Når man har sagt Eminem, så må man også sige Slim Shady. Slim Shady er den succesfulde rappers mørke personlighed. En facade, han tager på, når han siger ting som “Wanna see me stick Nine Inch Nails through each one of my eyelids?” på sangen My Name Is, der åbner hans gennembrudsalbum, The Slim Shady LP. På denne plade er Slim Shady sjovt nok i fokus, og det elsker jeg virkelig, for de ting, der kan komme ud af Eminems mund, når han påtager sig dette navn, er virkelig sindssyge. Det er virkelig sjovt, og han sørger for at vinkle det på mange forskellige måder. Det andet nummer, Guilty Conscience er en af mine andre favoritter, og denne sang bruger personligheden på en virkelig kreativ måde. På denne sang agerer Dr. Dre og Eminem som henholdsvis skulderengel og -djævel til tre forskellige mænd, der er på vej til at bryde loven på groveste maner. Dre og Eminem går fantastisk frem og tilbage, og jeg smiler hele vejen igennem over de kloge linjer. Begyndelsen på pladen er i det hele taget helt fantastisk. Der er en sjov intro, tre fede numre, der lyder godt lige efter hinanden, og så kommer pladens første skit, og den er heldigvis ret kort, så den fungerer faktisk til at skabe mellemrum mellem de tre hårde åbningsnumre og den blødere, mere introspektive If I Had.

Det går i det hele taget virkelig godt i starten, teksterne er kloge og varierede, alle beats er funky og passer godt til teksterne, de er varierede i opbygningen. Selv når Eminem finder på at synge, virker det. Det kan knap nok kaldes sang, det, der sker på omkvædet til ’97 Bonnie & Clyde, der handler om at Shady kører ud med sin datter for at dræbe hendes mor. Det er ret grumt, og omkvædet sørger for,at man kan føle samværet mellem de to tydeligt. På My Fault virker det også, for han lyder så skæv, at det passer til temaet. Der er noget psykedelisk over den skæve harmoni, der er på omkvædet, og det hjælper godt. Det er endnu en meget chokerende sang, hvor han giver en kvinde alt for mange svampe. I begyndelsen af pladens anden halvdel kommer det første seriøst dårlige punkt, nemlig Ken Kaniff, der er en skit, der i modsætning til de andre på pladen er så lang, at den bare sætter albummet i tomgang. Efter den kommer Cum on Everybody, der er en fin sang, men den er lyrisk ikke noget, vi ikke allerede har fået med sange som My Name Is og My Fault. Musikalsk er den heldigvis ret original med de mange pludselige kvindevokaler. Rock Bottom er meget en varsel om, hvad man kan forvente af mere inderlige sange på Eminems næste plader, og beatet er også fantastisk til denne stemning.

Hvis vi til gengæld skal kigge på et forfærdeligt beat, så skal man ikke kigge meget længere end til Just Don’t Give a Fuck. Jeg kan huske, at jeg tidligere rigtig godt kunne lide denne sang, sikkert på grund af det meget fængende hook, men wow, det er helt uudholdeligt at høre på det lortebeat. Det lyder som nogle lyde fra en dampmaskine der ikke virker krydset med en smølfeudgave af Darth Vader. Der er en ret ligegyldig skit ved navn Soap mellem denne og As the World Turns, der stort set bare er My Name Is med en mørkere vinkel. Det handler bare om vold mod kvinder. Altså, det er godt fortalt og alt muligt, men det er efterhånden trivielt med alle disse historier om hvordan han ikke har respekt over for nogen, og især ikke kvinder. I’m Shady har en meget gammeldags, funky hip hop-lyd, og den fortæller meget om, hvem Eminem rent faktisk er, og det er ulig det meste andet. Omkvædet er ret svagt, men teksten er absolut i den stærke ende. Det næstsidste nummer, Bad Meets Evil, har den anden gæsterapper på hele pladen, Royce Da 5’9″, og de gør det begge godt, og at høre endnu en stemme er forfriskende. Still Don’t Give a Fuck runder virkelig flot hele pladen af med sin vrede tone. The Slim Shady LP kunne let have været et mesterværk. Et par sange skulle bare være skåret fra. Som den er, er den dog stadig en virkelig god hip hop-plade fra en af de bedste rappere nogensinde.