To enorme grunge-bands fik i 1991 deres store gennembrud med deres stadig i dag mest populære plade. Den ene er selvfølgelig Nirvana, som brød igennem med Nevermind, og den anden var deres byfæller i Pearl Jam, der debuterede med megasællerten Ten. På denne plade finder man nogle af Pearl Jams største klassikere, f.eks. Even Flow, Alive, Black og Jeremy. Disse fire er alle urørlige klassikere, der alene bør være nok til at sælge albummet. Men der er skam meget mere end det. F.eks. starter albummet virkelig smukt med en intro til nummeret Once, hvor percussion og bas sammen med en svævende vokal varmer lytteren op i lidt over et halvt minut. Så kommer en hårdtslående guitar ud af det blå, og den stille intro får bare det hele til at føles så meget vildere. Once er en perfekt sang at starte med, og den har den specielle blanding af funk og heavy metal, som deres venner fra Soundgarden blev så kendte for senere. Efter den får man Even Flow og Alive, og ikke alene fortsætter de det hele rigtig godt, de er også virkelig gode i forlængelse af hinanden. Især fungerer den lidt mere langsomme Alive godt som afveksling fra de to vilde numre, der kom før.
En meget vigtig del af Pearl Jams lyd er deres guitarist Stone Gossard. Han er latterligt dygtig, og han kommer tit med guitarsoloer. Disse guitarsoloer har en tendens til at være mod slutningen af sangen, og de fungerer tit som et nummers følelsesmæssige klimaks såvel som det lydmæssige. F.eks. kan nævnes guitarsoloen på Alive. Sangen ville sikkert være lettere at sælge, hvis omkvædet blev gentaget en gang efter soloen, men det fungerer perfekt til at afslutte nummeret. Men noget vigtigt at understrege er, at Pearl Jam såvel som de bedste af samtidens grunge-bands var mere end bare bas, guitar og trommer. Black fokuserer bl.a. på et klaver, og på Oceans bliver peberbøsser og ildslukkere brugt som percussion. Man kan ikke høre det, men man kan høre, at det er anderledes. Og de fleste numre har noget særpræget, noget specielt, der gør, at de stikker ud. Det kan være i teksten, i kompositionen eller instrumentationen. Det sørger for, at man lægger mærke til sangen som helhed og alle dens finurligheder.
Forsanger Eddie Vedder er naturligvis også et vigtigt element i bandets identitet. Dels fordi han skriver teksterne, der kan være fuldkommen hjemsøgende, kig blot på Jeremy. Men det er også fordi han har en ret speciel, tit ret mumlende stemme. Det er ikke en, man ville forvente, ville passe til hårdtslående rockmusik, især ikke sammenlignet med folk som Chris Cornell fra Soundgarden. Den dybe klang hans stemme har burde nærmest forhindre ham i at udtrykke sig stort nok, men det virker faktisk rigtig godt. På de stille punkter føles han meget enlig og forladt, mens han sørger for at springe meget væk fra denne lyd og over i noget mere hæst og skrigende, når det er tiltrængt. Og når man hører hans stemme udfolde sig så vidt som på denne plade, så føles de højlydte punkter vigtige. Sangene på Ten er af enormt høj kvalitet alle sammen, bandet er virkelig talentfulde, og deres stil passer godt til sangskrivningen. Den sidste sang på pladen hedder Release, og den sætter et stort punktum på det hele. Det er en vidunderlig afslutning til en af de bedste grunge-plader nogensinde.