I 1979 udgav det britiske rockband the Police deres andet album, Reggatta de Blanc, og som navnet antyder, var en stor inspirationskilde for dem reggae, da de lavede dette album. Selvom man kan høre inflydelse derfra, er åbningsnummeret, Message in a Bottle, mere et rendyrket pop-rock-nummer. Og det er endda et rigtig godt et, nok en af gruppens allerbedste sange. Det er sjovt og fængende, men samtidig kan man mærke rigtig forvirrede og oprørte følelser i musikken. Det andet nummer er et titelnummer, hvor alle vokale præstationer er vrøvle-udråb. Det er et vældig sjovt nummer, og bassen tilføjer nogle ganske dramatiske undertoner, der giver musikken mere dybde. Der kommer virkelig gang i den med den punkede It’s Alright for You, der er sunget af trommeslager Stewart Copeland. Nummeret angriber hurtigt lytteren med en virkelig sjov melodi. Hvis du er til bandets mere rå debutplade, er denne sang sikkert noget for dig, for den minder meget om denne lyd. Det er desuden vældig dynamisk, og det er jo rigtig godt.

Bring on the Night er til gengæld meget langt fra debutens lyd. Det er til gengæld vældig eksotisk i sin lyd. Alle tre medlemmer arbejder virkelig godt sammen om at skabe dette, og det simple omkvæd virker rigtig godt. Man kan mærke stærke følelser derpå, men det måtte nu godt være en smule kortere. Sangen Deathwish er lige så lang, men her fungerer længden meget bedre. Et dramatisk Bo Diddley-beat og en virkelig forpint forsanger, Sting, der råber og skriger om død. Lange instrumentale portioner sørger virkelig for at skabe stemning, og sangen føles vældig dødbringende. Ud over Message In A Bottle er denne plades store hit jo Walking on the Moon. Da jeg første gang hørte det, forstod jeg ikke, hvorfor nummeret i det hele taget blev valgt som single, men efter en stund forstod jeg, at den havde rigtig stærke kvaliteter. Det er et næsten hypnotiserende nummer, og jeg bliver gladere for den simple melodi med hver gennemlytning. On Any Other Day er endnu et nummer sunget af trommeslager Stewart Copeland, og det er en bindegal fortælling om en mand, for hvem alt bare går galt. Musikken er ligeledes vældig skør.

The Bed’s Too Big Without You var også udgivet som single, og det er skam et ganske fint nummer, men jeg forstår ikke rigtig hvorfor netop denne sang blev udgivet. Det er en ret monotom post-punk-sang, der virkelig leger med, hvor monotom, den er. Den ender med at lyde bindegal, men samtidig bliver lyden ret irriterende. Contact er et meget lettere nummer at forholde sig til. Den er pladens korteste, men en kort, fængende melodi kan skam også fungere. Does Everyone Stare starter med et kort stykke, hvor Sting bliver overdøvet af et klaver, men efterhånden udvikler det sig til et mere typisk reggae-rock-nummer. Og det er endda et virkelig godt et. Det har mange finurligheder, og efterhånden virker Sting så tilknyttet til at spille vanvittig, at man kan blive lidt bekymret for ham. Dette bliver ikke bedre af den stressede No Time This Time, hvor Sting også har en sær vokaleffekt. Dette nummer afslutter albummet, og det gøres virkelig godt. The Police har aldrig lavet et dårligt album, men Reggatta de Blanc er nu alligevel virkelig let at anbefale til enhver. Det kan dog også siges om alle deres andre plader.