161 – Otis Redding – The Dock of the Bay (1968)

Otis Redding, en af de største soulsangere nogensinde, døde som 26-årig i 1967 fra et flystyrt. Det betød dog ikke, at det var slut med nye Redding-plader. Allerede i 1968 kom den første plade fra efter hans død, og den fik navnet The Dock of the Bay. På denne fandt man både spritnye, dengang hidtil uudgivne numre og diverse singler og b-sider, som ikke var udgivet i sammenhæng med noget andet Redding album. Foruden dette fandt man også et par få numre, der allerede var tilgængelige på andre albums, hvilket for mig tyder lidt på, at de manglede materiale. Pladen er heller ikke meget længere end 30 minutter. Man kan ærlig talt godt mærke, at man har fået b-materialet. Man har måske endda fået ufærdigt materiale. Ikke at ufærdige sange nødvendigvis er dårlige; åbningsnummeret, (Sittin’ On) The Dock of the Bay blev aldrig færdigindspillet, så det vi har bygger hovedsageligt på demooptagelser. Det er dog en af de mest rørende og vemodige sange, Redding har opført. Hans lyrik er vidunderlig og melodien er i al sin sentimentalitet enormt smuk. Det er i det hele taget en af de bedste soul-sange nogensinde.

Men noget af det her er altså i bedste fald albumfyld. Tramp, som egentlig mest af alt er en talking blues, er bare et skænderi mellem Redding og Carla Thomas. Det bliver ikke engang sunget, med mindre man kigger på nogle få øjeblikke. Og så er dette oven i købet et af de numre, der allerede fandtes på et tidligere album. I’m Coming Home var oprindeligt b-siden til The Glory of Love, og det nummer er bare de samme 30 sekunder om og om igen med nogle ganske få variationer. Og grundlaget er ikke særlig solidt. De trioler, der udgør hooket ender faktisk med at være ret så irriterende. Don’t Mess with Cupid var oprindeligt b-siden til My Lovers Prayer, og har vi også at gøre med en ret intetsigende sang, men i det mindste bliver den leveret med entusiasme. Og mens den måske virker ret latterlig (hvordan undgår man det, når sangen hedder Don’t Mess with Cupid?), så er den i det mindste varieret og underholdende. Open the Door var en dengang spritny sang, og den starter med spoken word. At Redding i det hele taget arbejdede så meget med spoken word undrer mig, for hans stemme er jo utrolig. Heldigvis bliver sangen ganske fin, så snart han begynder at synge.

Okay, der er ingen tvivl om, at Dock of the Bay er en rodet opsamling forklædt som et reelt studiealbum, hvor de har været ret ligeglade med, at få det til at føles sådan. Dog er (Sittin’ On) The Dock of the Bay ikke det eneste, der er værd at lytte til. Især på første halvdel, er der lidt godter. Sangene I Love You More Than Words Can Say, Let Me Come on Home og The Glory of Love blev alle udgivet som singler kort før hans død, og de tydede virkelig på noget godt. En meget dybfølt, seriøs retning. Jeg er især glad for The Glory of Love, der er blandt Reddings mest oversete sange, hvis man spørger mig. Ole Man Trouble fik oprindeligt lov til at åbne den klassiske Otis Blue, og her får den lov til at slutte pladen af. Det er på overfladen en ret underlig inklusion, men på mange måder passer den meget godt sammen med (Sittin’ On) The Dock of the Bay. Man møder her den modne, reflekterende Redding, og den udtrykker meget, hvad pladen skulle have været. Og på den måde er det en god afslutning. Jeg må dog konkludere, at der ikke er meget på pladen, jeg holder særlig meget af, og de få sange, jeg godt kan lide, er også på de fleste Redding-opsamlinger.