Når vi har Bob Dylan, Arlo Guthrie og Nick Drake kan det være let at overse Cat Stevens i den store vide folk-verden, også selvom han nok havde en lettere tilgængelig lyd end sine konkurrenter. Mange mener, at Stevens toppede med pladerne Tea for the Tillerman og Teaser and the Firecat i starten af 70’erne, og hvor jeg aldrig har hørt Teaser and the Firecat, så kan jeg godt tilslutte mig rosen, Tea for the Tillerman får. Den har nogle af mandens bedste numre på sig, heriblandt Where do the Children Play, Father and Son og over dem alle den fantastiske Wild World. Det er nogle stærke melodier, og Stevens lægger mange følelser i det hele. Han er meget god til at få numrene til at føles store, selvom de på overfladen er ret små. Et nummer som Hard Headed Woman starter ret stille og sørgmodigt, men sangen ender med at være en brav søgen på kærligheden. Der kommer noget desperation i hans stemme og guitar, men der kommer ikke så meget, at det føles fjollet.

På samme måde føler man først virkelig omsorgen på Wild World til sidst, hvor han tøver lidt på omkvædet. Det er som at få et enormt kram. Den sang er desuden vildt fængende. Stevens bruger guitar på de fleste af disse sange, men han gør sig nogle undtagelser – f.eks. på Sad Lisa, hvor den kun optræder ganske sporadisk. Denne sang bygger mest af alt på klaveret, og det er ret genialt gjort. Det gør, at sangen føles endnu mere dramatisk end den i forvejen er, at den er omgivet af sange, der føles så anderledes. Sad Lisa er dog en af de mere simple og ensformige sange, så jeg kan godt forstå, at den ikke er blevet så populær uden albummets kontekst. Samme følelser har jeg for Longer Boats, der ganske vist ikke er en så ensformig sang igen. Den kunne nok være blevet det, hvis det fængende, simple og lettere irriterende omkvæd blev gentaget mere. Det store problem er rettere, at sangen lige når at blive lidt større i lyd, og så er den pludselig forbi. Det er et problem, som et par af de svagere sange på pladen har til fælles.

Jeg må dog sige, at Stevens som både sangskriver og optrædende er ganske konsekvent, og da pladen ikke er særlig lang, når man ikke at opdage mange mønstre hos ham, så det føles stadig friskt. Der er nogle små ting ved et par sange, der ikke appellerer til mig, men selv sange som Longer Boats har noget at komme med, der ikke er andre steder på pladen. De fleste af sangene på Tea For the Tillerman er mellem tre og fire minutter. Hertil er der tre undtagelser. Den første, But I Might Die Tonight udnytter sine to minutter glimrende, man har slet ikke brug for mere af den, men det man har er solidt. Til gengæld bliver den 5 minutter lange On the Road to Find Out ret ensartet mod slutningen, sikkert delvist fordi, dens hook ikke er så stærkt. Den 1 minut lange Tea for the Tillerman er også et meget antiklimaktisk afslutningsnummer. Det starter rigtig godt, og så er det pludselig slut. Nummeret har et dynamisk højdepunkt, men det varer jo knap nok et sekund, og ellers er sangen ret stille. Selv med alle disse små problemer, så holder Tea for the Tillerman virkelig godt, og hvis du kan lide folk, er det nok noget for dig.