Efter den fantastiske Some Girls begyndte The Rolling Stones at udgive plader med musik, der oprindeligt var tiltænkt andre albums. Den første af disse var Emotional Rescue, og på mange af numrene på den, forstår man godt, hvorfor de ikke kom med i første omgang. Det er ikke sådan, man har det, når man lytter til albummet, de udgav derefter, Tattoo You fra 1981. Det første nummer er et af de bedste og mest populære, de har lavet, det er intet ringere end Start Me Up. Den sang er så hårdtslående, så fængende, så sjov, at man har svært ved ikke at elske den. Denne var åbenbart oprindeligt et reggae-inspireret track, der ikke var godt nok til Black and Blue-albummet. Med andre ord måtte det have været fuldstændig forfærdelig, for Black and Blue er ikke kendt for sin kvalitetskontrol. Og jeg har hørt demoen, den er ikke særlig god, men de fik virkelig forvandlet den sang til et mesterværk gennem hårdt arbejde og stor kærlighed til musikken. De prøvede også at lave den til Some Girls og Emotional Rescue, men jeg er glad for, at de ventede, for udgaven på Tattoo You er bare perfekt.
Vi får ikke en stor, følelsesrig plade i stil med Beggar’s Banquet eller Let It Bleed, men vi får til gengæld noget virkelig fed rockmusik af den slags, The Rolling Stones i første omgang blev populære for at fremføre. Det minder mig meget om Between the Buttons og Out of Our Heads. Dette er tydeligt på mange af de bedste sange på pladen, f.eks. fan-favoritten Little T&A og den ustyrlige Neighbours. Neighbours er en af de to sange på hele pladen, der faktisk var skrevet til denne plade. Den anden er den meget interessante Heaven, der lidt lyder af noget dreampop. Det er en meget speciel blanding af Mick Jaggers falset, efterklang og vokaleffekter, der giver nummeret denne særprægede lyd. Tattoo You er meget kraftigt delt op i to sider. Den første side er en række ret rå rock and roll- og blues-inspirerede sange, mens den anden halvdel er mere fokuseret på ballader. Størstedelen af disse er også gode, men jeg synes, at det er lidt mere ensformigt her end før, og ingen af disse er ligefrem en ny Angie eller noget. Heaven hører til på denne side, og det gør den fantastiske Waitin’ on a Friend ligeledes.
Den første sang på side to er Worried About You, der er lidt lang tid om at komme i gang, men når det først sker, så er det en rigtig god sang. Jeg kan ikke sige, at jeg havde særlig stærke følelser for Tops eller No Use in Crying, men ligesom Worried About You, så har de uden tvivl deres øjeblikke, og de ødelægger absolut ikke albummet for mig. Den første side gør dog virkelig, at jeg er glad for denne plade. Sange som Little T&A, Hang Fire og Start Me Up er bare fuldkommen vidunderlige, men også de mindre populære sange er skønne. Jeg har allerede afsløret min kærlighed for Neighbours, og den virkelig blues-inspirerede Black Limousine er et eksempel på, hvordan selv de ældste ideer kan blive ved med at fungere, hvis man bare kan gøre det godt. Tattoo You er ikke en kandidat til den bedste Rolling Stones-plade, men det fortæller rettere noget om deres generelle kvalitet end om Tattoo You. Tattoo You er nemlig stadig en virkelig god plade, og den er dejligt simpel i sin fremgangsmåde. Og de bedste sange på pladen kan virkelig mænge sig med mange af 60’ernes og 70’ernes store Stones-klassikere.