Blueslegenden Howlin’ Wolf gjorde sig mest i singler, og hans to første albums var da også stort set bare opsamlinger af singler, han havde udgivet de sidste par år. Den første af disse, Moanin’ in the Moonlight består hovedsageligt af sange, Howlin’ Wolf selv skrev, mens størstedelen af den anden plade, der blot hed Howlin’ Wolf, er skrevet af Willie Dixon, der også spiller bas på visse numre. På de andre spiller Buddy Guy, så bluestalenter har Howlin’ Wolf ikke savnet at arbejde sammen med. Howlin’ Wolf – eller The Rockin’ Chair Album, som det også kaldes grundet den markante gyngestol på coveret – opsamler samtlige singler og b-sider han lavede fra slutningen af 1959 til en gang i midten af 1962. Det er 11 sange i alt, og oven i disse finder man sangen Howlin’ for My Baby, der dengang ikke var udgivet før. Noget af det, jeg elsker ved Howlin’ Wolf er, at han er så let, meget lettere end mange andre bluesmusikere bare at lytte til uden at skulle være i noget særligt humør og uden at man skal falde bagover grundet instrumentationen. Det er stort set rock and roll, meget af det.
Det, der gør, at han ikke normalt opfattes som en rockmusiker er bl.a. hans stemme. Det er en af de største bluesstemmer nogensinde. Den er så beskidt og så grim, at sangene får en helt særlig personlighed, de næppe ville have fået, hvis det bare var Dixon selv eller en eller anden tilfældig sanger havde sunget dem. Sange som Wang Dang Doodle, Shake for Me og Little Baby er så beskidte og liderlige, at man har svært ved ikke at holde af dem i deres animalske natur. Vokalmelodierne er som forventet meget simple, men de er spillet med meget variation og fylde. Det er ikke som gamle standarder af Robert Johnson, hvor man måske i længden kan blive træt af, hvor ens meget af det lyder, da det jo bare er hans stemme og hans utrolige guitarevner. Det er heller ikke som Folk Singer af Muddy Waters, en anden plade, Dixon arbejdede med, hvor bas trommer og guitar sammen spiller virkelig forbløffende. Det er mere som noget rå rockmusik, hvor klaver bliver kastet oveni, og hvor præcision er langt fra nær så vigtigt som evnen til at have det sjovt. Garageblues er en vending, jeg har hørt brugt om f.eks. The White Stripes, men den passer på fuldkommen andre parametre også perfekt på Howlin’ Wolf.
Howlin’ Wolf lider desværre af et væsentligt problem, selvom kvaliteten er meget høj, og det er overraskende nok ikke, at det ikke føles som et album. Sangene hænger vældig godt sammen, og det er virkelig ikke til at høre, at de ikke var tiltænkt albumformatet. Det er, at det kun føles som et halvt album. Albummet er færdigt før man opdager det. Jeg har tit spillet det, og sagt til mig selv, at jeg var ved den anden sang, og så fundet ud af, at jeg var midt i track 5, og når det hele er slut, tænker man “var det det hele?”. Det er end ikke fordi sangene er korte eller ikke er mindeværdige, der er bare ikke nok, og der mangler nogle klare dynamiske højdepunkter. Dynamikken er bare ikke skarp nok til at klare så kort en albumlængde. Det er sikkert derfor at mange foretrækker at høre Howlin’ Wolf og Moanin’ in the Moonlight i én lang køre, og der er da også en udgave, hvor man får begge plader på én cd. Det er underligt nok i omvendt rækkefølge, men det er faktisk en meget solid måde at lytte til musikken. Howlin’ Wolf er dog også en ganske solid plade på egne ben.
Bruce Springsteen overrasker mig konstant med kvaliteten på sine albums. Ikke fordi jeg ikke fatter, at han er dygtig, men bare hvor gennemført og imponerende hans musik er, det er ikke noget som særlig mange andre heartland-kunstnere kan præstere. Heartland-rock er dog ikke det, hans sjette studiealbum, Nebraska fra 1982, bør blive defineret som. Det er mest af alt folk – ikke engang folk-rock, bare folk. Han spiller selv alle instrumenterne på pladen, og dem er der ikke så mange af. Når det er helt vildt, trækker han et orgel eller en synthesizer frem, og af og til får guitaren selskab af en mandolin. Han leger også lidt med klokkespil, men der er stadig fokus på hans stemme, hans guitar og hans mundharmonika. Der er altså ingen bas og ingen percussion udover en sporadisk tamburin. Han har altså sat alting ned til det helt nøgne, hvor kun sangskrivningen og opførslen er vigtig. Der er intet fancy, til at distrahere dig fra noget som helst. Sangene på pladen er demoer, som oprindeligt skulle være optaget med bandet, men Springsteen valgte bare at udgive dem på egen hånd.
Før jeg begynder denne anmeldelse for alvor, er der vist brug for en introduktion. Jeg prøver ikke at sige noget ondt om folkene bag en plade, når jeg giver den en negativ anmeldelse, min anmeldelse skal udelukkende reflektere min personlige oplevelse med albummet. På samme måde prøver jeg ikke at få musikerne til at se uvæsentlige ud i musikhistorien. Normalt behøver jeg ikke at sige sådan noget, for det kan almindeligt antages, at de bare har lavet en enkelt svipser, og at resten er noget bedre. Det kan dog ikke rigtig siges med denne plade, for med The Complete Hank Williams har jeg hørt ALT, manden har lavet. Det kan være svært at forstå, hvor meget det er. Det er alle singler, alle album-tracks, alle alternative udgaver af alle sangene, alle radiooptrædener, hvert eneste sekund af Hank Williams-lyd, der var tilgængelig i 1998, da opsamlingen udkom, selv interviews og lignende. Og opsamlingen er meget imponerende, tag ikke fejl af det. De har fundet næsten 10 timers lyd, og selvom det er noget af en præstation, så gør det også pladen meget svær at lytte til, med mindre man er stor fan af Williams.
Jeg tror efterhånden, at jeg har gjort det ret klart, at jeg elsker Pixies. Jeg roste deres album Surfer Rosa til skyerne, da jeg anmeldte det i sin tid, og de var et af de bands, der lå højest, da jeg rangerede, hvem jeg glædede mig mest til at se på NorthSide 2014. Desuden har jeg sammenlignet talrige bands med dem, både i og udenfor anmeldelserne. Selvom min første oplevelse med dem var Surfer Rosa, så mener jeg dog, at deres bedste værk uden tvivl må være deres andet album, Doolittle fra 1988. Dette er pladen, hvor de har den højeste generelle kvalitet, og sangene hænger utrolig godt sammen. Jeg skreg på et tidspunkt så højt med på åbningsnummeret Debaser, at min søster kom ind til mig for at bede mig om at lade være – og jeg kunne bare ikke stoppe. Der var pladen knap nok gået i gang, og jeg kan ikke engang rigtig ordene til den sang. Alligevel er den så gribende, at jeg følte en enorm trang til at råbe med og nynne det fantastiske guitarriff. Min søster delte dog ikke entusiasmen, og i sidste ende måtte jeg tage hovedtelefoner på og lukke munden.
Eric B. & Rakim var en af 80’ernes vigtigste hip hop-grupper, og dette var især takket være rapperen Rakim. DJ Eric B. var også ganske dygtig, men Rakim var revolutionerende. Mange af deres bedste sange er at finde på deres debutalbum, Paid in Full fra 1987, der vendte op og ned på, hvad hip hop kunne være. Før det havde vi rappere som Beastie Boys, Run-D.M.C., KRS-One og Chuck D, alle hæderlige ordsmede, men de kunne godt lige lære at tage en slapper. Når jeg lytter til Run-D.M.C.’s debutplade føles det f.eks. så konfronterende konstant, så det ende med at miste ret meget af sin kraft, og på numre som Wake Up ender de bare med at lyde latterlige med al deres råben. Rakim var afslappet og cool. Han lyder på et nummer som Paid in Full bare som om, han har alt under kontrol. Og det har han virkelig også. Han rimer hele tiden stærke linjer, og selvom det i tema bare er standard pralerap, så er han hele tiden underholdende og kreativ. Han var f.eks. personen, der introducerede interne rim, og det lyder stadig godt i dag: “I ain’t no joke, I used to let the mic smoke, now I slam it when I’m done and make sure it’s broke” rapper han i starten af åbningsnummeret I Ain’t No Joke.
Aerosmith er et af de klassiske rockbands, som måske virker latterlige og gammeldags at se på, men når man lytter til deres musik i dag, så holder den helt fantastisk. Kig blot på to af de største hits, de havde i deres guldalder i 70’erne: Sweet Emotion og Walk This Way har klaret tidens tand meget bedre end samtidens og især eftertidens hårde, glamourøse poprock. Disse to er at finde på pladen Toys in the Attic, der åbnes af et rigtig godt titelnummer. Det sætter med det samme tonen for resten af albummet, for selvom det er hårdtslående, så er det stadig virkelig sjovt. Omkvædet er simpelt og kort, men alle kan synge med på det. Det er lidt af et strukturelt roderi, men det mener jeg på de bedst tænkelige måder. Det går så hurtigt, at man selv ikke efter adskillige gennemlytninger ved, hvad man kan forvente. Track 2, Uncle Salty er en lidt mere stille blues-inspireret sang. Den fungerer godt til at komme lidt ned på jorden igen, og den vilde historie i teksten gør, at den slet ikke ender med at være et kedeligt nummer. Melodien er ganske vist simpel, men en guitarsolo her og et crescendo der gør, at man får rigeligt ud af nummeret.
Blues er en genre, der ikke ligefrem har været spækfuld af store kvindelige navne. I gamle dage var der selvfølgelig Big Mama Thornton, og Janis Joplin såvel som Grace Slick havde klare rødder i genren, men den eneste store kvindelige bluesguitarist, jeg kan komme på er Bonnie Raitt. Raitt har lavet plader siden starten af 70’erne, og hun holder sig faktisk stadig ret godt. Hendes store folkelige gennembrud var den grammy-vindende Nick of Time fra 1989, der også er en ret god introduktion til hende. Man lægger lige fra det første nummer mærke til hendes dejligt sprøde stemme og flotte evner på guitaren. Lydbilledet er mere fyldigt end man er vant til fra gammeldags blues, og det gør, at man ikke nødvendigvis lægger så meget til guitaren, men den ender faktisk med at gøre hendes lyd meget større. Raitt har kun skrevet to af numrene på pladen, Nick of Time og The Road’s My Middle Name. Resten er skrevet af et meget varieret udbud af sangskrivere, og sangene er også meget forskellige. De fleste lyder meget af blues, mere end titelnummeret gør, men der er også mange, der lugter meget af country eller endda reggae.
Hvis du spørger folk om hvad historiens bedste rocksang er, så er chancen stor for, at de svarer Bohemian Rhapsody af Queen. Denne sang stammer fra deres klassiske plade A Night at the Opera fra 1975, som også ofte opfattes som værende deres bedste. Den er fuld af et virkelig varieret udbud af sange, og den er ikke konstrueret særlig ulig noget, man kunne forvente hos en progressiv rockgruppe. Sangene er virkelig forskellige, men de er sammensat, sådan at det bare giver virkelig meget mening. Lazing on a Sunday Afternoon, Seaside Rendezvous og Good Company er nogle simple, overdrevent lystige numre, der virker meget inspireret af varieté-musik, men de er krydret godt med Queens personlighed. De føles lidt som jokes, der er noget camp over at høre så simple sange mellem store musikalske visioner som Death on Two Legs (Dedicated to…), The Prophet’s Song og Bohemian Rhapsody. Det er dog virkelig forfriskende, og noget af det, der har gjort Queen så meget mere populære end f.eks. Yes og The Alan Parsons Project, er da netop, at de ikke er særlig selvhøjtidelige, men de er samtidig lige så talentfulde som disse grupper.