Tag-arkiv: 1987

93 – Prince – Sign “☮” the Times (1987)

Udgivet den af
Svar

Prince er på alle måder et ikon i popkulturen. Ikke blot hans musik, men hele hans image er en mærkbar del af vores kulturelle verden i dag såvel som i samtiden. Man behøver end ikke at have lyttet til synderligt meget af hans musik for at kunne forholde sig til ham, og selvfølgelig var han udmærket godt klar over dette selv, hvorfor han musikalsk sagtens kunne tillade sig at løbe diverse risici. Hele Purple Rain-projektet – filmen såvel som albummet – oser af ambition, og han stoppede på ingen måde der. Hele vejen op igennem sin karriere blev han ved med at prøve nye ting af, hvilket ikke altid resulterede i den mest positive respons fra omverdenen, men der var altid interesse omkring det. Det mest positivt modtagne eksperiment vil dog nok altid være Purple Rain, men lige derefter kan man med lethed placere dobbeltalbummet Sign “☮” the Times fra 1986. Det skulle efter Princes eget ønske oprindeligt have været et trippelalbum, men pladeselskabet endte med at overbevise ham om, at to skiver skam var rigeligt. For en gangs skyld har et pladeselskab nok haft ret i noget, for trods vældet af fremragende musik på pladen, er svagheden nok til stadighed dens længde.

Prince leverer som sædvanlig gode numre på stribevis. Naturligt er at nævne det klassiske titelnummer, der viste en helt ny, mere socialt bevidst side af Prince, mens et dystert, langsomt funkgroove kører under den bidende tekst, men albummet har meget andet end det. Det er nok i stilart et af de mest varierede Prince-albums, jeg har hørt. Der er slow jams i form af Slow Love og Adore, noget psych-soul på bl.a. Starfish And Coffee og If I Was Your Girlfriend , og han tager endda inspiration fra tidens spæde hip hop på House Quake og It. Variation er naturligvis en god ting, og Prince er som sangskriver faktisk ret dygtig til at ramme et væld af stilarter. Lige hip hop er måske lidt mere end han er i stand til at bide over, og hans forsøg er lidt kluntet, men der er stadig et væld af kreativitet og vid til stede uanset hvad. Intet nummer klarer sig i min optik nær så godt som titelnummeret, men også på If I Was Your Girlfriend, Starfish and Coffee og Strange Relationships går musik, tekst og optræden flot op i en højere enhed.

Noget, der i knap så høj grad formår at gå op i en højere enhed for mig, er albummet som en helhed. Netop med dette væld af stilarter, er der en vis mangel på kohærens. Ikke fordi man nødvendigvis skal kunne det for al musik, men albummet er meget svært at genrekategorisere ud over det noget vage begreb “pop”. Man kan undre sig over, at Prince besluttede sig for at lave et album, der er så langt, når man ikke kan finde en bestemt retning på pladen. Jeg har dog meget respekt for, at han havde mange ideer, det er på alle måder åbenbart, og hver eneste sang bidrager med sin helt unikke identitet, hvor man kan se perspektiver til stort set alle punkter i Princes karriere. Uanset om du er til pop-rock, synthfunk, disko, soul, skæve fortællinger, ballader eller festmusik, så har Sign “☮” the Times noget for dig. Mens pladen sagtens kan opfattes som en rodebutik, kan man lige så godt se det som et overflødighedshorn af forskellige musikalske udtryk. Det er lidt lige som pladecoveret; det er lidt svært at finde hoved og hale i det hele, men det er muligvis også noget af det, der gør det mindeværdigt.

202 – Michael Jackson – Bad (1987)

Udgivet den af
Svar

I 1983 udgav Michael Jackson et album, der hurtigt ville ende med at være det bedst sælgende album i musikhistorien, Thriller. Når man først har opnået sådan en præstation, så er det svært at overgå sig selv. Jeg siger dog gerne det kontroversielle i mine anmeldelser, og jeg holder fast i at Jackson lavede en endnu bedre plade med Bad i 1987. Med klassiske singler som Bad, Man in the Mirror, Smooth Criminal, Dirty Diana og stort set også hele resten af pladen, så er kvalitetsniveauet på de individuelle numre virkelig højt, men albummet fungerer også meget godt i sin helhed. Meget af albummet har det lidt hårdere, mere rockede image, han tidligere havde flirtet med på numre som Beat It. Bare kig på titlen på pladen, den hedder Bad fordi Michael pludselig er en slem fyr. Det gælder ikke alle sange, men numre som Smooth Criminal, Speed Demon, Dirty Diana og selvfølgelig især Bad lyder så cool, at det ikke er til at stå for. Selv den langsomme Liberian Girl har mere sensualitet end man tidligere var vant til fra popkongen.

Han er dog samtidig menneskelig, og det fremviser han smukt på den følsomme Man in the Mirror og den vrede Leave Me Alone. Der er nogen bag facaden, og det viser han med nogle virkelig smukke sange, der med stærke, simple tekster er lette at relatere til, og melodierne er også bare virkelig gribende. Han bliver også lidt følsom på I Just Can’t Stop Lovin’ You, der efter min mening er den mindst interessante sang på Bad, men den markerer da et latterligt højt bundniveau. Den er en duet med Sideah Garrett, og det er en lidt tidstypisk Whitney Houston-agtig duet, men den har nok charme, store nok følelser og en stærk nok melodi, til at klichéer kan mere end bare undskyldes. Noget af det, der gør Bad til sådan en god plade er, at ingen sang formår at gentage særlig mange idéer fra tidligere på albummet, men samtidig formår de at arbejde sammen om at give et godt billede af Michael Jackson som person og som kunstner i denne periode. Han er en tortureret sjæl, men han er også samtidig en slem fyr, og disse to ting ender med at hænge så naturligt sammen til sidst, at man får opfattelsen af, at han påtager sig en facade for at skjule sit følsomme indre. Dette er en styrke i mine øjne, ikke en svaghed.

Der er to sange, der føjer endnu flere facetter til Jacksons personlighed på Bad, dog denne gang i en lidt gladere retning. Her tænker jeg på The Way You Make Me Feel og Stevie Wonder-duetten Just Good Friends. Her er instrumentationen mere lystig end ellers, men de hjælper med at vise os en side af Jackson – eller måske rettere en side af livet – der er enormt vigtig, for opfattelsen af pladen. Man kan selvfølgelig fortolke musik præcis som man vil, men jeg føler, at i en pop-situation, hvor vi ikke kan gå over i det helt ekstreme, så er det vigtigt at se begge ender af et følelsesspektrum. Derfor gør den glade The Way You Make Me Feel, bare at numre som Dirty Diana og Man in the Mirror lyder større og vigtigere. Desuden er The Way You Make Me Feel bare en fantastisk, glad, helt vildt sjov popsang, som på egne ben også holder enormt godt. Så for at konkludere, så er alle sange på Bad bundsolide, mange er blandt 80’ernes allerbedste popsange, og sangene arbejder virkelig godt sammen om at skabe en fantastisk plade.