I slutningen af 60’erne blev rockmusikkens muligheder udforsket i grader, der er svære at sammenligne med nogen anden periode. Rockmusik markerede sig nu som noget, man i lige så høj grad som jazz og klassisk kunne tage seriøst. The Beatles var selvfølgelig en stor del af dette, men ligeledes gjorde navne som The Velvet Underground, Frank Zappas, The Beach Boys og Captain Beefheart. Et af de mere ukendte bands, der udfordrede rockmusikkens konformiteter, var Quicksilver Messenger Service, der lavede en meget finurlig afart af psykedelisk bluesrock. Deres hovedværk var en liveplade ved navn Happy Trails. Hvad er så specielt ved denne plade? Jo, hele a-siden er et cover af en sang, der oprindeligt var 2½ minut langt, nemlig Who Do You Love af Bo Diddley. Dette cover er delt op i forskellige undersektioner med titler som When You Love, Where You Love, How You Love og Which Do You Love. Hver gang sangen skifter navn, betyder det stort set, at en ny solo begynder, og når den i starten og slutningen blot hedder Who Do You Love, så får vi vokal med på noget, der ligner vers og omkvæd.
Hele denne Who Do You Love-suite er en spirituel og følelsesmæssig rejse fra én udgave af en sang til en anden. Det sker enormt smukt og virkelig gnidningsfrit, ja, man lægger knap nok mærke til, hvor anderledes sangen i grunden er til sidst. Den er rodet og grim, og verset er opført, så stemmerne lyder kraftigt berusede. Min yndlingsdel af suiten er nok Where You Love, en i starten ret stille sektion, der åbenbart skulle være fuldkommen improviseret. Især med dette taget i betragtning, så er den utrolig spændende. Det er som en tikkende bombe, parat til at eksplodere, og når den så gør det, så går den amok med klappelyde, intens walking bass og syret latter og råben. Hele suiten er fænomenal, og det er dejligt upoleret. B-siden består af fire sange, Mona, der også er et Bo Diddley-cover, Maiden of the Cancer Moon, Calvary og Happy Trails. Mona fungerer vældig godt til at fortsætte, hvor Who Do You Love slap, da vi jo har at gøre med samme sangskriver i endnu en besynderlig syre-fortolkning. Det er en rigtig god udgave, og den baner ret så flot vejen for resten af B-siden, der ligesom A-siden kører med overgange mellem hvert nummer.
Det andet nummer på B-siden er et kortere, instrumentalt nummer, der hedder Maiden of the Cancer Moon. Det er en eventyrlig sang, der kommer føleslesmæssigt og musikalsk vidt omkring, og det er dynamisk som bare pokker. Selv med alle disse pæne ord, jeg siger, føles det mest af alt som en intro til nummeret, der kommer bagefter, Calvary, og det er måske synd, for Maiden of the Cancer Moon er også en pragtfuld sang, men det har nok mest af alt noget at gøre med, at pladens generelle niveau er så højt, og at Maiden of the Cancer Moon er lidt kort i forhold til resten af pladen. Den 13 minutter lange Calvary vil dog stå klart frem hos alle lyttere. Hvis noget på pladen er en rejse, er det dette nummer. At toppe suiten fra side 1 er svært, men Quicksilver Messenger Service gør det sgu. Det er svært at hive fat i alt det, der sker, for der sker så frygtelig meget, og man bør bare opleve det selv. Pladen skifter til sidst fuldkommen stil med et kort cover af Happy Trails, en country-sang, der stammer fra The Roy Rogers Show. Det er antiklimaktisk, ja, men som sådan vældig morsomt, for det står i virkelig i kontrast til alt andet i pladen, og så tager den også navn efter dette nummer. Og sådanne finurligheder er med til at gøre albummet til et overset mesterværk.