Få R&B-grupper har haft nær så meget betydning som Sly and the Family Stone. Det har nok i stor grad noget at gøre med, hvor vidt de spænder. Af og til laver de den mest oprigtige soulmusik, men kan lige så godt lave det vildeste funknummer, man bare ikke kan sidde stille til. Men der er også så utrolig meget mellemgrund i deres lyd, som ingen anden gruppe rammer nær så flot. De har uden tvivl mest identitet, når de laver noget afslappet, sjælfuld R&B, der bare er spillet så tæt, at man skulle tro, det var løgn. Denne lyd er repræsenteret flot på alle deres plader, men måske bedst på Fresh fra 1973. Noget af det bedste ved denne plade er bare, hvor diskret vokalen kan være, og det er uanset hvilken sanger, der befinder sig bag mikrofonen. Mine yndlingsnumre er da naturligt nok også ofte blandt de lidt mere stille af dem. Det er ikke nødvendigvis dem, der er bedst i første omgang, men der er mest at vende tilbage i hos dem. Især If You Want Me To Stay, pladens ubetinget største hit, har så meget charme, liv og personlighed.

Vi kan også komme med den generelle regel for pladen, at jo mere nummeret minder om If You Want Me To Stay, des mere synes jeg om det. Hvis det er lidt underspillet og nuancerigt, så er jeg totalt solgt. En anden af mine favoritter er derfor deres sprøde cover af Que Sera, Sera (Whatever Will Be, Will Be), oprindeligt af Doris Day. Den er på mange måder totalt ulig bandets normale lyd, som jo ellers spænder ret vidt. Det er en ret speciel kombination af lækker soul og noget traditionel pop. Men al musicallyden, som er så gennemgående i originalen, den er helt væk, og på den måde føles nummerets tekst meget vigtigere. At de satte tempoet lidt ned hjalp også sangen gevaldigt, ja den er et rent mesterværk i Slys hænder. Men på samme måde som, at jeg virkelig synes godt om de mere stille numre, så er nogle af de mere energiske, funky numre ikke så interessante. De er på papiret ganske gode, men der er ikke bygget nok videre på grundideen på visse af numrene; I Don’t Know (Satisfaction), Keep On Dancin’ og If It Were Left Up To Me kunne alle have haft godt af at være lidt længere og blive leget mere med. Måske lige undtagen Keep On Dancin’, der bare er en lidt trist nyfortolkning af deres egen Dance to the Music.

Jeg elsker dog, at der altid er så enormt meget personlighed. Bandet har nogle dejlige idiosynkrasier, der gør, at intet nummer kan kaldes decideret dårligt, for der er altid et eller andet særpræget at holde af. Det gør de mere middelmådige sange sjove, og de gør de bedste af dem til mesteværker. Bandet har virkelig sans for detalje, især på de langsommere numre, og hver gang jeg lytter til nogle af mine favoritter fra pladen, opdager jeg bare noget nyt, jeg fuldkommen elsker ved dem. Pladen som helhed har ikke nødvendigvis nær så meget genspilningsværdi, men det ligger mest i, at mine knap så foretrukne numre alle lægger tæt ved hinanden. Det bliver lidt for hektisk lige i den ende af pladen. Sly and the Family Stone har med Fresh leveret en gennemgående virkelig lækker R&B-plade. Jo, det er ikke alle numre, der er lige gode, men de bedste er helt formidable. Og dem er der heldigvis mange af. Fresh er måske ikke pladen, der bliver bedre for hver gennemlytning, men der er stadig masser af guf på.