38 – Muddy Waters – The Anthology (2001)

Den store bluessanger og -guitarist Muddy Waters begyndte at udgive singler allerede i 1940’erne, men det var først i 1960, at han for første gang udgav et album. Hvis man vil udforske Muddy Waters’ tidlige, mest indflydelsesrige år er det derfor mest givende at gå efter opsamlingsalbum. Der er udgivet en del opsamlinger, der fokuserer specifikt på Muddy Waters’ tidlige år, men en af de mere omfattende, ‘The Anthology’ fra 2001 dækker over stort set hele hans karriere: fra 1947-sangen ‘Gypsy Woman’, hans første single under navnet Muddy Waters, til ‘Can’t Get No Grindin” fra 1973, den sidste af hans singler, hvor hverken a- eller b-siden var en genindspilning. Opsamlingen varer 2½ time og tracklisten er opsat i noget nær nøjagtig kronologisk orden. Derfor starter vi med hans tidlige sange, og de er absolut de sværeste at komme igennem. Han er ganske tydeligt både dygtig og innovativ allerede på disse tracks, men indspilningerne er mudrede, og lyden bliver trættende i længden. Oftest er det på disse tidlige tracks blot Waters på vokal og guitar, mens han har en bassist og ganske sjældent dertil et klaver eller en mundharpe. Bassen gør stort set aldrig noget mærkbart på disse numre, og efter noget tid begynder jeg virkelig at savne nogle trommer. Hans guitarspil og sangstil har dog allerede godt med karakter på disse indledende tracks.

Vi skal 40 minutter ind i albummet, før vi hører en stortromme, og så skal vi altså derefter igennem to tracks før det endelig lyder som om, vi har at gøre med et helt trommesæt. Det er synd, for jeg ender med tiden med at blive godt træt af denne elektriske variant af den minimalistiske delta-blueslyd, og ellers glimrende tracks som ‘Rollin’ and Tumblin’, Part One’ og ‘Rollin’ Stone’ ender med at drukne i en alt for ensartet lytteoplevelse. Opsamlingen lader til at prøve at skildre udviklingen i Muddy Waters’ karriere, men udviklingen sker i lang tid så langsomt, at jeg end ikke lægger mærke til den. Det går noget bedre, når han får sig en mere fuldbyrdig bandbesætning. Der er langt mere dynamik mellem instrumenterne, bassisten får endelig ting at tage sig til, og det bliver nærmest en fast del af setuppet, at Waters har en dygtig mundharpist med på sangene. Waters har fundet en stil, der virkelig klæder ham, og med tracks som ‘(I’m Your) Hoochie Coochie Man’, ‘Mannish Boy’ og ‘Got My Mojo Working’ fik han i midt-50’erne defineret Chicagos blueslyd som ingen anden. Jeg kan dog ikke ignorere, at vi støder på samme problem igen: Der er simpelthen for mange sange, og de er ikke forskellige nok, til at det giver mening at have så mange af dem.

50’erne er ganske enkelt overrepræsenteret, så selv om opsamlingen stolt proklamerer, at den går helt ind i starten af 70’erne, udgør 60’erne kun en lille del af albummet. Han begyndte ellers at forny sig selv igen i denne tid, og han udgav nogle glimrende album. Der er kun ét nummer fra hans glimrende ‘Live at Newport 1960’, hvilket ellers er ganske forfriskende at lytte til. Der er dertil blot to sange fra ‘Folk Singer’, hans akustiske album, hvor han atter går efter den simple Delta-lyd, dog denne gang med et langt mere velspillende band, der fylder sangene med masser af finurligheder. Vi får også to elektriske tracks fra omtrent samme periode, hvor et atter dygtigt band spiller en mere underspillet variant af den Chicago-lyd, der dominerede 50’ernes output. Dette er atter forfriskende, men hvor de indledende perioder i Waters’ diskografi fylder for meget på albummet, når man knap nok at lære disse 60’er-tracks at kende. Vi slutter af med en rimelig fornuftig 1969-genindspilning af 50’er-sangen ‘All Aboard’ samt det lidt fjogede 70’er-track ‘Can’t Get No Grindin”. ‘The Anthology’ er alt, alt for lang. Man kunne sagtens skære halvdelen af sangene fra, uden at opsamlingens koncept ville tage skade. Det er en lærerig opsamling, men den er lidt af en mundfuld, hvis man ikke er mærkbart interesseret i bluesmusikkens historie. Lyt i stedet til ‘Live at Newport 1960′, hvis du vil introduceres til Muddy Waters’ talent.

39 – The Beatles – Please Please Me (1963)

Der var engang et engelsk skiffleband, der hed The Quarrymen. Som årene gik, bevægede gruppen sig væk fra Skiffle og over mod rock & roll og rhythm and blues. I 1960 skiftede de navn til The Beatles og turnerede rundt med især covers af amerikanske rocksange. I 1962 rekrutterede de studietrommeslager Ringo Starr som fast medlem, og de indspillede deres debutsingle, ‘Love Me Do’, der var bandets egen komposition. Den endte senere på albummets debutalbum ‘Please Please Me’ i 1963, dog her i en udgave med Andy White på trommer. ‘Please Please Me’ består som så mange rockudgivelser fra start-60’erne af en del covers. Seks af albummets 14 sange er covers, og ganske mærkbart alle af relativt nylige amerikanske popsange med klare rhythm and blues-elementer. Det siger en del om, hvad The Beatles kiggede efter, da de indspillede deres debutalbum. De lod sig mere inspirere af nye tendenser i amerikansk popmusik end den britiske skiffletradition, de startede i. Dette påvirker også sangskrivning og spillestil i de numre, de selv har skrevet, men de medbringer noget af deres egen liverpoolske uslebenhed i lyden. De er alle sammen fine sangere, men på dette album var de langt fra den tekniske skønsang, der på godt og ondt dominerede amerikansk popmusik i start-60’erne.

Generelt har gruppens egne kompositioner klaret tidens tand langt bedre end deres covers. De er generelt meget tro mod originalerne. De mest radikale ændringer er ofte, at en guitar spiller en del, der i forlægget var spillet på klaver, eller at nogle vokalharmonier bliver skåret fra. Problemet er, at de ikke ligefrem har valgt særlig gode sange at fortolke. ‘Baby It’s You’ er muligvis den mest corny Burt Bacharach-komposition nogensinde, og Mack Davids tekst gør det kun værre; ‘Boys’ er en særdeles uinspireret rock & roll-melodi, af den mest forudsigelige slags; ‘A Taste of Honey’ er helt specifikt en fortolkning af Larry Welchs kluntede forsøg på at gøre den oprindelige instrumentale popsang mere rhythm and blues-orienteret med en dreven vokal. De bliver dog modvejet af gruppens muligvis bedste covernummer nogensinde, der bruger The Isley Brothers-fortolkningen af The Top Notes’ ‘Twist and Shout’ som forlæg. Det er et brag af en afslutning, og især John Lennons leadvokal gør meget for at sælge deres udgave som den definitive version af tracket. Men hele bandet har det ganske tydeligt fedt i studiet. Det er et vidunderligt festtrack, der viser en energi, man godt kunne savne fra mange af de andre sange på albummet.

Gruppen har lidt flere esser i ærmet med deres egne sange, der på dette album alle er skrevet af John Lennon og Paul McCartney, der også skiftevis tager sig af leadvokalerne på størstedelen af albummets sange. Paul McCartney synger blandt andet det pragtfulde åbningsnummer ‘I Saw Her Standing There’, der er så propspækket med hooks, at den med god grund har fået status som popklassiker. ‘Please Please Me’ og ‘Love Me Do’ er ligeledes rigtig fine popsange, der er rigtig charmerende. På disse numre deles Lennon og McCartney om leadvokal, og Lennon hiver dertil sin kære mundharmonika frem, hvilket gør dem til nogle af de mere farverige og varierede tracks på albummet. De prøver at gentage denne cocktail med ‘There’s a Place’, og selv om dette nummer nok aldrig kunne have været nær så stort et hit, fungerer det stadig. ‘Misery’ er en meget simpel sang, og den lyder lidt som en The Four Seasons-efterligning, men den er stadig langt bedre end noget nummer, The Four Seasons har hittet med. De resterende numre er såmend fængende nok, men de føles også ret ligegyldige. Jeg synes ikke, det er overilet at kalde dem albumfyld. For ‘Please Please Me’ er et ret ujævnt album. Der er fire klassiske tracks, men derudover er der nok højst tre af dem, der holder. Det er kun halvdelen af pladen, og når kvaliteten ikke er mere konsekvent, har jeg svært ved give en helhjertet anbefaling.

40 – Love – Forever Changes (1967)

De fleste af de album, jeg anmelder, har delvist fået deres klassikerstatus grundet deres placering i musikhistorien. Når et album har været særligt indflydelsesrigt eller rammende i sin samtid, får den ofte et klassikerstempel, selv hvis der måtte være nogle åbentlyse kunstneriske kortslutninger hist og her – se blandt andet min nylige Sex Pistols-anmeldelse. Sådan et album er Loves tredje studiealbum, ‘Forever Changes’ fra 1967, ikke. Gruppen havde haft et enkelt mindre hit før dette album, den skramlede garagerocksang ‘7 and 7 Is’ fra året før. De havde smagt duften af succes, men ‘Forever Changes’ var et kommercielt flop i sin samtid. Love havde altid taget inspiration fra folk-genren på deres tidlige album, men det var ledsaget af godt med elektrisk tråd, at de hittede. Det var derfor meget vovet af dem, at følge denne succes med ‘Forever Changes’, et album bestående næsten udelukkende af akustisk instrumentation. Oven i dette nægtede de at gå på turné og nøjedes med en single, der endda floppede. Det var ikke en succes. Det er ikke ligefrem et album, folk hører, fordi de vil forske i psykedelisk musiks historie. Det er derimod et album, som generation efter generation er vendt tilbage til, fordi det kunstneriske indhold på skiven er fuldkommen uovertruffent.

Når man snakker om Love og især om Forever Changes, er skikkelsen, der nævnes oftest, forsanger Arthur Lee. Til trods for hvad jeg lige troede, da jeg lyttede til albummet for første gang, var Lee faktisk modstander af flower power-bevægelsen. På overfladen er det ellers en samling fredelige hippie-sange, men som man dykker ned i albummet, lurer temaer som identitet, død og ensomhed, og der er ikke rigtig nogen specielt glade sange på tracklisten. Det tog mig lidt tid at indse, for Lees tekster er så kryptiske, at jeg i starten troede, at de ikke handlede om noget som helst. De er meget poetiske og maleriske – og albummet er heldigvis mixet så smukt, at de er rigtig lette at høre. To af sangene, ‘Alone Again Or’ og ‘Old Man’ er skrevet af rytmeguitarist Bryan MacLean frem for Lee, og mens disse er knap så eklektiske i ordvalgene, passer de både melodisk og tematisk ind med resten af albummet. En anden lim i albummets struktur er de fabelagtige arrangementer og orkestreringer, som David Angel stod for. Disse sange er skruet sammen som finurlige små puslespil, hvor hver eneste brik sidder på det rette sted. Arrangementerne er så veludførte, at jeg endda slet ikke kan høre, at to af sangene er indspillet af Lee sammen med studiemusikere, frem for Loves andre medlemmer.

Skønheden ved disse arrangementer er lige til at måbe over. Der er både blæsere og strygere på mange af sangene, men de bruges varsomt, og de tager aldrig fokus fra, at det nu engang er et guitardrevent album. Dette slås også fast med åbningsnummeret, ‘Alone Again Or’, der har en af de smukkeste guitarintroer, jeg nogensinde har hørt. Hver eneste gang, de guitartoner starter, finder jeg mig selv i en helt vidunderlig ekstase af ro. Albummet har masser af farverige lyde at byde på, men den formår at holde igen, og kun ganske få øjeblikke er mærkbart prangende. Albummets mange fede krøller er med til at gøre det til et af de mest levende og inviterende album til nogensinde at have døden som et centralt tema. Produktionen er samtidig knivskarp, især på de nye remasters. Den highligter flot de mange fine ting i arrangementet, og trods et stort ensemble på til tider omkring et dusin instrumenter på én gang, drukner lyden aldrig, og vi nærmer os ingen Phil Spector-lignende lydmurer – det ville næppe virke for et så intimt album. Love er muligvis den psykedeliske æras mest fejlagtigt oversete gruppe, men her i internettets æra er det muligt at lave om på dette. ‘Forever Changes’ fortjener at gå fra at være en kultklassiker til et almenkendt mesterværk – for et mesterværk, dét er det.

41 – Sex Pistols – Never Mind the Bollocks Here’s the Sex Pistols (1977)

Punkrockerne i Sex Pistols var meget provokerende, da de i 1977 udgav deres første og eneste album, ‘Never Mind the Bollocks, Here’s The Sex Pistols’. Sangene var uhyre simple på et teknisk plan, musikken blev ufatteligt nok alligevel spillet rimelig sløset, og samtidig var lyden arrig på en måde som få andre bands var samtidig. Teksterne var også ganske ufiltrerede. ‘Bodies’ handler om aborter, ‘God Save the Queen’ går til angreb på kongehuset, og titlen til ‘Anarchy in the UK’ taler vist for sig selv. De var så uanstændige, at pladeselskabet EMI annullerede deres kontrakt med gruppen efter få måneder grundet dårlig opførsel, blot for at afslutningsnummeret på bandets debutalbum skulle blive en langefinger til EMI i form af sangen ‘EMI’. Det her var alt sammen tilbage i 1976-1977. Sidenhen har verden fået musik fra langt mere provokerende kunstnere, såsom G.G. Allin, N.W.A., Eminem, Burzum og Death Grips. Når folk kigger tilbage på Sex Pistols i dag er de mest provokerede over, at forsanger Johnny Rotten har vist sig at være en stokkonservativ Trump-supporter. I mangt en punkentusiasts øjne har det bekræftet en mistanke, de har haft længe: Sex Pistols var aldrig interesserede i at lave god musik, de var kun interesserede i at provokere.

Er det virkelig en retfærdig dom? Det synes jeg ikke. Musikken har absolut ikke den kant, den havde tilbage i 1977. I punkkredse svandt den kant hurtigt, da der trods alt ikke gik længe inden Dead Kennedys, Minor Threat og Big Black udgav langt mere grovkornet materiale. Albummet kan ikke falde tilbage på chokfaktor længere, den kan kun falde tilbage på musikken, spillet af et band, der var så talentløst, at deres officielle bassist endte med kun at spille bas på ét af albummets tolv sange – og selv her blev han senere overdubbet. Der er dog mindst én person i bandet, der har et uforligneligt øre for hooks. Selv om vi har at gøre med simple sange, er de ofte proppet til med fede, mindeværdige fraser, især fra vokalen. Når Johnny Rotten synger »for anybody else, except for myself« på ‘No Feelings’ eller bevidst går efter at synge ‘Pretty Vacant’, så det lyder som om, han siger »va-cunt« er det faktisk rigtig charmerende, og backingvokalerne på ‘Holidays in the Sun’ er ligefrem uimodståelige. Der er også mange fede guitarpassager. Det er ikke det mest komplicerede i verden, men guitaren formår alligevel at stikke ud både på ‘Holidays in the Sun’, ‘God Save The Queen’, ‘Anarchy in the UK’ og ‘Submission’.

Sex Pistols havde nærmest intet at arbejde med, men de fik det bedste ud af det. Ja, stort set alle sangene lyder enormt meget som hinanden, både i lyd og melodi, men de formår lige akkurat at være forskellige nok, til at albummet ikke lyder som en mudret optagelse fra et øvelokale. Selv med det sagt, så føles albummet dog ret ustruktureret. De følte sikkert, at det var fedt at afslutte albummet med ‘EMI’. Pladeselskabet, det handler om, findes ikke engang længere. Enten skulle man have været der, eller også skulle man grave godt og grundigt i bandets historie på forhånd, hvis man skulle synes, at det er det mest effektive nummer, man kunne slutte med. Andre af sangene handler direkte om deres manager. I 2018 føles selv de bedst strukturerede af disse sange ret vægtløse. Omvendt, selv om de ikke just får folk til at tabe monoklen længere, er visse sange, mest mærkbart ‘Anarchy in the UK’ og ‘God Save the Queen’ stadig følelsesmæssigt vedkommende vredesudbrud. ‘Never Mind the Bollocks, Here’s The Sex Pistols’ er ikke punkrockens hellige gral, men det er heller ikke det latterlige makværk, som det i visse kredse skeptisk er blevet udnævnt til. Det er en solid punkplade, der faktisk byder på noget glimrende sangskrivning – og viser at alle kan lave et godt eller endda banebrydende album.

42 – The Doors – The Doors (1967)

Intet årti har i min optik transformeret rockmusik så meget, som 1960’erne. Sange fra starten af årtiet med kunstnere som Roy Orbison, Bo Diddley og Elvis Presley lyder i bedste fald kun som en prototype for de kunstnere, der debuterede i 1967: Pink Floyd, The Jimi Hendrix Experience, The Velvet Underground og årets nok mest succesrige rockdebut, The Doors’ selvbetitlede album med den mystiske omend umiskendeligt karismatiske poet og sanger Jim Morrison i front. Den orgeldrevne psych-single ‘Light My Fire’ derfra lød som intet andet på den tid, men den var så øjeblikkeligt fængslende, at den ramte førstepladsen på den amerikanske hitliste. Når man snakker om lyden af det tidlige The Doors, er det svært at komme uden om organist Ray Manzarek. Orgelet var ikke just en sjældenhed i 60’ernes populærmusik, især tidens sydstatssoul var spækket med elorgeler; men Manzarek lagde så meget sjæl og mange interessante teknikker i sit spil, at det formåede at stikke ud. Samtidig er Jim Morrison et brag af en forsanger. Han kan lidt sammenlignes med den storladne selvsikkerhed og bragende kraft, man forbinder med croonere som Frank Sinatra, men Morrison forskruer denne stil til noget mere manisk, sensuelt og desperat.

Der er mange ingredienser i albummets innovativt psykedeliske lyd, men hvis man skal pege på en tredje søjle i debutalbummets soniske udtryk, er det nok Robbie Kriegers præstationer på guitaren. Han er meget klart bluesinspireret i sin lyd, hvilket præger en stor del af albummet. Manzarek, Morrison og Krieger har alle det til fælles, at de ganske tydeligt er rigtig dygtige, men de fylder også musikken med masser af uperfekte øjeblikke. Selv om produktionen ikke er spor skramlet, ender lyden derfor alligevel med at virke både grim og dyster. Det allertydeligste eksempel på dette er det dunkle afslutningsnummer ‘The End’, der i løbet af sine 12 minutter udvikler sig fra en lurende, utryg atmosfære til et ustyrligt, morderisk kaos, blandt andet gennem kløgtig brug af dissonanser. Det nummer var så forud for sin tid, at den nok lettest kan sammenlignes med den postrock, navne som Godspeed You! Black Emperor og Slint udgav i 90’erne. Et andet godt eksempel er intronummeret ‘Break On Through (To the Other Side’, der starter som et dansevenligt rock and roll-nummer, inden det udvikler sig til en spirituel, nærmest punket følelseseksplosion. Mest mærkbar er dog nok deres lumre, forstyrrede fortolkning af Kurt Weills ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’. Sangen får en ny, syret aura af død, når bandet ændrer lidt på melodien og Manzareks gakkede orgelspil understøtter Morrisons skræmmende vokalpræstation.

Albummet har absolut sin egen idiosynkratiske lyd, men gruppen formår at lege rundt med den, blandt andet ved at inkorporere elementer af mange forskellige stilarter. ‘Soul Kitchen’ har, som navnet antyder, en markant soulinspiration, ‘Back Door Man’ er et cover af en bluesstandard, og trods sine syv minutters varighed, er ‘Light My Fire’ langt hen ad vejen en rendyrket popsang – omend en ganske spøjs en af slagsen. Tilsætter vi de genrer, som de på visse numre baner vejen for, førnævnte punk og postrock, har vi at gøre med en rigtig sprælsk og varieret udgivelse, der samtidig er rig på selvstændig karakter. Den største kritik, jeg har af albummet, er at højdepunkterne er lidt for åbentlyse, og at de nærmest uundgåeligt tager opmærksomheden fra andre numre. De er ingenlunde forfærdelige, men ‘Twentieth Century Fox’, ‘Take It as It Comes’ og deres cover af ‘Back Door Man’ er ikke så inspirerende at lytte til, når de står side om side med geniale tracks som ‘The End’, ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’ og ‘Soul Kitchen’. De er dog gode til at udfylde en rolle i albummets dynamik – albummet er flot varierende i både tempo og intensitet, og det er da også nødvendigt, når de mest intense øjeblikke er så overvældende, som de er. ‘The Doors’ er en imponerende debut. Den vendte op og ned på tidens populærmusik, og den er stadig en stærk, engagerende udgivelse, der tåler mange gennemlytninger.

43 – Pink Floyd – The Dark Side of the Moon (1973)

Pink Floyds klassiske 1973-album ‘The Dark Side of the Moon’ er ikke et album, man lige anmelder over en eftermiddag. Ikke kun på grund af selve musikken, men især på grund af den status, den siden udgivelsen har fået som en af de største rockudgivelser nogensinde, hvis ikke den største. Jeg har virkelig ikke lyst til at jokke i spinaten. Jeg har endnu mindre lyst til at bruge hele min anmeldelse på at forklare, at jeg end ikke synes, at denne kultklassiker er gruppens bedste album – læs i stedet mine anmeldelser af ‘The Piper at the Gates of Dawn’ og ‘Wish You Were Here’ for at høre om mine favoritter i diskografien. At bruge hele anmeldelsen på, at sige, at ‘The Dark Side of the Moon’ ikke er gruppens bedste, ville da også være spild af tid, for det er stadig en fremragende udgivelse. Noget, der stikker ud helt fra første gennemlytning, er albummets uforlignelige flow. Overgangene mellem sangene er så ubesværede, at man ikke helt ved, hvornår én sang stopper og en anden slutter – sangene føles mere som forskellige satser i en sammenhængende symfoni, end de føles som individuelle tracks. Men alligevel er disse sange ofte så veludførte, at de rent faktisk har fået liv på egen hånd; ‘Money’ ramte endda top 20 på hitlisterne i flere lande.

Pink Floyd ramte på en eller anden måde plet med dette album i forhold til at fungere optimalt både som bredt appellerende rockudgivelse og som ambitiøst artistisk værk. Store dele af albummet er fuldkommen instrumentalt, og tre af de ti numre er instrumentale fra start til slut. Så snart der er vokaler på, er der dog nærmest garanti for, at vi får stærk lyrik på et gribende melodisk grundlag. Sangene handler om forskellige mørke sider af den menneskelige eksistens – grådighed, død, konflikter og mentale sammenbrud. I centrum af det hele står en vekselvirkning mellem fremmedgørelse og empati. Dette står klart fra titlen på albummets intro, ‘Speak to Me’. Titlen virker nærværende, men i løbet af trackets lille minut, begynder sangens titel at synes mere og mere som et desperat udråb efter et nærvær, vi ikke oplever. Tilværelsens mørke sætter sig som et tæppe over hele albummet, smukt eksekveret med høj sonisk diversitet. Gruppen dannede lydlandskaber med innovativ inkorporering af ny synthesizerteknologi, og de brugte for første gang saxofon, hvilket giver øget skrøbelighed til ‘Us and Them’ og ekstra tyngde til ‘Money’. Variationen øges dertil af, at forsangerne skifter – oftest er det den mere distancerede stemme fra guitarist David Gilmour, men vi får også den skrøbelige vokal fra bassist Roger Waters samt en bragende gæsteoptræden fra Clare Torry på ‘The Great Gig in the Sky’.

Netop fordi, jeg ville være særligt nøjagtig med netop denne anmeldelse, har jeg hørt albummet mange flere gange end jeg typisk gør. Først da jeg satte mig ned for at skrive den, gik det op for mig, at jeg ikke er blevet det mindste træt af den. Der er hele tiden flere og flere detaljer, der viser sig. For eksempel gik der lang tid, før det gik op for mig, hvor fænomenal produktionen er. Bandet er selv krediteret for at producere den, og mens produktionen klart lægger op til den store auteur-analyse, fortjener lydtekniker Alan Parsons også æren for meget af finessen i lyden. Der er i hvert fald meget ved lyden i dette, jeg kan genkende i Parsons’ udgivelser med sit eget band, The Alan Parsons Project. Et øjeblik i produktionen, der især stikker ud for mig, er det sidste minuts tid på afslutningsnummeret ‘Eclipse’. Som nummeret eskalerer i intensitet, er der et væld af små lyde, der vækker genklang fra tidligere på albummet. De får ikke lang tid til at etablere sig, der er rigtig mange af dem, og før man ved af det, er de væk. Men jeg når at føle dem komme helt ind under huden på mig, og jeg har næsten altid brug for en lille pause, når albummet er slut. ‘The Dark Side of the Moon’ er et effektivt album som få andre. At jeg kan nævne mindst to plader fra samme gruppe, der er bedre, taler rigtig godt om deres generelle kvalitetsniveau.

44 – Patti Smith – Horses (1975)

»Jesus died for somebody’s sins, but not mine« – med disse provokerende linjer indleder protopunkeren Patti Smith sin nyfortolkning af Them-sangen ‘Gloria’, der fungerer som åbningsnummer på hendes debutalbum ‘Horses’ fra 1975. ‘Horses’ var forud for sin tid. Hvis det var udkommet i dag, var der muligvis klistret et postpunkprædikat over det, eller muligvis den evigt populære paraplyterm alternativ rock. Man kan høre albummets genklang i talrige musikere gennem tiden: PJ Harvey, Nick Cave, The Replacements, Blondie og Nirvana står frem som nogle af de mest tydelige eksempler på kunstnere, der skylder Smith en hel del. På ‘Horses’ viser hun sig ikke blot som en stærk sangskriver og performer, hun står frem som en malerisk, bidende og fandenivoldsk poet. Ganske vist har der været poetiske skikkelser i rockmusikken før hende – Bob Dylan, Jim Morrison og Leonard Cohen kan blandt andre nævnes – men det er svært at komme i tanker om nogen før Smith, der i samme grad formåede på en gang at være så oprørsk og attituderig i det poetiske univers, hun præsenterer. Selv i sin skrevne form brager hendes lyrik frem med punket viljestyrke. Teksterne er nærmest umulige at adskille fra rocken som kulturel institution.

På de to længste numre, ‘Birdland’ og ‘Land’ går hun endda til tider over i noget spoken word, som hun serverer med en på overfladen impulsiv levering. Det betyder dog på ingen måde, at musikken spiller andenviolin. Disse to – især ‘Land’ – er trods deres skramlede lyd nogle af de mest musikalsk komplekse stykker på hele pladen, og bandet sørger virkelig flot for at holde det følelsesmæssige intensitetsniveau ved lige. Disse numre er som store dele af pladen grimme, skramlede og dissonerende. Smith bruger i løbet af albummet tit denne uslebne lyd til at skabe en ægthed, der sjældent var matchet af samtidens kunstnere. I modsætning til punkbølgen, der fulgte i kølvandet på ‘Horses’, er det dog kun små dele af ‘Horses’, der er vred. Hun skildrer lige så ofte, hvis ikke oftere, en stor eksistentiel krise, der er yderst fascinerende at følge. Der er masser af op- og nedture i løbet af albummet, hvilket også sørger for en varierende og altid givende lytteoplevelse. Smith har været god til at ramme et bredt dynamisk spændingsfelt i løbet af albummet, helt fra den tætpakkede afslutning på ‘Free Money’ til den dødbringende langsomme melankoli på størstedelen af ‘Elegie’.

Hvis det lyder lidt som om, at universet på ‘Horses’ er et mørkt, humorforladt landskab, så er det ikke helt korrekt. Albummet starter som sagt med noget så kækt som et Them-cover, og trods sine nye provokerende åbningslinjer, er ‘Gloria’ i sit hjerte stadig en kærlighedssang. Smith har også god sans for at inkludere passager, der får mig til at smile, blandt andet på ‘Land’ og ‘Free Money’. Men mest mærkbart bliver humøret løftet af to poppede sange, jeg ville blive fristet til at kalde for new wave, hvis de ikke var fra et par år før det begreb gav mening at bruge: ‘Redondo Beach’ og ‘Kimberly’ er to numre, der splitter mig lidt. Som popsange er begge virkelig vellykkede, og hvis hverken The Pretenders, Elvis Costello eller Blondie har hørt dem, bliver jeg virkelig overrasket. Men omvendt tog det mig noget tid lige at acceptere dem. Deres udadtil joviale natur var i starten ret distraherende på et ellers så råt og rebelsk album, men med tiden viste deres grumme undertoner sig for mig. Jeg synes dog fortsat, at de stikker lidt for meget ud, og det er synd, men det er også lidt noget flueknepperi fra min side. ‘Horses’ holder stadig rigtig godt i dag. Den fortsætter stadig med at inspirere talrige nye musikere, for den rammer ironisk nok noget tidløst med sin tidsånd.

45 – The Band – The Band (1969)

I midt-60’erne fik Bob Dylan sig et mesterligt liveband, der ganske simpelt hed the Band. I 1968 løsrev de sig fra Dylan, som også var så flink at bidrage til sangskrivningen på et par tracks fra deres debutalbum, ‘Music From the Big Pink’. Selv om det ikke var et decideret blockbuster-album, varmede deres fredelige folkrock sig ind på anmelderne, så forventningerne til opfølgeren var forståeligt skyhøje. Albummet, der fik den minimalistiske titel ‘The Band’ blev deres bedst sælgende nogensinde, og den canadisk-amerikanske kvintet havde nu for alvor trådt ud af Dylans skygge. Der er ikke tale om det store stilskifte – højst kan man pege på, at deres altid tilstedeværende countryinspiration var blevet mere markant end før. Instrumentationen formår ganske elegant både at være farverig og underspillet, men det er nok fordi de altid lader bas og trommer være tilpas simple, mens vokal, guitar og tangenter får mulighed for at være mere udtryksfulde – dog sker det nærmest aldrig, at flere af dem fyrer den af samtidig. Hertil kan The Band sagtens finde på at hive fat i akkordeon, mundharmonika, saxofoner, horn, mandolin, fiol eller alskens andre instrumenter, der kan forøge den rustikke lyd, de går efter. Til trods for de mange forskellige instrumenter, der er på denne plade, bliver lyden aldrig bombastisk eller pompøs, hvilket er noget af en bedrift.

Mens de har et godt talent for aldrig at gør lydbilledet for rodet, har de også godt styr på, at sørge for, at sangene ikke har døde øjeblikke. Når vokalen stopper, griber guitaren ens ører, når dens riff stopper med at stikke ud, sker der noget sjovt på orgelet. Kun sjældent får vi deciderede soli, men når de endelig kommer, plejer de at være rigtig velkomne, som bl.a. på tracket ‘The Unfaithful Servant’. At gruppen hedder The Band er virkelig passende, for selv om Robbie Robertson er en vældig dygtig guitarist og Levon Helm har en pragtfuld stemme, der mestrer mange stilarter, så er ingen af de individuelle medlemmer drivkraften eller trækplasteret i The Band. Det er bandet som samlet konstellation og fællesskab, der står centralt i deres musik, og dertil bliver albummets titel også en oplagt fortolkningsnøgle: albummet ‘The Band’ er en hyldest til det sammenhold, der kan opstå, når man spiller i et band sammen, også selv om ingen af teksterne nævner det eksplicit. Men universet er hyggeligt, nostalgisk og ofte med styrken ved menneskeligt samvær i centrum.

Sangskrivningen er rigtig solid. Tracks som ‘Up On Cripple Creek’ og ‘The Night They Drove Old Dixie Down’ er med god grund blevet klassikere, men der er skam masser af sange, der ligeledes formår at transportere mig langt ud på landet, når jeg hører dem. ‘The Unfaithful Servant’ er en smuk, vemodig ballade, ‘When You Awake’ er en oprigtigt kærlig countryinspireret vise, og King Harvest (Has Surely Come) er en lykkelig omgang lettere funky sumprock, der veloplagt afslutter albummet med den simple og gode nyhed, at det er blevet høstsæson. Albummet er godt til at vække et lille smil på mundvigen, men hvis jeg skal nævne et kritikpunkt, bliver det nok, at albummet med sin landlige charme aldrig rammer mig med større følelser end blot en smule hygge. Jeg bliver ikke ekstatisk, euforisk, knust eller overvældet af nogle af numrene. Men omvendt må jeg rose albummet for, at næsten alle numre rent faktisk formår at vække små, fine følelser hos mig. Hertil fortjener rækkefølgen på sangene især stor ære, for de er flot placeret, så ikke ét track kommer til at overflødiggøre det næste. Der er en ydmyg elegance over ‘The Band’, der gør at man altid føler sig velkommen i albummets univers. Det er et vældig gennemført album, og det er ikke svært at forstå, at det løftede gruppen til stjernestatus dengang.

46 – Bob Marley and the Wailers – Legend: The Best of Bob Marley and the Wailers (1984)

I 1981 døde reggaelegenden Bob Marley, og i 1984 udkom albummet ‘Legend: The Best of Bob Marley  and the Wailers’, der samlede en række af hans mest afholdte numre på tværs af den store karriere. Denne opsamling er stadig gigantisk den dag i dag – den optræder stadig ofte med en hæderlig position på Billboards ugentlige albumhitliste, og den er uden nærmere konkurrence det bedst sælgende reggaealbum nogensinde. Den er udkommet i mange udgaver gennem tiden, men jeg har valgt at kigge på 2002-udgaven ‘Legend Remastered’, hvor de i modsætning til den oprindelige 1984-udgave har gengivet alle sangene i deres fulde udgave – ja, faktisk var det kun fem af albummets 14 sange på vinyludgaven af 1984, der lyder ligesom de gjorde på albummet, de var taget fra. Det gør derfor. at 2002-albummet er omkring ti minutter længere end den originale udgave. Det er dog generelt ikke noget problem, for skaberne af denne opsamling har været ufatteligt præcise. Jeg har nogle få personlige favoritter, der ikke er kommet med på denne udgave, men på en times tid får vi rundet alle de vigtigste milepæle i Marleys stærke karriere, uden at vi har megen mærkbar slinger i valsen – det skulle lige være de to bonusnumre ‘Easy Skanking’ og ‘Punky Reggae Party’, som jeg vælger at ignorere, da de netop er bonusnumre.

De 14 numre, der ligeledes var på originalen, er dog alle eksemplariske udpluk fra Marleys diskografi. Hans sangskrivning er i alle tilfælde i toppen, og vi hører ham udforske både socialrealisme, kærlighed og spiritualitet med stor oprigtighed og indlevelse. Denne indlevelse skinner også flot igennem i vokalen, hvor det klart føles som om, Marley mener hvert eneste ord, han synger. Bandet, The Wailers, gør også deres del exceptionelt. Uanset om det er de disco-inspirerede grooves fra ‘Could You Be Loved’, den rå, sumpede charme på ‘Satisfy My Soul’ eller den revolutionære bidskhed fra ‘Exodus’, er der et stærkt samspil i bandet, og det står pragtfuldt overfor Marleys sangskrivning. Nu hvor vi netop er ved sangskrivningen, havde Marley et fantastisk øre for melodier. ‘Get Up, Stand Up’ er nok det mest fængende revolutions-anthem, jeg har hørt, og det samme kan siges om hvordan ‘Buffalo Soldier’ behandler historien om en afrikansk mand, der bliver transporteret til USA for at skulle være krigsslave. Han formår også meget flot at sørger for, at disse fængende melodier altid forstærker det tekstunivers, han præsenterer, rettere end at distrahere derfra. Jeg føler vægten af fortællerens angst helt ned i maven, blot jeg nynner ‘I Shot the Sheriff’.

Jeg har vist fokuseret ret meget på opsamlingens mere vrede eller ængstelige dele, men sandheden er, at jeg langt hen af vejen kommer i rigtig godt humør af at høre ‘Legend’. Ikke alene får jeg ofte et smil på læben af bandets stærke instrumentation og Marleys overbevisende levering – jeg bliver også bare glad, fordi mange af sangene på albummet er så fulde af håb, selv dem, der på overfladen er triste eller arrige. Sange som ‘Is This Love’, ‘Three Little Birds’, ‘Stir It Up’ og ‘One Love/People Get Ready’ er dog mere utvetydigt lykkelige, og deres stemning er den, der manifesterer sig over albummet som helhed. Min største anke omkring denne opsamlings kvalitet er nok dens manglende følelse af sammenhæng. Rækkefølgen føles ret gennemtænkt, men der er nogle stunder, hvor albummets flow går godt og grundigt i baglås, mest mærkbart mod slutningen. Hvis ét nummer skulle have været forkortet ligesom på originaludgaven af ‘Legend’, så er det nok ‘Exodus’. Når den næsten otte minutter lange udgave er albummets næstsidste sang, føles det som om, slutningen bare bliver trukket ud, og jeg får svært ved at værdsætte hvor stærkt et nummer, det egentlig er. Og så er ‘Jamming’ ingenlunde et oplagt afslutningsnummer – ‘No Woman, No Cry’ og ‘Get Up, Stand Up’ ville begge klare jobbet bedre i mine øjne. ‘Legend’ er dog stadig en glimrende opsamling. Den er så propfyldt med god musik, at dens succes ikke er svær at forstå.

47 – John Coltrane – A Love Supreme (1965)

Blandt de helt store jazzlegender, er John Coltrane ikke en af dem jeg oftest hiver frem for at lytte til. Det kan meget snart ændre sig, for op til at skulle skrive denne anmeldelse, er jeg faldet pladask for ‘A Love Supreme’. Men det tog mig noget tid. I starten hæftede jeg mig meget ved opsætningen: den kunne nærmest ikke være mere klassisk: en trommeslager, en bassist, en pianist og vores hovedperson, John Coltrane på trommer – ikke just den mest spraglede måde at sammensætte et jazzband. Jeg fandt det ret kikset, da Coltrane begyndte at synge albummets titel på første nummer, ‘Part I – Acknowledgement’. Ud over dette tidspunkt og et par særligt eksploderende soli på ‘Part III – Pursuance’, syntes jeg ikke, albummet gjorde meget for at adskille sig fra alskens kaffebar-jazz. At der er folk, der har taget mig seriøst, når dette var min umiddelbare reaktion til ‘A Love Supreme’, er mig en gåde, men jeg er evigt taknemmelig for det, for det gør, at der nok er folk, der vil lytte til mig, når jeg siger, at jeg tog helt og aldeles fejl – ‘A Love Supreme’ er et lige så stort mesterværk, som alle går rundt og påstår, det er.

Vi kan starte med, hvorfor det egentlig er genialt, at Coltrane synger albummets titel i slutningen af ‘Part I – Acknowledgement’. I løbet af næsten hele dette nummer sniger figuren, han synger det henover, rundt i sangen. Først er det en basgang, senere dukker figuren op i klaveret, og som nummeret skrider fremad prøver saxofonen at kæmpe mod dette motiv, som begge bliver mere og mere intense. Så opgiver saxofonen også, og med stor indføling tager Coltrane imod den, først ved at spille den på sax, derefter ved at synge den. Nummeret hedder ‘Acknowledgement’ netop fordi vi overværer en gradvis anerkendelse af denne vage, spirituelle »Love Supreme«. På andet nummer, ‘Part II – Resolution’ møder vi i første halvdel kun sjældent den angst, der kendetegner åbningsnummeret. I stedet rejser vi igennem et nyt niveau af lykke, hvor saxofonen for første gang lyder såvel euforisk som decideret magelig. Men ca. halvvejs igennem begynder McCoy Tyners geniale klaverspil gradvist at blive mere dommedagsagtig og faretruende. Men selv mens dødbringende klaver svirrer frem med grumme akkorder, er den taknemmelige tone fra saxofonen ustoppelig. Det er inspirerende at lytte til, og jeg får meget respekt for Coltranes spirituelle rejse, også selv om jeg i modsætning til ham ikke er kristen.

Hertil er titlen ‘A Love Supreme’ genial – den er vag nok til, at lytteren kan få den til at handle om andet end Gud, men den er stadig specifik nok til, at der ikke er tvivl om hvad der netop er det relevante ved Coltranes spirituelle åbenbaring: en kærlighed, der overgår det menneskelige og det kropslige. Dette gør nummeret med de vilde soli, ‘Part III – Pursuance’, så meget mere tiltalende for mig. For jeg hører hvert eneste instrument gå amok i forsøget på at nå op til dette metafysiske plateau, heraf titlen ‘Pursuance’ – mine tanker ledes hen mod fortællingen om Babelstårnet. Selv i den svære kunst at lave en mindeværdig trommesolo udmærker Elvin Jones sig, da man rent faktisk kan mærke, at der er noget på spil. Soloen bygger smukt op, og dens afslutning er vidunderligt forløsende. Afslutningsnummeret, ‘Part IV – Psalm’ er det nummer, jeg har haft sværest ved lige at fange. Den mystiske aura på nummeret er uden tvivl tiltalende, hvis ikke lettere morbid. Coltrane selv har kaldt stilen herpå for ‘musical narration’, hvor han altså bruger sin saxofon til at lave ordløs digtoplæsning. Den gudfrygtige, angrende lyd på nummeret er gennemborende, og det er en oplagt, flertydig måde at afslutte et så spirituelt betonet album. Det er et album der tåler mange gennemlytninger, og det har gjort Coltrane til en af mine jazz-yndlinge.