Månedsarkiv: august 2014

208 – Neil Young & Crazy Horse – Everybody Knows This Is Nowhere (1969)

Udgivet den af
Svar

Folk-rock-gruppen Buffalo Springfield havde udgivet tre plader, før de gik hvert til sit. Mange af medlemmerne gik videre til andre projekter, og nogle startede endda succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde blandt disse var uden tvivl Neil Young, der i 1968 udgav sin solo-debut, Neil Young. Året efter udgav han sit første album med sit band Crazy Horse, som han har arbejdet sammen med på mange albums sidenhen. Albummet hed Everybody Knows This Is Nowhere og starter med nummeret Cinnamon Girl, der bare er fuldkommen pragtfuldt. Åbningsriffet er så cool, og lyden, der er en blanding af hård rock og country, er meget forfriskende. Det er en virkelig simpel sang, der ikke udvikler sig meget, men der er da et b-stykke omtrent 2 minutter inde efterfulgt af en guitarsolo, og mere har man ikke rigtig brug for. Nogle klappelyde kommer og går, og det hjælper meget til den rå lyd, at det ikke er så konsekvent. Der er lidt mere folk og country over titelnummeret, der dog stadig tydeligt er en rocksang. Den leger flot med stemningen, der skifter ganske naturligt mellem vers og omkvæd. Mændene med de lyse stemmer i koret til omkvædet er også bare skønne og særprægede.

Round & Round (It Won’t Be Long) er ikke særlig rocket, og den er uden tvivl langsommere såvel som mere stille end de to foregående numre. Den er meget trist, og Neil Youngs spinkle stemme bliver så dejligt øm herpå. Den fumler meget rundt i det samme groove i lang tid, men det bliver virkelig fængslende. Der bliver skruet op for lyden igen på Down By The River, den 9 minutter lange klassiker, som uden tvivl er pladens mest populære nummer. Melodien udvikler sig mere herpå end tidligere, og derfor føles sangen slet ikke så lang. 2 minutter inde begynder en virkelig interessant, lang guitarsolo, som ikke alene er meget imponerende, men den er også kreativt udført. Rytmeguitaren er samtidig ret uforudsigelig, hvilket gør sangen mere interessant. Først efter 3 minutters solo kommer vokalen tilbage, og efter et minut med denne kommer der mere solo, og sådan kører sangen som sådan hele vejen igennem, men det er godt lavet, og solo og sang passer godt sammen. The Losing End (When You’re On) er nærmest bare elektrisk country, og Neil Young udmærker sig virkelig her som historiefortæller og sanger. Han får et musikalsk ret forudsigeligt nummer til at føles meget større end ellers.

Running Dry (Requiem for the Rockets) var jeg faktisk forberedt på at kalde for albummets svageste nummer, det eneste jeg ikke var særlig glad for. Det sker bogstavelig talt, mens jeg skriver dette, at jeg lytter til nummeret igen, og pludselig er det virkelig smukt, dramatisk og forud for sin tid. Violinen er en vigtig del af dette, og det samme er Youngs stemme. Det, der fik mig til ikke at kunne lide denne sang var tomheden, nummeret var ubehageligt. Dette nummer er virkelig ubehageligt, det er helt vildt. Og det er nok også derfor, at jeg nu bare elsker det. Det er vidunderligt. Pladen afsluttes af en ti minutter lang sang med titlen Cowgirl in the Sand. Der er igen meget fokus på en lang guitarsolo, der sætter det dramatiske nummer flot op og får Neil Youngs stemme til at lyde virkelig stor og vigtig. Ligesom med Down by the River er størstedelen her lange guitarsoloer, og her fungerer de også bare fantastisk sammen med versene, men det er på en helt anden måde. Det lyder stort, og det runder virkelig flot en fuldkommen fantastisk plade af. Jeg var ikke forberedt på at elske den så højt efter de første gennemlytninger, men det endte altså sådan.

209 – Pink Floyd – Wish You Were Here (1975)

Udgivet den af
1

Pink Floyd elsker konceptalbums, især deres bassist Roger Waters, der stod bag det måske mest berømte konceptalbum nogensinde, The Wall. Før The Wall arbejdede de dog med andre koncepter, f.eks. på Wish You Were Here fra 1975, der omhandler bandet selv. Pladen starter med det længste track, Shine On You Crazy Diamond, Parts I-V. Det starter ganske langsomt med en melankolsk synthesizer, hvorefter lyden af våde fingre på vinglas skaber flot baggrund. Da tager David Gilmour fat i guitaren og spiller en langsom og teknisk set meget blues-præget solo, der dog får meget andre billeder i dit hoved end blues normalt gør. Man føler, at nogen savnes, og dette nummer omhandler da også tidligere medlem Syd Barrett, der var gået fuldstændig amok, og som desværre ikke var i stand til at fortsætte i gruppen. Der kommer da trommer og bas på, men guitar og synthesizer fortsætter med at holde stemningen hvor den var i starten. Vokalen kommer først omkring 9 minutter inde i sangen, men det føles ikke sent. Al musikken har lagt op til dette, og det føles stort. Sangen afsluttes af en sentimental saxofonsolo, som fuldkommen perfekt afslutter nummeret – for nu.

Den anden sang på pladen hedder Welcome to the Machine, og ganske passende bruger den mange elektroniske lyde. Guitar kommer ca. 2 minutter inde i den 7½ minut lange sang for at gøre det lidt mere organisk, men den elektroniske lyd er stadig vigtig. Sangen handler om hvor mekanisk musikindustrien er, og den føles også meget mørk, mørkere end noget andet på pladen. Den minder mig meget om Kraftwerk, især deres Trans Europe Express-album, der handler om mekanik og maskineri på et mere bogstaveligt niveau, men man får stadig den samme stemning. Man har slet ikke lyst til at være rockstjerne, når man lytter til dette. Have A Cigar fortsætter flot nogle af ideerne fra Welcome to the Machine, men det føles ikke mekanisk. Det føles rettere dæmonisk. Der er en meget interessant funk-lyd, der får det til at lyde fuldkommen ondskabsfuldt. Sangen handler om musikbrancens hykleri og udnyttende natur, og det føles reelt. Det betyder dog ikke, at der ikke er humor, denne sang har trods alt en af de morsomste linjer, nogen Pink Floyd-sang kan prale af: “Oh by the way, which one’s Pink?”, og så passer det endda ind i sangen.

Med al denne ondskab, så kan man godt undre sig over, hvorfor pladen hedder Wish You Were Here, men så kommer titelnummeret, og det er endnu en sang, der omhandler Syd Barrett, og her især hans personlige venskab med Roger Waters. Det kunne virke underligt, at ønske, at en ven var her, når vi lige har hørt om industriens ondskab, men sagen er, at Syd Barrett delvist blev så skør grundet industrien, og det er sådan, hele albummet hænger sammen. Desuden vil jeg lige tilføje, at Wish You Were Here er en af de bedste sange nogensinde, og det er endda pladens uden tvivl simpleste. Pladen afsluttes næsten som den begyndte, her med Shine On You Crazy Diamond, Parts VI-IX. Denne er meget mere energisk, og man kan også mærke noget af den vrede overfor industrien, man oplevede tidligere på pladen, komme igen. Hvordan denne sært strukturerede sang hænger så godt sammen er et godt spørgsmål. Denne sang runder virkelig flot et enormt mesterværk af. Hvis du endnu ikke har lyttet til Wish You Were Here af Pink Floyd, så gør det så snart, du får muligheden.

210 – Pavement – Crooked Rain, Crooked Rain (1994)

Udgivet den af
Svar

Jeg er en ret stor fan af alternativ rock, og en af de grupper, der var allerbedst i genrens guldalder i 90’erne var Pavement. De havde en meget atypisk lyd i forhold til deres samtid. Der var bands som The Smashing Pumpkins, Nirvana og Green Day, der var meget hårdtslående og punkede, og de havde tilsat lidt pop for at gøre melodierne mere fængende. Sådan var det ikke med Pavement. Pavement var faktisk stort set det modsatte, for deres forsanger Stephen Malkmus lyder konstant usikker og øm, og de har virkelig sørget for at fjerne alt, der lugter af popstruktur på mange af deres sange. Mange mener, at Pavement toppede med pladen Crooked Rain, Crooked Rain, og selvom jeg kun har hørt enkelte sange fra deres øvrige plader, så kan jeg sige, at der skal meget til for at overgå Crooked Rain, Crooked Rain. Man kan f.eks. starte med Stephen Malkmus’ evner som sangskriver. Hans levering tilføjer selvfølgelig også meget, men man kan huske individuelle linjer meget nøjagtigt efter første gennemlytning, også selvom de aldrig bliver gentaget. Han har en helt speciel evne for at få ord til at passe helt perfekt til musik, så man bare bliver virkelig glad, når man hører det.

Noget andet, der virkelig gør Crooked Rain, Crooked Rain til noget særligt er instrumentationen. Den er nemlig fuldkommen forfærdelig. Tit holder rytmen slet ikke, der bliver af og til spillet toner, der slet ikke harmoniserer med resten af musikken, og det lyder ofte som om, der sker et eller andet, der ikke skulle ske. Det ville næppe fungere for alle bands i verden, men Pavement får det virkelig til at fungere. Deres musik er i forvejen meget skrøbelig, og den store uperfektion i musikken. Det lyder som det musikalske svar på et korthus. Hvis det var lavet af rispapir. Og stod på en udendørs skøjtebane. Det er hele tiden. Nogle numre, heriblandt Hit the Plane Down og Unfair er faktisk meget hårde numre, der ikke er alt for ulig gamle Pixies-klassikere, men hvor Pixies tit er vrede og stærke, så er Pavement det modsatte. Begge er forvirrede og larmende, men Pavement har sangene i en anden kontekst, og dette gør hele forskellen. Desuden er Stephen Malkmus’ lille stemme bare helt perfekt til denne form for musik.

Noget andet, der er helt essentielt ved Crooked Rain, Crooked Rain er albumdynamikken. Sangene er så forskellige, at pladen aldrig føles som om, den gentager sig, og den sløsede måde, hvorpå sangene lyder som om, at de ikke er særlig gennemøvede, hjælper også på dette. De er også sat op, så de komplimenterer hinanden meget godt. De mest poppede numre, Gold Soundz og Cut Your Hair, er placeret med et par sange mellem sig, de hårdere, mere Pixies-agtige numre har er også placeret godt fra hinanden, og selv som jeg kommer med alle sådan nogle fællesnævnere, så udretter sangene slet ikke det samme. De gør altid noget, der ikke var gjort tidligere, men denne skrøbelighed bygger de stadig i fællesskab op mod. Selv uden Malkmus’ stemme fungerer det, for den jazzede 5-4=Unity er fuldkommen instrumental, og her falder musikken måske smukkere fra hinanden end på noget andet punkt på pladen. Det overrasker næppe mange, at jeg vil kokludere med at sige, at Crooked Rain, Crooked Rain er et mesterværk. Men det er svært at udpege noget dårligt ved den. Den er dejlig, den er holdbar, og man har bare lyst til at kramme Stephen Malkmus i løbet af det hele.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 2/4)

Udgivet den af
Svar

Efter Neneh Cherry og RocketNumberNine, så var det tid til et af festivalens største navne: Babyshambles. Med Pete Doherty i spidsen fik man lige det, han de seneste par år har gjort sig berømt for, nemlig dårlig punktlighed. En forsinkelse er måske lidt en del af et Babyshambles-show, og det bør fans være forberedt på. På en festival er det dog mindre simpelt, for der er jo rent faktisk andre bands, der skal spille senere. Heldigvis fik Vanguard hurtigt skaffet sig en erstatning i form af et af landets bedste live-bands, Reptile Youth. De var virkelig fede på NorthSide, og de var faktisk måske endnu federe her. Forsanger Mads Damsgaard er en energibombe på Niveau med Iggy Pop, Mick Jagger og Miley Cyrus. Måske hverken med bar mave, kokain, twerking eller andre kontroverser, men han underholder for fulde drøn. Han hopper og springer, hamre løs på koklokke, vælter mikrofonstativer, går ud blandt publikum, hopper op i favnen på den første og bedste muskuløse mand, der knap nok når at reagere, før folk flokkes til at holde Mads oppe. Og så er musikken også bare virkelig sjov og fængende, og det er bare umuligt selv at stå stille heller.

Så Reptile Youth var en perfekt erstatning i mine øjne, og Little Dragon var det næste på programmet for mange, for mig var det aftensmad. Efter, jeg fik købt og spist pasta, så gik jeg lidt tættere på Little Dragon, der fortsatte festivalen stolte repræsentation af Sverige. Hvis man ikke regner Neneh Cherry for at være svensker, så var Little Dragon nok den bedste af de svenske koncerter. Jeg kendte ærlig talt ikke meget til dem før, udover at de medvirker på to sange på Gorillaz’ Plastic Beach. De lavede meget dansevenlig synthpop. De har vist mere været ovre i noget downtempo og trip hop førhen, men til Vanguard var der dømt fest. En fest, som jeg ikke ville have nydt, hvis jeg ikke var så tæt på. Lyden var ikke så god, det var svært at opfange detaljerne i lyden, og det endte derfor med at blive lidt ensformigt. De var heller ikke helt vildt interessante på scenen, men hvis jeg nu skal fjerne mine anmelder-briller, så var det sjovt. Jeg hyggede mig med andre mennesker, der også havde det sjovt, og vi dansede og festede, og de prøvede at komme sig over, at deres elskede Pete Doherty ikke var kommet, mens jeg selv bare var lykkelig over at se Reptile Youth igen.

Så gik The Savage Rose på scenen i den anden ende af festivalen, og dette havde jeg virkelig glædet mig til. Nu havde jeg en smule frihed, jeg kunne gå på toilettet, jeg kunne købe kaffe, alt dette uden at frygte at misse en koncert, for jeg havde slet ikke planlagt at se dem i første omgang. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, har aldrig lyttet særlig meget til dem, men det jeg har hørt er ret godt, og på afstand kunne jeg også godt høre, at de spillede godt, men jeg havde på intet tidspunkt lyst til at fare derover. Det var vigtigt for mig at være allerforrest til navnet, jeg havde glædet mig mest til, George Clinton & Parliament-Funkadelic. Jeg stod og ventede ved siden af en svensker, der havde set George Clinton gå forbi tidligere. Jeg så nogle af medlemmerne samt roadies sætte showet op, og der var godt nok meget at tage sig af. Jeg kunne mærke, at dette ville være noget helt særligt.

Det var det godt nok også. Det var et show uden lige. Mange medlemmer er ikke med i gruppen længere, men de, der er der, er alle virkelig dygtige og charmerende. De kørte i lang tid i det samme groove, men de grooves, som deres sange kører på, er fuldkommen udødelige. Jeg ville nok have været fuldkommen tifreds hvis de ikke gjorde andet end at spille en 60 minutter lang udgave af Mothership Connection, for der er så meget at gøre med den sang, og de formåede også at gøre rigtig meget. Og det gjorde de med mange af klassikerne. Vi fik One Nation Under a Groove, Flash Light, Testify introen til P-Funk (Wants to get Funked Up)og det vidunderlige afslutningsnummer Give Up the Funk (Tear the Roof off the Sucker) blandet sammen med Night of the Thumpasorus People. De lavede også lidt kortere udgaver af nogle mindre kendte sange, der heller hverken var af Parliament eller Funkadelic oprindeligt – dog af andre relaterede projekter. Jeg var ærlig talt ikke så bekendt med disse sange, men de var med det samme så fængende, at jeg bare måtte synge med. Der var også en danser, der spillede rollen som Sir Nose D’Voidoffunk, og han var virkelig underholdende. Han startede med at være så taktløs, at man skulle tro, det var løgn, men da Clinton rørte ham, blev han pludselig fuld af funk. De hev også Death med op på scenen til sidst, som om der ikke var nok musikere allerede. Det var en skøn koncert, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg ser dem.

Jeg overvejede lidt, om dagen burde slutte sådan for mig. Det kunne ikke overgås. Jeg havde lige set et af mine yndlingsbands fyre den af for fuld drøn. De var fantastiske. Men nu vidste jeg jo, at Mew også var fede, de var fantastiske på NorthSide tidligere i år, og de skulle nok være lige så skønne denne gang. Da dette var en mindre festival end NorthSide fik jeg chancen for at stå tættere på, og det var tryllebindende. Jeg stod sammen med nogle andre Mew-fans, der vist var endnu gladere for dem end jeg var, og selvom jeg aldrig havde mødt dem før, så bragte musikken os sammen. De spillede, så det gik helt ind i hjertet, og mørket passede så fremragende til deres æstetik. Jeg kunne ikke have forestillet mig denne koncert på noget andet tidspunkt end som det sidste. Det var magisk. Intet mindre end magisk. Med undtagelse af selvfølgelig Parliament-Funkadelic, så forbinder jeg især denne første dag med Mew. Se dem live, hvis du får chancen.

211 – The Rolling Stones – Tattoo You (1981)

Udgivet den af
Svar

Efter den fantastiske Some Girls begyndte The Rolling Stones at udgive plader med musik, der oprindeligt var tiltænkt andre albums. Den første af disse var Emotional Rescue, og på mange af numrene på den, forstår man godt, hvorfor de ikke kom med i første omgang. Det er ikke sådan, man har det, når man lytter til albummet, de udgav derefter, Tattoo You fra 1981. Det første nummer er et af de bedste og mest populære, de har lavet, det er intet ringere end Start Me Up. Den sang er så hårdtslående, så fængende, så sjov, at man har svært ved ikke at elske den. Denne var åbenbart oprindeligt et reggae-inspireret track, der ikke var godt nok til Black and Blue-albummet. Med andre ord måtte det have været fuldstændig forfærdelig, for Black and Blue er ikke kendt for sin kvalitetskontrol. Og jeg har hørt demoen, den er ikke særlig god, men de fik virkelig forvandlet den sang til et mesterværk gennem hårdt arbejde og stor kærlighed til musikken. De prøvede også at lave den til Some Girls og Emotional Rescue, men jeg er glad for, at de ventede, for udgaven på Tattoo You er bare perfekt.

Vi får ikke en stor, følelsesrig plade i stil med Beggar’s Banquet eller Let It Bleed, men vi får til gengæld noget virkelig fed rockmusik af den slags, The Rolling Stones i første omgang blev populære for at fremføre. Det minder mig meget om Between the Buttons og Out of Our Heads. Dette er tydeligt på mange af de bedste sange på pladen, f.eks. fan-favoritten Little T&A og den ustyrlige Neighbours. Neighbours er en af de to sange på hele pladen, der faktisk var skrevet til denne plade. Den anden er den meget interessante Heaven, der lidt lyder af noget dreampop. Det er en meget speciel blanding af Mick Jaggers falset, efterklang og vokaleffekter, der giver nummeret denne særprægede lyd. Tattoo You er meget kraftigt delt op i to sider. Den første side er en række ret rå rock and roll- og blues-inspirerede sange, mens den anden halvdel er mere fokuseret på ballader. Størstedelen af disse er også gode, men jeg synes, at det er lidt mere ensformigt her end før, og ingen af disse er ligefrem en ny Angie eller noget. Heaven hører til på denne side, og det gør den fantastiske Waitin’ on a Friend ligeledes.

Den første sang på side to er Worried About You, der er lidt lang tid om at komme i gang, men når det først sker, så er det en rigtig god sang. Jeg kan ikke sige, at jeg havde særlig stærke følelser for Tops eller No Use in Crying, men ligesom Worried About You, så har de uden tvivl deres øjeblikke, og de ødelægger absolut ikke albummet for mig. Den første side gør dog virkelig, at jeg er glad for denne plade. Sange som Little T&A, Hang Fire og Start Me Up er bare fuldkommen vidunderlige, men også de mindre populære sange er skønne. Jeg har allerede afsløret min kærlighed for Neighbours, og den virkelig blues-inspirerede Black Limousine er et eksempel på, hvordan selv de ældste ideer kan blive ved med at fungere, hvis man bare kan gøre det godt. Tattoo You er ikke en kandidat til den bedste Rolling Stones-plade, men det fortæller rettere noget om deres generelle kvalitet end om Tattoo You. Tattoo You er nemlig stadig en virkelig god plade, og den er dejligt simpel i sin fremgangsmåde. Og de bedste sange på pladen kan virkelig mænge sig med mange af 60’ernes og 70’ernes store Stones-klassikere.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 1/4)

Udgivet den af
Svar

Vanguard Festival 2014 startede fredag kl. 12:25, og langt de færreste var mødt op endnu. Pladsen føltes rigtig tom, og der var omkring 10, da der var flest, der stod oppe ved scenen for at se svenske Hurula. Selv kendte jeg dem ikke før koncerten, men jeg blev ret glad for dem. De var meget energiske, og de fik da sørget for, at vi vågnede. Men desværre var det svært for dem at være særlig entusiastiske, når der ikke var flere til at være med. Jeg stod ved siden af en meget entusiastisk svensker, som sagtens kunne agere helt publikum, og hun havde vist set dem adskillige gange, og de var den væsentligste årsag til, at hun var kommet. De gjorde ikke meget på scenen, og deres meget farverige look var nok det mest interessante rent visuelt. Det var ikke en af de bedste koncerter, men den gik da an.

Måske var det i det hele taget en dårlig idé at starte med svenskere, der ikke har så mange fans i Danmark. Efter Seinabo Sey, der ligeledes er svensk, hørte jeg nogle andre snakke om, at de godt kunne genkende sangen Hard Time, der har været et hit på P3, men at de ikke vidste, at det var hende. Hun gjorde heller ikke særlig meget på scenen, men hendes stemme kunne bære meget, og selvom der ikke var mange tilskuere i starten, så fik hun tiltrukket en hel del. Hun var meget charmerende, men der skete godt nok ikke meget. Jeg har svært ved at pointere noget godt eller skidt, for det var ganske begivenhedsløst. Det var nogle fine popsange, der var sunget ganske godt, men det gjorde ikke det store indtryk.

Jeg var til gengæld virkelig glad for Death. Bare rolig, det populære dødsmetal-band har ikke fundet sammen igen uden at du fik noget at vide. Dette er et andet band af samme navn, der har eksisteret i længere tid. De lavede punk, før der var noget, der hed det, og de opfattes i dag som et af de største bands i protopunk-genren. Og så er de oven i købet alle tre sorte, så det ser man ikke hver dag. I dag er de naturligvis gamle, men det skal ikke forhindre dem i at klæde sig i skindtætte leopardbukser og læderjakker med nitter. De var virkelig charmerende, og de havde faktisk lært at sige København på dansk – eller Copenhavn, hvis vi skal være nøjagtige. De sagde også “Vi er dod”. De opførte sig stadig som om, de var midt i deres 20’ere, og de spillede såvel som sang stadig virkelig godt. Det er alt, jeg håbede på, at koncerten ville blive. Death var et af de navne, jeg glædede mig mest til, og forventningerne blev mere end indfriet. Og så annoncerede de også, at de udgiver et nyt album for første gang siden 1976.

Choir of Young Believers spillede derefter, og lad mig sige først, at jeg synes, de er virkelig dygtige musikere, men deres musik er ret stille og meget personlig, og jeg var lidt nervøs for, hvad der ville ske, når de nu skulle spille live. James Blake og The National laver heller ikke det mest energiske musik i verden, men de lavede begge formidable koncerter, da jeg så dem, og i sidstnævnte tilfælde var det endda også udendørs og til en festival. Jeg havde det ikke helt på samme måde med Choir of Young Believers – et glimrende band, som du helt klart burde lytte til. Det startede skidt med nogle tekniske problemer, og forsanger  Jannis Noya Makrigiannis beordrede folk, der sad ned omme bag ved, til at rejse sig op, for efter et par sange at trække det til sig. Ikke særlig rock and roll. Der var et af deres numre, kan ikke huske hvilket, hvor de sagde, at de måske ikke var et danseband, men denne sang kunne man godt danse til. Og det kunne man, det var et klart højdepunkt, men de fleste andre sange var svære at få meget reaktion til. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg som tilskuer skulle for at udføre min del af jobbet. Skulle jeg klappe med? Skulle jeg smile? Skulle jeg blot beundre de virkelig dygtige musikere? Det var ærlig talt ret kedeligt.

Blev festivalen ved på denne måde? Næ, Neneh, nænnede ikke at skuffe os. Neneh Cherry er 50 år gammel nu, men man kunne slet ikke mærke det. Hun var fuld af energi, charme, selvtillid, attitude, og hun havde også et godt band med. RocketNumberNine var måske ikke nær så interessante at se på, men det simple synth/tromme-akkompagnement passede glimrende til Neneh Cherrys stil. Hun var rå som Sushi her. De spillede stort set kun numre fra Cherrys nyeste plade, som hun da også har lavet i samarbejde med RocketNumberNine. Hun var ungdommelig og hun var rig på personlighed, noget hun især gjorde udtryk for mellem numrene. Hun var bare sådan en humørbombe, man kunne ikke undgå at blive glad i hendes selskab. Det var næsten lige så godt som Death!

212 – Ike & Tina Turner – Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner (1991)

Udgivet den af
Svar

Tina Turner er en af de bedste sangere nogensinde, og Ike Turner er på samme måde en latterligt dygtig guitarist. De var stort set det perfekte par – altså musikalsk. De lavede mange klassiske singler sammen, og i løbet af hele Tinas karriere, føler jeg ikke, at hun nogensinde har toppet det, hun lavede sammen med Ike i 60’erne og 70’erne. Mange af de allerbedste af disse sange blev i 1991 samlet på opsamlingen Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner. Denne opsamling er løst kronologisk opstillet, så man mærker deres udvikling, men der er også blevet tænkt over, hvordan sangene komplimenterer hinanden. Det gør, at pladen ikke føles så lang, som den er. Den er 73 minutter lang, men den føles ikke længere end en almindelig plade. Pladen starter med nogle meget blues-prægede numre fra begyndelsen af 60’erne, hvor de da også begyndte deres samarbejde. Lige fra første nummer, A Fool in Love, slår Tina fast, at hun virkelig har en stor stemme. Hun går fuldkommen amok før første vers overhoved er begyndt. Der er 7 af sådan nogle numre, og de er ikke det mest imponerende i deres diskografi, så jeg kunne sagtens have overlevet uden så mange. De er dog en vigtig del af historien, så det gør ikke meget.

Det første nummer, der virkelig imponerer mig er Come Together. Selvfølgelig gør det det, det er jo skrevet af The Beatles, men jeg synes også, at denne stil klæder Tinas stemme langt bedre. Og efter det kommer der da to øvrige covers af henholdsvis Honky Tonk Women af The Rolling Stones og I Want to Take You Higher af Sly and the Family Stone. De er begge glimrende, og de lægger meget godt op til opsamlingens titelnummer, der kommer efter en lidt mere langsom Ike-skrevet soul-sang ved navn Workin’ Together. Deres cover af Creedence Clearwater Revivals Proud Mary finder man da lige på midten af pladen, og det er en sindssygt god udgave. Det er pladens længste sang, og den bliver bygget virkelig flot op med ret let instrumentation. Midt i sangen skrues der godt op for tempoet, og instrumentationen bliver virkelig vild og funky. Sidenhen får man en samling mere moderne R&B-sange, som tit læner sig op af funkgenren. Nogle af de bedste er Nutbush City Limits, River Deep, Mountain High og den todelte Sexy Ida, hvoraf især første del er fremragende. Mange af sangene på pladens anden halvdel er også skrevet af Tina i stedet for Ike, og hun er en meget bedre sangskriver synes jeg selv.

Pladen slutter med 4 numre, der afviger mere eller mindre fra resten. Med hensyn til de to første, så er det mest af alt, fordi det er regulær rockmusik. Det første er optaget af Ike og Tina samtidig, og det er nok det bedste Ike-skrevne nummer, jeg har hørt. Han synger også med på dette nummer, og deres stemmer fungerer sammen meget på samme måde som med John Doe og Exene Cervenka fra punkgruppen X, som jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg er stor fan af. Det er selvfølgelig ikke punk, men attitude har de stadig meget af. Det andet er pladens eneste solonummer af Tina. Det hedder The Acid Queen, og det stammer fra filmatiseringen af The Who-albummet Tommy, og det er en virkelig god film, og trods Turners korte optræden efterlader hun et stort indtryk. Her anbefaler jeg at afslutte albummet. Det er en fremragende sang at slutte af med, og de næste to numre er bare nogle gamle radioreklamer, der prøver at sælge dig deres album Come Together. Det er en ret antiklimaktisk afslutning. Men opsamlingen er klart noget, du burde overveje at lytte til, hvis du vil have en rå, vild Tina Turner. Der er ikke ét nummer, der mangler, og der er masser af guf, du sikkert ikke kendte i forvejen.

213 – New York Dolls – New York Dolls (1973)

Udgivet den af
Svar

New York Dolls stillede i 1973 et meget godt spørgsmål: Hvad hvis glam-rock ikke var så glamourøst? De gjorde dette med det grimmeste, mest ulækre album, glam-rock nogensinde har set. Det hedder ligeledes New York Dolls, og det starter med en af de bedste rocksange nogensinde, den fandenivoldske Personality Crisis, der er en af den slags sange, der kun kunne være lavet i 1977. At den er 4 år ældre må vi så bare ignorere. Den holder sig ikke tilbage, og foruden de typiske punk-instrumenter, så er der også et klaver, der tilføjer rigtig meget. Det giver en stemning af gammeldags rock and roll, som Little Richard ville have lavet det, men det er bare meget mere beskidt og følelsesrigt. Der bliver skreget og skrålet for fuld drøn, og dette kendetegner mange af sangene på pladen. Et andet mesterværk, der gør dette er Trash, en meget simpel sang, der midt i nummeret stopper fuldstændig, for da at begynde igen. Det gør at sangen holder virkelig godt dynamisk, og det gør også, at man ikke har brug for nogle mere stille punkter i løbet af de 3 minutter, den varer.  Sangens længde får også klimakset til at føles så meget større. Det ville næppe føles så stort, hvis den kun varede 2 minutter.

Ja, 3 minutter er ret længe i denne sammenhæng, for meget af musikken på New York Dolls er stort set rendyrket punkmusik, det er bare fra før Ramones, Sex Pistols og The Clash gjorde genren så populær, at den fik et navn. Det gælder mere end bare Personality Crisis og Trash, både Looking for a Kiss, Pills, Jet Boy og mange andre sange har virkelig meget til fælles med punk, mere end på nogen anden protopunk-plade, jeg kender. Uanset om vi snakker sangskrivning, lyd, attitude, tekstunivers, det hele passer så perfekt ind i de sene 70’ere. Den eneste undtagelse skulle lige være længden på sangene. Den korteste sang på pladen er omkring de tre minutter, hvilket er længere end noget nummer på de første tre Ramones-plader. Det længste nummer er faktisk også meget punket, og det føles rigtig stort. Den hedder Frankenstein og er 6 minutter lang. Sangens klimaks er et af de helt store lydmæssige højdepunkter på pladen. Det er et skønt nummer, og det gør noget med punk-lyden, som først rigtig blev populært i 80’ernes post-punk og post-hardcore.

Nu siger jeg, at størstedelen er punk, men det er ikke det hele. Især ét nummer er så rendyrket glam-rock, at det er umuligt at tage fejl af. Nummeret hedder Lonely Planet Boy, det er stille, kører på akustisk guitar, der er en saxofon på, og der bliver sunget om planeter. Andre numre, f.eks. lyder den koklokke-tunge Private World også som noget, T. Rex sagtens kunne have lavet. Men at lyde som T. Rex er ikke en dårlig ting, og de var alligevel en af de hårdere af de store glam-grupper, så det passer stadig perfekt ind. Selv mange af de mest punkede sange, heriblandt Bad Girl og Pills lyder ligeså meget af Ramones som af T. Rex. Og det er nok præcis sådan jeg vil beskrive den generelle oplevelse man får, når man lytter til New York Dolls’ debutplade: det er en fantastisk mellemting mellem Ramones og T. Rex, som meget overraskende nok holder i løbet af hele 43 minutter. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke nyder, og jeg har spillet albummet adskillige gange efterhånden, og ikke én gennemlytning har ikke været fremragende. Hvad end du er til glam-rock eller punk, så burde New York Dolls være noget for dig.