Månedsarkiv: november 2016

108 – The Rolling Stones – Aftermath (1966)

Udgivet den af
Svar

Jeg har haft mine problemer med The Rolling Stones på det sidste. Jeg lyttede til den amerikanske udgivelse The Rolling Stones, Now! fra 1965, og jeg var slemt skuffet, men jeg tænkte, at det nok handlede om, at de amerikanske Rolling Stones-albums dengang end ikke var sammensat af bandet selv. Derfor valgte jeg at lytte til den britiske udgave, da jeg skulle anmelde Out of Our Heads fra samme år, og den led desværre af mange af de samme problemer som The Rolling Stones, Now!. Min konklusion var da, at The Rolling Stones’ tidlige plader ikke lever op til de standarder, der senere blev sat af plader som Beggars Banquet og Between the Buttons. Spørgsmålet må jo da være, hvornår pladerne begyndte at være gode, og for mit vedkommende er det nok ved Aftermath fra 1966. Dette har delvist noget at gøre med, at de er blevet mere eventyrlystne i forhold til det instrumentale. Lyden bliver endelig mere end blot noget skramlet blues-rock, der er nu numre med cembalo, marimba og endda et japansk instrument kaldet en koto. De udnytter også deres instrumenter til at skabe mere spændende lydbilleder nu, hvor det især kan fremhæves, hvordan guitaren på Mother’s Little Helper næsten lyder som en sitar.

De turde også på Aftermath at skubbe gruppen i nye retninger på andre måder. Dels er den med sine 53 minutter den længste plade, gruppen dengang havde udgivet, og i det hele taget en af de længste plader, der nogensinde var blevet presset ned på en enkelt LP. Det var også den første plade fra The Rolling Stones, der ikke indeholdt nogen covers, og den lyder absolut mere moderne af, at den ikke trækker så meget på gamle Muddy Waters- og Chuck Berry-numre. De viser også flot deres evner som sangskrivere, bl.a. på Mother’s Little Helper, Out of Time og Lady Jane for at nævne et par personlige favoritter. De tog også chancer ved at lade et 11 minutter langt nummer ved navn Going Home være på pladen. Det er en lidt langtrukken affære, men man lægger faktisk nærmest ikke mærke til længden. Den måtte godt være kortere, men det er nu ganske underholdende at høre gruppen jamme i så lang tid. Og det er jo heller ikke fordi hvert eneste nummer på pladen er et mesterværk, men bundniveauet er på alle måder acceptabelt, og man når ikke at komme til at kede sig.

Teksterne kommer også mere i fokus, nu hvor Mick Jagger og Keith Richards selv har stået for dem, og det sker på godt og ondt. Mother’s Little Helper har en helt genial tekst, de fleste andre er også ganske glimrende. Der er nogle få, der skærer i ørerne. Stupid Girl, en af pladens svageste sange musikalsk såvel som lyrisk, har en ret barnlig tone til sig, og de prøver i lidt for høj grad at fortsætte deres bad boy-stil her. Det nummer, der splitter mig mest er dog nok Under My Thumb. Musikken her er fænomenal, ingen tvivl om det, men teksten får mig virkelig til at krumme tæer. Den er faktisk formuleret ret godt, men den er så dybt sexistisk, at den kan være svær at sluge, i hvert fald med moderne øjne, og jeg kan ellers sagtens klare at høre dem synge om voldtægt på Brown Sugar. Jeg er ligeglad med, om det er satire, for teksten er stadig en kende ubehagelig. Aftermath er i gruppens diskografi placeret lige mellem Out of Our Heads og Between the Buttons. Den er mellem noget meget middelmådigt og et vaskeægte mesterværk. Kvalitetsmæssigt befinder Aftermath sig også nogenlunde lige mellem disse. De viser potentiale og kreativitet, og det skal de sgu have en tommel op for.

109 – The Velvet Underground – Loaded (1970)

Udgivet den af
Svar

De to første albums fra The Velvet Underground er noget af det mest innovative, eksperimentelle rockmusik, 60’erne havde at byde på, og de var på hver sin måde enormt indflydelsesrige på punk-bevægelsen ti år senere. Deres tredje album, der blot hed The Velvet Underground, var en mere afdæmpet, inderlig affære, men absolut stadig ikke kommerciel, og den havde nogle meget artistisk yderliggående øjeblikke. Det samme kan ikke rigtig siges om det fjerde album, der fik navnet Loaded. Her bliver gruppen poppede og fængende, og de synger sange om kærlighed frem for heroin og jesus. Med det sagt er produktionen på Loaded stadig en kende skramlet, men de mest populære pop-rock-sange fra samtiden var fra Three Dog Night, The Guess Who og Norman Greenbaum, og deres lyd er faktisk også en kende skramlet, så de passer stadig fint ind. Når man hører Loaded føles den dog tit en kende satirisk. Det kan sagtens være, at det har noget at gøre med mit allerede etablerede forhold til gruppen og især til Lou Reed som vokalist, men at høre ham gå ind i et cheesy spoken word-stykke midt i den doo wop-inspirerede I Found a Reason, det føles altså ret så humoristisk.

Uanset om det er satirisk eller ej, så viser gruppen på Loaded dog, at de sagtens kan kapere denne overgang til mere poppet rockmusik. Deres inderlighed går måske lidt tabt til fordel for noget sarkasme, men selve sangskrivningen fejler intet. Who Loves The Sun er en vidunderligt konstrueret sang, bygget op omkring morsomme sammenligninger mellem vejrfænomener og at få sit hjerte knust, om den apatiske situation, man kan finde sig selv i, når dette sker. Ligeledes er Sweet Jane og Rock & Roll klassiske feel good-rocksange om ungdommelig naivitet og glæde. Lou Reed har måske ikke en særlig stærk sangstemme, men han synger med sådan en iver, at man stadig kan mærke det, og så man netop kan mærke den underliggende humor i alle numrene. Et af de numre, hvor sarkasmen udtrykkes allerbedst, er New Age. Sangen handler om idolisering af berømtheder, om at skabe et envejs-forhold. Måden sangen eskalerer mod slutningen er meget storladen, og det er faktisk en ganske stærk sang på alle parametre, ikke kun i humoren. Det er derfor, man kan undre sig over de mere fjollede sange på pladen. Train Round the Bend og Lonesome Cowboy Bill er faktisk ganske gode sange, men tankevækkende ville jeg på ingen måde kalde dem.

Med det sagt, så er de stadig berettigede i deres tilstedeværelse på pladen. Mange af numrene er ret low-key og bløde, så noget mere energisk rock and roll er tiltrængt, og Head Held High, Train Round the Bend og Lonesome Cowboy Bill udfylder dette tomrum ganske fint, selvom sangene vækker større følelser hos mig end et lille smil. Afslutningsnummeret Oh! Sweet Nuthin’ er dog i den helt modsatte ende. Det er et storladent, eskalerende nummer på over 7 minutter, der starter helt stille og afslutter i et vidunderligt crescendo. Det er et ufatteligt smukt nummer, der endelig bevæger sig væk fra det ironiske og over i det oprigtige. Idet dette var den sidste Velvet Underground-plade med Lou Reed, føles dette nummer også som en afslutning på gruppens karriere. Alle instrumenterne kommer ligeledes mod fronten, og man kan faktisk mærke gruppens samvær. Efter det store crescendo kommer et par få afdæmpede, melankolske toner, og man savner gruppens særlige magi, når det er slut. The Velvet Underground har lavet bedre plader end Loaded, men Loaded er stadig en plade med nogle mesterlige numre og en helt særegen stil og personlighed. Det er skidegod poprock med ironi og kant.

110 – Radiohead – The Bends (1995)

Udgivet den af
Svar

Radiohead er et af mine yndlingsbands i hele verden. Det har jeg næppe nogensinde lagt skjul på, og uanset hvornår du skulle spørge mig, ville jeg ikke tøve et sekund med at udnævne deres album Kid A til den bedste plade, jeg nogensinde har hørt. Kid A er en eksperimentel, elektronisk plade, og dens forgænger, OK Computer var ligeledes en ret kunstnerisk, innovativ plade, her med udgangspunkt i rockmusikken. Deres to plader inden denne var lidt mere typiske, tilgængelige rockplader uden nær så storstilede koncepter. Den første, Pablo Honey, er med undtagelse af nummeret Creep en lettere forglemmelig affære, men efterfølgeren, The Bends fra 1995, tager 90’ernes guitarrock- og britpop-lyd til helt nye højder. Deres sangskrivning er konsekvent meget stærk. Ikke alene er ingen numre svage, de er faktisk alle enormt stærke. I forhold til på fx OK Computer er der nok mere fokus på de individuelle numre end på pladens helhed, men som helhed fungerer den også rigtig godt, dels på grund af det høje kvalitetsniveau. Når man hører sange som den forvrængte My Iron Lung, den ængstelige Street Spirit (Fade Out) eller den depressive Fake Plastic Trees har de så mange musikalske lag, og så meget følelsesmæssig kompleksitet, at sammenhængskraften ligger deri.

Der er dog også en meget naturlig progression i albummet. Det bevæger sig fuldkommen gnidningsfrit mellem forskellige følelser og lydbilleder, hvilket Radiohead i mine øjne er mestre i. Hele den rejse, man kommer på fra den æteriske start på Planet Telex, der så udvikler sig til en manisk rocksang med kraftig distortion, til den storladne melankoli på Street Spirit (Fade Out), det er en række smukke op- og nedture i den menneskelige angst. Hele tankegangen fra Creep, altså “I’m a creep, I’m a weirdo”, “I don’t belong here”, “I wish I was special”, den er som sådan ikke ændret. Udtryksformen er dog blevet mere nuanceret og poetisk, og man føler for alvor hvor dissocieret, Thom Yorke føler sig. Det er dog synd at give Thom Yorke hele æren for albummets følelsesmæssige indhold. Sangene er alle skrevet af bandet som helhed, og de er alle meget væsentlige i forhold til sangenes udtryk. At sige, at de bakker op om Thom Yorkes udtryk er en underdrivelse. Hele pladen er et langt samarbejde mellem musikerne om at ramme de helt rigtige stemninger. Selvom guitaren i versene til Bulletproof… I wish I was er meget simpel, ville sangen på ingen måde være nær så hjerteskærende, hvis han ikke havde spillet med så meget inderlighed.

Sangskrivningen er i løbet af hele pladen fuldkommen genial. Sangenes opbygninger er kreative fra start til slut, og alt går bare op i en højere enhed. De er dynamiske og mindeværdige, og de byder på så mange interessante ideer, at man altid kan dykke ned i nummeret en ekstra gang. Det gør også pladen meget holdbar. Jeg har hørt den et utal af gange, og langt størstedelen af pladen er jeg ikke den mindste smule træt af. Nogle af de numre, jeg også ofte har hørt udenfor pladens kontekst, står endda stadig ud som nogle af højdepunkterne, såsom Fake Plastic Trees og Street Spirit (Fade Out). Selv de mere oversete numre, såsom Bones, (Nice Dream) og Sulk er værd at vende tilbage til igen og igen, og de fortjener absolut ikke at blive overset. Jeg kan virkelig ikke sige nok gode ord om The Bends. Jeg synes, pladen fra ende til anden er helt og aldeles fænomenal. Den er så god, at jeg nok endda synes, den er bedre end OK Computer, og for de flestes vedkommende ville jeg nok også sige, at det er et bedre sted at starte sit forhold til Radiohead. Uanset hvad kan pladen altså anbefales varmt, og jeg skal nok give den adskillige gennemlytninger igen i fremtiden.

111 – Joni Mitchell – Court and Spark (1974)

Udgivet den af
Svar

Jeg har længe været glad for mange af Joni Mitchells sange, men først nu har jeg for første gang fået lyttet til en hel plade af hende, nemlig Court and Spark fra 1974. Nu er jeg ikke blot glad for Joni Mitchell, jeg er dybt forelsket i hendes musik. Jeg har aldrig hørt en kunstner, hvor albumoplevelsen har været så meget større end blot at lytte til de populære singler. Jeg har snakket meget om albumstruktur på det sidste, men jeg bliver virkelig nødt til at fremhæve det igen, for Court and Spark gør det så utrolig godt. Det er i løbet af hele pladen som om, at hver eneste sang leder fuldkommen perfekt op til den næste. Jeg kan kun komme på virkelig få albums, der flyder lige så naturligt som Court and Spark. Og det sker ikke gennem lange, eksperimenterende guitarsoloer eller store koncepter, blot gennem ydmyg, simpel sangskrivning. Musikken på Court and Spark er slet ingen rockopera, det er blot noget lettere jazzet folk-pop. Udviklingen på albummet er også meget interessant. Man starter med de mere typiske folk-singer/songwriter-numre, og med tiden udvikler albummet sig meget hen i den jazzede retning. Det er en ret spændende rejse, der er så veludført, at man knap nok tænker over dikotomien mellem starten og slutningen.

Joni Mitchells stemme er en væsentlig årsag til, at pladen fungerer så godt, som den gør. Hun udnytter sit register virkelig godt. Egentlig er det ikke latterligt stort, men hun får det til at lyde sådan. Hun har nogle lidt country-agtige knæk over det hele, hvor hun springer meget i sin vokal. Det føles dog aldrig påtaget eller unødvendigt. Hun formår at gøre det ikke blot for at skabe dynamik, men også for at skabe følelsesmæssig resonans. Det er som om, hendes stemmes op- og nedture reflekterer livets op- og nedture. Hendes univers føles så reelt, når det svinger så meget. Til trods for, at Court and Spark hovedsageligt er et singer/songwriter-album, fylder hun også pladen med mange instrumentale stykker. De komplimenterer teksterne rigtig godt, og der bruges meget barok instrumentation. Det instrumentale stykke midt på nummeret Down to You er faktisk noget af det mest rørende på hele pladen. Tit laver Joni Mitchell også sine egne backingvokaler, og mens hun naturligvis ikke er den eneste til nogensinde at have gjort dette, skaber det en helt personlig lyd, da hendes stemme i forvejen har så meget karakter.

Joni Mitchells tekster er konsekvent rigtig gode, men jeg må indrømme, at de ikke er det, der sætter sig hurtigst fat. Jeg ville ærlig talt ikke kunne fortælle, uden at jeg satte mig ned og koncentrerede mig om teksterne, hvad de fleste af dem handler om. Det ser jeg dog selv som en god ting. For jeg har allerede fået så meget ud af pladen, de mange gange, jeg har lyttet til den allerede, og der har teksterne stort set ikke været i min bevidsthed, så jeg ved med sikkerhed, at jeg kan få mere ud af albummet i fremtiden. Jeg har da lagt mærke til nogle lyriske stemningsbilleder, der stemmer flot overens med musikken, og hver eneste gang, jeg har sat mig ned og lyttet efter hendes ord, har jeg virkelig nydt hendes poetiske virkemidler. Det bliver meget visuelt, levende og farverigt, meget som hvordan jeg ville beskrive musikken. Det undrer mig faktisk meget, at pladecoveret nærmest er helt lysebrunt, og udelukkende bruger dæmpede farver, for i mine ører hører jeg en hel farverig regnskov af lyd. Joni Mitchells Court and Spark er uden tvivl en af de 10 bedste plader, jeg nogensinde har anmeldt. Den er en af mine nye yndlingsplader.

112 – Cream – Disraeli Gears (1967)

Udgivet den af
Svar

Jeg har efterhånden udforsket ret meget af Eric Claptons karriere gennem mine anmeldelser. To soloalbums, samt albums med både Derek & the Dominos, The Yardbirds, Blues Breakers og naturligvis Cream, den gruppekonstellation, flest folk forbinder med Clapton. Her var han sammen med to andre af tidens allerbedste guitarister, bassist Jack Bruce og trommeslager Ginger Baker. De er måske mest kendt for deres hårdtslående, bluesede garagerock, man finder på numre som Crossroads, Sunshine of Your Love og White Room, og det er da absolut også en væsentlig side af dem. Deres hårde lyd var en væsentlig forløber for heavy metal, men de havde også en mere poppet, psykedelisk side, mere end nogen anden Clapton-gruppe. Man behøver ikke at kigge længe på coveret til deres anden plade Disraeli Gears, før man ved, at man har at gøre med et seriøst syretrip. Man skal derimod kigge længe, hvis man vil finde albumtitlen, der bliver overdøvet af den skrigende farvepalet. Man finder dog også meget af den kendte, bluesede Cream-lyd herpå. Outside Woman Blues og Take It Back er klassiske eksempler på Claptons blues-rock, meget begivenhedsrig og fyldt med interessante fills. Mens andre numre absolut også er tunge, er den psykedeliske aura dog meget mere væsentlig på resten af albummet.

Jeg blev meget overrasket over de mere bløde numre på pladen, såsom World of Pain, Blue Condition, We’re Going Wrong og især det morbide afslutningsnummer, Mother’s Lament. At Cream ville afslutte en plade med sort humor om et spædbarns sultedød var så chokerende og overraskende, at jeg stort set sad måbende tilbage. Men derudover er jeg også imponeret over den diversitet, de viser på denne plade. Ikke alene holder de sig fra blues og hård rock meget af tiden, men mere imponerende er det stadig rigtig godt. Den generelle lyd er meget svævende og æterisk, hvor numre som World of Pain og We’re Going Wrong er eksempler på når det bliver allermest langsomt og syret. Numre som disse sender dog bølger gennem hele albummet. Den psykedeliske lyd er faktisk til stede helt fra åbningsnummeret, den klassiske Strange Brew, og mens man ikke nødvendigvis tænker meget over det, når man hører nummeret alene, så bygger numrene rigtig godt den psykedeliske stemning op i fællesskab. Det er en sand kunst i mine øjne at give et album en klar, gennemgående stemning gennem elementer, der på mange af numrene mest lurer i baggrunden.

Sangene er også bare eminent komponeret individuelt. Guitarriffet på Sunshine of Your Love er selvfølgelig klassisk, og dynamikken på SWLABR er både morsom og engagerende. Den episke Tale of Brave Ulysses er stor i proportioner og i lyrik, og via måden, den eskalerer, bliver den mere spændende minut for minut. Sangene skaber ikke blot nogle samlede ideer i fællesskab, de stikker også klart ud i forhold til hinanden. De kommunikerer også klare koncepter, og selv de to blues-numre mod slutningen føles forskellige. Det er ikke dem alle, der er lige gode, og jeg foretrækker nok stadig hårdere numre som Strange Brew, Sunshine of Your Love og SWLABR. Blue Condition er et eksempel på en af de mere kedelige sange, hvor Ginger Bakers vokal er meget monoton og melodien er ret ensartet. Stadig minder den slet ikke om nogen bestemt anden sang, og dynamisk er den ret frisk i albummets kontekst. Vigtigst af alt for denne plade er dog nok, at den behandler den generelle psykedeliske lyd på pladen på en unik måde. Den er lige så drømmende og abstrakt som resten af pladen. I det hele taget synes jeg, at det er imponerende, at en plade med så meget hård rock kan beskrives som drømmende og abstrakt. Og det er nok det, der gør Disraeli Gears så speciel.

113 – The Who – The Who Sell Out (1967)

Udgivet den af
1

På deres tidlige plader var The Who i konstant udvikling. Hvis man sammenligner dem med fx The Rolling Stones eller The Beatles, der ellers også gennemgik en markant udvikling i løbet af 60’erne, så er det faktisk nok The Who, der udvikler sig mest fra plade til plade. My Generation var simpel, rå rhythm and blues, faktisk så rå at den var et klart grundlag for punkrocken. På A Quick One bliver de mere psykedeliske og fjollede, og med titelnummeret skabte de nærmest egenhændigt rockoperaen. Med The Who Sell Out fra 1967 tog de dog et spring, der var større end noget andet sted i deres karriere. Dels er hele albummet struktureret som om, det var en kommerciel radiostation, der spillede det hele. Der er reklamejingler mellem de fleste numre, og mens det kunne lyde som om, det burde være distraherende for albumoplevelsen, holder det faktisk albummet engagerende, og tit hænger det også flot sammen med temaerne i sangene. Sangen Odorono handler fx om glæderne ved den ganske ægte deodorant af samme navn. Silas Stingy handler om en nærig mand, der er meget beskyttende omkring sine penge. Så beskyttende, at han ender med at blive ruineret i forsøget på at beskytte dem.

Rigtig meget af albummet handler om vores forbrugermentalitet, der bliver en kende religiøst betonet i hænderne på the Who. Blandt disse sange om Heinz baked beans, deodoranter, bumsecreme og pengeskabe får man nemlig også Rael. Udover de fonetiske ligheder med sangtitlen og Israel, snakker de om et helligt land, som de beskriver som “the home of my religion, to me the center of the Earth”. Denne sang får lov til at afslutte pladen, og pladen bliver ligeledes åbnet af et religiøst betonet nummer, nemlig Armenia City in the Sky, der også lader til at fortælle om et helligt land, men her et, man lettere kan tilgå. Man kan faktisk blot tænke sig derhen. Hele teksten er nærmest én lang reklame for dette fiktive sted, der kan fri dig for alle dine sorger. The Who kommenterer med albummet på satirisk vis et samfund, hvor frelse bliver gjort til et produkt og hvor forbrugerisme bliver gjort til en religion. Selv romantik bliver kommercialiseret. På Mary Anne with the Shaky Hand bliver kvinder opremset, som om de var produkter at vælge imellem, hver især med en bestemt tillagt attribut, hvor den titulære Mary Anne er den, fortælleren finder mest attraktiv grundet hendes “shaky hand”.

Måske læser jeg for meget ind i det her, men der er uanset hvad generelt en tematik om forbrugerkultur på pladen, dels i diverse sange, dels i de morsomme reklamejingler der kommer mellem sangene. Men det er svært at læse denne satire ind i Our Love Was, I Can See For Miles eller I Can’t Reach You, selvom jeg godt kan komme med lidt søgte fortolkninger. Men uanset hvad er de alle tre glimrende sange, I Can See For Miles er endda nok en af de bedste sange, gruppen nogensinde har lavet. Sonisk passer de også alle godt ind i den rejse, man kommer på i løbet af albummet. Albummet er meget engagerende og begivenhedsrigt, og hver eneste sang stikker ud med sin egen unikke identitet. Melodierne er også sjove og fængende, og teksterne er som sagt altid kreative og vittige. The Who Sell Out er en virkelig stærk plade, der sætter et meget originalt spin på pop-rock, og gør meget mere med genren end jeg end syntes muligt. The Who Sell Out er et mesterværk, intet mindre, og jeg kan finde nogle nye genialiteter ved hver eneste gennemlytning. Jeg kan ikke anbefale den nok.

114 – The Rolling Stones – Out of Our Heads (1965)

Udgivet den af
Svar

De transatlantiske udgivelser af tidlige Rolling Stones-plader er noget værre roderi. Jeg har allerede anmeldt den rodebutik, der var den amerikanske plade The Rolling Stones, Now, hvor man fik 12 sange, der oprindeligt var tiltænkt hele 4 forskellige albums. To af disse sange, der desuden absolut var blandt mine favoritter på den ellers noget middelmådige skive, var Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) og Heart of Stone. Disse var i Europa tiltænkt den dengang endnu ikke udgivne plade Out of Our Heads, der derfor også måtte udgives i en seperat amerikansk og europæisk udgave. Det er noget værre roderi, men jeg stoler på, at Rolling Stones selv ved, hvordan de laver deres plader bedst, så derfor har jeg valgt at lytte til den oprindelige europæiske udgave af Out of Our Heads, selvom jeg så måtte døje med to numre, jeg allerede havde hørt på en anden Stones-plade. På Out of Our Heads finder man den spæde, animalske rock and roll- rhythm and blues-prægede lyd, der præger så mange tidlige Rolling Stones-plader. Den er meget løssluppen, og den resulterer i meget korte sange. Den indbyder ikke til det størst tænkelige niveau af dybde, men den er skam stadig underholdende.

Rullestenene har ikke selv skrevet særlig mange af sangene på Out of Our Heads. 8 af de 12 sange er covers af amerikanske R&B- og Rock & Roll-numre, især fra starten af 60’erne. Det er altså ikke særlig gamle numre, der er tale om, men kunstnerne, de fortolker, er klart stadig væsentlige inspirationskilder for gruppen. Det er bl.a. Marvin Gaye, Sam Cooke og Chuck Berry, og de fleste af deres kompositioner passer glimrende sammen med gruppens egne numre. The Rolling Stones giver tit sangene meget personlighed, dels gennem Mick Jaggers ikoniske bad boy-vokal, men også gennem instrumentationen, der er mere rå og seksuel end på de amerikanske originaler. Med det sagt er numrene ganske sjældent særlig engagerende. Det kan handle om, at Mick Jagger slet ikke har registeret til at give Good Times nær så meget sjæl som Sam Cooke kan, eller måske fordi den mere løsslupne instrumentation ender med at distrahere fra den gode sangskrivning. Instrumentationen er nok i det hele taget så ukontrolleret, at den ender med at give et lettere mudret indtryk. Den polerede lyd på Chuck Berrys oprindelige udgave af Talkin’ About You er bare meget lækrere end det roderi, Rolling Stones præsenterer.

Dette problem med den grove, upolerede lyd hænger meget sammen med pladens problemer med dynamik. Out of Our Heads er måske en kort plade, men 30 minutter af stort set samme energi- og lydniveau kan være belastende. De går væk fra det på de glimrende Heart of Stone og Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) samt de noget svagere Good Times og Cry To Me og overraskende nok det afdæmpede afslutningsnummer I’m Free.  I forhold til de to første numre er deres dynamiske sans virkelig nogle klare styrker. Internt veksler de også smukt mellem det stille og det højlydte, og det gør numrene meget mere engagerende. Hvis man skal tage ja-hatten på, må jeg også få sagt at pladens høje energiniveau og rodede instrumentation faktisk er ganske sjov. Det er god, billig underholdning, der tilfredsstiller mig på samme måde som en lavbudgets-gyserfilm. Og i modsætning til The Rolling Stones, Now er der faktisk adskillige sange, der er mindeværdige. Deres covers af She Said Yeah og That’s How Strong My Love Is er også gode. Hvis du har en halv time, hvor du ikke ved, hvad du skal sætte på, så er Out of Our Heads en fin plade. Der er rigtig mange væsentlige problemer ved den, men der er også nogle ganske glimrende momenter i løbet af oplevelsen.

115 – Derek and the Dominos – Layla and Other Assorted Love Songs (1970)

Udgivet den af
Svar

Da Eric Clapton var medlem af Cream, markerede det perioden, hvor han ville udgive sit mest rå, simple materiale. Bandet bestod da også kun af én guitarist, én bassist og én trommeslager. I den anden grøft af Claptons karriere finder vi gruppen Derek and the Dominos, et fem mand stort band med to guitarister, en keyboardist, en trommeslager og en bassist, hvor hele to af disse er sangere – ofte samtidig. Så selvom Claptons variant af rockmusik som altid er inspireret af blues, er det en mere fyldig, progressiv, varieret lyd man får på det eneste studiealbum, Derek and the Dominos nogensinde udgav, Layla and Other Assorted Love Songs. Som titlen antyder, omhandler alle sange på dette dobbeltalbum kærlighed. Da der tages udgangspunkt i bluesmusikken, bør det næsten give sig selv, at det heller ikke er verdens lykkeligste kærlighedsscenarier, der udspiller sig. Der er meget tematik om knuste hjerter, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er 77 minutters klynken. Disse sorger bliver gjort meget energiske og vilde på numre som Why Does Love Got to Be So Sad? og naturligvis den mesterlige Layla. Endvidere er der også nogle mere muntre numre, såsom Keep on Growing og Anyday.

De mere energiske numre er nok netop mine favoritter på pladen, og det er den lyd, jeg tænker på, når vi snakker om Derek and the Dominos. Det er den, der mest umiskendeligt lyder som dem frem for nogen anden blues-rock-gruppe, og man kan endda mærke elementer af progressiv rock på disse numre. Lyden er knap så karakteristisk på de mere klassisk strukturerede blues-numre, hvoraf der også er en del covers, men de bliver stadig smukt opført. Deres udgave af blues-standarden Nobody Knows You When You’re Down and Out er meget mindeværdig, og teksten går rent ind gennem Claptons vokal. Der er i løbet af hele pladen en klar dynamik mellem det langsomme og det hurtige, det stille og det højlydte, det simple og det komplicerede. Det næstsidste nummer, Layla er et klasseeksempel på dette. Sangen går i et minut gennem et crescendo bygget op om sangens riff, hvorefter et klaver pludselig hopper ind, hvorefter alle instrumenter brat stopper. Så begynder en ny opbygning, her en mere inderlig, følsom optræden, der dog stadig ender med at blive ret højlydt og kompakt i sin lyd. Pladen vælger at afslutte på en endnu mere afdæmpet måde, nemlig med en stille akustisk folk-sang ved navn Thorn Tree in the Garden. Det sætter et elegant punktum på hele pladen.

Der er ikke noget dårligt nummer på hele pladen – Key to the Higway ville nok være bedre hvis det kunne have været en smule kortere end 9 minutter, og It’s Too Late er en lidt for simpel popsang, til at den passer så godt ind på pladen, men gruppens opførsel af den er stadig rigtig solid. Problemet ved pladen er mest af alt længden. Det er selvfølgelig ikke nogen synd i sig selv, at pladen er 77 minutter lang, men plader af den længde skal altså have meget variation, for at de ikke bliver spor trættende i længden. Som sagt er de fleste af sangene blues-prægede rocksange om ulykkelig kærlighed, så selvom der er fin variation indenfor dette tema, er det nok for afgrænset til, at 77 minutter ikke bliver en for stor mundfuld for mig. Hvis de havde formået at skære en 15-25 minutter af, ville jeg absolut synes mere om pladen. Som den er, er det dog stadig et album, der absolut er værd at lytte til. Man skal bare være i det helt rette humør, for 77 minutters bluesrock om hjertesorger passer ikke til alle stunder. Når disse stunder dog kommer, er Claptons og Allmans guitareskapader dog ideelle.

116 – Etta James – At Last! (1960)

Udgivet den af
Svar

Etta James havde en af de største soul-stemmer nogensinde. Den var virkelig blød for det meste, men hun havde så flot kontrol over den, at hun sagtens kan trække den i mere hårdføre retninger. Hendes første album, der fik titlen At Last!, udkom i 1960, men siden 1955 havde hun udgivet stribevis af populære singler. Indholdet på At Last! var dog spritnyt, og mange af hendes bedste numre er på tracklisten. Naturligvis kan titelnummeret nævnes, men også Trust in Me og A Sunday Kind of Love er store, sjælfulde ballader, som absolut er værd at lytte til, og den bluesede I Just Want to Make Love To You er skøn. Det er som med de fleste albums fra den tid ikke et særlig stilren eller konsekvent helhedsoplevelse. Det er mest af alt en samling sange, som Etta James tilfældigvis indspillede i 1960. Det er dog heldigvis ikke en lang plade, den er kun 29 minutter lang, så pladens manglende dynamik gør stort set aldrig, at man bliver træt af Etta James. Til gengæld kan det ændre på indtrykket, man får af visse numre. Jeg ville fx muligvis have syntes bedre om den rock and roll-prægede Tough Mary, hvis resten af pladen på nogen måde havde lagt op til den stil. Som den står nu, virker den lettere fjollet.

Der er desværre også et generelt kvalitetssving på pladen. De storladne, lykkelige eller længselsfulde kærlighedssange er uden tvivl det, der klæder Etta James bedst. Det er heldigvis også dem, der er flest af, men når hun begynder at være sørgmodig på All I Could Do Was Cry, bliver det en kende vammelt, og det lyder på ingen måde oprigtigt. Jeg føler mig faktisk en smule talt ned til, hvis det er meningen, jeg skal tro på det scenarie, der bliver fremstillet i teksten. Det kunne måske være en smule trættende, hvis det storladne soul-skrålen skulle være basis for alle sange på pladen, men så ville jeg absolut foretrække nogle mere blues-prægede sange i stedet, og pladen er som sagt ikke så lang, så det er begrænset, hvor meget den kan udmatte dig. Med det sagt, så virker dynamikken faktisk ret fint. Den er absolut ikke ideel, men pladen er stadig relativt varieret i forhold til både stil, hastighed og lydniveau. Den er absolut acceptabel til en plade på 29 minutter. Andre former for albumstruktur er dog slet ikke til stede. Intet nummer bygger op til et andet eller er med til at skabe et større tematisk helhedsindtryk.

Lyden på pladen er generelt meget klassisk soul. Der er elementer af standard-vokaljazz, hvilket blot udnytter James’ stemme endnu bedre. I det hele taget er hvert eneste nummer meget imponerende, hvis man har fokus på Etta James’ vokalpræstation. Hendes stemme lyder fuldkommen fantastisk på hvert eneste nummer, ingen undtagelse. Den slags situationer kommer tit med en tilgang, hvor det er vigtigere at sangeren skal kunne imponere med sin stemme, end at musikken rent faktisk forsøger at have noget at byde på i sig selv. Dette er ikke generelt tilfældet på At Last!. Det er ikke alle numre, jeg holder lige meget af, så på visse er James’ flotte stemme den væsentligste “saving grace”. Men på alle numrene kan jeg se, hvad de har prøvet at opnå, og ganske tit lykkes det da også. At Last! er en ganske fin plade. Den underholder acceptabelt nok i den korte tid den varer, og sangene er varierede nok, til at man aldrig keder sig, mens der stadig er nok af balladerne, som jo er guffet. Der er ikke de store overraskelser eller den helt store holdbarhed på pladen, men den har stadig absolut noget at byde på.

117 – The Byrds – Sweetheart of the Rodeo (1968)

Udgivet den af
Svar

Jeg kan rigtig godt lide The Byrds. Plader som Younger Than Yesterday og The Notorious Byrd Brothers byder på noget af det bedste psykedeliske folk-pop, der nogensinde er lavet. Jeg er knap så glad for Gram Parsons, en af country-rockens store innovatorer, og det er hverken solo eller med The International Submarine Band eller for den sags skyld The Flying Burrito Brothers, hvor jeg dog nok har mest til overs for ham i sidstnævnte konstellation. Parsons er relevant i forhold til the Byrds fordi han i 1968, efter The International Submarine Band gik i opløsning, blev medlem af The Byrds, og med pladen Sweetheart of the Rodeo trak han dem i en noget anden retning. En mere country-præget retning. Lyden var ikke helt uvant for The Byrds. På både Younger Than Yesterday og The Notorious Byrd Brothers kunne man finde country-prægede numre, dog stadig med en klar psykedelisk aura. Sweetheart of the Rodeo er på alle numre præget meget af country eller måske endda bluegrass. Rigtig ofte kan jeg faktisk slet ikke høre, hvorfor folk typisk kalder pladen for country-rock frem for blot country. Rocken kan høres på You Ain’t Goin’ Nowhere, Nothing Was Delivered og One Hundred Years from Now, men jeg hører udelukkende country på de fleste andre numre.

Genresnobberi er dog som sådan ligegyldigt, for det vigtigste er jo kvaliteten. Jeg graviterer måske som hovedregel mod rock frem for country, men der findes jo stadig rock jeg ikke synes om, og der findes endda country, jeg holder meget af. Så er musikken god? Den er spillet ret kompetent, og lyden er ret variereret. Sangene er alle fængende, men det er ikke nødvendigvis the Byrds’ fortjeneste, da ni af de elleve sange er covers. Men de gør faktisk et rigtig godt stykke arbejde med både at byde numrene noget nyt, og at give pladen en sammenhængende lyd. Jeg var ærlig talt overraksket over at finde ud af, hvor få numre gruppen selv havde skrevet. Med det sagt, så keder numrene mig ganske meget. Life in Prison handler om hvordan, fængselslivet gør, at fortælleren mister lysten til at leve. Lyden er dog nærmest hyggelig. Og det er det meste af pladen egentlig, det er bare hyggelig musik, hvor den følelsesmæssige resonans tit er enten helt flad eller fuldkommen fraværende. Følelserne er ellers der, hvor country virkelig har en fordel frem for folk, hvor gruppen til gengæld kunne lave smukke lydbilleder. Her er ingen af delene til stede i særlig stort omfang.

Hvis der er nogle numre, jeg holder af, er det nok netop dem, der læner sig mest op ad gruppens tidligere diskografi. Gruppen blev som bekendt populære med deres flotte Bob Dylan-covers såsom My Back Pages, Mr. Tambourine Man og Chimes of Freedom og pladens to Dylan-covers er de uden tvivl højdepunkterne. You Ain’t Goin’ Nowhere og Nothing Was Delivered er både kreative i deres udførsel, men de har også en spændende lyd og er fulde af overraskelser. Nothing Was Delivered kunne jeg sagtens se som en af mine favoritter i hele deres diskografi. Der er også elementer ved andre sange, jeg godt kan lide, såsom klaveret på You’re Still On My Mind eller violinen og banjoen på den bluegrass-inspirerede Pretty Boy Floyd. Lydbillederne er ganske kønne, men de er aldrig engagerende. Som sangere er Chris Hillman og især Roger McGuinn også meget charmerende, men de bliver sjældent sjælfulde. Gram Parsons lægger uden tvivl større følelser i sin sang, men hans stemme er til gengæld på alle måder kedeligere. Selvom der er elementer at holde af på Sweetheart of the Rodeo føles den uden den historiske kontekst bare enormt ligegyldig. Med mindre I har væsentligt mere til overs for country end mig, så hold jer blot til pladens Dylan-covers, og spring resten over.