Curtis Mayfield er en af de største musikere, soul- og funkverdenen nogensinde har givet os. Ikke alene er hans stemme fantastisk, han er også en virkelig dygtig sangskriver. Ikke alene har han haft en virkelig imponerende og funky solokarriere med albums som Curtis og Superfly, men i sin tid som frontfigur for vokalgruppen The Impressions fik han også skrevet en del flotte sange. Begge disse sider af ham bliver fremvist på opsamlingsalbummet The Anthology: 1961-1977, der derfor er krediteret til både Curtis Mayfield og The Impressions. Opsamlingen fordeler sig over to cd’er, hvor den første er dedikeret udelukkende til hans tid med The Impressions, mens den anden først har et par få tracks med The Impressions, hvorefter man går over i solomaterialet. The Impressions er på papiret ikke særlig meget anderledes fra The Miracles eller The Temptations. Især førstnævnte er fristende at sammenligne dem med, da vi i begge tilfælde har at gøre med en fast forsanger, og han er bare den nydeligste smørtenor. Men også i deres sangskrivning er der mange ligheder. Det er næsten altid kærlighedssange, men teksterne hertil er stadig ofte enormt charmerende og finurlige.

Det er dog især, når de afviger fra kærlighedssangene, at jeg holder af dem, og jeg fatter næsten ikke, at jeg siger det her, men deres religiøse sange er bare fantastiske. Keep on Pushing, Meeting Over Yonder og People Get Ready er bare virkelig svedige, fængende og oprigtigt lydende sange. De er så evigt underholdende, og de giver dig virkelig lyst til at gå ind i en sort kirke a la den i Blues Brothers. Og mere politiske sange som This Is My Country og Choice of Colors er også virkelig gode, og meddelelserne i de religiøse sange går godt i spænd med disse. Selvom jeg er ret glad for gruppens sange, føler jeg, vi får serveret lidt for meget på opsamlingen. Det føles ikke som om, jeg får serveret creme de la creme, det føles mere som om, fyldet er blevet frasorteret. Never Let Me Go og I’ve Been Trying er ikke i grunden dårlige sange, men man kunne sagtens have fjernet dem, uden at jeg ville klage. Pladen er trods alt over 2 timer lang, og jeg ville ærlig talt have foretrukket en nøjere selektion, især da sådan en er svær at få fat i.

Hvis pladen absolut skal være så lang, så ville større repræsentation af hans solokarriere være værdsat fra min side. Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg langt oftere har sat disc 2 på, da al solomaterialet er derpå. Der er kun 10 solo-sange, hvorimod man kan finde 30 sange med The Impressions på pladen, men solonumrene har det dog også med at være mærkbart længere. Det længste – og efter min mening bedste – er Move on Up, der varer 9 minutter. Hvor the Impressions hovedsageligt lavede soul, så lavede Mayfield solo hovedsagelig funk, og han videreførte et par af mine yndlingstendenser fra sin gamle gruppe: hans smukke stemme og de politiske og religiøse temaer, ofte i kombination. På sangene fra Superfly-soundtracket synges der også om vold og kriminalitet, meget i tråd med filmens handling. På solonumrene mærker man en løssluppenhed og et ambitionsniveau, som Impressions-numrene ikke når til sokkeholderne. Alle 10 solonumre er af formidabel kvalitet, og de ville alene kunne udgøre en ganske glimrende opsamling. De er så en del af noget større, og denne helhed er også ganske fin. Den kunne godt være noget kortere, men man kan vel finde problemer ved så meget. Der findes i grunden nok ikke en bedre opsamling af hele Mayfields karriere end denne.