Tag-arkiv: 1976

174 – Bob Dylan – Desire (1976)

Udgivet den af
Svar

Engang i midten af 70’erne mødte Bob Dylan en mand ved navn Jacques Levy. De blev ret gode venner, og Dylan besluttede sig da for at skrive størstedelen af sit næste album i fællesskab med sin nye ven. Albummet hed Desire, og det åbner med et af Dylans med god grund mest berømte numre – og det er muligvis min personlige favorit i hans diskografi. Jeg snakker her om Hurricane, historien om den sorte bokser Rubin “Hurricane” Carter, der uden beviser blev straffet for mord, han ikke havde begået. Det er en vidunderlig komposition med en skarp tekst. Den er så veludført, at man slet ikke kan mærke, at sangen er 8½ minut lang. Andet nummer hedder Isis, og den handler om en ung goms forhold til en kvinde af dette navn. Sangens tematik er troskab, og passende nok for titlen bruges metaforer over ægyptisk kultur. Der er intet omkvæd, så det er bare en flot fortalt fortælling, der bærer hele sangen i samarbejde med flot instrumentation. Der kommer lidt gang i den på den festlige Mozambique, der måske ikke er den største fortælling, poeten Dylan har lavet, men den er velskrevet, og den har mange overraskelser. Og de eksotiske trommer og den hjemlige violin arbejder godt sammen om en unik lyd.

Det bliver mere trist med One More Cup of Coffee (Valley Below). Denne har Dylan skrevet alene, men han er jo en fantastisk sangskriver uanset om han arbejder sammen med Levy eller ej. Han synger til en kvinde med en hård opvækst og besværlige vilkår. I omkvædet synger Emmylou Harris med, og hun gør sangen endnu mere ulidelig end den ellers var; men altså ulidelig på den gode måde. Oh Sister er heller ikke en lykkelig sang, men den er mere vemodig og nostalgisk. Også her dukker Emmylou Harris op, og hendes stemme formår virkelig at løfte denne sang til et nyt niveau sammen med violinen, der jo er så gennemgående på albummet. Som på mange andre af Dylans bedste plader, er visse af sangene meget lange. På Desire er den længste sang Joey, der varer hele 11 minutter. Dette er endnu en sang om en virkelig person, nemlig gangsteren “Crazy Joe” Gallo. Denne sang blev beskyldt for at glorificere ham, men efter min mening er det blot en rørende fortælling om hans liv og død, der får hans levevis til at lyde forståelig og sympatisk. Det er rart at få sådan et perspektiv i forhold til visse mediers dæmonisering af kriminelle. De er trods alt mennesker som os.

Romance in Durango handler om en lovløs og hans kæreste, der er på flugt i Mexico. De prøver at få et pusterum fra at være på flugt, lidt tid til romantik, og det er jo naturligvis besværligt. Lyden er da meget præget af traditionel mexicansk musik, hvorfor der da både er akkordion og mandolin, hvilket gør sangen ret unik. Den er dog nok lidt langtrukken, og jeg har svært ved at nævne en sang på pladen, jeg ikke hellere ville lytte til. Højt på listen over gode sange fra albummet er Black Diamond Bay. Denne har ikke blot en stærk melodi, der sagtens kan holde til de 7½ minutter, den varer. Den handler om en lille øs ødeleggelse, og den bliver fortalt både fra synspunktet af en hotelejer med hotel på øen og fra en man, der ser begivenhederne ske. Det er en kreativ fortællemåde, der gør sangen levende. Pladen afsluttes med Sara, en sang om Dylans første kone, Sara Dylan. Disse to blev skilt året efter pladens udgivelse, og problematikken i forholdet er da også skildret i sangen sammen med hans store kærlighed til hende, og melodien er på samme måde tosidet i stemning. Denne meget personlige sang føler jeg, er en god måde at afslutte Desire, især da det netop er det, sangen handler om. Selve pladen er som så meget fra Dylan: mesterlig.

176 – Aerosmith – Rocks (1976)

Udgivet den af
Svar

I 1975 udgav det amerikanske rockband Aerosmith en af deres mest populære plader, Toys in the Attic, og i 1976 var de tilbage på sadlen igen med opfølgeren Rocks. Rocks bærer på mange måder præg af at være mere sammenhængende og ambitiøs end tidligere. Dette sker lige fra åbningsnummeret, den energiske og vilde Back in the Saddle, der er mere storladen og detaljeret end noget fra Toys in the Attic, men den er stadig lige så sjov – og der er nogle klare heavy metal-elementer. Det er sammen med sange som Sweet Emotion og Dream On en af mine helt store favoritter fra gruppen. Andet nummer, Last Child, har en southern-æstetik og en noget mere simpel komposition, især i versene. Simpliciteten bliver dog udnyttet mesterligt, og der opstår også stor lydmæssig dynamik, især mellem vers og omkvæd. Som sangen skrider fremad fokuseres der i højere og højere grad på . Rats in the Cellar har også stor dynamik, dog især her i forhold til længden på tonerne. Det går virkelig hurtigt i versene, og så går det mindre hurtigt i omkvædet. Det er et nummer, der virkelig kræver lytterens opmærksomhed, og det er også bare virkelig skægt.

Combination er et meget guitarpræget nummer, og det er da ikke overraskende, at det er skrevet af bandets guitarist, Joe Perry. Vokalen derpå er mixet forbavsende lavt, og det er nok fordi bandet tog stor del i produktionen – og Perry ville næppe lade nogen røre denne sang. Jeg er ikke synderligt glad for mixet på egen hånd, men det er forfriskende, at produktionen er anderledes, så jeg kan ikke klage helt. Derudover er instrumentationen jo pragtfuld. Sick as a Dog er derimod ikke en af mine favoritter. Versene bliver lidt irriterende med deres lange gentagne “Please”-udråb. Den har mange interessante ideer i slutningen, men både omkvæd og vers er bare for ensartede. Guitarsoloen er dog rigtig god, og introen er virkelig smuk. Introen er også fantastisk på Nobody’s Fault, hvor de igen benytter sig af heavy metal-elementer. Det lyder i grunden meget inspireret af britiske metalbands som Judas Priest og Black Sabbath. Lyden er destruktiv og faretruende i versene, mens omkvædet bare er enormt psykotisk og nærmest psykedelisk. Det er en sjov blanding af lyde, der gør det til en af mine favoritter på albummet.

Get the Lead Out er en meget simpel rock and roll-sang, der handler om sex. Både i lyd men altså også i emne minder den meget om Rag Doll, som de udgav 12 år senere. Jeg foretrækker nu engang stadig Rag Doll, men der er mange interessante kvaliteter ved Get the Lead Out, især ved slutningen, hvor gruppen begynder at udfolde sig mere interessant musikalsk. Der sker spændende ting på alle instrumenterne til sidst, og det er meget gribende. Lick and a Promise har også mange elementer af gammeldags rock and roll, især af Chuck Berry, men der er et moderne twist sat på. Der er dog stor musikalsk udvikling fra starten af, hvor lyden meget tit ændrer udtryk.2 minutter inde føles det dog lidt som om, de er ved at løbe tør for ideer, så det sidste minut af sangen er ikke så interessant igen. Selv guitarsoloen føles ret ligegyldig. Pladen afsluttes af den meget ambitiøse Home Tonight, der tydeligvis var designet specifikt til at tage afsked til lytteren. Ja den ville nok slet ikke fungere, hvis man lyttede til den på egen hånd. Det er melankolsk og sentimental, og den runder Rocks af så godt, at man næsten ikke tænker over de små problemer, der nu engang var.