LL Cool J udgav som blot 17-årig Radio, og det endte med at blive en af de mest indflydelsesrige hip hop-plader nogensinde. I højere grad end nogen anden før ham kunne han fornærme og prale. Han fik sig selv til at lyde viljestærk og rå, mens han på det groveste nedgjorde alle, der havde noget negativt at sige til ham. Ikke alene var det en helt ny måde at rappe på, som i dag har overlevet i næsten 20 år, men det var også det første hip hop-album som den i dag legendariske Rick Rubin producerede. Hans produktion har varieret meget gennem tiden, men den har næsten altid været meget hårdtslående, og Radio er ingen undtagelse. Han er samtidig meget minimalistisk. Der bliver ikke brugt meget andet end nogle simple, tunge rytmer og af og til nogle samplede guitarer eller andet i den dur. Den simple produktion fremhæver dermed LL Cool J selv. Han er da også en formidabel rapper, når han er bedst. Desværre er han ikke altid på sit højeste niveau, og pladens alder viser sig tydeligere år for år.

På åbningsnummeret, I Can’t Live Without My Radio, maler han sig op som en person, der har styr på det hele og fortjener respekt, hvilket folk da også giver ham, for han har nemlig en JVC-radio, hvilket åbenbart var et statussymbol i LL Cool J’s kvarter i midt-80’erne. Selvom en JVC-radio ikke er det, man oftest er stolt af at eje i 2012, bliver man let overbevist af sangen, om at LL Cool J ikke er en hr. hvem som helst. Hans stærke attitude fortsætter på resten af albummet med numre som You Can’t Dance, That’s A Lie og Rock the Bells hvor han spytter løs med fornærmelser af hårdeste skuffe, og han er rigtig god til det. Man har virkelig ikke lyst til at komme op og toppes med ham. Desværre er han ikke altid så god. LL Cool J var en af de første til at rappe kærlighedssange. På I Can Give You More går teksten heldigvis mere med at fornærme pigens nuværende kæreste, og på You’ll Rock går den mest med hvorfor han er så sej, at hun burde være sammen med ham, men når han gør sig mere blødsøden, lyder det bare kluntet – heldigvis sker det kun på I Want You, men den sang er så svær at tage seriøs, at det nok bare er bedst at springe den over

I modsætning til de kommende par års hip hop, bliver der næsten ikke samplet på dette album. I løbet af hele albummet, bliver der kun samplet på 5 sange, hvoraf de fleste er svære overhovedet at lægge mærke til. Mange af sangene, de sampler, kender jeg rimelig godt, men jeg lagde slet ikke mærke til det. Da jeg endelig slog op, hvor de var, kunne jeg godt høre det, og i mange af tilfældene giver det musikken mere punch – f.eks. hvor han sampler Flick of the Switch af AC/DC på Rock the Bells eller Owner of a Lonely Heart på That’s A Lie. Alt i alt er Radio en plade for alle dem, der gerne vil grave ned i hip hoppens historie. Dens simplicitet kan måske få den til at lyde tam nu til dags, og af og til er teksterne også lidt for tidstypiske til at man virkelig kan nyde albummet uden at tænke over dets historiske vigtighed. Men den historiske vigtighed er svær at ignorere, for hip hop var aldrig det samme, efter LL Cool J fik chancen til at prale om sin JVC-radio.