Rockbandet Steely Dan har altid taget meget inspiration fra jazz, og en af deres fineste blandinger af jazz og rock er deres tredje album, Pretzel Logic fra 1974. Det åbner med et af gruppens mest berømte numre, nemlig Rikki Don’t Lose that Number. Det har en rigtig god melodi, og det jazzede klaver samt vokalharmonierne gør det vældig interessant at høre på, især når man hører dem sammen med en mere typisk rockguitar. Ligeledes er pladens andet nummer, virkelig interessant. Både rockelementerne og jazzelementerne er meget anderledes end på åbningsnummeret, sangen i sig selv har virkelig meget dynamik. Og gud, hvor lyder de også bare godt gammeldags cool. Any Major Dude Will Tell You er endnu et pragtfuldt nummer. Den føles meget omsorgsfuld og varm, og selvom instrumentationen er mere afslappet og stille end førhen på pladen, formår sangen især gennem sin fantastiske melodi at holde min interesse i sangen.

Min yndlingssang fra pladen – og måske i det hele taget min yndlings-Steely Dan-sang – er Barrytown. Det er blevet bemærket ofte, at melodien minder meget om Tell Me What You See af the Beatles, men jeg ser det slet ikke som en dårlig ting, for Tell Me What You see er en vidunderlig sang. Og efter min mening er der stadig nok variation fra Beatles-sangen til at gøre Barrytown til en både unik og fantastisk oplevelse. Efter dette kommer et instrumentalt nummer, et cover af Duke Ellingtons East St. Louis Toodle-Oo. Det er et rigtig godt cover, der måske ikke er bedre end originalen eller noget, men den passer virkelig flot ind på pladen, og det er interessant at høre en sådan jazzklassiker opført med rockinstrumenter. Parkers Band er en af de mest rockede sange på pladen, og den er virkelig energisk og sjov. Det er en ret simpel melodi, men sangen er ikke så lang, så det gør ikke noget, og jazzen vender tilbage med en flot saxofonsolo til sidst. Pladens korteste sang, Through with Buzz formår at gøre rigtig meget dynamisk på under to minutter. Det bliver ret hektisk, og hvis den var længere, ville det nok være irriterende, men det er den nu engang ikke, så det har ikke rigtig nogen problemer.

Titelnummeret kører på en oldschool blues-melodi meget af tiden, og selvom jeg ikke er så glad for det faktum, da deres interessante melodier er noget af det bedste ved dem, så må jeg sige, at jeg ellers aldrig har set blues behandlet sådan før eller siden. Det lyder rigtig fedt. With a Gun har en meget Bob Dylan-lydende guitar, men de øvrige instrumenter har stadig Steely Dans velkendte lyd, og melodien er af sædvanligt fantastisk kvalitet. En af de mest spøjse, skæve melodier på pladen er Charlie Freak. Det er en ret makaber sang, både hvad angår tekst og melodi, og især hvad angår disses samarbejde. Afslutningsnummeret hedder Monkey In Your Soul, og det er en glimrende sang, hvor både jazz og rock har sine flotte bidrag til melodien. Der er dog ét stort problem ved det, og det er, at det slutter albummet rigtig brat. Det er ikke just Freebird eller A Day In The Life, der virkelig laver et stort klimaks, der får lytteren til at føle, at nu er det overstået. Men afslutningen er det eneste væsentlige problem i løbet af hele albummet. Jeg kan klart anbefale Pretzel Logic til alle og enhver.