Ved siden af Michael Jackson er det svært at nævne en barnestjerne, der har klaret sig bedre som voksen end Stevie Wonder. Han lavede det ene store R&B-album efter det andet i 70’erne, og et af de bedste er Music of My Mind fra 1972. Denne plade åbner med en meget funky sang ved navn Love Having You Around. Den er ret afslappet og løs, og der er dejligt sjov brug af talkbox og trækbasuner. Foruden trækbasun og visse backingvokaler er hver eneste lyd opført af Wonder selv, og det er meget imponerende. Det er nærmest ikke til at fatte, når man lytter til denne ret lange sang. Superwoman (Where Were You When I Needed You) kommer bagefter, og den er endnu længere, næsten otte minutter. Den udvikler sig rigtig meget, og mens den ganske vist starter stille, kommer der meget lyd på mod slutningen, især gennem Wonders højlydte stjerne. Den er fuld af sjæl og kærlighed, præcis som et soulnummer traditionelt har, men det er meget avanceret skrevet.

Det starter også meget stille på I Love Every Little Thing About You, der dog virkelig bliver sjov, som det fantastisk fængende omkvæd begynder. Der er ikke meget at sige om den, udover at den føles oprigtigt kærlig, og at melodien er en af de mest oversete i Wonders diskografi. Sweet Little Girl kører på en meget simpel melodi, der bare eskalerer derudaf, hvor den så skifter til noget roligt spoken word, hvorefter den simple melodi begynder forfra, denne gang bare mere intenst. Det slutter så med lidt mere spoken word, og måske fylder spoken word-portionerne lidt mere end hvad godt er, men de giver godt afløb fra galskaben. Det er til gengæld svært at sige noget skidt om Happier than the Morning Sun, der meget atypisk bare er spillet på clavinet og bas. Det er ret barok instrumentation, men det virker godt på denne sangs smukke lykkerus. Girl Blue er nok en af de mindre interessante sange på pladen, men den er stadig rigtig stærk. Der er sjov og interessant instrumentation, og talkbox-effekterne er også rigtig festlige.

Seems So Long er en virkelig simpel sang på overfladen, det er bare en lille soulsang om længsel. Men wonders brug af synthesizer herpå er helt fænomenal. Wonder var virkelig epokegørende indenfor brugen af synthesizeren, der var et meget ualmindeligt instrument i almindelig popmusik dengang, men når man hører Seems So Long, føles det så naturligt, at det lige så godt kunne være skrevet i dag. Det er en ret langsom sang, så for at skabe albumdynamik kommer da en virkelig vild, fræk og funky sang ved navn Keep on Running. Den er ret lang, men den bygger også virkelig op mod et enormt klimaks, og da det er den næstsidste sang, er det absolut retfærdiggjort. Bliver det ved i virkelig lang tid? Ja, men det formår at være underholdende hvert eneste sekund. Evil er navnet på det stille afslutningsnummer. Det er en trist sang, og Wonder portrætterer her ondskab som en person. Ja, det er måske lidt corny, men det passer bare rigtig godt ind at afslutte med noget så cheesy. Music of My Mind er en helt fantastisk soulplade, nok endda en af de bedste nogensinde. Stevie Wonder er bare genial.