Der er visse elitære rock-snobber derude, der hårdnakket vil påstå, at der ikke bliver lavet god musik længere, og at der i det hele taget ikke har været lavet særlig meget god musik siden engang midt i 90’erne. Nu skal jeg ikke tale på deres vegne, men jeg tror, de er blevet lidt aflukkede, bare tænder the Voice og konkluderer, at det kan de ikke lide. Så sætter de noget Jimi Hendrix på, og konkluderer, at det er meget bedre. Til det vil jeg komme med et utvetydigt: duh! Hvis man i 70’erne havde tændt for en popstation og derefter sat John Coltrane på, ville sammenligningen heller ikke have været svær. Når man sammenligner tidens diller og døgnfluer med udødelige klassikere, så vinder sidstnævnte jo nok for det meste. Jimi Hendrix blev ikke spillet på popstationerne. Hans største hit ramte #39 i USA, og ligeledes var John Coltrane slet ikke sin tids mest populære jazzkunstner – Perry Como, Tommy Dorsey og Chris Barber var derimod i fast rotation på hitlisterne.
Min pointe er, at rock ikke er død, bare fordi de eneste rockbands, der bliver spillet på popkanalerne er Twenty One Pilots, X Ambassadors og The Minds of 99. Det forgangne årti bød fx på masser af vidunderlig rockmusik både i ind- og udland. Bands som Arcade Fire, The National og Queens of the Stone Age har sørget for masser af fed, forskelligartet rock på den internationale scene, og herhjemme har grupper som Mew, The Blue Van og Oh No Ono skabt et levende rocklandskab. Solokunstnere som Beck, PJ Harvey og St. Vincent har også udgivet adskillige vidunderlige albums, og vi må absolut ikke glemme, at der er sket vilde ting indenfor heavy metal-genren med grupper som System of a Down, Converge og Behemoth. Masser af gamle kendinge har også i stadighed udgivet god rockmusik i løbet af 00’erne, såsom Bob Dylan, Bruce Springsteen og Nick Cave. Jeg har samlet 200 rocksange fra 00’erne, som jeg føler, er værd at lytte til. I kan lytte til den nedenfor
Husk i øvrigt, jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Jeg sætter pris på hver en stemme.