91 – Elton John – Goodbye Yellow Brick Road (1973)

Jeg har anmeldt ret meget Elton John efterhånden, og hele vejen igennem har jeg generelt været positivt stemt overfor hans plader. Så meget som han er blevet kendt for sødsuppe-ballader og lalleglad popmusik, så var hans musik i 70’erne rent faktisk virkelig kompetent komponeret og opført, og han kom relativt vidt omkring i klaverrockens verden. Nu er jeg endelig nået til den plade, alle så kalder hans bedste, Goodbye Yellow Brick Road fra 1973. Jeg var dog lidt varsom, da jeg satte den på, for det er et dobbeltalbum, og i min erfaring ender længden alt for ofte med at være et problem i sådanne tilfælde. En stor del af albummet er en hyldest til amerikanske kulturikoner – Roy Rogers, Troldmanden fra Oz, Marilyn Monroe, og hele den amerikanske selviscenesættelse gør sig også virkelig godt i lyden, der er mere pompøs og storladen end nogensinde før for hr. John. Ja, han er faktisk ved at bevæge sig over i noget glam-rock til tider, men han prøver at undgå den overfladiske natur, der tit følger med den genre. Ja, til trods for at denne stilart får indflydelse, er der stadig plads til dybtfølte klaverballader såsom Candle in the Wind, Goobye Yellow Brick Road og den aflsluttende Harmony.

Da albummet er ret langt, prøver Elton John selvfølgelig at variere lyden en del, og mens jeg vil respektere ham for det, så er det ikke alle stilarter, han rammer lige godt. Mere glam-orienterede numre virker dog ret godt bl.a. Dirty Little GirlSaturday Night’s Alright for Figthing og især den fornøjeligt sjove Bennie and the Jets, hvor man virkelig kan høre hvor meget Elton og bandet hygger sig. Når han prøver at tage inspiration fra reggae på den helt ulidelige Jamaica Jerk-Off og country på den lettere forglemmelige Roy Rogers samt den også noget ligegyldige Social Disease, så går det ikke nær så godt. De country-prægede numre skuffede mig især, da han på albummet Tumbleweed Connection har vist, at han sagtens kan lave glimrende country-rock. Ja, det album er da en solid kandidat til mit yndlings-album fra John. Der er også nogle numre, hvor han lader til at drage noget inspiration fra progressiv rock, og dette klæder især hans lyd – det kommer fx til udtryk på det 11 minutter lange åbningsnummer Funeral for a Friend / Love Lies Bleeding, der for alvor får startet albummet med maner. Også på Grey Seal og All the Girls Love Alice giver denne indflydelse absolut noget nuance til Johns lyd og sangskrivning.

Balladernes kvalitet er også ret svingende: dels har vi at gøre med nogle af de bedste, John i fællesskab med lyriker Bernie Taupin nogensinde har skrevet – Candle in the Wind og Goodbye Yellow Brick Road er med god grund de to mest kendte eksempler, men også afslutningsnummeret Harmony fortjener den slags opmærksomhed efter min mening – men dels er der også forglemmelige numre som I’ve Seen That Movie Too og Sweet Painted Lady, der dog stadig kan bryste sig af nogle kreative øjeblikke i Bernie Taupins tekster. De er da heller ikke forstyrrende på nogen måde, men jeg kan på ingen måde forestille mig at vende tilbage til dem, og så meget bidrager de heller ikke til helhedsoplevelsen. I det store hele finder vi på albummet Goodbye Yellow Brick Road nogle af de absolut bedste eksempler på Elton Johns sangskrivning, og hvis han havde begrænset sig til en enkelt skive, hvor kun de bedste numre var med, kunne han sikkert have arrangeret dem så vi fik et mesterværk. Som pladen ser ud nu er der stadig meget at komme efter, men man må overleve med noget fyld hist og her.

En tanke om "91 – Elton John – Goodbye Yellow Brick Road (1973)"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.