200 – Nine Inch Nails – The Downward Spiral (1994)

Mange mener, at alternativ rock toppede i 1994. Det er i hvert fald sandt, hvis vi taler om popularitet, for navne som Beck, Collective Soul, The Cranberries og Crash Test Dummies havde alle store hits det år, der blev spillet side om side med Mariah Carey og Bryan Adams på popstationerne. Trent Reznors projekt Nine Inch Nails markerede samtidig genrens efter min mening kvalitetsmæssige toppunkt det år med en plade ved navn The Downward Spiral. Det er en meget højlydt plade, og man ville med rette kunne kalde den industriel rock grundet de mange mekaniske og elektroniske effekter, der giver musikken en meget dyster lyd. Det er måske endda at betegne som industriel metal, for det er virkelig tungt og hårdtslående meget af det. Disse to idéer går virkelig godt i spænd for at skabe en grum, tortureret plade, der aldrig holder følelser tilbage. Det er et højlydt skrig fra en person, der ikke ved, hvorfor han skriger, men vi kommer igennem et stort følelsesspektrum for at finde ud af det. Jeg har stadig ikke fundet ud af fuldstændig hvorfor, men det handler ikke om destinationen, det handler om rejsen.

Netop denne manglende specifikation gør The Downward Spiral smuk. Der er altid noget nyt at dykke ned i, og da sangene handler om så forskellige sang, kan man udforske mange forskellige aspekter af denne torturerede person, hele pladen handler om. Og her snakker jeg ikke nødvendigvis om teksten. Man kan blot høre hvordan musikken er på Heresy, der handler om religion, Closer, der handler om sex og Eraser, som jeg selv opfatter som værende om stoffer. Sidstnævnte har ikke engang megen tekst, så det er især gennem musikken, at jeg får opfattelsen af, at det er sådan, det hænger sammen. Musikken er selv med sin meget højlydte lyd meget diskret, og under støjen gemmer sig tit nogle undertoner, der kan afsløre meget mere om hovedpersonen. Teksten tilføjer dog stadig meget. På Heresy synger han “God is dead and no one cares”, men på Closer går teksten “I wanna fuck you like an animal, my whole existence is flawed, you get me closer to God”. Der er en interessant dikotomi mellem disse to linjer, præcis som hvordan man finder meget stille punkter klods op af de mest højlydte på mange numre på pladen – bl.a. March of the PigsMr. Self Destruct og Reptile.

Der er lidt af en historie på pladen, og afslutningen er ikke helt entydig. Jeg knuser næppe for mange hjerter ved at afsløre, at den ikke er lykkelig, men præcis hvor ulykkelig den er er svært at sætte en finger på. Der bliver antydet noget, men jeg har det ikke helt godt med at afsløre det. Men det interessante er, at dette især sker ved hjælp af instrumentationen, der falder fuldkommen fra hinanden. Dette sker i de to sidste numre, The Downward Spiral og Hurt. Igen, jeg vil ikke afsløre slutningen, men jeg vil gerne bemærke, at Johnny Cash har lavet en udgave af Hurt, hvor teksten kun er ændret en lille smule, og denne udgave er en god kandidat til min yndlingssang nogensinde. Dog er musikken meget anderledes, og den giver da meget andre billeder end Nine Inch Nails gør i originaludgaven. Det fortæller selvfølgelig noget om Cashs evner som musiker, men på samme måde føler jeg, at det fortæller noget om Trent Reznors evner som historiefortæller. Der er noget meget diskret, David Lynch-agtigt over ham, og det gør, at The Downward Spiral kan lyttes til igen og igen. Det er en af mine top 3 plader nogensinde.

201 – Simon & Garfunkel – Parsley, Sage, Rosemary & Thyme (1966)

I 1966 fik en folk-duo bestående af Art Garfunkel og Paul Simon, der i fællesskab blot hed Simon & Garfunkel, deres gennembrud med pladen Sounds of Silence, og allerede senere samme år udgav de opfølgeren Parsley, Sage Rosemary & Thyme. Denne plade gjorde sig meget bemærket ved dels at have en mere psykedelisk lyd til at binde musikken sammen, men også dels ved at sangene stod i stærk kontrast til hinanden. Åbningsnummeret Scarborough Fair/Canticle er meget svævende og langsomt, og der er noget virkelig hypnotiserende over måden, hvorpå sangen bevæger sig rundt. Som total modsætning er det andet nummer Patterns et meget dramatisk nummer med eksotisk percussion og en meget konfronterende attitude. Og således er mange sange på pladen bare virkelig forskellige fra hinanden, og det ender med at have en enorm indflydelse på pladens kvalitet og dynamik. Sagen er nemlig, at pladen end ikke er en halv time lang, men ligeledes er de individuelle numre sjældent mere end 3 minutter lange og ofte meget kortere, så man får bare som lytter konstant noget nyt at tygge på.

Med undtagelse af de to covers, Scarborough Fair og Silent Night, er samtlige sange skrevet af Paul Simon, og selv disse to er blevet ændret så meget på, at titlerne måtte blive udvidet. Paul Simon har et helt fantastisk øre for melodier, og sammen med Art Garfunkel skaber han nogle virkelig smukke vokalharmonier på visse numre. På nogle numre er Garfunkel i fokus, og da bliver det meget følsomt, meget smukt, nærmest operatisk, og når Simon er i fokus, så bliver det lidt mere kækt, men det bliver også lidt indadvendt på en virkelig tiltalende måde. Igen, dette sørger for, at pladen føles levende, men det gør også, at ingen af disse metoder bliver for brugt. Det gør, at man kan mærke det hver gang, og da pladen er kort, så føles det aldrig som om, det er bare på kanten til at blive forudsigeligt. Det gør også, at man kan lytte til pladen mange gange, og så bliver man i stadighed glad over det. F.eks. synes jeg altid at A Simple Desultory Phillippic (How I Was Robert McNamara’d into Submission) er et hylemorsomt nummer. Det er en parodi på Bob Dylans nye, mere elektriske lyd og vokalstil, og det er helt fantastisk. Og det lyder faktisk godt.

Der er to numre, der virkelig gør Parsley, Sage, Rosemary & Thyme til et mesterværk, og de er at finde i hver ende. Jeg har allerede snakket lidt om åbningsnummeret Scarborough Fair/Canticle, der jo er en gammel folkesang blandet med nyt Simon-skrevet materiale. På samme måde er afslutningsnummeret 7 O’Clock News/Silent Night den klassiske julesang sunget virkelig smukt af Simon & Garfunkel, og det ville i sig selv være et godt nummer, der bare ville virke underligt i sammenhængen. Julesangen handler jo som bekendt om fred, glæde og den magiske følelse, julen bringer med sig. Paul Simon indfører dog sit eget lille twist – han lægger en falsk radioavis indover, der dog fortæller fuldkommen sandfærdige nyheder. Vi hører om racisme, mord, afhængighed, krig og USA’s trang derefter. Jeg fik en klump i halsen, da jeg for første gang hørte linjen “Nixon also said opposition to the war in this country is the greatest single weapon working against the U.S.”. Det er en stor måde at afslutte sådan et kort album. Og selvom sangen kun gør pladen to minutter længere, så føles albummet pludselig meget større. Parsley, Sage Rosemary & Thyme er et mesterværk.

202 – Michael Jackson – Bad (1987)

I 1983 udgav Michael Jackson et album, der hurtigt ville ende med at være det bedst sælgende album i musikhistorien, Thriller. Når man først har opnået sådan en præstation, så er det svært at overgå sig selv. Jeg siger dog gerne det kontroversielle i mine anmeldelser, og jeg holder fast i at Jackson lavede en endnu bedre plade med Bad i 1987. Med klassiske singler som BadMan in the MirrorSmooth Criminal, Dirty Diana og stort set også hele resten af pladen, så er kvalitetsniveauet på de individuelle numre virkelig højt, men albummet fungerer også meget godt i sin helhed. Meget af albummet har det lidt hårdere, mere rockede image, han tidligere havde flirtet med på numre som Beat It. Bare kig på titlen på pladen, den hedder Bad fordi Michael pludselig er en slem fyr. Det gælder ikke alle sange, men numre som Smooth CriminalSpeed DemonDirty Diana og selvfølgelig især Bad lyder så cool, at det ikke er til at stå for. Selv den langsomme Liberian Girl har mere sensualitet end man tidligere var vant til fra popkongen.

Han er dog samtidig menneskelig, og det fremviser han smukt på den følsomme Man in the Mirror og den vrede Leave Me Alone. Der er nogen bag facaden, og det viser han med nogle virkelig smukke sange, der med stærke, simple tekster er lette at relatere til, og melodierne er også bare virkelig gribende. Han bliver også lidt følsom på I Just Can’t Stop Lovin’ You, der efter min mening er den mindst interessante sang på Bad, men den markerer da et latterligt højt bundniveau. Den er en duet med Sideah Garrett, og det er en lidt tidstypisk Whitney Houston-agtig duet, men den har nok charme, store nok følelser og en stærk nok melodi, til at klichéer kan mere end bare undskyldes. Noget af det, der gør Bad til sådan en god plade er, at ingen sang formår at gentage særlig mange idéer fra tidligere på albummet, men samtidig formår de at arbejde sammen om at give et godt billede af Michael Jackson som person og som kunstner i denne periode. Han er en tortureret sjæl, men han er også samtidig en slem fyr, og disse to ting ender med at hænge så naturligt sammen til sidst, at man får opfattelsen af, at han påtager sig en facade for at skjule sit følsomme indre. Dette er en styrke i mine øjne, ikke en svaghed.

Der er to sange, der føjer endnu flere facetter til Jacksons personlighed på Bad, dog denne gang i en lidt gladere retning. Her tænker jeg på The Way You Make Me Feel og Stevie Wonder-duetten Just Good Friends. Her er instrumentationen mere lystig end ellers, men de hjælper med at vise os en side af Jackson – eller måske rettere en side af livet – der er enormt vigtig, for opfattelsen af pladen. Man kan selvfølgelig fortolke musik præcis som man vil, men jeg føler, at i en pop-situation, hvor vi ikke kan gå over i det helt ekstreme, så er det vigtigt at se begge ender af et følelsesspektrum. Derfor gør den glade The Way You Make Me Feel, bare at numre som Dirty Diana og Man in the Mirror lyder større og vigtigere. Desuden er The Way You Make Me Feel bare en fantastisk, glad, helt vildt sjov popsang, som på egne ben også holder enormt godt. Så for at konkludere, så er alle sange på Bad bundsolide, mange er blandt 80’ernes allerbedste popsange, og sangene arbejder virkelig godt sammen om at skabe en fantastisk plade.

203 – Cream – Wheels of Fire (1968)

Cream opfattes ofte som rockhistoriens første supergruppe. Bandet bestod af trommeslager Ginger Baker fra Graham Bond Organization, bassist Jack Bruce fra The Bluesbreakers og på guitar ingen ringere end Eric Clapton, der allerede dengang havde både The Bluesbreakers og The Yardbirds bag sig. Disse tre store personligheder udgav i alt 4 album i fællesskab, heriblandt et dobbeltalbum ved navn Wheels of Fire i 1968. Den første skive består af 9 studienumre, mens anden skive er bygget op af fire livenumre, hvor tre er optaget i Winterland og et enkelt er optaget i The Fillmore. Der er på denne plade ligesom tidligere en blanding af den rå, hårde og blues-prægede proto-metal, man typisk forbinder med gruppen i dag og nogle mere psykedeliske popnumre. Jeg har altid ment, at Cream gør det førstnævnte bedst, og mine yndlingsnumre på første skive, mestrer også virkelig denne stil. Det er numre som Sitting on Top of the WorldPolitician og deres cover af Albert Kings Born Under a Bad Sign, men den bedste af dem alle er selvfølgelig den klassiske White Room, der faktisk ikke lyder særlig meget af blues og metal, men mest af alt de psykedeliske numre, som pladen jo også er fuld af.

Cream laver nogle virkelig store, euforiske lyde, men det kan også blive småt og sumpet. Passing the Time er en meget spøjs sang. Den går meget mellem disse to former for psykedelisk musik, og overgangene er langt fra elegante, men det er stadig et meget fascinerende nummer. Det bedste af de lidt mere stille numre er As You Said, hvor bas er blevet udskiftet med cello, og det skaber en virkelig unik lyd. Der er også cello på andre numre, men As You Said får det til at lyde så meget flottere, sikkert delvist grundet det fantastiske arrangement. Denne er et af de fem numre på pladen skrevet af Jack Bruce, og han er efter min mening den bedste sangskriver i bandet. Ginger Baker har det med at skrive meget syrede, skøre sange, der tydeligt er produkter af deres tid, og selvom de altid er underholdende og for det meste også ret gode, kan jeg ikke sige, at de passer særlig godt ind eller måler sig med Bruces numre. Til gengæld, så er man altid garanteret kvalitet, når Cream kaster sig over gamle bluesklassikere. Både Albert Kings Born Under a Bad Sign og Howlin’ Wolfs Sitting On Top of The World lyder formidabelt og endda bedre end originalerne i Creams fortolkninger.

Skive 2 består som sagt kun af 4 sange, men to af disse er også over et kvarter lange og består hovedsageligt af soloer. Det hele er som sagt optaget live, så det lyder virkelig autentisk og dermed mere imponerende. F.eks. når Clapton fremfører Crossroads, hans nyfortolkning af Robert Johnsons Cross Road Blues, og det er nok min yndlingssang af gruppen grundet det vilde riff og den stærke præstation af samtlige medlemmer. De laver også et 17 minutter langt cover af Howlin’ Wolfs Spoonful, og selvom ingen udgave har charmen fra den oprindelige, så gør Clapton og co. det fandeme godt. Jeg fremhæver Clapton, for dette nummer er mest af alt en virkelig lang guitarsolo, og den er helt fantastisk. Den Bruce-skrevne Traintime er efter min mening et af gruppens mest oversete numre. Måden mundharmonikaen og trommerne tøffer afsted sammen lyder faktisk som et tog, og det skaber meget stemning. Der er næsten noget jazz over det. Vi slutter af med det instrumentale nummer Toad, der er 16 minutter langt. Det består mest af alt af en meget lang trommesolo fra Ginger Baker, men det runder også pladen godt af. Meget af Wheels of Fire holder stadig rigtig godt i dag. Ikke alt, men meget af det er guld.

204 – Prince – Dirty Mind (1980)

Prince er en ener. Det er svært at pege på nogen som ham, og hans status som en unik personlighed blev for alvor slået fast i 1980 med pladen Dirty Mind. Denne plade begynder med et virkelig groovy titelnummer, der blander new wave og disco på smukkeste vis. Sangen er meget simpel, men den fungerer fuldkommen perfekt. Den har al Princes i dag let genkendelige liderlighed og excentricitet, og hans stemme er som forventet ganske forførende. Teksten er også morsom, og synth-riffet er rigtig solidt. Prince spiller en meget blueset guitar til sidst i nummeret, og det giver det noget kant. Derefter kommer min yndlingssang fra pladen, When You Were Mine. Det er en virkelig fængende sang, som jeg oprindeligt lærte at kende i en cover-udgave af Cyndi Lauper, der også er glimrende. Med Prince er den dog helt perfekt, og det skyldes måske især den følelsesrige instrumentation. Guitaren er meget funky, og synthesizeren er virkelig sentimental. Det er et fuldkommen fantastisk nummer. Disse spiller sammen med Princes stemme om at skabe noget virkelig sjov, god og endda ret følelsesrig musik.

Så står det på fest på Do It All Night. Denne sang starter med en virkelig festlig intro, hvorefter Prince begynder at synge, og da bliver det mere stille. Efterhånden som sangen skrider fremad bliver den vildere, og Prince synger højere. Han bliver også virkelig fræk i sin tekst, og når han siger “yeah” over en synth-solo udtrykker det næsten mere end ord kan formå at gøre. Prince kan dog også være godt gammeldags romantisk, og det beviser han på den forholdsvis langsomme Gotta Broken Heart, hvor han også spiller en meget følelsesrig guitarsolo. Måden nummeret er arrangeret er fuldkommen fantastisk, og Princes charme er fuldkommen uimodståelig. Det viser også en meget alsidig kunstner, og det er jo noget af det, der gør, at han i dag er så afholdt. Så får vi en af albummets mest populære sange, Uptown, der fortæller en interessant historie. Den fremviser virkelig Princes lyriske evner, når han fortæller om almene folks diskrimination og had, hvorefter han smutter til fiktive Uptown, hvor den slags ikke findes.

Apropos Princes lyriske kundskaber, så handler Head om oralsex. Han er ikke spor diskret omkring det, og det er nok noget af sangens bizarre ynde. Han er så direkte, og han lyder som om han er i ekstase bare af tanken om oralsex. Jeg kan meget godt lide, hvordan teksterne bare bliver mere og mere interessante, jo længere ind i pladen man kommer. Denne tendens gør sig især gældende på det næste nummer, Sister. Denne sang er virkelig kort og hurtig, og dens energi er virkelig gribende. Nå jo, og så handler den om at have sex med sin søster. Igen er han ikke spor diskret, han synger endda ordet incest. Hans beskrivelser er også bare uvurderlige, især i sammensætning med måden, hvorpå han synger det. Pladen afsluttes helt spektakulært af nummeret Partyup. Det er som titlen antyder et fedt festnummer af den slags, Prince er ekspert i at skrive. Det er helt klart et højdepunkt. A capella-afslutningen på nummeret er en perfekt måde at afslutte albummet, for så føles det stort. Dirty Mind er ikke en lang plade, den varer faktisk kun 30 minutter, men mere vil jeg ikke kræve, for det hænger stadig godt sammen, og albummet føles fuldendt. Dirty Mind er en fantastisk plade, og Prince er enormt talentfuld.

Da Prince og YouTube ikke er gode venner, så må det i denne omgang stå på en Spotify-udgave – prøvede ellers at finde en video til samtlige tracks.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 4/4)

The Pharcyde har ikke udgivet noget album i 10 år, men det har ikke forhindret Imani og Bootie Brown i at turnere og nu gæste Vanguard Festival for anden gang. Så det er altså uden Slimkid3. Jeg har aldrig lyttet særlig meget til dem, men jeg er glad for deres stil. Det er meget den samme glade, lette, sjove hip hop, som grupper som Jurassic 5 og Dilated Peoples også er blevet kendt for at lave. Den genre er åbenbart populær i årets festivalsæson. Men The Pharcyde var virkelig skægge, de havde god kemi med hinanden og med deres DJ. Det var et simpelt setup, men det virkede, og det har nok meget at gøre med deres stil, der er lidt alternativ, men den er let at blive suget ind i, og man har svært ved ikke at holde af dem, når de er så karismatiske og samtidig bare så festlige og sjove. Vi fik endda en optræden med Bootie Browns vers fra Gorillaz-sangen Dirty Harry. Jeg vidste ikke, at det var ham, der rappede på den sang, så det var også en god overraskelse. The Pharcyde gjorde os alle virkelig glade. Det var lystigt, det var sjovt, og ingen lod som om, de var store gangsters.

Efter The Pharcyde fik vi endnu en hip hop-gruppe, men denne var lidt anderledes end de andre. Der var nemlig for det meste kun en enkelt rapper, og ellers var det et live-band, der spillede guitar, trommer, bas, alt det gøgl. Nej, det var ikke The Roots, det var et vaskeægte kommunistisk hip hop-band ved navn The Coup. Jeg havde svært ved at høre, hvad rapper Boots Riley rappede, men musikken bagved var virkelig fed. Jeg skulle selvfølgelig lige spise, det endte desværre med at blive under denne koncert, men jeg kunne høre det hele, og jeg så også det meste. Det var en stjernegod optræden, og blandt alle bands, jeg ikke kendte særlig godt før Vanguard, er The Coup dem, der fangede min interesse mest. Det var en slags mellemting mellem Rage Against the Machine og The Roots, to bands jeg aldrig ville have tænkt på at blande, men det virker bare perfekt sammen. Og så er det politisk musik, man kan have det sjovt til, sådan noget hænger ikke længere på træerne.

Så var aftenen virkelig gået i gang, og det næste punkt var M-E-T-H-O-D MAN og Redman. Før deres koncert spillede de klassikere som Rumpshaker af Wreckx-n-Effect, Insane in the Brain af Cypress Hill og Let Me Clear My Throat af DJ Kool på højtalerne, og Method Man og Redman stod omme bagved og kommenterede det. Mange rappede med, og jeg var meget imponeret over dem, jeg stod i nærheden af. De kunne Insane in the Brain som vi andre kan vores telefonnummer. Så kom MC’erne på scenen. De beviste virkelig, at Wu Tang Clan ain’t nuthin’ ta fuck wit. De var morsomme, de var fulde af energi, og de udviste bare et enormt overskud. Noget af det vigtigste var dog, at de ikke holdt sig tilbage. Det blev af og til mildt stødende, men aldrig for slemt til min smag. Det var mest af alt det umiddelbare stød man får, som viste, at de gamle drenge slet ikke føles gamle. Og der var måske kun to af dem, men det føltes som et helt crew. De var som forventet fantastiske til at spytte svedige rim, og de fik virkelig hele Søndermarken i gang. Det var et klart højdepunkt.

Så kom Mos Def, jeg mener Yasiin Bey. Det må vi vist vænne os til at kalde ham fra nu af. Hans navn har ændret sig, men det har hans musik også, og til denne koncert var der mere end ellers bare fokus på det rå rap-talent. Hvert ord var meget tydeligt, og man kunne virkelig synke alt det, han sagde. Det forhindrede der ikke i at være festlige øjeblikke, hvor folk klappede med, dansede eller gjorde det der med hånden, som jeg ikke kender navnet på. Vi fik selfølgelig mange af hans egne klassikere, men nummeret, der virkelig blæste mig omkuld, var hans nyfortolkning af Niggas in Paris af Jay-Z og Kanye West. Originalen er bare en ganske fed festsang, men Mos… Jeg gjorde det igen. Yasiin Bey gjorde det til en dyb sang om grov kriminalitet blandt unge sorte. I linjen, der oprindeligt går “Psycho, I’m liable to go Michael, take your pick: Jackson, Tyson, Jordan” siger han i stedet “Myers, Myers, Myers”. Det er hjemsøgende, især fordi der meget af tiden slet ikke var et beat. Det føltes så nøgent, så reelt. I stedet for klippet med Will Ferrell fra Blades of Glory får vi et klip fra Malcolm X. Det var ikke alle øjeblikke, der var lige gribende, men når koncerten var bedst, så var den virkelig god.

Festivalen sluttede for mit vedkommende med The Roots. Jeg endte med at støde ind i de samme mennesker, jeg så Mew med, og det gjorde jo kun aftenen bedre med lidt godt selskab. Og som forventet var de fuldkommen fænomenale. Blackthought rappede røven ud af bukserne på alle, og resten af bandet spillede sindssygt godt. Og så har jeg hørt mit livs første sousafon-solo. Men jeg tror, alle vist fik fyret en solo af på et eller andet tidspunkt, og det føltes aldrig som om, hovedårsagen for dem var blær. For vi havde nemlig stadig en ren fest, der blev danset, der blev sunget, og rødderne interagerede flot med publikum. De spillede så perfekt, der var altid noget spændende at høre. Blandt de mange kendte Roots-sange var der også et par covers, bl.a. en virkelig fed udgave af Sweet Child O’Mine. Det var en virkelig hyggelig oplevelse. Der var en eller anden i nærheden af mig, der desværre havde trang til at optage hvert eneste sekund af koncerten, og det var distraherende, men jeg kan ikke bebrejde dem. Der var hele tiden noget, der var værd at meddele om. Efter The Roots var der Vanguard Late Night på Vega, men det orkede jeg ikke rigtigt. Så i stedet tog jeg hjem efter en rigtig god og anderledes festival.

205 – Santana – Abraxas (1970)

Carlos Santana har fra 1967 lagt navn til det muligvis største Latin-rock-band nogensinde. De hedder blot Santana, og de gjorde sig bemærket ved at udgive plader som den klassiske Abraxas fra 1970, der er deres anden plade. Denne starter med et instrumentalt nummer ved navn Singing Winds, Crying Beasts, og det er en rigtig god måde at åbne nummeret. Det starter med at føles mystisk, der er ikke engang trommer på. Det er bare nogle klokker og en eksotisk guitarsolo. Så får vi congas, men det er stadig mystisk, og det er noget af det smukke ved nummeret. Det bygger op mod et klimaks, men det mister aldrig sin distance. Efter klimakset stopper det dog ikke, det vander lidt ud, og det fungerer på den måde både som nummer på egen hånd og som intro til deres cover af Black Magic Woman af Fleetwood Mac, som de blander sammen med Gypsy Queen af Gábor Szabó. Den overgår efter min mening begge originaludgaver med sin mystik og de vilde guitarevner, Carlos praler med. Den jazzede lyd fra Gypsy Queen fungerer perfekt til at runde sangen af og at få tempoet lidt op.

Derefter står det på endnu en af de helt store Santana-klassikere. Oye Como Va er ligeledes et cover, og den er så fjollet og simpel i sin originaludgave, at man aldrig ville kunne forvente en seriøs udgave, der virker. At sangen er så simpel er svært at overse, men den er til gengæld virkelig cool opført, og Santana giver den lidt kant, som ellers var savnet. Den ender rent faktisk med at lyde cool. Der går lidt jazz i den med den instrumentale Incident at Neshabur. Den er hurtig, der er fokus på orgel rettere end guitar i løbet af meget af den, og den føles bare i det hele taget meget forfriskende. Halvvejs igennem bliver den lidt langsommere, så man lige kan nå at trække vejret, og så bygger den langsomt op igen. Se A Cabo følger op, og det er en lidt strammere sang. Den starter meget jazzet og vild, og guitarsoloen, Carlos fyrer af, er fantastisk. Halvvejs gennem nummeret begynder en timbales-solo, og så begynder vokalen at sige titlen igen og igen. Det afsluttes meget klimaktisk og lægger godt op til Mother’s Daughter. Denne veksler hele tiden mellem det meget stille og det helt store guitarshow. Melodien er simpel, men den virker, og de mange soloer får sangen til at virke levende.

Samba Pa’ Ti er sangens sidste instrumentale nummer, og bandet fokuserer på en melankolsk sologuitar i løbet af det meget af sangen. Så kommer en bas på, og det bliver lidt gladere, og det ender naturligvis i ren ekstase. Følelser har aldrig før været noget særlig vigtigt på denne plade, det har mere handlet om grooves, men på Samba Pa’ Ti ser vi en side a bandet, man sjældent ser. Den er rigtig smuk. Lidt rå rockmusik kan gruppen også finde ud af, og dette er især tydeligt på Hope You’re Feeling Better, der er virkelig hårdtslående. Der er en bitter sarkasme, der giver nummeret meget karakter, og igen er følelserne i højsædet, hvilket er en meget god måde at afslutte en plade på, føler jeg. Guitarsoloen er mere end bare jam, det er et skrig efter retfærdighed. Pladen afsluttes af den korteste sang af dem alle, El Nicoya, hvor rytmesektionen virkelig får mulighed for at blære sig. Hvor vi startede vores rejse på vej ind i denne mystiske verden, afslutter vi med en regulær stammefest, hvor der så sandelig skal slås på tromme. Latin-rock er ikke den mest populære genre i verden, men hvis du vil have lidt eksotisk flair i din rockmusik, så kig ikke længere end Abraxas, for det er en fantastisk plade.

206 – Cat Stevens – Tea for the Tillerman (1970)

Når vi har Bob Dylan, Arlo Guthrie og Nick Drake kan det være let at overse Cat Stevens i den store vide folk-verden, også selvom han nok havde en lettere tilgængelig lyd end sine konkurrenter. Mange mener, at Stevens toppede med pladerne Tea for the Tillerman og Teaser and the Firecat i starten af 70’erne, og hvor jeg aldrig har hørt Teaser and the Firecat, så kan jeg godt tilslutte mig rosen, Tea for the Tillerman får. Den har nogle af mandens bedste numre på sig, heriblandt Where do the Children PlayFather and Son og over dem alle den fantastiske Wild World. Det er nogle stærke melodier, og Stevens lægger mange følelser i det hele. Han er meget god til at få numrene til at føles store, selvom de på overfladen er ret små. Et nummer som Hard Headed Woman starter ret stille og sørgmodigt, men sangen ender med at være en brav søgen på kærligheden. Der kommer noget desperation i hans stemme og guitar, men der kommer ikke så meget, at det føles fjollet.

På samme måde føler man først virkelig omsorgen på Wild World til sidst, hvor han tøver lidt på omkvædet. Det er som at få et enormt kram. Den sang er desuden vildt fængende. Stevens bruger guitar på de fleste af disse sange, men han gør sig nogle undtagelser – f.eks. på Sad Lisa, hvor den kun optræder ganske sporadisk. Denne sang bygger mest af alt på klaveret, og det er ret genialt gjort. Det gør, at sangen føles endnu mere dramatisk end den i forvejen er, at den er omgivet af sange, der føles så anderledes. Sad Lisa er dog en af de mere simple og ensformige sange, så jeg kan godt forstå, at den ikke er blevet så populær uden albummets kontekst. Samme følelser har jeg for Longer Boats, der ganske vist ikke er en så ensformig sang igen. Den kunne nok være blevet det, hvis det fængende, simple og lettere irriterende omkvæd blev gentaget mere. Det store problem er rettere, at sangen lige når at blive lidt større i lyd, og så er den pludselig forbi. Det er et problem, som et par af de svagere sange på pladen har til fælles.

Jeg må dog sige, at Stevens som både sangskriver og optrædende er ganske konsekvent, og da pladen ikke er særlig lang, når man ikke at opdage mange mønstre hos ham, så det føles stadig friskt. Der er nogle små ting ved et par sange, der ikke appellerer til mig, men selv sange som Longer Boats har noget at komme med, der ikke er andre steder på pladen. De fleste af sangene på Tea For the Tillerman er mellem tre og fire minutter. Hertil er der tre undtagelser. Den første, But I Might Die Tonight udnytter sine to minutter glimrende, man har slet ikke brug for mere af den, men det man har er solidt. Til gengæld bliver den 5 minutter lange On the Road to Find Out ret ensartet mod slutningen, sikkert delvist fordi, dens hook ikke er så stærkt. Den 1 minut lange Tea for the Tillerman er også et meget antiklimaktisk afslutningsnummer. Det starter rigtig godt, og så er det pludselig slut. Nummeret har et dynamisk højdepunkt, men det varer jo knap nok et sekund, og ellers er sangen ret stille. Selv med alle disse små problemer, så holder Tea for the Tillerman virkelig godt, og hvis du kan lide folk, er det nok noget for dig.

207 – Pearl Jam – Ten (1991)

To enorme grunge-bands fik i 1991 deres store gennembrud med deres stadig i dag mest populære plade. Den ene er selvfølgelig Nirvana, som brød igennem med Nevermind, og den anden var deres byfæller i Pearl Jam, der debuterede med megasællerten Ten. På denne plade finder man nogle af Pearl Jams største klassikere, f.eks. Even FlowAlive, Black og Jeremy. Disse fire er alle urørlige klassikere, der alene bør være nok til at sælge albummet. Men der er skam meget mere end det. F.eks. starter albummet virkelig smukt med en intro til nummeret Once, hvor percussion og bas sammen med en svævende vokal varmer lytteren op i lidt over et halvt minut. Så kommer en hårdtslående guitar ud af det blå, og den stille intro får bare det hele til at føles så meget vildere. Once er en perfekt sang at starte med, og den har den specielle blanding af funk og heavy metal, som deres venner fra Soundgarden blev så kendte for senere. Efter den får man Even Flow og Alive, og ikke alene fortsætter de det hele rigtig godt, de er også virkelig gode i forlængelse af hinanden. Især fungerer den lidt mere langsomme Alive godt som afveksling fra de to vilde numre, der kom før.

En meget vigtig del af Pearl Jams lyd er deres guitarist Stone Gossard. Han er latterligt dygtig, og han kommer tit med guitarsoloer. Disse guitarsoloer har en tendens til at være mod slutningen af sangen, og de fungerer tit som et nummers følelsesmæssige klimaks såvel som det lydmæssige. F.eks. kan nævnes guitarsoloen på Alive. Sangen ville sikkert være lettere at sælge, hvis omkvædet blev gentaget en gang efter soloen, men det fungerer perfekt til at afslutte nummeret. Men noget vigtigt at understrege er, at Pearl Jam såvel som de bedste af samtidens grunge-bands var mere end bare bas, guitar og trommer. Black fokuserer bl.a. på et klaver, og på Oceans bliver peberbøsser og ildslukkere brugt som percussion. Man kan ikke høre det, men man kan høre, at det er anderledes. Og de fleste numre har noget særpræget, noget specielt, der gør, at de stikker ud. Det kan være i teksten, i kompositionen eller instrumentationen. Det sørger for, at man lægger mærke til sangen som helhed og alle dens finurligheder.

Forsanger Eddie Vedder er naturligvis også et vigtigt element i bandets identitet. Dels fordi han skriver teksterne, der kan være fuldkommen hjemsøgende, kig blot på Jeremy. Men det er også fordi han har en ret speciel, tit ret mumlende stemme. Det er ikke en, man ville forvente, ville passe til hårdtslående rockmusik, især ikke sammenlignet med folk som Chris Cornell fra Soundgarden. Den dybe klang hans stemme har burde nærmest forhindre ham i at udtrykke sig stort nok, men det virker faktisk rigtig godt. På de stille punkter føles han meget enlig og forladt, mens han sørger for at springe meget væk fra denne lyd og over i noget mere hæst og skrigende, når det er tiltrængt. Og når man hører hans stemme udfolde sig så vidt som på denne plade, så føles de højlydte punkter vigtige. Sangene på Ten er af enormt høj kvalitet alle sammen, bandet er virkelig talentfulde, og deres stil passer godt til sangskrivningen. Den sidste sang på pladen hedder Release, og den sætter et stort punktum på det hele. Det er en vidunderlig afslutning til en af de bedste grunge-plader nogensinde.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 3/4)

Anden dag på Vanguard startede med Kidd, og jeg forventede ikke særlig meget. Jeg  er ikke særlig stor fan af hans musik. Ja, det er en joke, men den er bare ikke morsom for mig. Det ender med at være trivielt, og han mangler tit at tilføje reelle punchlines. Jeg anmeldte en Beastie Boys-plade for noget tid siden, og så meget som jeg nød den, så sagde jeg også, at jeg aldrig ville kunne lide at høre en hel plade kun med Ad-Rock. Kidd er Ad-Rock, hvis Ad-Rock bare ikke var morsom. Kidds tekster har det med at ramme det fine punkt, hvor han ikke kan tages seriøst, men han er stadig ikke så latterlig, at det bliver sjovt. Det sjove var, at da man så ham live, så gik han væk fra dette punkt. Og mest imponerende, så gik han hen til punktet, hvor han rent faktisk kunne tages seriøst. Ikke som en rapper, men som festmusiker. Han var nærmest som et helt ægte menneske, der bare ville have det sjovt og have os til at have det sjovt, og hans glæde smittede virkelig. Det var en rigtig god start, og så fra en kunstner, jeg ikke havde forventet meget af.

R.A. the Rugged Man spillede bagefter sammen med vores egen danske DJ Noize. DJ Noize var ganske fin som DJ, men R.A. the Rugged Man stjal fuldkommen showet. Han var bindegal. Han ruskede sikkerhedsfolk i håret, tog fat i pressekameraer og trak dem rundt på scenen. Han gik ud blandt os, og han var bare ikke til at stoppe. Allerede i første nummer slap DJ Noize beatet, og R.A. spyttede bare de vildeste, hurtigste rim, man kunne forestille sig. Det er ret vildt. Han bad os også om at moshe, og det gjorde vi lykkeligt, selvom der ikke var så mange. Jeg fik endda slået min højre hånd så grufuldt, at den begyndte at bløde tre forskellige steder. Jeg ved ikke hvordan det skete, mærkede det knap nok, men jeg går ud fra, at jeg slog hånden ind i et hegn. Han gik så langt, at beordre os til at bryde loven, og han spurgte endda en 12-årig knægt, om han nogensinde havde været i fængsel, alt sammen med et fantastisk glimt i øjet. Og så rappede han også bare virkelig svedigt. Han var helt sindssyg, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg ser ham live.

Så stod det på Dâm-Funk, som jeg bedst kender gennem albummet 7 Days of Funk, som han lavede sammen med Snoop Do… jeg mener Snoopzilla. Jeg har aldrig lyttet til ét eneste nummer fra den plade, så med andre ord vidste jeg stort set ikke, hvem Dâm-Funk var, da jeg gjorde mig klar til at se ham. Han lavede noget meget George Clinton- og Dr. Dre-inspireret funkmusik, og jeg må sige, at det lød godt meget af tiden, men det blev bare ret ensformigt. Han var heller ikke det mest interessante menneske at observere på scenen. Jovist, han blev nødt til at være foran sit keyboard hele tiden, men sådan var det også, da jeg så James Blake, og han kommunikerede hele tiden med publikum.

Det næste var Lord Finesse og Large Professor. De var atter to musikere, jeg aldrig havde hørt om, men de er åbenbart veteraner, der begge er et sted i 40’erne. De fik publikum med, og de leverede et ret solidt show. Efter min mening, så blev det en smule trivielt. De var trods alt sammen med DJ’en det eneste på scenen, og de måtte godt have prøvet at køre showet på lidt mere end bare deres rap-evner. Der var vist et enkelt DJ-nummer, men derudover var det bare deres stærke rim. Og de var stærke, tag ikke fejl af det, og det var næppe tilfældigt, at vi fik to rappere. De ville nemlig umuligt kunne have båret shows hver især, så deres hoppen frem og tilbage skaber en vis dynamik, vi ikke ville have fået ellers, og derfor blev det stadig ganske hyggeligt. De tog heller ikke sig selv alt for seriøst, så det var forfriskende.

Jeg havde fået forståelsen af, at lørdag ville være en rendyrket hip hop-dag. Javist, Dâm-Funk laver rettere Funk, men det er en meget moderne, hip-hop-inspireret udgave af genren. Til gengæld var Sean Kuti & Egypt 80 en regulær undtagelse til dagens tema, for de laver regulær afrobeat. Sean Kuti er åbenbart søn af det store afrobeat-navn Fela Kuti, som jeg aldrig har hørt om, men i min dumme lille verden er afrobeat jo også mest af alt det der man hygger sig med, hvis der ikke er andet interessant på Roskilde. Dette var så ikke Roskilde, og ikke alene var der ikke andet interessant, der var slet ikke andet musik. Det endte dog med at blive ganske fornøjeligt. Det var ikke et højdepunkt eller noget, men det var stadig vældig sjovt. Orkestret var helt enormt, og der skete altid noget. Både ungdommelige Sean Kuti og backingsangerinderne var fulde af liv, og publikum var ganske godt med hele vejen igennem, især når det stod på numsevrik fra sangerinderne. Det var en uventet oplevelse, og endda også en ret god en.