114 – The Rolling Stones – Out of Our Heads (1965)

De transatlantiske udgivelser af tidlige Rolling Stones-plader er noget værre roderi. Jeg har allerede anmeldt den rodebutik, der var den amerikanske plade The Rolling Stones, Now, hvor man fik 12 sange, der oprindeligt var tiltænkt hele 4 forskellige albums. To af disse sange, der desuden absolut var blandt mine favoritter på den ellers noget middelmådige skive, var Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) og Heart of Stone. Disse var i Europa tiltænkt den dengang endnu ikke udgivne plade Out of Our Heads, der derfor også måtte udgives i en seperat amerikansk og europæisk udgave. Det er noget værre roderi, men jeg stoler på, at Rolling Stones selv ved, hvordan de laver deres plader bedst, så derfor har jeg valgt at lytte til den oprindelige europæiske udgave af Out of Our Heads, selvom jeg så måtte døje med to numre, jeg allerede havde hørt på en anden Stones-plade. På Out of Our Heads finder man den spæde, animalske rock and roll- rhythm and blues-prægede lyd, der præger så mange tidlige Rolling Stones-plader. Den er meget løssluppen, og den resulterer i meget korte sange. Den indbyder ikke til det størst tænkelige niveau af dybde, men den er skam stadig underholdende.

Rullestenene har ikke selv skrevet særlig mange af sangene på Out of Our Heads. 8 af de 12 sange er covers af amerikanske R&B- og Rock & Roll-numre, især fra starten af 60’erne. Det er altså ikke særlig gamle numre, der er tale om, men kunstnerne, de fortolker, er klart stadig væsentlige inspirationskilder for gruppen. Det er bl.a. Marvin Gaye, Sam Cooke og Chuck Berry, og de fleste af deres kompositioner passer glimrende sammen med gruppens egne numre. The Rolling Stones giver tit sangene meget personlighed, dels gennem Mick Jaggers ikoniske bad boy-vokal, men også gennem instrumentationen, der er mere rå og seksuel end på de amerikanske originaler. Med det sagt er numrene ganske sjældent særlig engagerende. Det kan handle om, at Mick Jagger slet ikke har registeret til at give Good Times nær så meget sjæl som Sam Cooke kan, eller måske fordi den mere løsslupne instrumentation ender med at distrahere fra den gode sangskrivning. Instrumentationen er nok i det hele taget så ukontrolleret, at den ender med at give et lettere mudret indtryk. Den polerede lyd på Chuck Berrys oprindelige udgave af Talkin’ About You er bare meget lækrere end det roderi, Rolling Stones præsenterer.

Dette problem med den grove, upolerede lyd hænger meget sammen med pladens problemer med dynamik. Out of Our Heads er måske en kort plade, men 30 minutter af stort set samme energi- og lydniveau kan være belastende. De går væk fra det på de glimrende Heart of Stone og Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) samt de noget svagere Good Times og Cry To Me og overraskende nok det afdæmpede afslutningsnummer I’m Free.  I forhold til de to første numre er deres dynamiske sans virkelig nogle klare styrker. Internt veksler de også smukt mellem det stille og det højlydte, og det gør numrene meget mere engagerende. Hvis man skal tage ja-hatten på, må jeg også få sagt at pladens høje energiniveau og rodede instrumentation faktisk er ganske sjov. Det er god, billig underholdning, der tilfredsstiller mig på samme måde som en lavbudgets-gyserfilm. Og i modsætning til The Rolling Stones, Now er der faktisk adskillige sange, der er mindeværdige. Deres covers af She Said Yeah og That’s How Strong My Love Is er også gode. Hvis du har en halv time, hvor du ikke ved, hvad du skal sætte på, så er Out of Our Heads en fin plade. Der er rigtig mange væsentlige problemer ved den, men der er også nogle ganske glimrende momenter i løbet af oplevelsen.

141 – B.B. King – Live at the Regal (1965)

B. B. King er en af de bedste bluesmusikere nogensinde, og da han var på toppen var han med sit talentfulde band et af tidens bedste livenavne. Hans flotte optræden fra The Regal Theater i Chicago i 1964 blev året efter udgivet som plade. I denne form blev koncerten cementeret som et af bluesmusikkens helt store mesterværker, og kaldes ofte for den bedste liveplade i hele bluesgenren, hvis ikke endda den bedste bluesplade nogensinde. Det er stadig i dag en meget levende plade. Man kan høre publikums entusiasme, når bandet går på scenen, og man har let ved at forestille sig bandet gå på scenen, gribe fat i deres instrumenter og spille en yderst slagkraftig og svingende udgave af Every Day I Have The Blues. King sørger for at tale mellem numrene, mens bandet spiller i baggrunden. Når han taler forsøger han ikke kun at skabe kontakt til publikum, han forbinder også sangene sammen. Han får gennem sin monolog It’s My Own Fault til at fremstå som en direkte fortsættelse til Sweet Little Angel, hvilket jeg synes gør sangene mere interessante, og derudover er det også bare en pudsig idé. Sangene glider også således meget naturligt over i hinanden, og derfor er der aldrig øjeblikke, hvor man ikke har noget at lytte til.

Foruden det sædvanlige ensamble med en kontrabassist og en trommeslager har guitarvirtuosoen King også en saxofonist og en pianist med på scenen. Disse to giver pladen mere fylde end de fleste bluesplader, og hele bandet sender mange tanker over mod bluesmusikkens populære søstergenre, jazz. Det hele er spillet så planlagt og nøjagtigt et sekund, og det næste begynder fri improvisation fra Kings side på guitaren. Ikke alene viser dette bandets kundskaber som musikere og som fællesskab, det er også absolut med til at gøre oplevelsen mere gribende. Når King går ind i en af disse soloer, er det noget af det mest imponerende Blues-guitar, man kan forestille sig, og endnu mere fascinerende er det, hvor let han får det til at lyde. Selvom han giver det gas som mester af bluesguitaren, er der absolut også plads til at han fremviser sine evner som vokalist. Han synger med sine lungers fulde kraft, og hver eneste sang får meget mere betydning gennem hans vokalpræstation. Det er sjældent man finder nogen, der som B.B. King kan både synge og spille guitar så imponerende godt, og på Live at the Regal overgår han muligvis sig selv indenfor begge kunstarter.

Med alt dette sagt, er Live at the Regal dog ikke en perfekt plade. Pladens B-side starter underligt nok med, at King bliver introduceret igen, hvorefter bandet begynder at spille noget langsom musik. Så stopper de brat, og efter et sekunds stilhed begynder You Upset Me Baby. Det er underligt at få reintroduceret ham midt i albummet, hvis man lytter til cd-udgaven, og uanset hvad, er det underligt, at musikken stopper brat, for at en ny sang kan begynde. Mit største problem, er dog, at pladen afslutter vældig svagt. Forstå mig ret, Help the Poor er et fedt nummer, og det lyder vidunderligt på pladen med sine eksotiske rytmer og B.B Kings lumre stemme. Det afslutter dog ikke koncerten særlig eksplosivt. Klapsalven er lille, og King takker ikke publikum eller noget. Man hører kun et svagt “thank you” i baggrunden. Pladen er kun 35 minutter lang, så de har sandsynligvis klippet en del fra, men at klippe det, så afslutningsnummeret ikke på nogen måde runder pladen af, er i min optik et stort fejltrin. Faktum er og bliver dog stadig, at Live at the Regal er en yderst anbefalelsesværdig plade, som sagtens kan fungere som introduktion til bluesmusikkens vidunderlige verden.

181 – The Rolling Stones – The Rolling Stones, Now! (1965)

Jeg har efterhånden anmeldt en del Rolling Stones-plader, så jeg har ret godt styr på dem. Jeg har også været vældig glad for alle de af deres plader, jeg har anmeldt, men de har også alle været fra efter, de har været etablerede i et par år. De har også til fælles, at rullestenene har skrevet stort set alle sange på disse plader, og at sangene er i den rækkefølge, de var tiltænkt. The Rolling Stones, Now! er derimod en plade fra 1965, tre år inde i deres karriere. Den var udelukkende tiltænkt et amerikansk publikum. Over halvdelen af sangene er oprindeligt fra pladen The Rolling Stones No. 2, som dengang kun var udgivet i Europa. Det betyder, at pladens rækkefølge er sammensat af folk fra bandets amerikanske pladeselskab og ikke medlemmerne selv. Og man får heller ikke mere end fire numre, der er skrevet af Mick Jagger og Keith Richards, så det meste af pladen består af covers af diverse amerikanske blues- og rock and roll-sange. Sådan er det med alle gruppens plader fra før 1967, og de fleste af gruppens fans er ret enige i, at de britiske udgaver af pladerne altid er de bedste.

Men der er ikke nogen grund til at være negativt stemt på grund af sådan nogle bagateller. The Rolling Stones er jo stadigvæk fantastiske musikere, der har givet os adskillige udødelige klassikere gennem tiderne. Ingen af dem er på The Rolling Stones, Now!, men det er heller ikke nødvendigvis et problem. Hverken Between the Buttons eller Exile on Main St. har nogen af de helt store sange på sig, men de fleste ville med god ret betegne dem som mesterværker. Og “klassiker” er måske et stort ord at bruge om den, men mindeværdig er denne plades Heart of Stone da. Det er et af de bedste bekendtskaber, jeg har fået ved at lytte til The Rolling Stones, Now! med sin oprigtige vokal, originale og stemningsrige melodi og sit rå men stadig ret finurlige arrangement. Jeg er også meget begejstret for deres cover af Bo Diddleys Mona (I Need You Baby). Dette er en helt fantastisk udgave, der viser al gruppens spilleglæde til fulde, og der er sjove detaljer: guitarriffet, der næsten er en prototype på The Smiths’ How Soon Is Now?, dejligt kraftige trommer, frembrusende vokal og inkorporering af surf-guitar.

De tilføjer tit disse numre nogle nye ting, men efter min mening er der stadig lidt langt mellem snapsene. Little Red Rooster gør for mig intet, som udgaven med Howlin’ Wolf  ikke gør bedre. Det bedste, jeg umiddelbart kan sige i forhold til deres cover af Chuck Berrys You Can’t Catch Me, er at den har lært mig originalen at kende. Hvor Chucks er skæg og finurlig, er The Rolling Stones’ version flad, udynamisk og lydmæssigt stort set bare støj i mine øre. I mange tilfælde ville jeg sige, at nummeret, de opfører bare lyder som en amerikansk bluessang med markant mindre finesse. For Keith Richards var endnu ikke rigtig den fantastiske guitarist, man kender fra senere i gruppens karriere, og Jagger er ikke ligefrem Bobby ‘Blue’ Bland. Jeg elsker virkelig The Rolling Stones, men på mange måder føles en god portion af denne plade bare som at høre dine gode venner opføre et par bluesstandarder til en gratiskoncert. I forhold til sange som Everybody Needs Somebody to LoveWhat a Shame og You Can’t Catch Me kan jeg bare slet ikke se nogen årsag, til at de eksisterer. Jeg mærker ingen inspiration, ingen drivkraft. Der er spilleglæde, men det redder ikke alt. Der er nogle få ret gode sange på The Rolling Stones, Now! men som en helhedsoplevelse er der ikke meget at komme efter.