Red Hot Chili Peppers udgav efter nogle mildt succesfulde albums i 80’erne BloodSugarSexMagik i 1991. De kunne næppe have valgt et bedre tidspunk at udgive det på, for 1991 var året, hvor mainstream-publikummet for alvor begyndte at opdage alternativ rock, og de opdagede så sandelig Red Hot Chili Peppers. Efter denne plades udgivelse forlod den formidable guitarist John Frusciante dem, og dette var et stort tab, og pladen de udgav derefter, One Hot Minute, var ikke just noget specielt. Heldigvis vendte han tilbage i 1998, og Californication fra 1999 skulle så endelig få gruppen på rette kurs igen. Og hvis man bare lytter til starten, så tror man virkelig, at man sidder med noget af et mesterværk. Den funky Around the World, den punkede Parallel Universe, den sentimentale Scar Tissue, den dramatiske Otherside, den Public Enemy- og Jane’s Addiction-inspirerede Get on Top og den tænksomme Californication er alle rigtig velskrevne sange. De er desuden dejligt varierede, ikke blot i det hele taget, men hver sang fungerer som en fuldstændig perfekt kontrast til den foregående, mens albummet stadig undgår at følge et mønster.

Hvor kan man så gå herfra? Easily er i hvert fald en ret god sang, der er spillet rigtig godt, og den er en ren rutsjebanetur rent følelsesmæssigt. Det største problem ved Californication er som sådan bare, at der er fyld på. Heriblandt kan f.eks. nævnes porcelain. Den er en stille, Simon & Garfunkel-inspireret sang, der dog desværre ikke viser samme musikalske forståelse som 60’er-duoens største klassikere. Det sætter bare albummet i tomgang. Heldigvis kommer da en af pladens mest oversete sange, Emit Remmus, der er fængende, sjov og følelsesrig. I Like Dirt lyder meget som noget, der kunne have været på BloodSugarSexMagik i sin tid. Og selvom det er lidt mindre interessant end den plade generelt var, er gruppen næsten altid fede i dette element, og Frusciante brillerer også virkelig herpå. Til gengæld er This Velvet Glove det fuldkommen stereotypiske eksempel på en post-BloodSugarSexMagik-sang. Hvis du ikke kan lide deres mere poppede numre, så indeholder det her nummer nok alt, du hader. For alle os, der kan lide dem uanset stilart, er det nok bare et ret ordinært nummer, som man næppe kommer til at huske pladen for.

Savior er til gengæld en sang, man vil kunne huske – man vil nok kunne huske den, fordi den lyder som to halvfærdige sange, der aldrig nogensinde var tiltænkt samme nummer, men de blev så slået sammen i stedet. Det er interessant at lytte til i noget tid, men efter for mange gennemlytninger bliver nummeret trægt. De prøver med noget Prince-inspiration på sangen med den humoristiske titel Purple Stain. Den er fræk og funky, og man begynder ofte at smile af det, for deres spilleglæde går tydeligt igennem, og så er det også bare en skideskæg sang. De fortsætter med funk på pladens korteste sang, Right on Time, og det er også en rigtig god, dynamisk sang. Den gør alt, Savior gjorde håbløst forkert, fuldstændig rigtigt, for sangen er meget varieret, men overgangene får nummeret til at hænge godt sammen. Afslutningsnummeret Road Trippin’ er også rigtig godt. Det er ikke så vildt, men takket være både strygere og en flot, flot guitarpræstation bliver det til en virkelig dynamisk oplevelse. Californication har nogle knap så gode numre her og der, men når det er godt, er det ofte virkelig godt, så jeg kan faktisk stadig let anbefale det.