Ugens playlist #4: Top 100 00’er-sange

Der er gået en uge uden nogen anmeldelser. Det er sådan det nu engang går. Jeg har været syg, og jeg har været udmattet. Jeg har brugt min tid på andre ting, men jeg glæder mig stadig til at skrive. Jeg har dog lyttet ret meget til de næste tre plader, jeg skal anmelde, så forhåbentlig går der ikke så lang tid, inden deres anmeldelser ender på bloggen. Noget, jeg har hygget mig med i weekenden er at revidere en gammel playlist. Engang i 2013 lavede jeg top 100-lister over sange fra hvert færdigt årti tilbage til 1960’erne. Jeg har langsomt forsøgt at holde dem opdateret med min personlige smag siden, men den fik sværere og sværere ved at følge med. I går slettede jeg alt på den, og begyndte forfra ved at kigge på alle markante musikudgivelser fra 2000 til 2009.

I kan selvfølgelig som altid høre playlisten nedenfor. Den starter med min yndlingssang, og så bliver de progressivt “værre”, selvom alle sangene på listen i min optik er fremragende. Der er triste sange, glade sange, hårde sange, stille sange, simple sange og komplicerede sange, men fælles for dem alle er, at de får mig til at føle noget. Red Warszawas Metadonmix fra Maribo giver mig altid et stort smil på læben, New York, I Love You But You’re Bringing Me Down af LCD Soundsystem giver mig gåsehud, Super Mario Galaxy-temasangen af Koji Kondo får mig i en skøn, barnlig eufori, og This Mess We’re In af PJ Harvey og Thom Yorke gør mig utilpas som få andre sange. Det er det, der virkelig imponerer mig ved disse sange. Hvor mange følelser, de kan skabe på gennemsnitligt omkring de fire minutter. Foruden at dele playlisten med jer, kunne jeg også godt tænke mig at skrive kort om hver sang på min top 10:

10. Decapitated – Spheres of Madness: Når det kommer til dødsmetal er der nok mange bands, jeg foretrækker frem for Decapitated, der dog stadig er ganske kompetente. Da jeg valgte at se Decapitated frem for Bersærk på Copenhell i år, var Spheres of Madness den væsentligste faktor, med sine helt geniale guitarfraser, konstante udvikling og mest af alt det at den lyder som en slags dødens rutsjebanetur.

9. Bright Eyes – First Day of My Life: Det her var lidt min og min ekskærestes sang. Man skulle tro, at jeg følte en vis distance til sangen, nu hvor vi ikke længere er sammen, men jeg tror egentlig først nu, at jeg forstår dens kompleksitet. Conor Obersts lyrik handler nemlig ikke kun om den lykkelige del af kærlighed, selvom jeg naivt kun kunne se den del af sangen på det tidspunkt. Den handler om at starte forfra, være nervøs og ikke helt at kunne forstå verden omkring sig. Og jeg kender ingen sange, der behandler denne tematik bedre.

8. LCD Soundsystem – Losing My Edge: Denne sang handler om at være musiknørd, at være stolt af sin musiknørderi og føle en vis latterlig trang til at prale om den. Det handler om at føle sig underligt nedværdiget af folk der kommer, og tror, de ved noget. Det er en monotom teknosang, der handler om at blive helt vanvittig af noget, der kan virke så ligegyldigt, og som nok også er det. Og så handler det i sidste ende også om at anerkende, at man ikke kan være den bedste til alt, man ønsker at være den bedste til. Den er både satirisk og introspektiv, og det er om noget imponerende.

7. Animal Collective – My Girls: Nu har jeg vist snakket nok om tekster, så lad mig da sige, at tekstens betydning i My Girls er helt underordnet for mig. Ordene lyder dog vidunderligt sammen, og der bliver dannet smukke lag på lag af psykedeliske drømmebilleder. Man havner i vild ekstase, og hver eneste lille lyd ender med at blive engagerende. Man kan finde noget nyt, hver eneste gang man lytter til den, og selvom den gentager mange fraser, formår den at præsentere dem, så de altid føles friske og overraskende.

6. Beck – Lost Cause: Beck er mest af alt kendt for at være underlig, spontan og fuld af nonsens. Så udgiver han Lost Cause, en helt og aldeles opgivende sang, hvor vi møder en Beck Hansen, der bare kigger på sin situation og må anerkende, at der ikke er noget, han kan gøre. Det er en tung sang, der blander det simple med det pompøse. Der er et storladent arrangement, der gør sangen så smuk, men den akustiske guitar er fremtrædende og får sangen til at føles nede på jorden. Jeg hulkede mig igennem den på NorthSide, da Beck spillede den.

5. Radiohead – Everything In Its Right Place: Lige fra den første tone af dette mesterlige nummer, får jeg altid en klump i halsen. Verden stopper for mig et øjeblik. Det er som at blive transporteret til en anden dimension i 4 minutter. Hver eneste lille harmoni lyder fuldkommen magisk. Jeg ved slet ikke hvordan man skriver om sangen, for mens jeg lytter til den, bliver jeg altid mere koncentreret om sangen end om noget andet, og når jeg ikke gør, føles den øjeblikkeligt fjern i min bevidsthed.

4. Radiohead – Idioteque: Her har vi følelsen af paranoia, af frygt og af tanker om død. Der er så meget, der er decideret ukomfortabelt ved sangen. Yorke starter med at synge lidt senere, end hvad rart er, synthesizeren bag hans stemme virker creepy, nærmest som om, den forfølger ham. Når den endelig forsvinder, føles sangen helt nøgen, helt sårbar, som om, man kunne blive spiddet ethvert øjeblik. Et vidunderligt nervevrag af en sang.

3. Burial – Archangel: Jeg tror at Burial ligesom Decapitated (og andre kunstnere på listen, såsom Choir of Young Believers, fun. og The xx) har malet sig selv ind i et hjørne ved at lave en sang, der er så god, at de sandsynligvis aldrig kan lave noget af samme kvalitet igen. Jeg kan godt lide det meste af Burial, men Archangel er et væld af følelser, der for de fleste er umuligt at matche. Hvis du tror, dubstep kun handler om vild wub-wub-wub-wub og tung bas, så giv dette rørende, dybtfølte nummer et lyt. Det er smukt.

2. Johnny Cash – Hurt: Der var adskillige år, hvor du kunne spørge mig om min yndlingssang i verden, hvortil mit svar øjeblikkeligt ville være Johnny Cashs cover af Nine Inch Nails-sangen Hurt. Det er også en rørende, tåreindbydende sang, der handler om døden, fortalt af en mand, der var på vej til at dø. Det var 00’ernes Blackstar. Den giver mig overraskende nok stadig både tårer og gåsehud.

1. Radiohead – The National Anthem: Når det basriff begynder, rocker jeg med. Når den synthesizer kommer, skræmmes jeg. Når trommerne kommer igen, rocker jeg i starten med, men trommernes monotoni leder til, at jeg føler mig utryg. Når Thom Yorke åbner munden, stopper tiden. Så bliver det senere til et larmende, kaotisk jazznummer, der bygger genialt oven på alle elementerne fra før. Lydene i kaosets klimaks er bizarre, dybe og inspirerende. Man sidder til sidst og ved ikke helt, hvad man har fået ud af dette vanvid, men man ved, at det har været godt.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (10-6)

Ja, jeg ved det, mange er allerede på Roskilde, og I har sikkert masser at tage jer til, der er mere interessant end at læse en tilfældig bloggers mening på internettet. I har sikkert allerede sammensat et program. Men jeg tænker, jeg i det mindste gerne vil færdiggøre denne liste inden jeg smutter i morgen. Og nummer 15-11 var nok det vigtigste for mig at komme ud med, for vi bevæger os også op mod toppen af plakaten, som vi kommer længere op ad listen.

10 – Hot Chip
Hot Chip er ligesom Jungle et dance-projekt, der på scenen er et honest to god band. Der sker noget på scenen. Der sker faktisk ret meget på scenen, og selvom forsanger Alexis Taylor har en indadvendt stemme, vender han sit image på vrangen og ser dejligt akavet ud, når han hopper og danser rundt til gruppens sjove nørd-disco. På de liveoptagelser, jeg har hørt, får alle deres sange også flot nyt liv. Og tit lyder de også bedre live. Og det er endda bare optagelserne, så i levende live tør jeg knap forestille mig hvor godt det vil lyde. De bliver det sidste jeg ser om torsdagen, da de spiller kl. 2 om natten, og det er et perfekt tidspunkt at sætte dem. Hvem vil ikke slutte sin dag af med at feste med Hot Chip?

9 – WhoMadeWho
Jeg havde mulighed for at se WhoMadeWho sidste år på NorthSide, men valgte dem fra til fordel for at se Queens of the Stone Age for anden gang. Alle jeg har snakket med, der så WhoMadeWho, sagde dog, at de var fuldkommen utrolige. Og jeg ville da gerne se dem, men jeg tænkte, at siden de er danske, så har jeg tit muligheden. Og nu er det mulighedernes time – og ser vi bort fra Joanna Gruesome og til en vis grad Ukendt Kunstner, spiller de ikke samtidig med noget, jeg går særlig meget op i at se. Og Ukendt Kunstner kan man jo altid se igen. Deres blanding af poprock og dance er virkelig fængslende og storslået, og sange som The MorningInside World og Dreams er umulige at få ud af hovedet. På mange måder minder de mig meget om New Order, men de lyder stadig moderne og aktuelle. Jeg havde håbet på, de ville spille lidt senere, f.eks. lige efter Paul McCartney, hvor intet alligevel rammer min interesse nær så meget som WhoMadeWho. Men kl. 16 skal jeg nok alligevel få festet igennem med et af Danmarks efter sigende bedste livebands.

8 – Disclosure
Jeg lover, der ikke er mere EDM på listen. Men jeg er altså virkelig begejstret for Disclosure. Det er et af de få bands, hvor mit hipster-niveau når sit maximum, fordi jeg “lyttede til dem, før de var mainstream”. Jeg blev øjeblikkeligt begejstret, da jeg hørte den hårdtpumpende When a Fire Starts to Burn fra deres debutplade Settle, og mens jeg lyttede til resten af pladen kunne jeg vitterligt ikke sidde stille. Nu er der i modsætning til Jungle, Hot Chip og WhoMadeWho ikke nogen fast sanger i Disclosure, men ligesom med Jamie xx tror jeg, at de har masser af anden god underholdning i ærmet. F.eks. vilde lysshows, noget fed live-instrumentation og en godt og grundigt festlig stemning. Disclosures musik er sådan noget, der virkelig bringer folk sammen, og så er det lidt ligemeget, om der er en sanger på scenen. Publikum vil alligevel skråle med for fuld skrue. Jeg vil i hvert fald. Og det glæder jeg mig til.

7 – Muse
Ja, selvfølgelig skal jeg se Muse. Jeg er ikke lige vild med alt på deres sidste par plader, men de første fire er blandt de bedste moderne prog-plader derude. Og der er også godt med solidt materiale på de nyeste par plader, selvom der er længere mellem snapsene nu. Det hjælper også, at Muse har ry for at være et af de bedste livebands i hele verden. Min far så dem i Forum for nogle år siden, han siger, at det ikke levede op til rygterne, men han har skam også tænkt sig at se dem igen. De er et knaldgodt rockband, og deres af og til næsten latterligt overdrevent melankolske tone kan sagtens ende med at være fed live. Jeg forventer faktisk at selv, de sange, jeg ikke er så glad for, vil udmærke sig live. Dem kan jeg normalt ikke lide, fordi de ender med at være for latterlige på den ene eller den anden måde, men at være latterlig er ikke et særlig stort problem, med et oplagt publikum.

6 – Mew
Hvis Muse vil lære at lave melankolsk prog-rock, der virker oprigtig igen, så burde de blive en dag ekstra på Roskilde og lytte til Danmarks uden tvivl bedste prog-band (der tilfældivis har et meget ensklingende navn). Jeg har set dem live to gange allerede, og jeg har på fornemmelsen, at Roskilde ikke bliver den sidste. De var virkelig gode på NorthSide, og det var magisk, da de fik lov til at afslutte første dag på Vanguard. Generelt er jeg ret tilfreds med hvilke bands, der er placeret senest. Kl. 1:30 er perfekt til at mærke den mørke varme, Mew kan skabe. Og den varme følelse, de vil skabe i min mave med deres følelsesrige, følsomme rockmusik, den glæder jeg mig til at gå i seng med. Mew er et magisk band, og hvis du ikke har set dem live, så har du ikke oplevet halvdelen af deres magi.