne er ofte lige så sindssyge som vokalerne, og det gælder især på dette nummer. Forsanger Mark Mothersbaugh bliver ved med at fable løs om din højre hånd og din venstre hånd. Brian Enos vanlige synthesizere er ikke specielt markante her i starten af pladen, men det bliver de skam – især på Space Junk, men i særdeleshed også på Mongoloid. Sidstnævnte er faktisk en forholdsvis rendyrket punk-sang, der dog afviger fra genrens typiske træk ved hjælp af en synthesizer. Men det er ikke det, der driver sangen. Det er så sandelig den fængende melodi og den vanvittige historie om en mand, der skjuler sit downs-syndrom ved at have et job, gå med hat og købe bacon til familien. Og denne kugleskøre sang bliver faktisk overgået bagefter af Jocko Homo. Den sang er nærmest udformet som en protesttale, dog i vanlig Devo-stil.

Hvis Space Junk er pladens reneste new wave og Mongoloid er pladens reneste punk, er Too Much Paranoias nok den reneste post-punk. Den lyder mere sindsforvirret end nogen anden sang, især hvad gælder melodien. Det lyder næsten som noget, Public Image Ltd. kunne have lavet. Gut Feeling/(Slap Your Mammy) er et nummer, der virkelig udvikler sig. Det starter som et ganske roligt, melodisk new wave-agtigt nummer, men så åbner Mothersbaugh munden, og det udvikler sig til at være en af de mest bindegale sange på albummet. Der vendes da tilbage til nogle numre, der er lettere tilgængelige – i hvert fald i sammenligning, for Come Back Jonee og Sloppy (I Saw My Baby Gettin’) er stadig ret så sære, men de er som sådan sære på måder, vi lidt har set før i starten af pladen. Ikke at sangene i sig selv minder for meget om resten af deres musik, nej melodierne er i sig selv lige så sjove og fængende som ellers. I løbet af hele pladen bliver der råbt og skreget, så det er ret sært, som man når til afslutningsnummeret, Shrivel-Up, der næsten hviske-rapper sig igennem beatet. Q: Are We Not Men? A: We Are Devo! er en dejlig spøjs plade, og Devo er et rigtig unikt band. Der er rigtig få, der kan matche deres vanvittige humor, og det er nok også bedst. Pladen kan anbefales til alle!