Jeg kan rigtig godt lide The Byrds. Plader som Younger Than Yesterday og The Notorious Byrd Brothers byder på noget af det bedste psykedeliske folk-pop, der nogensinde er lavet. Jeg er knap så glad for Gram Parsons, en af country-rockens store innovatorer, og det er hverken solo eller med The International Submarine Band eller for den sags skyld The Flying Burrito Brothers, hvor jeg dog nok har mest til overs for ham i sidstnævnte konstellation. Parsons er relevant i forhold til the Byrds fordi han i 1968, efter The International Submarine Band gik i opløsning, blev medlem af The Byrds, og med pladen Sweetheart of the Rodeo trak han dem i en noget anden retning. En mere country-præget retning. Lyden var ikke helt uvant for The Byrds. På både Younger Than Yesterday og The Notorious Byrd Brothers kunne man finde country-prægede numre, dog stadig med en klar psykedelisk aura. Sweetheart of the Rodeo er på alle numre præget meget af country eller måske endda bluegrass. Rigtig ofte kan jeg faktisk slet ikke høre, hvorfor folk typisk kalder pladen for country-rock frem for blot country. Rocken kan høres på You Ain’t Goin’ Nowhere, Nothing Was Delivered og One Hundred Years from Now, men jeg hører udelukkende country på de fleste andre numre.

Genresnobberi er dog som sådan ligegyldigt, for det vigtigste er jo kvaliteten. Jeg graviterer måske som hovedregel mod rock frem for country, men der findes jo stadig rock jeg ikke synes om, og der findes endda country, jeg holder meget af. Så er musikken god? Den er spillet ret kompetent, og lyden er ret variereret. Sangene er alle fængende, men det er ikke nødvendigvis the Byrds’ fortjeneste, da ni af de elleve sange er covers. Men de gør faktisk et rigtig godt stykke arbejde med både at byde numrene noget nyt, og at give pladen en sammenhængende lyd. Jeg var ærlig talt overraksket over at finde ud af, hvor få numre gruppen selv havde skrevet. Med det sagt, så keder numrene mig ganske meget. Life in Prison handler om hvordan, fængselslivet gør, at fortælleren mister lysten til at leve. Lyden er dog nærmest hyggelig. Og det er det meste af pladen egentlig, det er bare hyggelig musik, hvor den følelsesmæssige resonans tit er enten helt flad eller fuldkommen fraværende. Følelserne er ellers der, hvor country virkelig har en fordel frem for folk, hvor gruppen til gengæld kunne lave smukke lydbilleder. Her er ingen af delene til stede i særlig stort omfang.

Hvis der er nogle numre, jeg holder af, er det nok netop dem, der læner sig mest op ad gruppens tidligere diskografi. Gruppen blev som bekendt populære med deres flotte Bob Dylan-covers såsom My Back Pages, Mr. Tambourine Man og Chimes of Freedom og pladens to Dylan-covers er de uden tvivl højdepunkterne. You Ain’t Goin’ Nowhere og Nothing Was Delivered er både kreative i deres udførsel, men de har også en spændende lyd og er fulde af overraskelser. Nothing Was Delivered kunne jeg sagtens se som en af mine favoritter i hele deres diskografi. Der er også elementer ved andre sange, jeg godt kan lide, såsom klaveret på You’re Still On My Mind eller violinen og banjoen på den bluegrass-inspirerede Pretty Boy Floyd. Lydbillederne er ganske kønne, men de er aldrig engagerende. Som sangere er Chris Hillman og især Roger McGuinn også meget charmerende, men de bliver sjældent sjælfulde. Gram Parsons lægger uden tvivl større følelser i sin sang, men hans stemme er til gengæld på alle måder kedeligere. Selvom der er elementer at holde af på Sweetheart of the Rodeo føles den uden den historiske kontekst bare enormt ligegyldig. Med mindre I har væsentligt mere til overs for country end mig, så hold jer blot til pladens Dylan-covers, og spring resten over.