Top 15 navne på NorthSide 2017 (15-11)

For fjerde år i træk planlægger jeg at ødelægge min læseferie ved at glemme alt om prøver og eksaminer i tre dage, jeg i stedet vil bruge på koncerter i Ådalen, når NorthSide 2017 igen kører for fuld udblæsning i Århus. I år er de største navne større end nogensinde, og dette er i så høj grad, at de har valgt at koge headliner-sektionen ned til blot 3 bands. Endvidere har de booket rigtig mange danske kunstnere, som muligvis trækker flere folk. Det har været lettere kontroversielt, og jeg må da også erklære mig ked af, at der ikke er flere kunstnere, jeg ikke kendte, før de kom på plakaten. De har ikke taget de helt store chancer med de små kunstnere, men kvalitetsniveauet er stadig som sædvanlig rigtig højt, så der var rigeligt med materiale til at lave en top 15 endnu en gang. Reglerne for listen er som de plejer: hvis jeg ikke planlægger at se en kunstner, kan de ikke ryge på listen – dette er nemlig en liste over hvilke koncerter, jeg glæder mig mest til. Så hvis to fede navne er samtidig, skriver jeg kun om dem, jeg planlægger at se:

15 – Mando Diao
Dette er faktisk et af de få bands, jeg ikke havde hørt om, før NorthSide annoncerede dem. De er det første band, der spiller om søndagen, og jeg er sikker på, at det bliver en kickstart af proportioner. De er et dybt charmerende svensk garagerockband, der har nok energi til hvis de skulle spille samtlige koncerter på festivalen. Det bliver dog komprimeret ned til en enkelt koncert, som dog nok skal sparke solidt gang i den lille røde scene, selvom deres lyd sagtens ville kunne fylde et stadion. Det er musik, man bare bliver glad i låget af.

14 – The Kills
Ja, jeg er glad for garagerock, og mens Mando Diao er et solidt orkester, så er The Kills en stærkere booking. Dels grundet forsanger Alison Mossheart, der har en stemme, der er helt perfekt til deres stilart, dels grundet den virkelig stærke sangskrivning, der har mere dybde end megen anden garagerock. Derudover er bandets scenefremtoning ret stærk fra hvad jeg har set på nettet, og de har et bagkatalog, der siger spar 2. Trods en ret spinkel besætning ar de en fyldig lyd, der nok skal ramme hele Ådalen. De har ikke været i Danmark siden 2008, så hvis man er til deres dejlige, rå omend fine lyd, så skal man absolut sætte kryds lørdag kl. 17:45 ved Green Stage. Og hvis man ikke nåede at få sin NorthSide-billet, kan de ses i Vega dagen forinden.

13 – The Afghan Whigs
NorthSide booker altid et par få navne, der kan vække en smule nostalgi, og sådan et band kunne fx være The Afghan Whigs, men vi har på ingen måde at gøre med de helt billige nostalgi-point, for det var jo ikke fordi gruppen nogensinde havde store hits. De lavede bare solid grunge-musik, der kom til at udgøre nogle glimrende plader. Det er ikke det band, jeg oftest hører folk omtale, når man snakker om de klassiske alternative bands fra 90’erne, men de holder fandeme, og deres nye plader er faktisk også glimrende. Hvis du ikke kender dem men holder af bands som Nirvana, Smashing Pumpkins eller Dinosaur Jr., så tjek deres klassiske plader ud, og se endelig frem til deres koncert på Red Stage.

12 – Richard Ashcroft
I min optik er Urban Hymns af The Verve en af de bedste, mest dybtfølte plader i hele britpop-bølgen, og Richard Ashcrofts optræden som bandets forsanger er en stor del af årsagen. Jovist, sangskrivningen er også en væsentlig faktor, og mens Ashcroft også ofte var en del af dette i gruppen, har hans sangskrivning i min optik ikke været nær så stærk på solopladerne. Han lyder dog stadig forbavsende godt, og han kan med sin charmerende vokal gøre sange levende som få andre. I følge setlist.fm spiller han ofte gamle Verve-klassikere, men jeg glæder mig ligeledes til at se, om han i en live-sammenhæng kan give sit solomateriale nyt liv i Ådalen.

11 – James Blake
Jeg har set James Blake live en gang før, og det var en smuk koncert, hvor jeg var omgivet af de sødeste mennesker i Falconer Salen, og den aften er sidenhen blevet emne for megen sentimentalitet og interne jokes. Mange fra af slænget så ham på Roskilde sidste år, men som den prætentiøse hipster, jeg er, så jeg Car Seat Headrest i stedet. Blakes blanding af stemningsrig elektronisk musik og alternativ R&B er betagende og smuk. Jeg glæder mig til endnu en fabelagtig koncert med ham, hvor han heldigvis har fået lov til at spille lidt hen ad aftenen, selvom det nok stadig vil være lyst i denne sommertid.

Det var så de første fem. Jeg er lidt ked af, at James skal spille samtidig med Katinka, og selvom der ikke herskede nogen tvivl om at jeg skulle se The Afghan Whighs, kunne jeg sagtens have overlevet et glædeligt gensyn med MØ, der spiller samtidig. Jeg planlægger at have del 2 ude snart, forhåbentlig allerede i morgen. Glædelig festivalsæson!