Da jeg første gang satte Rum Sodomy & the Lash af the Pogues i afspilleren, blev jeg meget overrasket over det, jeg fik ud af mine højtalere. Alt, jeg vidste om dem, før jeg hørte dem for første gang, var at coveret til denne plade var bygget over maleriet Medusas Flåde. Jeg kiggede faktisk ikke grundigere end, at jeg slet ikke bemærkede forskellene fra originalen, og sidst jeg havde set et album, der brugte et maleri fra 1800-tallet som cover, var det Viva La Vida or the Death and all his Friends, så jeg forventede nok noget i stil med det album. For at sige det lige ud, så har the Pogues intet til fælles med Coldplay, og min overraskelse var rigtig stor, da jeg begyndte at høre åbningsnummeret, The Sick Bed Of Cúchulainn. Jeg hører pludselig en banjo, en utrolig grim stemme med en ufatteligt tyk keltisk accent og før jeg rigtig har fået slugt disse fakta, kommer der virkelig gang i den med et helt keltisk folk-orkester, der spiller løs med bitre undertoner og ikke en eneste poleret lyd på hverken fløjte, banjo, violin eller noget som helst.

Folk er dog ikke den eneste genre, der er væsentlig på pladen – punk spiller ligeledes en særdeles stor rolle. For i forhold til almindelig keltisk folk-rock er the Pogues meget vredere og grimmere, og de virker også meget udstødte. Hvis man virkelig vil se, hvor langt de er fra almindelig keltisk folk-musik, kan man jo sammenligne nogle udgaver af mere rendyrkede folk-navne. Man kan tage selv nogle af de mindre punkede sange på denne plade, f.eks. deres cover af Ewan MacColls Dirty Old Town,og sammenligne det med den også ganske kendte udgave af the Dubliners. Lyden er så uendelig meget mere bitter og grim. Til trods for den bitre tone, er der dog rigtig meget sjov musik på dette album – The Sick Bed Of Cúchulainn, Billy’s Bones, Jesse James, The Gentleman Soldier og Sally MacLennane er rigtig sjove numre med god fut i lyden – især de to sidste har rigtig godt gang i trommerne, og det er bare pragtfuldt – der er godt med banjo, sækkepibe, fløjte og harmonika. Albummet er produceret af Elvis Costello, og han satte virkelig en sjov vinkel på punk på sine albums, så deres samarbejde med ham giver god mening.

De langsommere numre er dog heller ikke ringe. Forsanger Shane MacGowan bruger Bob Dylans teknik, altså at bruge sin fuldkommen falske stemme til at danne en mere oprigtig lyd, da den så virker mindre som noget samlebåndsarbejde. Dirty Old Town, The Old Main Drag, Navigator, afslutningsnummeret And the Band Played Waltzing Matilda og i særdeleshed I’m a Man You Don’t Meet Everyday er gode eksempler på dette. I’m a Man You Don’t Meet Everyday er i øvrigt ironisk nok sunget af bandets kvindelige bassist, Cait O’Riordan, og det er ikke et tilfælde. Denne sang handler nemlig om en velhavende jordejer. Hovedpersonen er ikke på nogen måde usympatisk, han deler faktisk godt ud af sine penge, men bandet sørger for at understrege, at han ikke økonomisk repræsenterer dem, og det sker netop ved at lade en kvinde synge den. Rum Sodomy & the Lash er et rigtig godt album. Det er sjovt og festligt, alt imens der er kraftige bitre undertoner, og selvom de langsommere numre generelt ikke er nær så stærke, er de absolut heller ikke dårlige, og et par af dem når op på samme niveau som nogle af de bedste hurtigere sange. Det er et forfriskende spin på såvel punk som folk, og hvis du kan lide store nutidige folk-punk-bands som Flogging Molly og Dropkick Murphys, så kig til the Pogues, for det var her, det hele startede.