162 – Radiohead – OK Computer (1997)

Mit yndlingsalbum nogensinde er Kid A af Radiohead. Hvert eneste sekund af den plade er bare fuldkommen genialt. Radiohead er i det hele taget et af mine yndlingsbands nogensinde, og deres store album OK Computer fra 1997, er ligesom Kid A fyldt med genialiteter fra start til slut. På OK Computer er lyden mere rockpræget end på den elektroniske Kid A, men teknologi spiller stadig en stor rolle. Der er mange elektroniske lyde på diverse numre, selvom guitar bas og trommer dominerer. Sange hedder da også titler som Paranoid Android og Subterranean Homesick Alien, og der er en klar science fiction-lyd på et nummer som Fitter Happier. Der bliver beskrevet dystopiske visioner om et karma-politi, der skal arrastere en mand for at tale for meget om matematik eller en pige for at have en frisure som hitler. Selvfølgelig menes det ikke så bogstaveligt, “karma-politiet” fra Karma Police er ikke et egentligt politi, men de repræsenterer rettere hele konceptet karma. Min pointe er rettere, at fortællemåden gør det hele meget grumt og mørkt, men der er stadig virkelig meget stil over det, især med den mørke lyd, der er til stede.

Radioheads sangskrivning er meget progressiv. De er ikke rigtig gået efter at lave fængende, sange, du vil synge i ugevis, selvom et par af numrene – No Surpises og Karma Police – er sådan. De ville levere en varieret oplevelse, der kan røre dig dybt inde. De får lytteren til at føle sorg, tyngde, frygt, hævngerrighed og vrede. Det er spredt flot ud på pladen, så hvert stemningsskift virkelig kan ramme dig dybt. Den progressive sangskrivning sørger også for at gøre numrene varieret i opbygning. Det nummer, der er blevet mest berømt for denne progressive opbygning er Paranoid Android, der da også gør det fremragende og udadtil ubesværet. Nummeret er uden tvivl et af rockhistoriens helt store mesterkompositioner, hvis du spørger mig. Men i det hele taget er der få sange, hvor man kan udpege stykker, der udgør egentlige vers og omkvæd. De er der, men der er ikke særlig mange af dem. Og når de er der, fungerer deres simplicitet ofte til at understøtte en pointe, f.eks. på No Surprises. Denne kører ikke decideret med en vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur, men dens opbygning er stadig ret simpel. For som den siger, der er ingen overraskelser. Dette kører forsanger Thom Yorke ud i et stadie af ørhed, og det er rigtig smukt.

Lyden på OK Computer er meget dynamisk. Det ene sekund har vi elektronisk simplicitet som på Fitter Happier, og pludselig kommer en voldsom rockguitar på Electioneering. Et nummer som Let Down er inspireret af Phil Spectors Wall of Sound-teknik, og er dermed meget kompakt i sin lyd, mens Exit Music (For a Film) starter uden meget andet end en akustisk guitar og en svag synthesizer. Denne synthesizer bliver dog stærkere, som nummeret kører fremad, og der kommer bas og strygere på til sidst, der næsten får det til at lyde som trip hop. Denne sangs klimaks kunne sagtens være grundlaget for hele Muses karriere. Numrene arbejder rigtig flot sammen om at skabe en helstøbt oplevelse, der bliver ved med at engagere lytteren. Numrene bliver aldrig kedelige, selv hvis de er langsomme, og de mister heller ej fokus, selv hvis de bliver hårdtslående. Ja, jeg har måske lidt en forkærlighed for Radiohead, der gør min bedømmelse lidt ensidig, men OK Computer var et af de albums, der virkelig gjorde mig glad for dem. Og jeg tror, det kan gøre det samme for mange andre. Det er det bedst bedømte album på hele RateYourMusic, den er altså nærmest musikkens svar på The Shawshank Redemption. Helt galt på den kan jeg næppe være, når jeg siger, at OK Computer er et mesterværk.