Den amerikanske folksanger Tim Buckley døde som blot 28-årig i 1975, men han efterlod verden en virkelig talentfuld søn, der også ville blive musiker. Han hed Jeff Buckley, men han døde desværre også i en ung alder, så han nåede desværre kun at udgive et enkelt album før sin død som 30-årig. Dette album hed Grace, og det blev udgivet i 1994. Grace  giver en rigtig god forståelse af, hvilken slags musiker Jeff Buckley var. Hans musik var meget følsom og guitarpræget, men han kunne både være stille og virkelig rocket. Den bedste sammenligning, jeg lige kan komme med er Radiohead-albummet The Bends, hvorpå Thom Yorke faktisk tog en hel del inspiration fra unge Buckley til sin vokal. Hvor musikken på Grace altid føles meget følsom, betyder det dog ikke, at det altid er stille musik. Numre som So Real og især Eternal Life er ret hårde, og virker ret inspireret af Led Zeppelin anno ca. 1973. De fleste sange er dog ret langsomme – selv So Real er til trods for sin tunge lyd, en ret langsom sang – og det passer nok i grunden bedst til den skrøbelighed, han præsenterer.

Buckley har selv været med til at skrive de fleste af sangene på pladen, men mellem de 10 numre, har der sneget sig hele 3 covers ind. Først et af Lilac Wine fra musicalen Dance Me A Song. I Buckleys udgave kan man stort set ikke høre, at den nogensinde har været i en musical, så trist gør han den, og den har ellers altid været en trist sang. Her lyder den bare fuldkommen deprimeret. Det mest populære nummer, Buckley nogensinde optog, er også et cover, et af Leonard Cohens Hallelujah. Det er en fantastisk udgave, og selvom Cohens original er virkelig god, så er Buckleys nu engang min favorit. Den er virkelig smuk, og selvom den med sine næsten 7 minutter er pladens længste sang, så kan man slet ikke mærke det. Det føles bundærligt, og Buckley er en gudbenådet sanger, som virkelig kan få hver tone til at ramme dig dybt nede. Pladens sidste cover er af salmen Corpus Christi Carol, og det er derimod pladens korteste nummer, og det er også godt det samme. Det er en flot melodi, og guitarspillet er virkelig godt. Buckleys falset herpå bliver bare meget irriterende, men ellers er det en rigtig flot fortolkning.

Jeff Buckleys sangskrivning på sine egne sange er det, der virkelig driver værket i løbet af Grace. De er generelt ret lange, hans originale numre er alle mellem  4½ og 7 minutter, men han formår slet ikke at kede mig i løbet af nogen af dem. Dette er selvfølgelig ikke kun på grund af de velskrevne numre, selvom det er hovedårsagen. Meget af det ligger også i, at Buckley spiller det hele formidabelt. Resten af bandet skal selvfølgelig også roses, men Buckley spiller selv langt det meste på pladen; bassisten og trommeslageren er fast, og der er nogle få gæstemusikere, men derudover spiller Buckley bare virkelig effektivt på både guitar, orgel og dulcimer. Buckley udviser i løbet af Grace enorm musikalitet i sin sangskrivning og i opførslen af numrene, og han gør samtidig sin plade til en virkelig følelsesrig og charmerende plade. Man har let ved at relatere til den, og der er masser af avanceret musikalsk guf, man kan analysere. Der er meget lidt, der ikke er helt perfekt på Grace, og det er en af 90’ernes allerbedste plader.