John Lee Hooker er en af de helt store blueslegender, og hans værker er ofte udgivet gennem opsamlinger, og i 1991 udkom en af de bedste af slagsen, nemlig The Ultimate Collection (1948-1990). Trods titlen består pladen hovedsageligt af 60’er-materiale, der optager over halvdelen af de to cd’er. De første par år af hans karriere er også godt repræsenteret, men man kunne godt savne lidt fra midt- og sen-50’erne. Også de helt sene år i hans karriere er mangelfuldt repræsenteret: kun to numre er optaget efter 1971. Man kan jo så ikke rigtig anklage pladeselskabet for at have fravalgt netop disse perioder, for Hookers storhedstid var trods alt 60’erne og årene lige omkring 1950. I disse år er der dog også udvalgt nogle sande klassikere. Tilbage i de helt gamle dage har vi f.eks. Boogie Chillen, Hobo Blues og I’m In the Mood. Jeg anerkender selvfølgelig disse numres indflydelse, men generelt føles de lidt for gammeldags til mig. Visse af dem holder dog virkelig godt, her især I’m in the Mood. Denne kan både findes i originaludgaven og som en glimrende duet med Bonnie Raitt, der afslutter albummet.

Albummet er ikke kronologisk opstillet, men der er stadig en smule kronologisk opdeling. Først kommer spoken word-nummeret Teachin’ the Blues fra 1961 der rimelig godt introducerer John Lee Hookers stil. Ja, det er faktisk det, nummeret handler om. Dette bliver efterfulgt af 9 numre fra Hookers første par år i musikbranchen. Resten af albummet består da mest af blandede Hooker-numre fra 60’erne, dog med en enkelt sang fra 1956 ved navn Dimples blandet ind mellem resten. Denne lyder alligevel mere af 60’ernes Hooker, hvor produktionen er langt bedre og instrumentationen består flere instrumenter. De sidste fire sange er de eneste fra efter 60’erne, og de er alle opført i samarbejde med andre berømte musikere. Først to fortræffelige numre fra hans album med Canned Heat, der efter min mening er noget af det bedste, Hooker nogensinde har været med på. Derefter to numre, hvor Roy Rogers er med på guitar, hvor det sidste er førnævnte duet med Bonnie Raitt.

60’ernes John Lee Hooker tiltaler mig personligt mere end det, han lavede tilbage i starten af sin karriere. Som sagt er produktionen mere professionel og ren, men det gør det kun tydeligere, hvor beskidt Hooker selv er. Han er en beskidt personlighed, og på godt amerikansk ville man nok kalde ham en “bad motherfucker”. Han er fuld af sex og begær, og han har absolut ingen hæmninger. Det her er 60’ernes svar på gangsta-rap, for hans sange handler stort set kun om sex, alkohol og hvor slem han er. Jeg kan godt lide, at få det opdelt i disse to sider af Hooker, for ellers ville det nok virke som lidt af en rodebutik. Til gengæld er begge perioder godt dynamisk opbygget, så man ikke bliver særlig træt efter næsten 2 timers blues. Det er dog nok det eneste rigtige problem ved pladen – den er næsten 2 timer lang. Det er virkelig guf for enhver, der elsker John Lee Hooker, og jeg ved faktisk ikke helt, om jeg bare ville anbefale en kortere opsamling, hvis du ikke er verdens største Hooker-fan, for denne er afsindigt god. Jeg er ikke selv heller den helt store bluesnørd, så jeg må indrømme, at jeg tog pauser mellem de 2 cd’er. Men hvis du elsker blues, så er The Ultimate Collection (1948-1990) virkelig værd at lytte til.