Opsamlinger skal virkelig af og til passe på ikke at blive for lange. Man kunne sige, at en opsamlings job meget kunne være at introducere nytilkomne lyttere til en kunstners værk, og i så fald er det svært at skabe et fyldestgørende album, hvis det skal vare 2,5 time. Men hvis vi til gengæld skal lave en samling numre, der næsten skal erstatte gruppens øvrige diskografi. For har du nogensinde lyttet til et ABBA-album? Det har du måske, men I dag hører de fleste bare deres hits, og den bedst sælgende ABBA-plade har år efter år været den mange gange genudgivne opsamling ABBA Gold. Det er en af den slags plader, som alle hjem vist har, måske i flere forskellige udgaver. Det kan man ikke just sige om Arrival eller ABBA: The Album, og man kan ikke engang rigtig sige det om gruppens andre opsamlinger. End ikke den ellers ret roste The Definitive Collection fra 2001 er nær så populær. Og den kan ellers med rette kaldes en definitiv samling. Hvis man går mere op i de individuelle numre end plader som helhed, har denne plade det hele, og den er med sin 2,5 time dobbelt så lang som den oprindelige udgave af Gold, som jeg nok i øvrigt kommer til at sammenligne den meget med.

Det er meget vigtigt, når vi har at gøre med sådan en stor opsamling, at vi ikke mangler noget som helst i tracklisten. Her er det oplagt at sammenligne med den oprindelige udgave af Gold, og hvert eneste nummer derfra er til stede. At sammenligne med fortsættelsen, More Gold, viser dog et par få mangler, men jeg vil mene, at de fleste af disse numre ikke engang er særlig væsentlige. Det mest berømte nummer, der ikke er på The Definitive Collection er Our Last Summer, og det er efter min mening ikke en mærkbar eksklusion. Så den består i forhold til at have hits. Så er noget andet vigtigt selvfølgelig rækkefølgen. Og det er på The Definitive Collection opstillet helt kronologisk efter singlernes udgivelsesdato. ABBA er en gruppe, der har udviklet sig meget fra pop-rock til eurodisko. Og de har også lavet ret imponerende numre i alle genrer, de har beskæftiget sig med, hvilket ikke er almindeligt. Dog lavede de meget musik i bølger, så på The Definitive Collection får man alle de gamle pop-rock-numre lige i rap. Det gør selvfølgelig, at man kan følge udviklingen, men det gør også pladen væsentligt mindre dynamisk end f.eks. Gold eller More Gold.

Men hvorfor bliver jeg ved med at sammenligne med Gold og More Gold? Dels fordi jeg har dem, har haft dem i lang tid, og som med så mange, der ligesom jeg ikke var der dengang, har de været min væsentligste adgang til deres musik i mange år. Jeg har hørt dem sammen med venner, jeg har hørt dem med familien, jeg har hørt dem til ugenkendelighed. Og noget af det smarte ved dem er, at hvis du vil have de allerstørste hits, lytter du til Gold, og hvis du først bliver glad for det, kan du give dig i kast med More Gold. Det væsentligste, The Definitive Collection har givet mig, er et indblik i nogle af de tidligere sange, fra deres rock-år, som jeg ikke kender så godt. Det er ikke ligefrem min foretrukne afdeling af deres diskografi, men det var sjovt at lære at kende. Men jeg har virkelig et godt forhold til ABBA, som end ikke ti dårlige musicals ville kunne ødelægge. Jeg elsker et stort antal af deres sange, så i mangel på bedre, kan The Definitive Collection godt anbefales, og der er ikke grund til udskiftning, hvis du allerede har den. Men Gold og More Gold er lettere at få fat på, og du har dem måske allerede.