Tommy af the Who er en ret speciel plade. Der er mange, der vil kunne fortælle dig rigtig meget om den, selvom de aldrig har hørt den. Den bliver af mange kaldt den første rockopera, og den noget specielle historie fortalt herpå er både berømt og berygtet. For uanset hvor godt, man synes, albummet er, så er handlingen dybt latterlig: en dreng ved navn Tommy bliver blind, stum og døv, og hele ungdommen og barndommen igennem bliver han misbrugt – han viser sig dog at være helt formidabel til pinball, og efter en læge får kureret ham fra hans manglende kommunikationsevner, grundlægger han en religion. At the Who får lavet smuk, medrivende musik ud af sådan noget pjat kan virke overraskende, men det lykkes. En af metoderne til at få gjort dette er via gentagne musikalske vendinger og lyriske passager. Man føler for alvor en handlingsmæssig sammenhæng mellem numrene, når det instrumentale åbningsnummer, Overture hovedsageligt består af fraser, der senere opleves i løbet af pladen. Det hænger godt sammen med albummets status som rockopera, da mange klassiske operaer indeholder lignende åbninger. Der er endda 2 akter, som var det en opera – delt op over to skiver.

Til trods for at skulle afspejle et væld af figurer og scenarier, har albummet generelt en meget skøn, grandiøs lyd. Der er godt med afvigelser herfra, hvilket naturligvis også er passende for en fortælling som Tommy, men det giver meget mening, at den generelle stemning er på den måde. Det lægger yderligere vægt på de religiøse paralleller, man kan finde på Tommy, især i forhold til kristendommen. Det er værd at nævne, at jeg muligvis får nogle af mine fortolkninger gennem Ken Russells filmatisering af albummet, hvor der absolut ikke er skruet ned for den religiøse symbolik, men jeg vil mene, at man stadig kan høre meget af det i lyrikken. Tommy går gennem et liv af lidelser, men grundet en række ufattelige, fantastiske præstationer, begynder folk at beundre ham. Tilføj at han aldrig kendte sin far, samt naturligvis at han slutteligt starter en religion. Samtidig er han dog en skildring af vores nutidige forhold til popkulturelle ikoner. I modsætning til en typisk messiasfigur gør Tommy nemlig aldrig noget, der rent faktisk gavner andre mennesker, han er just virkelig god til pinball. Alligevel sørger The Who for, at man tydeligt mærker det store og spirituelle ved hans fortælling, og det er især fordi musikkens pompøse udstråling sørger for det.

Tommy er det første album af sin slags, og mens The Who havde erfaring med længere fortællinger af komplicereret musikalsk struktur (lyt til sangen A Quick One), så har rockopera-genren udviklet sig fra dengang. Jovist, Tommy er stadig en imponerende, kraftig gennemlytning, hvor numrene generelt assisterer hinanden mesterligt, og hvor mange passager er virkelig udtryksfulde og mindeværdige. Der er numre på pladen, såsom Tommy’s Holiday Camp og Tommy Can You Hear Me, der musikalsk ikke er noget at skrive hjem om, men de assisterer historien fyldestgørende. Det er især de kortere numre, dette gælder for, men jeg føler ikke at længden er en god undskyldning, med mindre de ikke kommer meget over et halvt minut. Jeg synes personligt, at bandets anden rockopera, Quadrophenia, er en mere fuldendt plade rent musikalsk, selvom man selvfølgelig ikke kan komme uden om kvaliteten af højdepunkterne på Tommy, ej heller dens indflydelse. Det er en plade, der gør et stort indtryk, for den præsenterer sig selv på en unik, original måde, og når musikken er bedst, er den helt formidabel. Med fantastiske numre som Pinball Wizard, Amazing Journey og We’re Not Gonna Take It samt en fortælling uden lige, er Tommy en oplevelse, man ikke bør undvære.