Månedsarkiv: april 2015

155 – Pretenders – Pretenders (1980)

Udgivet den af
Svar

Det er måske svært at forstå, men den eponyme debut af rockbandet Pretenders tog mig et par gennemlytninger, før jeg forstod, hvorfor den var så afholdt. Man skulle jo tro, at den let tilgængelige, ofte ret punkede pop-rock, de laver, ville være let at sætte pris på. Men det tog mig for alvor noget tid, før jeg forstod, at jeg lyttede til noget ganske unikt. Forsanger Chrissie Hynde er nemlig en eminent sangskriver. På et nummer som The Phone Call gør hun punk-rock til noget større og mere ambitiøst, end man til at starte med ville forvente, og på Private Life blander hun et sumpet, diskret Marley-groove med personlig intimitet og skrøbelighed. Selv på sange som Brass in Pocket er virkelig dybfølte og kreative. Ud over blæsere på et par få numre afviger de ikke fra det standard guitar/bas/trommer/keyboard-setup, men sangene har stadig meget forskellige udtryk. Hynde har en stor forståelse for hvordan hun kan få så mange forskellige lyde ud af instrumenterne som muligt, så selv når hun ikke er forfatteren bag et nummer, kan man mærke hendes kreativitet skinne igennem.

Produceren på Pretenders er ingen ringere end Chris Thomas, der nok er bedst kendt for at producere Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols, en plade, der er kendetegnet af sin hårde, grimme lyd, hvor instrumenterne nærmest går i et med hinanden. På Pretenders er jeg faktisk imponeret over det præcis modsatte. Der bliver arbejdet med så mange forskellige lyde fra instrumenterne, men alligevel lyder det altid pænt og klart på samtlige instrumenter. Selv meget punkede sange som Precious og Tattooed Love Boys hjælper denne rene lyd med at skabe mere fokus på de mest markante instrumenter, her især guitar og bas. Noget af det, der gjorde, at det tog mig et stykke tid at få øjnene op for Pretenders, var, at de ikke følger nogen trends. Tænk lige over det, i 80’erne var stort set alle, selv undergrundsgrupperne, en del af en større trend. Pretenders leverer dog deres helt egen ambitiøse punk-rock, der på den ene side nok er for råt til mange i pop-publikummet, men samtidig er for kompliceret til mange punkere. Eller, det ville måske have været opfattelsen, hvis Hynde ikke skrev så gode sange.

Hyndes sangskrivning er vitterligt det, der får hele pladen til at hænge sammen, men derfor kan det netop gå galt, når Hynde ikke er involveret. Gruppen opfører et cover af The Kinks’ Stop Your Sobbing, og det er helt fint, måske lidt for tæt op ad originalen, men det er bare tydeligt, at det ikke er skrevet af de samme mennesker som de øvrige sange, og det er ret distraherende. Det er uden tvivl det svageste nummer på pladen, hvis du spørger mig, for selvom lyden er fin, føles det ikke spor inspireret. Den eneste øvrige sang, hun ikke var med til at skrive er den instrumentale Space Invader. Det er igen ikke min yndlingssang på pladen, men den passer langt bedre ind, og der er da i det mindste nogle kreative tiltag, f.eks. at inkorporere lyde fra spillet Space Invaders. Det går bare lidt langsomt med at udvikle sig, det føles faktisk som om, der burde have været vokal på. Noget dejligt ved pladen er, at den starter med en meget rå punklyd og efterhånden udvikler sig til noget mere poppet. Det skaber større sammenhæng mellem nogle ellers meget forskellige numre. Disse forskellige numre er generelt virkelig gode, og pladen er som helhed også bare bundsolid, så jeg kunne sagtens finde på at lytte til Pretenders igen en anden gang.

156 – Beastie Boys – Paul’s Boutique (1989)

Udgivet den af
1

Når man snakker de store klassiske rapgrupper, er det svært at komme udenom Beastie Boys. De har da også lavet stribevis af vidunderlige sange med spøjse, sjove tekster. Deres plader er også alle fra start til slut meget underholdende, ja der er faktisk ikke én af dem jeg ville kalde mindre end fremragende. Mange ville nok fremhæve Paul’s Boutique fra 1989 som et af deres hovedværker, og det kan jeg kun erklære mig enig i. Denne plade fik helt nye sider frem i genren. Hip hop var i hænderne på Beastie Boys mere eksperimentel, mere varieret i lyd, og mere alsidig i emner, end genren nogensinde havde været før. Der er interludier, hvilket en gruppe som De La Soul havde arbejdet med før, men først med Beastie Boys føler jeg faktisk, at interludierne gør albumoplevelsen bedre. Den ikke særlig poppede struktur får også pladen til enten at lyde som en lang sang eller utrolig mange enormt korte sange. Anden halvdel af en sang som The Sound of Science har f.eks. musikalsk mindre at gøre med første halvdel, end den har at gøre med 3 Minute Rule, der er navnet på sangen, der kommer umiddelbart efter.

På 3 Minute Rule viser de en flot lydforståelse, som man ikke typisk ville forbinde med en gruppe som Beastie Boys. De vælger nemlig for en gangs skyld at give hvert medlem et vers, i stedet for at de støtter hinanden undervejs. Det gør nummeret mere fokuseret og simpelt. Og en simpel lyd i ny og næ er også et godt tiltag på en plade som Paul’s Boutique. Der bliver samplet over 100 sange i løbet af Paul’s Boutique, hvilket vil sige, at lytteren møder et nyt sample hvert tredivte sekund. Hvis man skærer vokalen fra, er al musikken på hele pladen faktisk samples, og samtidig er lyden så varierende og virtuos. Ja den er endda mere levende end på mange hip hop-plader med organisk instrumentation, noget jeg desuden er stor fortaler for. Hvis du nogensinde møder nogen, der mener at samples er en doven måde at lave musik på, vis dem et nummer som Shake Your Rump, Hey Ladies eller den over 12 minutter lange B-Boy Bouillabaisse. Dette er en suite, der samler kortere sang-ideer til en længere helhed, lidt i stil med Abbey Road Medley af The Beatles.

De samples, der er udvalgt til Paul’s Boutique lader til at være meget nøje udvalgt, ikke blot fordi de er så forskellige. De støtter også de mange referencer, drengene kommer med i deres tekster. Hvis man skal citere en Johnny Cash- eller Sweet-sang, så bliver det blot mere underholdende og mere interessant, hvis man bare direkte inkorporerer et klip fra pågældende sang. Der er et vist Johnny Cash-sample på B-Boy Bouillabaisse, der i hvert fald altid får mig til at grine, når jeg hører det. Og det er en anden god kvalitet ved Beastie Boys, at de er morsomme. De laver sange om æg og videnskab, og selv når de viser, at de er så kompetente musikere, som de er, laver de ironiske barnlige tekster som på Shake Your Rump og Hey Ladies. De tager så meget fis på dem selv, deres image og hele deres koncept. De var en slags parodi på tendenser rapmusik end ikke havde udviklet. På den måde er det fristende at kalde dem hip hops svar på Frank Zappa, da han også var enormt morsom, tangerede mellem det platte og det vittige, og vigtigst af alt var et musikalsk geni. Paul’s Boutique er en vidunderlig plade, og en af de bedste hip hop-udgivelser nogensinde.

157 – Joy Division – Closer (1980)

Udgivet den af
Svar

Bandet Joy Division havde ikke en forfærdelig lang levetid, men på blot 2 albums og en række singler, nåede de at lave meget fantastisk musik. Det sidste, de nåede at optage inden forsanger Ian Curtis’ død i 1980 var albummet Closer. Dette starter med nummeret Atrocity Exhibition, der er 6 minutter langt og konstant har et stort lag af støj bag Curtis’ dybe stemme. Derudover er der en funky basgang og eksotiske trommer, der gør det til et rigtig sjovt nummer at indlede pladen med. Sjovt er dog nok det forkerte ord, for teksten og leveringen er fanatisk og vanvittig, mens lyden jo er fuldkommen destruktiv. Isolation starter som en simpel new wave-sang med nogle lyse synthesizere, og det er på sin vis dermed en slags forløber for det, gruppens overlevende medlemmer ville lave under navnet New Order. Men Isolation handler vitterligt om isolation, og åbner med teksten “In fear every day, every evening”. Den handler om en tredjeperson, men den føles stadig mere jordnær end hvad godt er, og vokalens utydelige mix gør bare det hele bedre. Passover kører i længere stykker uden vokal, og når den endelig er der, bliver den leveret på monotom vis. Vokalen er langt fremme i mixet, og basgangen er ligeså ensartet, så sangen ender med at blive ret skræmmende.

Colony arbejder i endnu højere grad med gentagelser. Her er bassen ret langt fremme, og leverer en kort, mekanisk basgang igen og igen, mens alle mulige bindegale ting foregår omkring den. Det minder lidt om industriel musik eller endda krautrock, men stadig med det psykotiske twist, som så meget af Joy Divisions musik har. A Means to an End nævner både ideen om et forbillede og om udødelighed – så¨den handler nok om religion. Tempoet på den sang er så inkonsekvent, at det bliver smukt. Man kan mærke hans liv gå fra hinanden, når sangen pludselig bliver lidt langsommere og så hurtigere. Der er ingen kontrol over noget. De gentagne udråb med vendingen “I put my trust in you” ender også med at have stor effekt. Heart and Soul er ikke et Huey Lewis-cover, og det er heller ikke æblemand på engelsk. Det er faktisk stort set det modsatte af de to ting. Den kom før Huey Lewis-sangen, men det er nok ikke et tilfælde, at den hedder det samme som sangen, alle klaver-nybegyndere skal lære. Curtis råber aldrig her, han lyder faktisk mest af alt glad for smerte og ødelæggelse. Han lyder tortureret og forskruet. Det er faktisk virkelig imponerende, at hans stemme kan udtrykke ubehag på så mange måder.

Twenty Four Hours er en ret langsom og stille sang i starten, og så går den over i kaos, og så tilbage til stilhed, og det mønster kører det efter i noget tid. Curtis’ dybe stemme følger ikke særlig godt med, men det lyder ikke engang som om, han lægger mærke til det. Denne manglende sammenhæng mellem musik og sang gør blot det hele endnu mere ubehageligt og kaotisk. Men Joy Division er den bedst tænkelige form for ubehagelighed. The Eternal er en helt igennem trist og langsom sang. Dens lyd er tung og dramatisk, men værst af alt lyder den opgivende. Det er en af de tristeste sange, gruppen har lavet, og den monotome, kolde lyd ligner meget det, der ville blive til trip hop senere. Det er uden tvivl den sang på pladen, der er sværest at holde ud, mest fordi tydeligt mærker al den pinsel, curtis udtrykker. Decades får lov til at afslutte pladen, og det gør den med nogle meget høje synthesizertoner. Det er en meget åben slutning, og i stemning udtrykker den mest af alt fortrydelse og angst. Der er intet, der er godt ved Closer, det er en plade af ren ondskab. Og det er derfor jeg elsker den.

158 – Elton John – Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975)

Udgivet den af
Svar

Jeg kan rigtig godt lide den simple Elton John, der er langt nede på jorden. Ja, en sådan Elton John er svær at forestille sig i dag, men sådan var han på plader som Tumbleweed Connection og Elton John i starten af 70’erne. Han begyndte at flirte mere og mere med glam-rock, som årene gik, og i 1975 tog han det store spring: han valgte at kalde en plade noget så latterligt som Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Jeg har hørt visse kalde det for en af de værste albumtitler nogensinde, og ja, det lyder faktisk næsten mere som en Elton John-parodi end et ægte album, men jeg synes, det er en virkelig morsom og gribende titel. Og den udstråler også, hvilken retning, John tog med denne plade. Han holder sig sjældent tilbage, og han er ikke bange for at bruge så fjollede vendinger som “It’s party time for the guys in the tower of Babel” og så dybtfølte overdrivelser som “Someone saved my life tonight, sugar bear”. Det er faktisk svært at nævne en bedre Elton John-plade, der er udkommet sidenhen, fordi bare at prøve at overgå skalaen på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy ville være nær umuligt, og hvis man ikke prøvede, ville det føles som et skridt tilbage.

Elton John gør intet halvt på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Alle numrene emmer af ambition og excentricitet. Det virker lidt inspireret af et band som The Who, som John jo arbejdede sammen med til filmen Tommy, hvor John opfører Pinball Wizard. Den vekslen mellem det dybe og det fjollede, som hele den film er bygget op omkring. For selvom han er blevet fjollet og overdreven nu, lyder hans følelser stadig oprigtige og vigtige, og hvis det ikke er imponerende, så ved jeg ikke, hvad er. Når du sætter Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy på for første gang lægger du dog nok mærke til, at den ikke rigtig starter med at lyde så excentrisk og storladen igen. Dens åbningsnummer, der ligeledes hedder Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, starter som et simpelt country-nummer, og efterhånden udvikler det sig til den storladne lyd, som albummet i højere grad kan kendetegnes ved. Udviklingen er derfor tydeligere, da John selv jo har lavet meget country-præget musik, navnlig på pladen Tumbleweed Connection. På titelnummeret får vi da nærmest hele Elton Johns udvikling på lidt under 6 minutter.

Den generelle kvalitet på pladen er rigtig god. De fleste af sangene er enormt kraftige, fængende og mindeværdige. De svagere kort på egen hånd er nok de to sidste sange, We All Fall in Love Sometimes og Curtains. De er lidt mere melankolske og sentimentale end de andre sange, men det gør, at de slutter pladen rigtig flot af. Så selvom de ikke er særlig fængende eller stærke uden resten af albummet, ender de med at være en smuk måde at afslutte pladen på. Det er nok en smukkere afslutning end på nogen anden Elton John-plade. Der er også meget variation på pladen. Sangene er ikke blot alle gode, de er alle unikke, og dermed gør det, at pladen konstant serverer dig noget uforventet. Det gør også pladen meget holdbar. Jeg er meget glad for Elton John, og et af hans fineste albums er uden tvivl Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Den har så meget identitet, så meget farve og så meget liv, at den kan tåle talrige gennemspilninger. Alle sange er smukt skrevet og karismatisk opført. Det er ikke til at stå for.

159 – Kiss – Alive! (1975)

Udgivet den af
Svar

I 1975 udgav rockbanet Kiss deres første liveplade. Den fik navnet Alive! og blev på den måde det første album i deres stadig kørende Alive-serie. Det er 78 minutter med 16 af gruppens allerstørste sange fra dengang. Det er dog ikke ligefrem sådan, at de havde udgivet særlig meget endnu i 1975, så koncerten tager kun fra de tre første albums. Det betyder fravær af store hits som Detroit Rock City, I Was Made for Lovin’ You og Love Gun, næsten faste indslag ved Kiss-koncerter i dag. Og de er langt fra det eneste, der er blevet tilføjet til setlisterne siden da. Kiss blev ved med af have stor succes efter udgivelsen af Alive!, ja succesen blev nærmest kun større. Og Alive! er nok lidt af årsagen til, at Kiss fik flere fans. Kiss har trods alt alle dage været kendt som et storslået live-band med deres ansigtsmaling, udrustning, pyroteknik osv. Det kan man så selvfølgelig ikke høre på pladen, men man kan stadig høre enorm spilleglæde og solidt spillede numre. Hele lyden på Alive! er enormt lækker af en live-plade at være. Spørgsmålet er så selvfølgelig i hvor høj grad, man kan kalde det en live-plade.

Det er fristende at kalde Alive! for “rå tråd fra ende til anden”, men tråden er ikke særlig rå. Der er taget lyd fra hele 4 forskellige koncerter, og selvom producer Eddie Kramer og de individuelle medlemmer aldrig kan blive enige med hverken sig selv eller hinanden om, i hvor høj grad, der er blevet overdubbet, så er der altså også en del overdubs. Eddie Kramer har gået fra at sige, at der kun blev dubbet for at rette de værste fejl til at påstå, at trommerne er det eneste, der stammer direkte fra koncerterne. Jeg tror ikke rigtig, at noget af det er rigtigt, det er nok en mellemting, men efter flere gennemlytninger, kan det godt virke irriterende, at Alive! ikke lyder som en normal live-plade. Den er simpelthen for poleret. Man føler tit ikke, at man lytter til en koncertoptagelse. Men til gengæld er det dog virkelig flot. Og når lyden endelig er mere rå,  og på sange som Rock and Roll All Nite, Black Diamond og 100,000 Years føler man faktisk næsten, man er der. Man kan let forestille sig, hvordan bandet hopper rundt på scenen.

Selve udvalget af sange er rigtig godt. De har valgt nogle af deres mest rå, vilde sange samt et par få af deres mere poppede numre, men jeg er på den måde meget glad for, at jeg ikke lytter til en senere Alive-plade. Deres materiale blev væsentligt renere og knap så vildt senere i deres karriere, og lyden er altså mere helstøbt, når man kun har de første par Kiss-plader at tage sange fra. Der er ikke én, der ikke passer ind på pladen, og alle er rigtig gode, i hvert fald i udgaverne fra Alive!. Der er nok egentlig ikke nogen af sangene på Alive! jeg ikke foretrækker i denne live-udgave frem for originalen. Der er lavet væsentlige ændringer på visse numre, bl.a. på 100,000 Years, der er gjort over tre gange så lang som originalen. Meget af denne udgave udgøres af en trommesolo, der er mange gange mere imponerende end jeg i det hele taget vidste, at trommeslager Peter Criss var i stand til. Man kan diskutere så meget ved Alive!, men det vigtigste er jo bare, at den lyder godt og holder hele vejen igennem. Og det gør den.

160 – T. Rex – Electric Warrior (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg kan ret godt lide seriøs, mørk musik, der fortæller os noget om samfundet gennem en progressiv melodi og poetisk lyrik. Jeg kan også ret godt lide T. Rex, et band der har holdt sig ret langt fra at kommentere meget andet end planeter og sex. De har kompositorisk heller ikke særlig avancerede sange. I hvert fald ikke på deres klassiske album Electric Warrior. Sange som Mambo Sun og Cosmic Dancer er reelt bare den samme versstruktur igen og igen, med en tekst, der er skrevet efter nogenlunde samme mønster i hvert vers. Instrumentalt er der dog en mærkbar udvikling i Cosmic Dancer, der stort set hele tiden prøver på at understøtte verset med anderledes musik end tidligere. Mambo Sun derimod kører bare på samme vis i sit eget fede groove i 4 minutter. Den taber dog intet af det, der gjorde den engagerende til at begynde med. Grundlaget er bare for godt til at ændre for meget på. Og så er den sjov. Det er alt på Electric Warrior faktisk. Der er ingen trang til at blive taget seriøst, og det er enormt forfriskende, især når de stadig har personlighed og gode sange.

Den bedste af dem alle er naturligvis Get It On, der har et stille, ret lummert vers og et storladent omkvæd, hvor der bliver sagt de dejligste nonsensord i verden: “Bang a Gong”. Jeg tror faktisk, at folk er begyndt at bruge det som en reel vending nu til dags. Men man kan da heller ikke lade være med at huske det, især ikke som forsanger Marc Bolan kommer med sine sjove orgasme-lyde. Den er så god, at de valgte at efterligne den på det groveste senere på pladen. The Motivator er stort set den samme sang, og mens denne også har meget sjovt at byde på, både i lyrik og instrumentation – samt de få dele af melodien, der ikke bare er hugget fra Get It On – så sidder man bare og tænker, at man allerede har hørt den. Planet Queen minder i lyd også ret meget om Mambo Sun, men det er ikke nær så ekstremt. Alle sange på pladen er virkelig skægge og har deres egne små finurligheder at byde ind med. De individuelle numre kan måske virke lidt ensformige, hvis man ikke lader sig opsuge af musikken, men hvis man lader sig hengive til deres syrede univers, ender alt med at være hysterisk morsomt og vældig interessant.

T. Rex prøver også med nogle langsommere sange af og til, og det er her, der virkelig går glamour i den. De går langt over toppen på sange som Monolith, Girl og Life’s A Gas, og det er gudeskønt. Visse vil måske sige at glam-rock i højere grad er en tøjstil end en egentlig musikgenre, men der er transcenderende seksualitet og excentricet i alle toner. De har et så unikt og tydeligt udtryk mellem rigtig diskrete virkemidler, hvilket gør dem virkelig underholdende. Man bliver bare suget ind i deres univers, der lovpriser science fiction, grimt tøj og sex på den sjovest tænkelige måde: “I could have loved you girl, like a planet” synger han på Life’s a Gas. Marc Bolan er ikke verdens største poet eller komponist, men han udnytter de evner, han så endelig har, rigtig godt. Og så er Electric Warrior bare en glad plade. Selv når den er vred, f.eks. på Rip Off, så er den så fjollet og fuldstændig frataget for al synlig selvironi, at man næsten griner mere af en med dem. Electric Warrior er ikke den store kunst, men det er stadig en rigtig god plade.

161 – Otis Redding – The Dock of the Bay (1968)

Udgivet den af
Svar

Otis Redding, en af de største soulsangere nogensinde, døde som 26-årig i 1967 fra et flystyrt. Det betød dog ikke, at det var slut med nye Redding-plader. Allerede i 1968 kom den første plade fra efter hans død, og den fik navnet The Dock of the Bay. På denne fandt man både spritnye, dengang hidtil uudgivne numre og diverse singler og b-sider, som ikke var udgivet i sammenhæng med noget andet Redding album. Foruden dette fandt man også et par få numre, der allerede var tilgængelige på andre albums, hvilket for mig tyder lidt på, at de manglede materiale. Pladen er heller ikke meget længere end 30 minutter. Man kan ærlig talt godt mærke, at man har fået b-materialet. Man har måske endda fået ufærdigt materiale. Ikke at ufærdige sange nødvendigvis er dårlige; åbningsnummeret, (Sittin’ On) The Dock of the Bay blev aldrig færdigindspillet, så det vi har bygger hovedsageligt på demooptagelser. Det er dog en af de mest rørende og vemodige sange, Redding har opført. Hans lyrik er vidunderlig og melodien er i al sin sentimentalitet enormt smuk. Det er i det hele taget en af de bedste soul-sange nogensinde.

Men noget af det her er altså i bedste fald albumfyld. Tramp, som egentlig mest af alt er en talking blues, er bare et skænderi mellem Redding og Carla Thomas. Det bliver ikke engang sunget, med mindre man kigger på nogle få øjeblikke. Og så er dette oven i købet et af de numre, der allerede fandtes på et tidligere album. I’m Coming Home var oprindeligt b-siden til The Glory of Love, og det nummer er bare de samme 30 sekunder om og om igen med nogle ganske få variationer. Og grundlaget er ikke særlig solidt. De trioler, der udgør hooket ender faktisk med at være ret så irriterende. Don’t Mess with Cupid var oprindeligt b-siden til My Lovers Prayer, og har vi også at gøre med en ret intetsigende sang, men i det mindste bliver den leveret med entusiasme. Og mens den måske virker ret latterlig (hvordan undgår man det, når sangen hedder Don’t Mess with Cupid?), så er den i det mindste varieret og underholdende. Open the Door var en dengang spritny sang, og den starter med spoken word. At Redding i det hele taget arbejdede så meget med spoken word undrer mig, for hans stemme er jo utrolig. Heldigvis bliver sangen ganske fin, så snart han begynder at synge.

Okay, der er ingen tvivl om, at Dock of the Bay er en rodet opsamling forklædt som et reelt studiealbum, hvor de har været ret ligeglade med, at få det til at føles sådan. Dog er (Sittin’ On) The Dock of the Bay ikke det eneste, der er værd at lytte til. Især på første halvdel, er der lidt godter. Sangene I Love You More Than Words Can Say, Let Me Come on Home og The Glory of Love blev alle udgivet som singler kort før hans død, og de tydede virkelig på noget godt. En meget dybfølt, seriøs retning. Jeg er især glad for The Glory of Love, der er blandt Reddings mest oversete sange, hvis man spørger mig. Ole Man Trouble fik oprindeligt lov til at åbne den klassiske Otis Blue, og her får den lov til at slutte pladen af. Det er på overfladen en ret underlig inklusion, men på mange måder passer den meget godt sammen med (Sittin’ On) The Dock of the Bay. Man møder her den modne, reflekterende Redding, og den udtrykker meget, hvad pladen skulle have været. Og på den måde er det en god afslutning. Jeg må dog konkludere, at der ikke er meget på pladen, jeg holder særlig meget af, og de få sange, jeg godt kan lide, er også på de fleste Redding-opsamlinger.

162 – Radiohead – OK Computer (1997)

Udgivet den af
Svar

Mit yndlingsalbum nogensinde er Kid A af Radiohead. Hvert eneste sekund af den plade er bare fuldkommen genialt. Radiohead er i det hele taget et af mine yndlingsbands nogensinde, og deres store album OK Computer fra 1997, er ligesom Kid A fyldt med genialiteter fra start til slut. På OK Computer er lyden mere rockpræget end på den elektroniske Kid A, men teknologi spiller stadig en stor rolle. Der er mange elektroniske lyde på diverse numre, selvom guitar bas og trommer dominerer. Sange hedder da også titler som Paranoid Android og Subterranean Homesick Alien, og der er en klar science fiction-lyd på et nummer som Fitter Happier. Der bliver beskrevet dystopiske visioner om et karma-politi, der skal arrastere en mand for at tale for meget om matematik eller en pige for at have en frisure som hitler. Selvfølgelig menes det ikke så bogstaveligt, “karma-politiet” fra Karma Police er ikke et egentligt politi, men de repræsenterer rettere hele konceptet karma. Min pointe er rettere, at fortællemåden gør det hele meget grumt og mørkt, men der er stadig virkelig meget stil over det, især med den mørke lyd, der er til stede.

Radioheads sangskrivning er meget progressiv. De er ikke rigtig gået efter at lave fængende, sange, du vil synge i ugevis, selvom et par af numrene – No Surpises og Karma Police – er sådan. De ville levere en varieret oplevelse, der kan røre dig dybt inde. De får lytteren til at føle sorg, tyngde, frygt, hævngerrighed og vrede. Det er spredt flot ud på pladen, så hvert stemningsskift virkelig kan ramme dig dybt. Den progressive sangskrivning sørger også for at gøre numrene varieret i opbygning. Det nummer, der er blevet mest berømt for denne progressive opbygning er Paranoid Android, der da også gør det fremragende og udadtil ubesværet. Nummeret er uden tvivl et af rockhistoriens helt store mesterkompositioner, hvis du spørger mig. Men i det hele taget er der få sange, hvor man kan udpege stykker, der udgør egentlige vers og omkvæd. De er der, men der er ikke særlig mange af dem. Og når de er der, fungerer deres simplicitet ofte til at understøtte en pointe, f.eks. på No Surprises. Denne kører ikke decideret med en vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur, men dens opbygning er stadig ret simpel. For som den siger, der er ingen overraskelser. Dette kører forsanger Thom Yorke ud i et stadie af ørhed, og det er rigtig smukt.

Lyden på OK Computer er meget dynamisk. Det ene sekund har vi elektronisk simplicitet som på Fitter Happier, og pludselig kommer en voldsom rockguitar på Electioneering. Et nummer som Let Down er inspireret af Phil Spectors Wall of Sound-teknik, og er dermed meget kompakt i sin lyd, mens Exit Music (For a Film) starter uden meget andet end en akustisk guitar og en svag synthesizer. Denne synthesizer bliver dog stærkere, som nummeret kører fremad, og der kommer bas og strygere på til sidst, der næsten får det til at lyde som trip hop. Denne sangs klimaks kunne sagtens være grundlaget for hele Muses karriere. Numrene arbejder rigtig flot sammen om at skabe en helstøbt oplevelse, der bliver ved med at engagere lytteren. Numrene bliver aldrig kedelige, selv hvis de er langsomme, og de mister heller ej fokus, selv hvis de bliver hårdtslående. Ja, jeg har måske lidt en forkærlighed for Radiohead, der gør min bedømmelse lidt ensidig, men OK Computer var et af de albums, der virkelig gjorde mig glad for dem. Og jeg tror, det kan gøre det samme for mange andre. Det er det bedst bedømte album på hele RateYourMusic, den er altså nærmest musikkens svar på The Shawshank Redemption. Helt galt på den kan jeg næppe være, når jeg siger, at OK Computer er et mesterværk.

163 – Prince – 1999 (1982)

Udgivet den af
Svar

Hvis man lige ser bort fra Purple Rain, så er intet Prince-album så folkeligt elsket som 1999. Sign o’ the Times er måske mere afholdt af anmelderne, men 1999 er mere poppet, mere festligt og fik flere store hits. De, der i højest grad er en indgroet del af vores populærkultur i dag er titelnummeret og Little Red Corvette. Disse starter albummet ud, og de er efter min mening lige så fantastiske som konsensus siger. Især den lidt mere diskrete Little Red Corvette er i min optik meget charmerende og elskværdig. Det er en af den slags perfekte popsange, hvor den ene lille genialitet bare overfalder den anden. Og den er med sin synthesizer-tunge lyd stadig mere menneskelig en rigtig meget musik, hvor instrumenterne er helt organiske. Men de andre numre er faktisk lige så interessante, fængende og sjove som dem, jeg kendte i forvejen. Nu nævnte jeg netop, at 1999 er en ret folkelig plade, hvor numrene er fængende og poppede, men sangene er fra start til slut også meget lange. Nogle af de i essensen mest poppede numre er blandt de længste. Det er numre som Let’s Pretend We’re Married, Automatic og Lady Cab Driver, alle latterligt sjove popsange. Og ingen af dem kører i længere tid, end de kan klare.

Lyden på 1999 er meget præget af synthesizere, men på visse numre hiver Prince også bassen frem og belyser sine funkrødder. Og ja, det er Prince selv, der hiver den frem, han spiller alle instrumenter på pladen undtagen backingvokaler og en enkelt guitarsolo. Funk-rødderne er tydeligst på Lady Cab Driver og D.M.S.R., og det giver virkelig disse sange en unik lyd blandt de øvrige, noget mere new wave-prægede numre. Han kan dog sagtens finde på at spille funkbas sporadisk som et lille diskret udtryk på en sang. Det giver hans musik detalje. Han tager også hånd om soul-genren. Han gør det på Delirious, der egentlig teknisk set har mere til fælles med blues, men det er mest Princes levering, der gør det. Det er nærmest en modernisering af det der meget blues-prægede nummer, der er på så mange soulplader fra 60’erne. Den sentimentale Free er et pragteksempel på Princes soul-inspiration. Den er vemodig og tilbageholdende, og efterhånden bliver den bombastisk på så latterlig vis, at kun Prince kan få det til at lyde vigtigt. International Lover, der slutter pladen af er noget rigtig sexet Marvin Gaye-inspireret soul. Det er også et nummer med en stor udvikling, men der er mange små hop i intensiteten, der gør det til en af de mest levende sange på pladen.

Nu hedder pladen jo netop 1999, hvilket var et år langt ude i fremtiden på Princes tid. Dette understreges ikke blot af de mange synthesizere men også af den futuristiske lyd på visse af numrene. Dette gælder ikke mindst de dybe robot-stemmer på titelnummeret, der virkelig bare lyder sjove. Men Automatic har en meget mekanisk lyd, hvor lag på lag af synthesizere næsten minder om tandhjul, der alle arbejder sammen. Den mørke Something in the Water (Does Not Compute) er også meget kold, næsten som en maskine. En konstant tikkende hi-hat gør denne ellers ret langsomme sang til en pressende dystopi. All the Crtitics Love U in New York bliver hovedsageligt fortalt gennem spoken word, og når der endelig bliver sunget, lyder det uhyggeligt. Mens teksten handler om at blive elsket, er musikken uhyggelig. 1999 har 11 virkelig fede numre på sig, og den strækker sig over 70 minutter. Det er selvfølgelig ret lang tid, men pladen holder virkelig til det. Ikke et nummer er ikke på niveau med resten, og hvert eneste nummer bidrager med noget unikt. Lyden er måske lidt tidstypisk, men pladen omhandler i høj grad tid, så det er kun passende. 1999 er en af Princes allerfineste stunder.

164 – Linda Ronstadt – Heart Like a Wheel (1974)

Udgivet den af
Svar

Linda Ronstadt har arbejdet indenfor mange forskellige stilarter, men hun er nok især kendt for sin pop- og country-rock. Hun er knap så kendt for sin mere rendyrkede country, og det forstår jeg som sådan, for denne musik holder ikke nær så godt. Hendes stemme er ofte bare for pæn, til at jeg får noget ud af hendes musik. De mere rockede numre dominerer naturligt nok også hendes mest berømte plade, Heart Like a Wheel fra 1974. Denne rummer to af hendes bedste rocksange, nemlig hendes covers af You’re No Good og When Will I Be Loved. Disse er sjove og kraftige, og de gør virkelig op med forestillingen om, at countrymusikere skal være kedelige. Det er de nemlig kun, når de ren faktisk laver countrymusik. Jo mere country, Heart Like a Wheel går over i, des mindre kan jeg lide det. Dette gælder numre som hendes cover af I Can’t Help It (If I’m Still in Love with You) og Keep Me From Blowing Away. Keep Me From Blowing Away har i det mindste en ret god tekst med flot billesprog, men I Can’t Help It (If I’m Still in Love with You) lyder bare som det, den er: en Hank Williams-sang uden væsentlige ændringer.

Når et nummer på Heart Like a Wheel ikke tilfredsstiller mig, er det aldrig fordi det er aggressivt dårligt eller forfærdeligt, det er mest, hvis det ender med at være baggrundsmusik. Det kan man sige om det meste af anden halvdel af pladen. Willin’, I Can’t Help It (If I’m Still In Love With You), Keep Me From Blowing Away og You Can Close Your Eyes er ikke rigtig noget, man husker særlig tydeligt, selvom de gør visse interessante ting. Ronstadt er på Willin’ virkelig sød og karismatisk, og som tidligere nævnt er billedsproget på Keep Me from Blowing Away meget flot. Men der er ikke særlig meget at komme efter. Første halvdel har dog sine øjeblikke. Den dramatiske intro til You’re No Good er fed, og sangen har i det hele taget en spydig tone, jeg er rigtig glad for. Derudover er det en rendyrket rocksang, hvilket virkelig får den til at skille sig ud. Hendes cover af When Will I Be Loved blander country og rock på en meget pæn måde, og melodien er ændret drastisk fra originalen af The Everly Brothers. Jeg foretrækker faktisk nok Ronstadts udgave, der er sjovere, mere fængende og mere slagkraftig.

Hendes cover af The Dark End of the Street er et andet højdepunkt. Den er måske lidt kedelig i længden, men den er godt skrevet, og lyden derpå matcher den mørke og triste tekst rigtig godt. Hendes stemme er fuld af desperation, og hun sørger på den måde virkelig for, at gøre denne fortolkning mere gribende end de fleste andre udgaver. Den er faktisk næsten lige så god som James Carrs original, den måtte bare have været lidt kortere. Nummeret Heart Like A Wheel er så rent produceret, at bratschen, celloen og klaveret virkelig skærer igennem. Samtidig er der ingen trommer, og derfor virker Ronstadt nøgen og ærlig. It Doesn’t Matter Anymore og Faithless Love er nogle ret forudsigelige omkvæd, hvor Ronstadts stemme, er det eneste, der hiver dem ud fra mængden af romantiske countrysange om hjertesorger. Især på førstnævnte er hendes stemme dog flot. På Faithless Love bliver hun derimod lidt overskygget af en banjo, der giver sangen en lidt unik lyd, men stadig er ret distraherende fra resten af sangen, der dog alligevel ikke er noget specielt. Jeg har haft kendskab til Ronstadt i lang tid, men jeg har aldrig været helt vild med hende, men jeg elsker faktisk visse sange fra Heart Like A Wheel. Det bedste af denne plade viser virkelig Ronstadts evner, men kvaliteten varierer meget.