Top 15 navne på NorthSide 2017 (10-6)

Som jeg også kom ind på sidst, er der mange danske navne på NorthSide i år, og der er en del fede navne imellem dem. De fleste er dog ikke helt spændende nok, til at jeg vil placere dem på min top 15, men i denne såvel som næste del vil et par stykker optræde. Men jeg skal stadig se rigtig mange danske navne, bl.a. Folkeklubben, IAMJJ, Off Bloom, When Saints Go Machine, Lightwave Empire, Saveus og Thomas Helmig. Mens jeg glæder mig til disse navne, er der dog nogle, der prioriteres en kende højere:

10 – Agnes Obel
Jeg har kendt til denne danske art pop-kunstner i mange år, men det var først da jeg engang i 2013 hørte nummeret The Curse på P6 Beat, at jeg for alvor fik øjnene op for hende. Derefter fik jeg lyttet til begge hendes albums, og de er virkelig stilfulde og smukke værker. Jeg har dog aldrig fået set denne vidunderlige kunstner live, så jeg er glad for at få muligheden på NorthSide. Hendes nyeste album, Citizen of Glass, er en mere aparte og melankolsk oplevelse end tidligere, så jeg er spændt på at se, hvordan hun håndterer det i en live-sammenhæng.

9 – 2manydjs Live
Endnu et navn, jeg ikke kendte før NorthSide satte dem på plakaten. Jeg har siden både lyttet en del til dem og læst en del om deres originale liveshows, som det er svært at finde særlig gode videoer af, så jeg må blot vente i spænding. Men fra den smule jeg har set, ser det helt genialt ud, og når jeg undersøger deres historie, bliver jeg ret fascineret af dem. De var nogle af de allerførste moderne mashup-musikere, og de banede vejen for meget af den moderne mashup-musik, vi kender i dag, og når jeg hører det, så synes jeg virkelig stadig, det holder godt, markant bedre end mange af de kække YouTube- og Soundcloud-mashups, der mest af alt kører på genkendelsværdien. 2manydjs laver blot virkelig solid elektronisk musik, hvor de “tilfældigvis” bruger rekontekstualisering af allerede eksisterende værker til at danne helt nye lydbilleder. De ved fandeme, hvad de laver.

8 – Suspekt
For to år siden så jeg Paul McCartney på Roskilde Festival, og det var så stor en oplevelse, at jeg ikke kunne håndtere mere musik derefter. Jeg overvejede grundigt, om jeg skulle blive til en omgang med Jamie xx, men jeg undlod, og i stedet så jeg Jamie sidste år på NorthSide. Den koncert, alle dog talte om, der kom efter Paul McCartney, var den danske rapgruppe Suspekt, der fik lov til at lukke Orange Scene. Der var nærmest total enighed om, at det var en af festivalens højdepunkter, men jeg gik glip af det. Det skal ikke ske i år, hvor Suspekt forhåbentlig også levererer et show af sådanne proportioner, når de spiller kl. 1 om natten. Rune Rask er muligvis landets bedste hip hop-producer, og mens rapperne Orgi-E og Bai-D kan svinge lidt mere i kvalitet, så er de, når de er bedst, bundsolide ordsmede, hvis rim kan være både morsomme, stærke og mindeværdige. Sort Sol, der spiller samtidig, er også en virkelig fed booking, men dem venter jeg med til Roskilde Festival, så jeg kan få set dem begge.

7 – Ride
Jeg er ret glad for den indadvendte shoegaze-genre, der slog igennem i Storbritanien i 90’erne. Indenfor den genre, er der tre bands, man typisk fremhæver som de helt store: My Bloody Valentine, Slowdive og Ride. My Bloody Valentine så jeg i Vega for et par år siden, og Slowdive skal jeg se på Roskilde Festival. Ride er uden tvivl den af grupperne, jeg kender mindst til, men de er stadig fremragende, og deres plader Nowhere og Going Blank Again er enormt vellykkede helhedsoplevelser, der sagtens kan konkurrere med Slowdives og My Bloody Valentines bedste plader. Det er solidt, stemningsrigt håndværk, og mens jeg havde håbet, at Ride ville få den lille scene, så skal det nok stadig blive en fænomenal oplevelse på Blue Stage.

6 – Run the Jewels
Når det gælder hip hop, er det svært at pege på en gruppe, der er lige så konsekvent med hensyn til kvalitet, som Run the Jewels er. De kunne lave en plade, hvor instrumentationen kun bestod af kattelyde, og det ville være et fedt album. Hov vent, det gjorde de, og den plade holder fandeme, også selvom jeg nok foretrækker udgaven uden kattelydene. Endvidere står de altid bag sindssyge koncerter, og til koncerten på Roskilde i 2015 var publikum vildere oplevelse end til mange metalkoncerter. El-P og Killer Mike er legendarisk dygtige, og jeg ser rigtig meget frem til at få oplevet dem endnu en gang.

Så mangler jeg kun den endelige top 5, og hvis man kender min musiksmag, skal man nok ikke kigge længe henover NorthSide-plakaten, før man regner ud, hvem der har sneget sig op i toppen. Om ikke andet undlader jeg at afsløre det ind til i morgen, hvor jeg udgiver sidste del af min top 15.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (5-1)

Ja, så er vi ved den endelige top 5. Jeg har snakket så meget med så mange om, hvor meget jeg glæder mig til disse fem navne. Det her er creme de la creme. Det er her, det virkelig gælder.

5 – Florence + the Machine
Florence Welch er en latterligt dygtig sanger, og hun lader heldigvis sin stemme optræde på nogle virkelig gode sange i Florence + the Machine. Det er barok progressiv popmusik af den slags, Kate Bush i sin tid var med til at definere. Og Florence + the Machine har uden tvivl lyttet en del til Kate Bush. Om deres sceneshows er nær så storslåede, vil jeg ikke begynde at gøre mig forventninger om, men uanset hvad er musikken rigtig smuk. De maler nogle flotte lydbilleder, mens de også bare forstår at lave fængende popmelodier. Det hele er et virkelig lækkert band, der har formået at skrive og opføre stribevis af fantastiske sange i en variation af stilarter. Man kan ikke rigtig vide sig sikker med hvad man kan forvente, fordi de har lavet så forskellig musik i løbet af deres karriere, men jeg forventer i hvert fald, at det bliver rigtig godt.

4 – St. Vincent
Jeg har set St. Vincent to gange allerede, og jeg skal skam se hende igen, lige før ovenstående Florence + the Machine. Hun spiller oven i spændende navne, jeg aldrig har set, og som jeg havde håbet på at komme til at opleve, Ryan Adams, Father John Misty, Foxygen, men jeg skal ikke gå glip af et sekund af hendes optræden, som med garanti bliver lige så utrolig som sædvanligt. Hun er et utrolig dejligt menneske på scenen, og hun præsenterer sin musik på en så personlig måde, at man ikke kan andet end at holde af hende. Hun er som den mest menneskelige, venligste robot, vi dødelige nogensinde har set. Hun er en dygtig sanskriver, en dygtig guitarist, en dygtig scenepersonlighed. Den eneste årsag til, at hun ikke er højere på listen, er at jeg allerede har set hende to gange. Ellers kunne hun være endt så højt som nummer 2.

3 – Run the Jewels
Run the Jewels består af El-P og Killer Mike. De er to af vor tids dygtigste, mest kreative rappere, og de har hver deres meget særegne stil, som er fyldt med lyriske godter. Det er selvfølgelig svært at nyde al lyrikkens integritet til en koncert, men så er det heldigt, at El-P også er en helt vild producer, der laver hårdtslående, vilde beats, der helt sikkert kan sætte gang i Arena. Nu kan man ikke altid vide sig sikker med hip hop-koncerter, rapperne skal tit virkelig give den hele armen i forhold til levering, for at koncerten ikke bliver langtrukken. Men Run the Jewels har generelt fået gode live-anmeldelser, og når jeg ser video fra deres koncerter, ser det lige så vildt ud, som jeg har håbet på. Og de er ikke engang det hip hop-navn, jeg glæder mig mest til

2 – Kendrick Lamar
Dårlig hip hop er noget af det sværeste musik at holde ud i længden. Og der er nogle – efter min mening – ret dårlige hip hop-navne på Roskilde. Dem skal jeg så ikke se, der er heldigvis altid et eller andet interessant i gang på en af scenerne. Men jeg skal til gengæld se kongen af hip hop. Manden, der har lavet årets uden sammenligning mest roste album, som uden tvivl kommer til at vinde masser af priser. To Pimp a Butterfly er det, alle siger, det er: et mesterværk. Der er ingen vej omkring det. Han er ikke bare en af verdens bedste rappere, han er verdens bedste hip hop-musiker lige nu. Han angriber hip hop, nej, han angriber musik på en måde, som ingen anden musiker har gjort hidtil. Hans musik er fantastisk, og live kommer det sikkert også til at bevæge mig.

1 – Paul McCartney
Jeg vil gerne starte med at snakke om et lille band, der hedder Deafheaven. Dem kommer jeg desværre ikke til at se i år, men de laver en ufatteligt kreativ, fuldkommen vanvittig blanding af shoegaze og black metal. Det er smukt, det er helt utroligt. Og det ligger lige oven i en mand, jeg ikke i mine vildeste drømme troede jeg skulle komme til at se. Paul er min yndlingsbeatle. Ikke alene har han sunget nogle fantastiske sange, men han har den efter min mening mest solide solokarierre af dem alle. Jeg har anmeldt Band on the Run, Help! og A Hard Day’s Night med glødende ros, og efter at have læst interviews med ham, anmeldelser af nyere koncerter og set hans seneste par setlists, er jeg blevet overbevist om, at han nok skal levere en fantastisk koncert. Jeg lyttede også til hans nyeste plade, New, her forleden, og den lyder ikke den mindste smule af oldtidsfund. Han er stadig ung i sindet. Og han er stadig dygtig og fuld af spilleglæde.

Jeg glæder mig som et lille barn. Ikke kun til Paul, men til hele festivalen. Til Kendrick, til Run the Jewels, til St. Vincent, til Florence, til Mew, Muse, Disclosure, WhoMadeWho, Hot Chip, Chelsea Wolfe, Jungle, Benjamin Booker, Ought og Jamie xx. Og til masser af navne, der ikke er endt på listen, men som jeg skal se alligevel. Jeg skal også se Off!, Bob Hund, Young Fathers, Electric Eye, The War on Drugs, Every Time I Die, Ezra Furman, Dreamers’ Circus, Kronos Quartet, Pede B & DJ Noize, Kate Tempest og Goat! Roskilde Festival bliver sindssygt!

Nyheder: December 2013

November har musikalsk været en rigtig god måned for mig, selvom albumudgivelserne ikke ligefrem var videre interessante generelt. Der er rigtig mange gode ting at fortælle om, men lad mig lige starte med en dårlig historie. Jeg var med min far i Forum for at se Queens of the Stone Age i fredags, og de spillede rigtig fedt, men det var nu alligevel en ret blandet fornøjelse. Vi lider begge af astma, han i en noget større grad end mig, og Forum har heldigvis en politik mod rygning. Desværre gør de ikke en skid ved dem, der nu skulle finde på at ryge derinde. F.eks. kunne de smide dem ud, men alt de gør er at bede dem pænt om at slukke for deres cigaretter. Hvis det virkede så meget som bare en fjerdedel af gangene, ville det selvfølgelig være fint nok, men mindst 90% af dem tændte bare deres smøger igen, efter de var blevet bedt om at lade være. Undskyld mig, men hvis folk bryder jeres regler, så må I smide dem ud. I tjener måske ikke nær så meget på øller på den måde, men i det mindste er I til at tage seriøst. Min far skrev også om det på sin blog, hvor du kan læse mere.

Mit radioprogram, The Vinyl Countdown, kører i stadighed hver onsdag kl. 17. Det kommer ikke til at være der den 25. december eller den 1. januar, men da har jeg til gengæld planlagt et program med julemusik og et program med året der gik i rockverdenen. Jeg er blevet færdig med at skrive et punkalbum, nu skal jeg bare få øvet lidt mere med mit band, og så er vi klar til at optage det. Jeg vil ikke lægge info op for offentligheden at beskue, men hvis du skulle møde mig, så er jeg mere end villig til at underholde dig med uddybende fakta. Desuden har Bibzoom som altid været så venlige at lægge nogle af mine tidligere anmeldelser op på deres hjemmeside:
EPMD – Strictly Business
John Prine – John Prine
Jackson Browne – For Everyman
Big Star – Third/Sister Lovers
The Police – Synchronicity
Stan Getz & João Gilberto – Getz/Gilberto
Jane’s Addiction – Ritual de lo Habitual
Madonna – Music

Normalt plejer jeg at lave en top 10 over de mest interessante albums, der kommer den kommende måned. Der kommer dog højst 4 interessante albums, som jeg kender til, i december, og så interessante er de heller ikke igen. Til gengæld ville en top 15 over det forgangne års bedste albums være på sin plads:

  1. Kanye West – Yeezus
  2. Queens of the Stone Age – … Like Clockwork
  3. Daft Punk – Random Access Memories
  4. Janelle Monáe – The Electric Lady
  5. of Montreal – Lousy With Sylvianbriar
  6. James Blake – Overgrown
  7. Touché Amore – Is Survived By
  8. Arctic Monkeys – AM
  9. The Debauchees – Big Machines and Peculiar Beings
  10. Melt-Banana – Fetch
  11. Kvelertak – Meir
  12. My Bloody Valentine – mbv
  13. Sigur Rós – Kveikur
  14. Run the Jewels – Run the Jewels
  15. Vampire Weekend – Modern Vampires of the City

Som du nok kan se, er der både mange kendte og ukendte albums på listen, og hvis din musiksmag ser ud til at ligne min, så burde du virkelig kigge til nogle mere ukendte navne som Touché Amore, The Debauchees pg Melt-Banana! Torsdag den 5. tager jeg til Posten i Odense for at se Amorphis, og det glæder jeg mig naturligvis til. Forhåbentligt har fynboerne bedre rygevaner!