Black Sabbath ses ofte som den første Heavy Metal-gruppe. Jeg ved ikke, om jeg selv ville kalde dem det, men ingen lød som dem, da de dukkede op i starten af 70’erne, end ikke Led Zeppelin, Iron Butterfly, Steppenwolf eller the Jimi Hendrix Experience. Black Sabbath var ikke blot epokegørende og talentfulde, men de var også meget produktive. Kun lidt over et år efter deres debutalbum udgav de deres tredje plade, Master of Reality. Den åbner med en hosten, der virkelig flot går over i den hårde, langsomme, blues-inspirerede Sweet Leaf. Denne sang kører over et meget fængende riff, og guitarist Tony Iommi er da også måske den vigtigste force i hele bandet. Sangens melodi er virkelig simpel, men dens styrke vedbliver i løbet af hele nummeret, der ellers er hele 5 minutter langt. Efter det følger en sang ved navn After Forever, der åbner med en uhyggelig synthline, hvorefter et virkelig energisk guitarriff begynder, for da at skifte til et andet riff, der er mindst lige så godt. Denne sang udvikler sig mere end Sweet Leaf, der mest af alt er en intro til albummet. After Forever er en hel lille symfoni, der bare lyder skønt uanset sin form.

Efter After Forever kommer et kort instrumentalt interludium ved navn Embryo, og dette er spillet udelukkende på guitar af Tony Iommi. Det er virkelig smukt, og det er også overraskende stille i forhold til resten af albummet, og det giver pladen god dynamik. Efter dette kommer pladens måske bedste sang, Children of the Grave. Denne har en helt vidunderlig rytme, og riffet er igen spektakulært. Teksten handler om hippie-revolutioner, og sangens stemning anmoder nærmest om oprustning dertil. Og det er helt utroligt, at der kun er en eneste guitar på dette nummer, for Iommi gør sørme nogle vilde ting. Hele det sidste halve minut bruges hovedsageligt på efterklang. Det lyder smukt, og det lader nummeret synke ind. Efter Children of the Grave kommer endnu et stille, kort instrumentalt interludium med Iommis guitar i fokus. Det hedder Orchid, og det varmer flot op mod Lord of this World, der er en lidt langsommere sang, men den er stadig rigtig rå. Riffet er endnu engang vidunderligt, og forsanger Ozzy Osbourne lyder sjældent så lidenskabelig som her. Det er endnu en virkelig flot sang.

Det næstsidste nummer hedder Solitude, og det viste os en dengang helt ny side af Black Sabbath. Musikken er her mere stille, og Ozzy viser sin mere følsomme side. Noget lignende var prøvet med Planet Caravan fra pladen Paranoid, men det virker mere ærligt og mindre passivt aggressivt på Solitude. Guitaren er for en gangs skyld ikke det væsentligste instrument her, men rettere fløjten. Både fløjten, klaveret og selvfølgelig guitaren er spillet af Tony Iommi på dette nummer, og han gør det også fremragende i disse omgivelser. Pladen afsluttes selvfølgelig med noget hårdt, og afslutningsnummeret hedder Into the Void. Det er et virkelig fedt, hårdtslående nummer, hvor Ozzy synger næsten direkte henover riffet, som han jo er kendt for at gøre, og man sidder virkelig og rocker med, når man hører det. Ca. halvvejs igennem sangen kommer et hurtigere stykke, der virkelig sørger for at skabe dynamik, og det gør nummeret meget levende. Som den sidste tone bliver spillet, føles det definitivt. Master of Reality er en virkelig fed plade. Det er en af de største metaludgivelser nogensinde, og den føles mindre forældet end de to tidligere plader, der ellers også holder rigtig godt.