Top 15 navne på Roskilde Festival 2015 (10-6)

Ja, jeg ved det, mange er allerede på Roskilde, og I har sikkert masser at tage jer til, der er mere interessant end at læse en tilfældig bloggers mening på internettet. I har sikkert allerede sammensat et program. Men jeg tænker, jeg i det mindste gerne vil færdiggøre denne liste inden jeg smutter i morgen. Og nummer 15-11 var nok det vigtigste for mig at komme ud med, for vi bevæger os også op mod toppen af plakaten, som vi kommer længere op ad listen.

10 – Hot Chip
Hot Chip er ligesom Jungle et dance-projekt, der på scenen er et honest to god band. Der sker noget på scenen. Der sker faktisk ret meget på scenen, og selvom forsanger Alexis Taylor har en indadvendt stemme, vender han sit image på vrangen og ser dejligt akavet ud, når han hopper og danser rundt til gruppens sjove nørd-disco. På de liveoptagelser, jeg har hørt, får alle deres sange også flot nyt liv. Og tit lyder de også bedre live. Og det er endda bare optagelserne, så i levende live tør jeg knap forestille mig hvor godt det vil lyde. De bliver det sidste jeg ser om torsdagen, da de spiller kl. 2 om natten, og det er et perfekt tidspunkt at sætte dem. Hvem vil ikke slutte sin dag af med at feste med Hot Chip?

9 – WhoMadeWho
Jeg havde mulighed for at se WhoMadeWho sidste år på NorthSide, men valgte dem fra til fordel for at se Queens of the Stone Age for anden gang. Alle jeg har snakket med, der så WhoMadeWho, sagde dog, at de var fuldkommen utrolige. Og jeg ville da gerne se dem, men jeg tænkte, at siden de er danske, så har jeg tit muligheden. Og nu er det mulighedernes time – og ser vi bort fra Joanna Gruesome og til en vis grad Ukendt Kunstner, spiller de ikke samtidig med noget, jeg går særlig meget op i at se. Og Ukendt Kunstner kan man jo altid se igen. Deres blanding af poprock og dance er virkelig fængslende og storslået, og sange som The MorningInside World og Dreams er umulige at få ud af hovedet. På mange måder minder de mig meget om New Order, men de lyder stadig moderne og aktuelle. Jeg havde håbet på, de ville spille lidt senere, f.eks. lige efter Paul McCartney, hvor intet alligevel rammer min interesse nær så meget som WhoMadeWho. Men kl. 16 skal jeg nok alligevel få festet igennem med et af Danmarks efter sigende bedste livebands.

8 – Disclosure
Jeg lover, der ikke er mere EDM på listen. Men jeg er altså virkelig begejstret for Disclosure. Det er et af de få bands, hvor mit hipster-niveau når sit maximum, fordi jeg “lyttede til dem, før de var mainstream”. Jeg blev øjeblikkeligt begejstret, da jeg hørte den hårdtpumpende When a Fire Starts to Burn fra deres debutplade Settle, og mens jeg lyttede til resten af pladen kunne jeg vitterligt ikke sidde stille. Nu er der i modsætning til Jungle, Hot Chip og WhoMadeWho ikke nogen fast sanger i Disclosure, men ligesom med Jamie xx tror jeg, at de har masser af anden god underholdning i ærmet. F.eks. vilde lysshows, noget fed live-instrumentation og en godt og grundigt festlig stemning. Disclosures musik er sådan noget, der virkelig bringer folk sammen, og så er det lidt ligemeget, om der er en sanger på scenen. Publikum vil alligevel skråle med for fuld skrue. Jeg vil i hvert fald. Og det glæder jeg mig til.

7 – Muse
Ja, selvfølgelig skal jeg se Muse. Jeg er ikke lige vild med alt på deres sidste par plader, men de første fire er blandt de bedste moderne prog-plader derude. Og der er også godt med solidt materiale på de nyeste par plader, selvom der er længere mellem snapsene nu. Det hjælper også, at Muse har ry for at være et af de bedste livebands i hele verden. Min far så dem i Forum for nogle år siden, han siger, at det ikke levede op til rygterne, men han har skam også tænkt sig at se dem igen. De er et knaldgodt rockband, og deres af og til næsten latterligt overdrevent melankolske tone kan sagtens ende med at være fed live. Jeg forventer faktisk at selv, de sange, jeg ikke er så glad for, vil udmærke sig live. Dem kan jeg normalt ikke lide, fordi de ender med at være for latterlige på den ene eller den anden måde, men at være latterlig er ikke et særlig stort problem, med et oplagt publikum.

6 – Mew
Hvis Muse vil lære at lave melankolsk prog-rock, der virker oprigtig igen, så burde de blive en dag ekstra på Roskilde og lytte til Danmarks uden tvivl bedste prog-band (der tilfældivis har et meget ensklingende navn). Jeg har set dem live to gange allerede, og jeg har på fornemmelsen, at Roskilde ikke bliver den sidste. De var virkelig gode på NorthSide, og det var magisk, da de fik lov til at afslutte første dag på Vanguard. Generelt er jeg ret tilfreds med hvilke bands, der er placeret senest. Kl. 1:30 er perfekt til at mærke den mørke varme, Mew kan skabe. Og den varme følelse, de vil skabe i min mave med deres følelsesrige, følsomme rockmusik, den glæder jeg mig til at gå i seng med. Mew er et magisk band, og hvis du ikke har set dem live, så har du ikke oplevet halvdelen af deres magi.