I 1990 hittede den irske sangerinde Sinéad O’Connor verden rundt med Prince-coveret Nothing Compares 2 U, og det var som sådan hendes eneste større hit. Hun er derfor ofte blevet kaldt et one-hit wonder, men selvom det er teknisk korrekt, er det dybt uretfærdigt, for hun har meget mere i sig end den ene sang. Pladen, man kan finde Nothing Compares 2 U på hedder I Do Not Want What I Haven’t Got, og det er spækket med fede numre. Åbningsnummeret, Feel So Different, er et overvejende strygerdrevet nummer, hvorpå O’Connor i starten på en gang blidt og kraftigt synger på livet løs. Som nummeret dog udvikler sig, bliver det mere højlydt og intenst. Det er et pragtfuldt nummer. Pladens andet nummer, I Am Stretched on Your Grave, er bygget over et irsksproget digt fra 1700-tallet, men det ville man aldrig vide fra O’Connors udgave. Hendes lyder faktisk mest af alt som noget trip hop, hvilket er bemærkelsesværdigt, for den genre eksisterede knap nok endnu. Og trods hvor pludseligt det er, fortjener strygerportionen mod nummerets slutning også ros, for det er vitterligt smukt.

Three Babies omhandler noget, der er lidt gennemgående i løbet af mange af numrene på pladen, nemlig moderskab til tre spædbørn. Nummeret har også en rigtig smuk dynamik mellem at være meget stille og ret højlydt, og både hendes omsorg og ømhed er virkelig fremtrædende og overbevisende. I den mere poppede ende finder man The Emperors New Clothes, der kører med mere traditionelt bas-trommer-guitar-akkompagnement, men nummeret fungerer rigtig godt. Man kan let nynne med på det, og det er jo ikke fordi hendes følelser forsvinder, fordi nummeret er mere poppet. Black Boys on Mopeds er en ganske trist politisk sang om racisme i england opført med kun vokal og en enkelt akustisk guitar. Det er et fascinerende nummer, og selvom jeg stadig nyder hårdtslående sange som Fuck the Police og Fight the Power, er det forfriskende at få meddelelsen leveret sådan her. Det helt store hit, Nothing Compares 2 U, er som sagt et Prince-cover, og hun fik virkelig forbedret sangen gevaldigt med sin udgave. Forstå mig ret, jeg elsker Prince, men der er virkelig mange problemer ved originalen, og ingen af dem er der, når vi får den gennem O’Connor. Princes udgave virker stadig som et cover for mine øren uanset hvor ofte jeg lytter til det.

Et af de mere rockede numre på pladen er Jump In the River, og underligt nok vækker det ikke min interesse i nær så høj grad som de andre numre. Det har stadig et ret fedt groove, men det udvikler sig ikke rigtig til noget videre specielt, og det starter også et ganske simpelt sted. Til gengæld er You Cost as Much Sorrow en helt formidabel sang. Den er igen i den mere poppede ende, men det er bare en virkelig stærk melodi, og teksten er også rigtig stærk. “You cause as much sorrow dead as you did when you were alive” er alene en rigtig tankevækkende linje, og dem er der mange af. Det næstsidste nummer, The Last Day of Our Acquaintance, er en af den slags, der til gengæld udvikler sig meget. Som så meget på albummet starter det langsomt, men med tiden bliver det vildere, og selvom udviklingen godt måtte ske lidt hurtigere, er afslutningen virkelig det hele værd. Titelnummeret, der i øvrigt afslutter albummet, har ingen instrumental opbakning, det er kun O’Connor, der synger helt alene. Det er rimelig kraftigt, for hun virker ganske sårbar, når der ikke er andet end hendes stemme på optagelsen, men desværre er melodien lidt trættende i længden, og det er et ret langt nummer. Alt i alt er I Do Not Want What I Haven’t Got et klart bevis på, at O’Connor er en rigtig virtuos personlighed, der absolut fortjener mere opmærksomhed og anerkendelse, end hun får.