Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (15-11) + Tinderbox

Ja, NorthSide har et fedt program, jeg glæder mig virkelig meget til en weekend i Århus fuld af sprød musik. Dog når det ikke Roskildes til sokkeholderne. Vi skal op i min NorthSide-top 5, før vi når musik, der kan måle sig med det, jeg skal til at præsentere her i bunden af listen. Jeg skal bo i campingvognsområdet sammen med tre gode venner, og så skal der ellers dyrkes god musik og god stemning i en god uges tid. Denne liste præsenterer noget af min yndlingsmusik i hele verden. Og det er endda hvor jeg har udeladet en masse vidunderlig musik, hvis der desværre var endnu bedre navne samtidig. Med andre ord, denne liste vil udelukkende have kunstnere, jeg selv skal se, uanset om et af mine yndlingsbands overlapper med noget andet, jeg endnu hellere vil se.

15: Gojira
Vi starter i det helt tunge hjørne. De kommer til at overlappe med så dygtige, spændende navne som Cate Le Bon, Hayden James og The Last Shadow Puppets, alle tre anbefalelsesværdige men franske Gojira er virkelig noget for sig. De udfordrer grænserne indenfor death metal med deres vilde ideer og konstant overraskende kompositioner. Det er meget nøjagtigt skåret og gennemtænkt, men det lyder stadig meget råt og følelsesrigt. De skulle, så vidt jeg har hørt, også være fantastiske live. Jeg har hørt flere sige, at de var højdepunktet på Copenhell sidste år. Det undrer man sig slet ikke over, når man hører plader som From Mars to Sirius eller L’Enfant Sauvage, for så hårdtslående, spændende musik er svær ikke at være entusiastisk over, så hvordan skulle det være muligt for bandet at give en dårlig koncert? Det er desuden næppe tilfældigt, at stort set alle deres plader også er udgivet i live-udgaver.

14: Ghost
Vores naboer i sverige er virkelig gode til at lave solid heavy metal: Opeth, Amon Amarth, Entombed, Meshuggah, In Flames, Sabaton, At the Gates, Cult of Luna, Tribulation, og jeg kunne blive ved. De har dog ramt noget ret specielt med Ghost, også kendt som Ghost B.C. Ghost laver metal, der ikke er særlig hårdt, men som alligevel lyder fedt og gør brug af mange sangskrivningsteknikker, der ellers ses i gotisk metal. Det, der dog for alvor gør dem tiltrækkende er nok, hvor teatralske de er. Der er noget unægteligt spirituelt over deres sange, og deres forsanger er efterhånden blevet kendt for sin sære kombination af en pavehat og skeletmaling. Hvis denne anti-pave-skikkelse ikke er gloværdig nok, så har de også et spektakulært sceneshow med sig, der har fået adskillige rosende anmeldelser med sig. Så overlever jeg nok, at de spiller oven i både So Pitted og Savages, hvor jeg alligevel har set sidstnævnte to gange. Hvis metal ikke lige er din kop te, så tjek alligevel Ghost ud, for det er noget af det blødeste metal, jeg kender.

13: Slayer
Hvor mange gange har du ikke stået til en tilfældig koncert og råbt “Spil noget med Slayer!”? Nu kommer et band, der med garanti vil levere masser af det. Det er så ufiltreret, følelsesrig thrash-metal, som man stort set kan finde, og de bliver stadig ved med at levere varen. De giver den så meget gas på deres instrumenter, at energien automatisk transcenderer bandmedlemmerne og kommer direkte ud til lytteren – det er umuligt at kede sig, når man lytter til Slayer. Min kærlighed til Slayer bunder meget i de samme kvaliteter, som findes hos Gojira, men Slayers bagkatalog er om muligt endnu vildere. De spiller oven i Action Bronson og Gramatik, men Slayer er for stort, til at man må misse det. De var jo praktisk taget med til at skabe thrash-metal.

12: Car Seat Headrest
Car Seat Headrest har jeg først stiftet bekendskab med for nylig, men jeg var alligevel ikke et sekund i tvivl om, at de skulle afslutte min fredag aften frem for Skepta, Meshuggah, M83 og James Blake, kunstnere, jeg har kendt i markant længere tid. Det er lo-fi indierock fra en ambitiøs og dybt original sangskriver ved navn Will Toledo. Han har et rigtig godt øje for tekster, og med sangtitler som Los Borrachos (I Don’t Have Any Hope s Nice) og Destroyed By Hippie Powers, hvad kunne man ellers forvente? Han kommunikerer sine store, forvirrede følelser meget klart gennem et væld af forskellige metoder, og han er i det hele taget aldrig bange for at tage en chance. Hvis det skulle fejle, kan han jo bare lave et nyt album – han er nemlig så produktiv, at han har lavet 12 plader siden 2010.

11: Red Hot Chili Peppers
Jeg elsker Red Hot Chili Peppers, og jeg er ikke en af de puritanere, der kun kan lide dem til og med BloodSugarSexMagik, ej heller har jeg kun øjnene for deres mere poppede plader fra Californication og frem. Jeg er vældig glad for det funky, vilde, ukontrollerede shit, de lavede i 80’erne og starten af 90’erne, men da de begyndte at gå i en mere poppet retning, viste de, at de kunne sætte et særligt spin på pop-rock med deres baggrund i funk. Noget af det bedste er nok endda i mine øjne, når de virkelig kombinerer de to stilarter. Singler som By the Way og Can’t Stop er blandt mine favoritter af den årsag. Men sange som Scar TissueUnder the Bridge og Dark Necessities er også glimrende, velskrevne sange, som vil være fede at høre live. Men jeg kan nok ikke komme udenom, at deres funk-rock nok er det, der vil fungere bedst live. Det skal nok blive en fest, når de fyrer Give it AwayHigher Ground eller Police Helicopter af. Og glem så, hvor skidt det måske var i 2007. De skammer sig med garanti også selv over det, og derfor har de nok blot støre incitament til at levere et brag af en koncert. Hvis du alligevel ikke har lyst til at se dem, så spiller Hinds og Anna von Hausswolff samtidig, og begge kan absolut anbefales.

Det var så de første fem. Jeg håber, jeg har introduceret jer til noget musik, I ellers ikke havde overvejet at få set, selvom Red Hot Chili Peppers nok ikke er den store øjenåbner for mange. Dagene op til Roskilde Festival finder Tinderbox sted i Odense, og hvis man mangler noget at lave der, bør man overveje det, for de har nogle ret vilde navne. Hvis man skulle overveje det, er her de 15 Tinderbox-navne, jeg selv ville have mest lyst til at se:

15: Veronica Maggio
14: Ukendt Kunstner
13: Lukas Graham
12: Turboweekend
11: Volbeat
10: Baby in Vain
9: Dizzy Mizz Lizzy
8: The Minds of 99
7: Band of Horses
6: Of Monsters and Men
5: Flogging Molly
4: Suede
3: Malk de Koijn
2: Rammstein
1: The National

Top 15 navne på NorthSide 2015 (10-6)

“NorthSide 2015 er lige om hjørnet!” Den reklame har jeg set på min facebook rigtig ofte på det sidste. Og nu er det ved at være sandt. Og disse 5 navne er blandt de, jeg glæder mig mest til at se. Jeg glemte at nævne i første del, at denne top 15 er skrevet ud fra et princip om, at man skal have mulighed for at se dem alle samtidig. Visse navne, jeg ellers glædede mig meget til, er blevet skåret fra, fordi de spiller samtidig med nogle andre, som jeg hellere vil se. Og i så fald kommer jeg selvfølgelig også ind på dem, jeg går glip af

10 – Grace Jones
Jeg havde faktisk glædet mig meget til at se Spids Nøgenhat. Håbede lidt, at de ville spille som det sidste på den lille scene om fredagen, mens nogen, jeg var knap så interesseret i, f.eks. Sam Smith eller Incubus, tog sig af at afslutte på blå scene. Alle, der skal se Spids Nøgenhat får dem da på det perfekte tidspunkt, men selv var jeg endnu mere begejstret over, at se Grace Jones tilføjet til plakaten. “Hvad er det for et 80’er-relikvie, er det her Smukfest eller hva'” hørte jeg folk sige, men bare fordi det er gammelt, er det ikke nødvendigvis skidt. Jones’ stemme fejler ikke noget, og hun kan stadig fyre et brag af et sceneshow af. Og nu er hun ikke en fru hvem-som-helst, hun er en sin tids største pop-innovatorer. Hun skubbede med albums som Slave to the Rythm og Nightclubbing grænser for, hvad man kunne opnå med popmusik. Der er ingen grund til ikke at glæde sig til, at Grace Jones skal fyre den af.

9 – Savages
Jeg så Savages, da de sidst var i København, og det var en oplevelse, der gjorde stort indtryk. Det var spændende, støjende, energisk og konstant gribende. Savages’ brand af post-punk er fyldt med så mange følelser, at man kan lytte til deres sange gentagne gange og finde diskrete detaljer, der sørger for, at bassen, guitaren, stemmen og trommerne altid bidrager med meget. Ikke ét af instrumenterne er bare med som komfort, de er en stor enhed, hvor alle lyde i musikken stikker ud. De sørger også for at give sangene et helt unikt liv på scenen. De spiller aldrig sangen på samme måde to gange. De er virkelig dygtige, og de er nok blandt vor tids allerbedste post-punk-grupper.

8 – Interpol
Okay, lad os starte med årsager til ikke at se Interpol, for sådan nogle er der rent faktisk: deres albums er ikke nær så gode, som de har været, de spiller alligevel ofte i Danmark, og måske har du set dem så ofte, at du vil give noget nyt en chance. Men alligevel. Har du ikke set dem så ofte, fordi du kan lide dem? Fordi de er gode live? De får i hvert fald stadig gode anmeldelser. Jeg tror, jeg er blandt de ganske få danske Interpol-fans, der endnu ikke har fået set dem live. Men det skal ændre sig, og jeg ser frem til at kunne synge med på mange af deres fede numre, især de tidlige fra plader som Turn on the Bright Lights. Det er fed rockmusik af den skuffe, der bare egner sig godt til en liveoplevelse. Selv deres nyere materiale er sikkert virkelig fedt live. Jeg glæder mig.

7 – Placebo
Jeg ser frem til Placebo af mange af de samme årsager som Interpol, forskellen er bare, at de negative punkter ikke rigtig er til stede. De har været langt mere konsekvente med kvaliteten, det er lidt mere eksklusivt at skulle se dem. De har ikke samme omdømme for deres live-shows, men til gengæld er den musikalske kvalitet generelt højere. Deres musik er skævere, rocker lige så hårdt, og de har ikke lavet et dårligt album. De har en ret særpræget lyd, især i kraft af deres nasale forsanger, men stadig formår de at skabe musik, der kan samle folk. De har altid noget på hjerte, og jeg forventer, at kunne mærke det, når jeg skal se dem på årets NorthSide.

6 – Antony and the Johnsons
Jeg indrømmer blankt, at jeg meget sjældent snakker om Antony and the Johnsons. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dem, har bare sjældent lyttet til dem før de blev annonceret som et af hovednavnene på årets NorthSide. Jeg havde hørt dem, javist, men de havde ikke grebet mig før. Men da jeg hørte, at Antony skulle optræde med Aarhus symfoniorkester på NorthSide, gav jeg hendes musik et par ekstra lyt, for et helt symfoniorkester, det er fandeme sejt. Jeg fandt hendes kompositioner meget gribende, alternative og barokke. Aarhus Symfoniorkester og Antony er et smukt match, da hendes musik i forvejen inkorporerer mange klassiske instrumenter, og jeg glæder mig til at høre hendes numre med et helt symfoniorkester bag hende. Hvis man af den ene eller anden årsag ikke skulle være den store fan, f.eks. hvis man ikke kan lide hendes stemme, så spiller et band ved navn Wolf Alice samtidig på den lille scene. De er et punkband, de minder mig lidt om Yeah Yeah Yeahs, især fordi de også er rigtig gode, når de vælger at skrue lidt ned for punklyden.

Glæd jer til den episke afslutning!