Når man snakker de store klassiske rapgrupper, er det svært at komme udenom Beastie Boys. De har da også lavet stribevis af vidunderlige sange med spøjse, sjove tekster. Deres plader er også alle fra start til slut meget underholdende, ja der er faktisk ikke én af dem jeg ville kalde mindre end fremragende. Mange ville nok fremhæve Paul’s Boutique fra 1989 som et af deres hovedværker, og det kan jeg kun erklære mig enig i. Denne plade fik helt nye sider frem i genren. Hip hop var i hænderne på Beastie Boys mere eksperimentel, mere varieret i lyd, og mere alsidig i emner, end genren nogensinde havde været før. Der er interludier, hvilket en gruppe som De La Soul havde arbejdet med før, men først med Beastie Boys føler jeg faktisk, at interludierne gør albumoplevelsen bedre. Den ikke særlig poppede struktur får også pladen til enten at lyde som en lang sang eller utrolig mange enormt korte sange. Anden halvdel af en sang som The Sound of Science har f.eks. musikalsk mindre at gøre med første halvdel, end den har at gøre med 3 Minute Rule, der er navnet på sangen, der kommer umiddelbart efter.
På 3 Minute Rule viser de en flot lydforståelse, som man ikke typisk ville forbinde med en gruppe som Beastie Boys. De vælger nemlig for en gangs skyld at give hvert medlem et vers, i stedet for at de støtter hinanden undervejs. Det gør nummeret mere fokuseret og simpelt. Og en simpel lyd i ny og næ er også et godt tiltag på en plade som Paul’s Boutique. Der bliver samplet over 100 sange i løbet af Paul’s Boutique, hvilket vil sige, at lytteren møder et nyt sample hvert tredivte sekund. Hvis man skærer vokalen fra, er al musikken på hele pladen faktisk samples, og samtidig er lyden så varierende og virtuos. Ja den er endda mere levende end på mange hip hop-plader med organisk instrumentation, noget jeg desuden er stor fortaler for. Hvis du nogensinde møder nogen, der mener at samples er en doven måde at lave musik på, vis dem et nummer som Shake Your Rump, Hey Ladies eller den over 12 minutter lange B-Boy Bouillabaisse. Dette er en suite, der samler kortere sang-ideer til en længere helhed, lidt i stil med Abbey Road Medley af The Beatles.
De samples, der er udvalgt til Paul’s Boutique lader til at være meget nøje udvalgt, ikke blot fordi de er så forskellige. De støtter også de mange referencer, drengene kommer med i deres tekster. Hvis man skal citere en Johnny Cash- eller Sweet-sang, så bliver det blot mere underholdende og mere interessant, hvis man bare direkte inkorporerer et klip fra pågældende sang. Der er et vist Johnny Cash-sample på B-Boy Bouillabaisse, der i hvert fald altid får mig til at grine, når jeg hører det. Og det er en anden god kvalitet ved Beastie Boys, at de er morsomme. De laver sange om æg og videnskab, og selv når de viser, at de er så kompetente musikere, som de er, laver de ironiske barnlige tekster som på Shake Your Rump og Hey Ladies. De tager så meget fis på dem selv, deres image og hele deres koncept. De var en slags parodi på tendenser rapmusik end ikke havde udviklet. På den måde er det fristende at kalde dem hip hops svar på Frank Zappa, da han også var enormt morsom, tangerede mellem det platte og det vittige, og vigtigst af alt var et musikalsk geni. Paul’s Boutique er en vidunderlig plade, og en af de bedste hip hop-udgivelser nogensinde.