De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2014 (15-11)

Jeg skal ikke på Roskilde Festival i år, det ligger desværre oveni en anden tradition, der betyder for meget for mig, til at jeg kan give afkald på den. Men næste år, så skal jeg i hvert fald afsted, og hvis programmet er lige så godt som i år, så har man virkelig noget at glæde sig til. Jeg har lavet denne top 15, så det rent faktisk er muligt at se alle navnene. Cancer spiller f.eks. samtidig med The Necks, men kun én af disse fik muligheden for at ende på listen. Ingen af dem havnede derpå, men mange virkelig fede navne har jeg desværre måtte skære fra, fordi nogle endnu federe musikere spillede samtidig.

15 – Warpaint
Warpaints nyeste album er hjemsøgende, æterisk og smukt, og de får sat et dejligt rocket spin på de ellers meget bløde sange, jeg ellers typsik forbinder dream-pop med. Man kan høre navne som Radiohead og Sigur Rós i rødderne, men Warpaint har stadig karakter og kant. Og at lave så æterisk musik med så meget personlighed er ikke noget man ser tit, og det forklarer da også hvorfor de stikker så klart ud blandt andre dream pop-grupper. Det vigtigste i festival-sammenhæng er dog, om de kan få et stort, larmende, øldrikkende publikums opmærksomhed, og jeg er ikke et sekund i tvivl – folk vil måbe til Love is To Die, danse til Disco/Very, smile stort til Keep it Healthy og rocke med på Krimson – hvis de da spiller den, hvilket jeg ikke er helt sikker på, men det er et af deres bedste numre.

14 – Die Nerven
Jeg kendte slet ikke til Die Nerven, før jeg prøvede at danne mig et virtuelt program, og jeg opdagede, at jeg var helt tom ved 9-tiden om lørdegen. Jeg overvejede Icona Pop, er trods alt ret glad for hendes store hit, I Love It, men jeg måtte lige se, hvem disse “Die Nerven” var. Det tyske navn var allerede tillokkende. Så fandt jeg ud af, at de lavede hårdstlående post-punk. Nu var jeg endnu mere interesseret. Så lyttede jeg til det, og så meget som Synd og Skam får det danske sprog til at passe til denne stil, så lyder tysk perfekt, i hvert fald efter mit møde med Die Nerven. Jeg elskede det lige fra starten. De kan finde ud af at spille, og de kan finde ud af at skrive. Pavillion skal nok få sig en stor fest lørdag aften.

13 – The Minds of 99
Mandag, tirsdag og onsdag kører kun to scener, og disse fokuserer på mindre navne her fra norden. Apollo Countdown er mest elektronisk musik, og de fleste navne på listen kunne jeg ikke genkende, og de andre var jeg ikke synderligt interesseret i. Roskilde Rising er til gengæld fyldt med interessante pop- og rocknavne. Heriblandt finder man karrierekanon-vinderne The Minds of 99. Derres debutplade er fuldkommen fantastisk. Det er en af de bedste danske plader, der er udkommet i hele årtiet. De er virkelig dygtige sangskrivere, de blander electronica og punk på en helt speciel måde. Du kender måske deres hits: Det er Knud som er død og Barn af min tid, men de har virkelig mange godter i posen. Jeg ser dem desværre ikke på NorthSide, men her spiller intet mere interessant samtidig. Så jeg har stort set ingen undskyldning…
… undtagen lige, at jeg ikke skal på Roskilde Festival i år. Nå, så må jeg se dem i Vega til oktober.

12 – Chance the Rapper
“Hip hop er bare så forudsigeligt nu til dags. Det er ikke andet end sange om penge, sex og stoffer over minimalistiske beats” – ja, ja ja, så leder du ikke godt nok. Det bedste eksempel på en interessant outsider i genren er Chance the Rapper, der ironisk nok rapper meget mindre end de fleste af hans genrefæller – han laver oftere en psykedelisk udgave af den underlige råbe-syngen, Old Dirty Bastard blev så populær for i 90’erne. Chance er dog mere end blot en hyldest – han genopfinder faktisk fuldstændig hvad hip hop er. Min far, der ikke er så glad for hip hop, har tænkt sig at se Jurrasic 5 på NorthSide, fordi han synes, de er virkelig skægge. De har en livsglæde, få i genren formår at levere. Og hvis nogen kan overgå dem, så er det Chance. Jeg har aldrig hørt rapmusik, der bare er så glad. Men samtidig er der dybde – han synger om vold, afhængighed, alt det hejs, men han blander det med en virtuositet, som ikke er særlig let at overgå. Glem Lykke Li, glem Banks – og tag i stedet en chance.

11 – Deerhunter
Tænk på vendingen “indie-rock”. Forestil dig den musik, der lever mest op til den vending. Uanset om du nogensinde har hørt Deerhunter før, så er det nok det, du forestiller dig. Så ja, i lyd er de meget stereotypiske. Nogle poppede, bløde melodier med elementer af støjrock og psykedelia med en introvert, lidt skæv mandlig vokalist. Denne mand hedder Bradford Cox, og han er et menneske med stort talent. Han er en sangskriver, der virkelig kan få sine idéer igennem med stor kraft, om man så ellers har hørt stilen ret ofte på det sidste. Han er en sær karakter, en høj, ranglet figur, der viser sine følelser så godt, at man kan se dem tydeligt, selv når manden har solbriller på. Deres blanding af easy listening, støj og psykedelia fungerer rigtig godt til en live-setting, og jeg er sikker på, at man kan få en virkelig god, underholdende oplevelse i deres selskab. Som Mads Axelsen fra Det Elektriske Barometer siger: “Der er en hel masse navne der skal spille på Roskilde, og så er der Deerhunter!”.

Nyheder: Januar 2014

2014 står nu i min kalender. Det er ret syret sådan lige at se på. Næsten forkert. Den 8. januar i år har min blog eksisteret i et år. Og jeg beklager virkelig, at jeg i løbet af meget af det år slet ikke har bidraget med meget mere end disse nyhedsindslag til forsiden. Jeg er i gang med at skrive alle anmeldelserne om igen, da det skal gøres til mit radioprogram, og så kan man lige så godt uploade det til bloggen. Det gør, at jeg ikke har tid til at skrive mange “nye” anmeldelser, men engang i foråret burde de vist vende tilbage. Mit radioprogram kan desuden høres på Rockkanalen.

Foruden de gamle anmeldelser, håber jeg på at lave en artikel i løbet af januar, hvor jeg gennemgår de 5 bedste koncerter, jeg var til i 2013, lidt i stil med min top 15 over navne til Roskilde Festival 2013. Bibzoom har trods julestressen lagt en del af mine anmeldelser op i den seneste måneds tid:
MC5 – Back in the USA
Steve Miller Band – Fly Like an Eagle
War – The World is a Ghetto
Cheap Trick – In Color
Devo – Q: Are We Not Men? A: We Are Devo!
Suicide – Suicide
The Pogues – Rum Sodomy & the Lash
Boogie Down Productions – Criminal Minded
Sam Cooke – Live at the Harlem Square Club, 1963
The Cure – Boys Don’t Cry

Og som hver måned deler jeg naturligvis min personlige top 10 over mest interessante kommende albums. Jovist, januar er sjældent den største måned for nye udgivelser, og jeg må indrømme at jeg ikke rigtig er ekstatisk angående nogen af disse, selvom de alle virker interessante. Og ja, jeg ved at EP2 allerede er udgivet, men da jeg ikke har hørt andet om den end, at den er udgivet, så føles det stadig som en kommende plade for mig.

  1. Bruce Springsteen – High Hopes
  2. Pixies – EP2
  3. Mogwai – Rave Tapes
  4. Stephen Malkmus and the Jicks – Wig out at Jagbags
  5. Broken Bells – After the Disco
  6. Warpaint – Warpaint
  7. Sharon Jones & the Dap-Kings – Give the People What They Want
  8. Hospitality – Trouble
  9. I Break Horses – Chiaroscuro
  10. Lasse Mathiesen – Carry Me Down