Pink Floyds klassiske 1973-album ‘The Dark Side of the Moon’ er ikke et album, man lige anmelder over en eftermiddag. Ikke kun på grund af selve musikken, men især på grund af den status, den siden udgivelsen har fået som en af de største rockudgivelser nogensinde, hvis ikke den største. Jeg har virkelig ikke lyst til at jokke i spinaten. Jeg har endnu mindre lyst til at bruge hele min anmeldelse på at forklare, at jeg end ikke synes, at denne kultklassiker er gruppens bedste album – læs i stedet mine anmeldelser af ‘The Piper at the Gates of Dawn’ og ‘Wish You Were Here’ for at høre om mine favoritter i diskografien. At bruge hele anmeldelsen på, at sige, at ‘The Dark Side of the Moon’ ikke er gruppens bedste, ville da også være spild af tid, for det er stadig en fremragende udgivelse. Noget, der stikker ud helt fra første gennemlytning, er albummets uforlignelige flow. Overgangene mellem sangene er så ubesværede, at man ikke helt ved, hvornår én sang stopper og en anden slutter – sangene føles mere som forskellige satser i en sammenhængende symfoni, end de føles som individuelle tracks. Men alligevel er disse sange ofte så veludførte, at de rent faktisk har fået liv på egen hånd; ‘Money’ ramte endda top 20 på hitlisterne i flere lande.

Pink Floyd ramte på en eller anden måde plet med dette album i forhold til at fungere optimalt både som bredt appellerende rockudgivelse og som ambitiøst artistisk værk. Store dele af albummet er fuldkommen instrumentalt, og tre af de ti numre er instrumentale fra start til slut. Så snart der er vokaler på, er der dog nærmest garanti for, at vi får stærk lyrik på et gribende melodisk grundlag. Sangene handler om forskellige mørke sider af den menneskelige eksistens – grådighed, død, konflikter og mentale sammenbrud. I centrum af det hele står en vekselvirkning mellem fremmedgørelse og empati. Dette står klart fra titlen på albummets intro, ‘Speak to Me’. Titlen virker nærværende, men i løbet af trackets lille minut, begynder sangens titel at synes mere og mere som et desperat udråb efter et nærvær, vi ikke oplever. Tilværelsens mørke sætter sig som et tæppe over hele albummet, smukt eksekveret med høj sonisk diversitet. Gruppen dannede lydlandskaber med innovativ inkorporering af ny synthesizerteknologi, og de brugte for første gang saxofon, hvilket giver øget skrøbelighed til ‘Us and Them’ og ekstra tyngde til ‘Money’. Variationen øges dertil af, at forsangerne skifter – oftest er det den mere distancerede stemme fra guitarist David Gilmour, men vi får også den skrøbelige vokal fra bassist Roger Waters samt en bragende gæsteoptræden fra Clare Torry på ‘The Great Gig in the Sky’.

Netop fordi, jeg ville være særligt nøjagtig med netop denne anmeldelse, har jeg hørt albummet mange flere gange end jeg typisk gør. Først da jeg satte mig ned for at skrive den, gik det op for mig, at jeg ikke er blevet det mindste træt af den. Der er hele tiden flere og flere detaljer, der viser sig. For eksempel gik der lang tid, før det gik op for mig, hvor fænomenal produktionen er. Bandet er selv krediteret for at producere den, og mens produktionen klart lægger op til den store auteur-analyse, fortjener lydtekniker Alan Parsons også æren for meget af finessen i lyden. Der er i hvert fald meget ved lyden i dette, jeg kan genkende i Parsons’ udgivelser med sit eget band, The Alan Parsons Project. Et øjeblik i produktionen, der især stikker ud for mig, er det sidste minuts tid på afslutningsnummeret ‘Eclipse’. Som nummeret eskalerer i intensitet, er der et væld af små lyde, der vækker genklang fra tidligere på albummet. De får ikke lang tid til at etablere sig, der er rigtig mange af dem, og før man ved af det, er de væk. Men jeg når at føle dem komme helt ind under huden på mig, og jeg har næsten altid brug for en lille pause, når albummet er slut. ‘The Dark Side of the Moon’ er et effektivt album som få andre. At jeg kan nævne mindst to plader fra samme gruppe, der er bedre, taler rigtig godt om deres generelle kvalitetsniveau.