Jeg kan ret godt lide seriøs, mørk musik, der fortæller os noget om samfundet gennem en progressiv melodi og poetisk lyrik. Jeg kan også ret godt lide T. Rex, et band der har holdt sig ret langt fra at kommentere meget andet end planeter og sex. De har kompositorisk heller ikke særlig avancerede sange. I hvert fald ikke på deres klassiske album Electric Warrior. Sange som Mambo Sun og Cosmic Dancer er reelt bare den samme versstruktur igen og igen, med en tekst, der er skrevet efter nogenlunde samme mønster i hvert vers. Instrumentalt er der dog en mærkbar udvikling i Cosmic Dancer, der stort set hele tiden prøver på at understøtte verset med anderledes musik end tidligere. Mambo Sun derimod kører bare på samme vis i sit eget fede groove i 4 minutter. Den taber dog intet af det, der gjorde den engagerende til at begynde med. Grundlaget er bare for godt til at ændre for meget på. Og så er den sjov. Det er alt på Electric Warrior faktisk. Der er ingen trang til at blive taget seriøst, og det er enormt forfriskende, især når de stadig har personlighed og gode sange.

Den bedste af dem alle er naturligvis Get It On, der har et stille, ret lummert vers og et storladent omkvæd, hvor der bliver sagt de dejligste nonsensord i verden: “Bang a Gong”. Jeg tror faktisk, at folk er begyndt at bruge det som en reel vending nu til dags. Men man kan da heller ikke lade være med at huske det, især ikke som forsanger Marc Bolan kommer med sine sjove orgasme-lyde. Den er så god, at de valgte at efterligne den på det groveste senere på pladen. The Motivator er stort set den samme sang, og mens denne også har meget sjovt at byde på, både i lyrik og instrumentation – samt de få dele af melodien, der ikke bare er hugget fra Get It On – så sidder man bare og tænker, at man allerede har hørt den. Planet Queen minder i lyd også ret meget om Mambo Sun, men det er ikke nær så ekstremt. Alle sange på pladen er virkelig skægge og har deres egne små finurligheder at byde ind med. De individuelle numre kan måske virke lidt ensformige, hvis man ikke lader sig opsuge af musikken, men hvis man lader sig hengive til deres syrede univers, ender alt med at være hysterisk morsomt og vældig interessant.

T. Rex prøver også med nogle langsommere sange af og til, og det er her, der virkelig går glamour i den. De går langt over toppen på sange som Monolith, Girl og Life’s A Gas, og det er gudeskønt. Visse vil måske sige at glam-rock i højere grad er en tøjstil end en egentlig musikgenre, men der er transcenderende seksualitet og excentricet i alle toner. De har et så unikt og tydeligt udtryk mellem rigtig diskrete virkemidler, hvilket gør dem virkelig underholdende. Man bliver bare suget ind i deres univers, der lovpriser science fiction, grimt tøj og sex på den sjovest tænkelige måde: “I could have loved you girl, like a planet” synger han på Life’s a Gas. Marc Bolan er ikke verdens største poet eller komponist, men han udnytter de evner, han så endelig har, rigtig godt. Og så er Electric Warrior bare en glad plade. Selv når den er vred, f.eks. på Rip Off, så er den så fjollet og fuldstændig frataget for al synlig selvironi, at man næsten griner mere af en med dem. Electric Warrior er ikke den store kunst, men det er stadig en rigtig god plade.