Månedsarkiv: august 2012

419 – Portishead – Dummy (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1990’erne dukkede en meget interessant, spøjs undergenre indenfor electronica op. Den hed trip hop, og som navnet antyder tager den foruden elektronica også meget indflydelse fra hip hop og psykedelisk musik. Et af de største navne i genren er Portishead, der slog igennem med deres debutalbum Dummy i 1994. Det meste af deres musik er rigtig langsom, og det nærmer sig et hypnotiserende niveau på de bedste sange, f.eks. Sour Times og Glory Box. I forhold til de andre i genren, f.eks. Tricky og Massive Attack, er hip hop-elementet i musikken ikke så stort, for der bliver ikke rappet en eneste gang på pladen. Der er til gengæld godt med skønsang af den særdeles dygtige sangerinde Beth Gibbons. Hip Hop-elementet ligger meast af alt på sangenes beats. Nogle gange er det som taget ud af en hip hop-sang, f.eks. på Strangers, mens det stort set kun er trommerytmen, der har en smule hip hop-lyd i sig på Roads.

Som jeg tidligere sagde, virker musikken tit ret så hypnotiserende. Det er selvfølgelig her de psykedeliske elementer, der spiller sig ind. Der kan tit være en del gentagelser, og lange perioder kan vare uden noget, der minder om et crescendo, et klimaks, en opbygning eller noget i den dur. Albummet har ikke rigtig nogen problemer rent dynamisk, men dynamikken bliver behandlet meget anderledes her, end en normal plade ville gøre. Selvom musikken gentager sig ret meget, og selvom der er et mønster, kan det mønster pludseligt ændre sig eller fuldstændig blive brudt. Jeg vil ikke bebrejde dig, hvis du synes, albummet er kedeligt, for hvis man ikke er i det rette humør, så kan det let ske, at det kommer til at virke trivielt. Jeg er så heldigvis rimelig ofte i humør til noget Portishead, men det er det næppe alle, der lige ofte er. Det er meget smuk musik, men det er ikke ligefrem det, der altid lige hiver løs i lytteren. Portishead er dog rigtig gode til at klargøre, hvorfor man burde lytte efter. Det kan være enkelte lyde eller vendinger, men disse kan i bedste fald få lytterens interesse drejet rigtig langt ind i albummet.

Dummy sagde mig ikke rigtig noget første gang, jeg lyttede til det. Det var heller ikke tilfældet anden, tredje eller fjerde gang. Jeg ved ikke hvornår, men på et eller andet tidspunkt, blev jeg bare fuldstændig opslugt af deres lydunivers. Der er virkelig meget at lytte efter, hvilket gør repetitionen rigtig let at undskylde. Det er ikke Phil Spector-agtigt, hvor der bare er en helt enorm mur af ren lyd, men der er rigtig mange små lyde over det hele, der øger lydlandskabets kvalitet. Til trods for gentagelserne, er der dog sjældent reelle omkvæd, og det var nok det, der virkelig var besværligt for mig i starten. De fleste af sangene er rigtig mindeværdige, men de er ikke just fængende, og der var ikke noget, der lige var mere mindeværdigt end resten. Så mit forhold til Dummy har virkelig udviklet sig. Jeg er gået fra næsten ikke at kunne huske den for andet end at være langsom og psykedelisk, men nu er den nok blevet til en plade, jeg ofte kan finde på at spille igen og igen. Det er en helt fantastisk plade, og jeg ville klart anbefale at lytte til den, hvis man godt kunne tænke sig at lære trip hop-genren at kende, men lyt gerne til den adskillige gange.

420 – The Beatles – With the Beatles (1963)

Udgivet den af
Svar

The Beatles er et af den slags bands, der virkelig ikke har brug for at blive introduceret. De debuterede i 1963 med albummet Please Please Me, og senere samme år udgav de opfølgeren, With the Beatles. Dette album starter rigtig stærkt ud med It Won’t Be Long der er en utrolig fængende, sjov, håbefuld sang, der klart viser Beatles gøre, det de er bedst til: at skrive fortræffelige melodier. De lyder meget inspireret af amerikansk rockmusik fra slutningen af 50’erne, navnlig Buddy Holly. Den efterfølgende All I’ve Got to Do er en ligeledes fantastisk sang. Den leger rigtig godt med tempoet, og dens charme er helt uimodståelig. Disse to første sange er sunget af John Lennon, men Beatles sørger jo altid for at gøre deres albums dejligt varierede med at skifte forsanger nu og da. Den Paul McCartney-sungne All My Loving er nok pladens bedste sang, og med sin dejlig simple melodi er den også noget af det mest fængende, Beatles har lavet. Den er dog så oprigtig og karismatisk, at den aldrig bliver så fængende, at det er irriterende. Den er næsten helt perfekt.

Den Harrison-skrevne og -sungne Don’t Bother Me er endnu et eksempel på gruppens utrolige evner som sangskrivere. Den er mere dyster end stort set alt det, gruppen ellers havde lavet dengang, men den fungerer virkelig godt, selv hvis man ikke tager i betragtning, at det er uvant territorium. Little Child, sunget af Lennon og McCartney i fællesskab, er en ret fræk lille sag om at byde op til dans. McCartney har selv beskrevet denne som albumfyld, men hvis det skulle være albumfyld, så er det noget af det bedste albumfyld derude. Til gengæld ville jeg kalde deres cover af Till There Was You albumfyld. Den er ret kedelig i deres udgave, selvom McCartney selvfølgelig er en fremragende sanger. Faktisk er Beatles generelt ikke så gode til covers, og de mange covers er absolut dette albums svageste side, og Please Mr. Postman og Roll Over Beethoven, sunget af henholdsvis Lennon og Harrison, er ikke undtagelser. Den McCarney-sungne Hold Me Tight er endnu et nummer, som visse af bandets medlemmer virkelig bare anså som fyld, og jeg forstår det lidt bedre her. Den er en smule banal, men selv når de ikke rigtig prøvede, lavede de rigtig gode melodier.

Da synger Lennon og Harrison et ret kedeligt cover af You’ve Really Got a Hold On Me. Denne bliver opfulgt af pladens uden tvivl bedste cover, nemlig en Ringo Starr-sunget udgave af the Rolling Stones-sangen I Wanna Be Your Man. Denne sang passer meget bedre til Beatles-stilen end de øvrige covers, og det kan nok have noget at gøre med at Lennon og McCartney skrev den i første omgang. Den er dejlig energisk og sjov, og den lyder af ren testosteron. Den bliver så opfulgt af pladens værste cover, der måske oven i købet er en af gruppens allerværste sange. Devil In Her Hart er virkelig kedelig, og det er bare en lang diskussion mellem kor og Harrison, der kan opsummeres med “jeg har ret” – “nej, jeg har ret”. Den næstsidste sang er Not a Second Time med Lennon, og blandt de originale melodier, er denne nok den, der gør mindst indtryk på mig. Den er ikke videre dårlig, men der sker utrolig lidt. Lennon afslutter slutter albummet af med et sidste cover, denne gang af Money (That’s What I Want). Det er ikke rigtig et dårligt cover, og det er rigtig energisk. With The Beatles er langt fra den bedste Beatles-plade. Hvis du ikke er stor Beatles-nørd, der har brug for at høre det hele, så kan du nok springe denne over. Men det er trods alt interessant at høre, hvad de startede med.

421 – Buddy Holly and the Crickets – The “Chirping” Crickets (1957)

Udgivet den af
Svar

Buddy Holly er et af de største ikoner i tidlig rock and roll-musik, og sammen med sit band, the Crickets, udgav han i 1957 sit første album. Det hed The “Chirping” Crickets og på dette finder man mange af Buddy Hollys mest berømte sange, heriblandt That’ll Be the Day, Not Fade Away og Oh Boy. Han starter ud med Oh Boy, og intet nummer ville virkelig kunne have startet et Buddy Holly-album bedre. Det er energisk, vildt og efter blot første gennemlytning sidder den godt fast i hovedet og efterlader et stort smil. Den ligeledes klassiske Not Fade Away følger lige efter, og det er igen et virkelig sjovt nummer. Man kan virkelig mærke, at Buddy Holly elsker at synge disse sange. De handler ganske vist alle sammen om kærlighed, men han lyder så oprigtig og lystig, at man bare begynder at elske ham tilbage. Hans charme er virkelig også det, der gør You’ve Got Love til sådan en god kærlighedssang, for selvom melodien ikke er ringe, ville sangen nok virke banal i hænderne på Frankie Valli eller Bruce Channel. Det samme kan nok siges om Maybe Baby, men den er dog noget kækkere i lyden, så den dur stadig.

Buddy Holly har jeg absolut ingen problemer med som forsanger, mens resten af the Crickets heller ikke forvolder mig nogen problemer med deres instrumentation. Det største problem i løbet af hele pladen er the Picks, der virkelig irriterer mig med deres personlighedsløse falsetter. På sølle tre numre medvirker de ikke, og selvom de ikke decideret ødelægger de ellers gode sange, er det dejligt, når de ikke er der. Det er ikke kun deres skyld, men jeg synes virkelig, It’s Too Late er et kedeligt, banalt nummer. Heldigvis er ingen af sangene på pladen længere end 2½ minut, så hvis du ikke kan lide et nummer, så er det heldigvis hurtigt overstået. Buddy Holly er uden tvivl bedst til det kække og lystige, og her kan jeg absolut sige, at Tell Me How Brillerer. Dog er den ikke nær så sjov og fængende som That’ll Be The Day, som jeg ville kalde hans allerbedste sang, og det er jeg ikke ene om. Hvis vi lige overser den i dag tragikomiske linje i omkvædet, der nævner dagen, han skal dø på, er dette en helt perfekt popsang. Det er en af de få sange uden the Picks på sig, og den er slet ikke til at stå for.

I’m Looking for Someone to Love er også rigtig sjov. Omkvædene er måske ret lange, hvilket er et problem, men man får nogle ret gode guitarsoloer mellem omkvæd og vers, så det opvejer lidt problemerne. Triste sange er ikke noget, Holly er specielt god til. Det viste han tidligere på It’s Too Late, og An Empty Cup (And a Broken Date) er faktisk værre. Den siger mig intet, og der er en alt for lang sektion, hvor kun the Picks synger. Send Me Some Loving er derimod et godt eksempel på, at han sagtens kan være sentimental. Det ødelægger ikke noget, at han er langsom, og ikke decideret spjætter af lykke. Dog er charmen på dette nummer ikke vildt langvarig, og det skulle nok ikke have været pladens længste nummer, selvom det jo så ikke siger så meget igen. Last Night kører meget i samme dur, og man kan godt blive lidt varm om hjertet, når man hører den. The “Chirping” Crickets afsluttes i det sjove hjørne med Rock Me My Baby. Sjældent har vrøvleord lydt så oprigtigt som derpå. The “Chirping” Crickets har sine fejl og mangler – det havde de fleste albums fra før Beatles-æraen, men dette albums største problem er faktisk længden. Man føler det er slut, næsten så snart det er begyndt. Det kan dog stadig anbefales til alle fans af klassisk rock and roll.

422 – Diverse kunstnere – The Best of the Girl Groups Vol. 1 og 2 (1990)

Udgivet den af
Svar

I starten af 60’erne var det amerikanske poplandskab ufatteligt kedeligt. Hele landskabet var fyldt med enten kønsløs eller fjollet pop-rock og doo-wop. Jeg ville ikke rigtig kunne holde ud at lytte til tidlig 60’er-radio, for langt de færreste store musikere tog musikken spor seriøst. Sig hvad du vil om Big Girls Don’t Cry, The Monster Mash eller Sugar Shack, og jeg synes da også at de kan være sjove til tider, men de var uden tvivl skrevet og opført af folk, der var fuldkommen ligeglade med, om musikken, de lavede, rent faktisk var god. Der er INTET man intellektuelt kan hive ud af dem. Det, der virkelig redder denne æra fra at være fuldstændig forfærdelig, ville nok være pigegruppe-genren. I 1990 blev de bedste pigegruppe-numre samlet på to albums, der til sammen udgjorde The Best of the Girl Groups. Første album har de fleste af de allerstørste hits i genren: Leader of the Pack, He’s So Fine og Chapel of Love åbner pladen, og man ved fra da af, at man er på vej til at opleve en ren hitparade.

Det er et rigtig godt udvalg, der er til stede her. Der er mange virkelig fængende numre herpå, og de bliver sunget rigtig flot. Og man kan rent faktisk dykke ned i de forskellige instrumenter og høre hvordan, de arbejder sammen om at skabe sangens groove. Mellem alle de berømte sange, har der også sneget sig nogle mindre kendte sange ind, og de er slet ikke dårlige. He’s Got the Power af the Exciters, Dream Baby af Cher og I Can’t Let Go af Evie Sands er ikke specielt kendte numre, men de er slet ikke dårlige. Det andet album indeholder endnu flere obskure numre. To af de bedste på pladen er The Kind of Boy You Can’t Forget af the Raindrops og You Don’t Know af deres forsanger, Ellie Greenwich. Greenwich har skrevet en del af de mest populære numre i genren sammen med den anden halvdel af the Raindrops, Jeff Barry, og de er ganske dygtige. Melodierne er fængende, oprigtige og sjove. Et andet dygtigt sangskriverpar, Gerry Goffin og Carole King, har også skrevet mange af numrene på de to plader, og de forstod også virkelig at skrue popsange sammen.

Hvert The Best of the Girl Groups-album varer 45 minutter, og jeg kan ikke anbefale at gå igennem begge lige efter hinanden. Det er trods alt ikke andet end en masse kærlighedssange, dog for det meste af god kvalitet. Men det hele er rigtig pænt. Der mangler lidt af den kant, der kom i midt-60’erne med the Beatles, the Byrds, The Animals og the Beach Boys. Det kan sagtens holdes ud i 45 minutter, men halvanden time med den slags musik kan godt blive lidt kedsommeligt. Man får lidt lyst til bare at sætte Rage Against the Machine, My Bloody Valentine eller Hüsker Dü på for fuld drøn. Men pladerne giver dig dog rigtig stor indsigt i genren, og man får lært næsten alt, der er at vide om den. Hvis man ikke er meget til genren i forvejen, så kan denne plade nok ikke ændre noget, men hvis man er forelsket i den slags musik, er det et rent paradis. Og hvis man vil lytte til pigegruppemusik, er det jo heller ikke fordi der er mange gode alternativer, da der ikke findes specielt mange gode studiealbums fra den tid. The Best of the Girl Groups-pladerne er næsten så gode som de kunne blive, og det er en af de bedste opsamlinger derude.

423 – The Mamas & the Papas – Greatest Hits (1998)

Udgivet den af
Svar

The Mamas & the Papas var en af 60’erne mest succesfulde folk rock-grupper, og det var jo ikke fordi der var få af den slags. De havde rigtig mange hits, heriblandt California Dreamin’, Monday, Monday, Creeque Alley, Dedicated to the One I Love og Dream a Little Dream of Me, og disse blev med mange andre i 1998 opsamlet på Greatest Hits. Og af en opsamling at være, er den ikke spor ringe. Man får alle de sange, man ville forvente, og man får også meget andet. De største numre, the Mamas & the Papas optog, var nogle rigtig gode sange, og dette er albummets helt store styrke. Numre som Monday, Monday og California Dreaming indeholder nok nogle af 60’ernes flotteste vokalharmonier, der ikke bliver sunget af the Beach Boys. Dedicated to the One I Love og Dream a Little Dream of Me er nogle virkelig smukke kærlighedssange, som man kommer til at tro fuldstændig helhjertet på. Og Creeque Alley og Go Where You Wanna Go er intet mindre en nogle rigtig sjove, skægge popsange, som kan vække store smil på læberne.

Albummets store svaghed er som med så mange opsamlinger, at de ikke altid var lige gode. Albummet er opstillet nogenlunde kronologisk, så man får nogle punkter, hvor materialet virkelig ikke er nær så godt, som det er andre steder på pladen – navnlig i begyndelsen, hvor al materialet fra deres fremragende debutalbum, If You Can Believe Your Eyes And Ears, befinder sig. De værste numre er nok deres covers af R&B-sange. My Girl, Twist and Shout og Dancing in the Street egner sig ikke rigtig til deres stil. Heldigvis er disse godt adspredt, så det er ikke som på mange andre opsamlinger, hvor man får store klumper af ragelse. Det er dog stadig min klare mening, at ikke et nummer på første halvdel er dårligt, mens det samme ikke helt kan siges om anden halvdel. Anden halvdel har dog også nogle klassikere på sig. Her for eksempel Dedicated to the One I Love, Creeque Alley og det fantastiske afslutningsnummer Dream a Little Dream of Me.

The Mamas & the Papas var fire rigtig dygtige sangere. De havde alle virkelig skønne stemmer, som jeg kunne lytte til i rigtig lang tid, uanset om det skulle være i harmonier eller individuelt. Den bedste af disse dygtige vokalister var dog uden tvivl Cass Elliot, eller Mama Cass, som hun også blev kaldt. Hun er også den eneste af sangerne, der har en solosang med på opsamlingen. Hendes fortolkning af Dream a Little Dream of Me optrådte ganske vist først på en Mamas & the Papas-plade, men hun er den eneste, der synger på den, og hun gør det helt fantastisk. De er desuden også rigtig gode sangskrivere. De kunne virkelig komme igennem med mange forskellige slags følelser, og de gjorde det alt imens, melodierne blev meget fængende. Hvis du kan lide de sene 60’eres pop- eller folk-rock-musik, så er the Mamas & the Papas nok noget for dig, og Greatest Hits er nok ikke et skidt sted at starte. Det er dog ikke fordi deres diskografi er vanvittigt stor, så jeg ville nok bare sige, at deres debut ville være det optimale sted at begynde sit bekendskab til denne gruppe.

423 – Robert Johnson – King of the Delta Blues Singers, Vol II (1970)

Udgivet den af
Svar

Robert Johnson er nok den mest legendariske figur i bluesmusikken. Han nåede kun at optage 29 forskellige sange i sin alt for korte levetid, men disse sange har efterladt vigtige præg i ikke blot næsten al bluesmusik siden da, men så utrolig mange forskellige genrer. Red Hot Chili Peppers, Cream, Grateful Dead, The Rolling Stones, Bob Dylan, Fleetwood Mac, Led Zeppelin og Steve Miller er kun få af de mange, der gennem tiden har fortolket Robert Johnsons klassiske numre. Alle Robert Johnsons sange blev optaget enten i november 1936 eller juni 1937, hvilket er ældre end noget andet, jeg nogensinde har anmeldt. I 1961 udgav Columbia Records første del af opsamlingsserien King of the Delta Blues Singers, og i 1970 udkom så anden og sidste del. På det andet album finder man dels sange, der ikke er på det første, og dels finder man alternative udgaver af nogle af etterens sange. Alt i alt er det 16 forskellige Robert Johnson-sange på 43 minutter.

Når man lytter til Robert Johnson, er det vigtigt at tage i betragtning, at han optog alle sangene på denne plade for lang tid siden. For rigtig, rigtig, rigtig lang tid siden. Er Elvis og Chuck Berry for gammeldags til dig? Så er Robert Johnson nok slet ikke din kop te. Uanset hvor meget de ganske imponerende lydbearbejdelser gør, er guitaren stadig ikke helt fantastisk tydelig, og Johnsons stemme lyder højst som var den optaget på en middelmådig mikrofon fra 60’erne. Man kan dog stadig klart høre, at Johnson er en fantastisk guitarist. Han leger rigtig meget med sit instrument, hvilket faktisk er den mest interessante del af hans musik. Mange af hans sange følger den samme melodi – Kind Hearted Woman Blues, I Believe I’ll Dust My Broom, Sweet Home Chicago, Ramblin’ On My Mind og Phonograph Blues er blot albummets 5 første sange, og melodien i versene er den samme på dem alle. Og der er aldrig andre instrumenter til stede end ham og hans guitar, så det handler virkelig om, hvad han gør med den guitar, og han gør så meget forskelligt, at man ville forvente, at det ville blive et stort roderi. Men det bliver det ikke.

Da jeg første gang lyttede til Robert Johnson, syntes jeg, at hans tekster var ufatteligt banale. Det virker de også, hvis man kigger på dem i al for bogstavelig forstand. Jeg forstod ikke det interessante i en kvinde, der stod og solgte stærk mad, eller hvorfor Robert Johnson havde rejer, og hvorfor han gik så meget op i, at de var døde. De handler naturligvis ikke om så simple emner. Jeg går ud fra at They’re Red Hot nok rettere handlede om, hvor livet som omrejsende sælger var, og de døde rejer fra Dead Shrimp Blues er nok en metafor for noget – mit eget gæt ville være impotens. Det største problem med Robert Johnsons musik, er hvor meget blues har udviklet sig siden hans tid. Han var selvfølgelig en af de mest revolutionerende mænd i genren, men tiden er vist løbet fra hans mange klassikere. Det gør ikke, at de ikke er vigtige numre, men det gør dem noget sværere at værdsætte i dag. Men hvis du vil lære noget om bluesmusikkens historie, er enten The Complete Recordings eller de to King of the Delta Blues Singers-albums oplagte at få lyttet til.

425 – David Bowie – ChangesOneBowie (1976)

Udgivet den af
Svar

David Bowie var et af de allerstørste musikalske ikoner i 70’erne. Hans præstationer i musikverdenen er intet mindre end mageløse, og han har lavet så mange fantastiske sange, at en David Bowie-opsamling virker som noget fuldkommen umuligt at sammensætte. Ikke desto mindre er det blevet gjort masser af gange, bl.a. i 1976 med ChangesOneBowie. Denne opsamling er opstillet kronologisk, og sådan noget har jeg udtrykt mine problemer med tidligere, men jeg synes, at det er helt fint, når vi snakker Bowie i 1976. Man kommer til at høre hans musikalske udvikling rigtig tydeligt. Det eneste fra før 1971 er desværre Space Oddity, men det er jo begrænset, hvor meget man kunne have på en enkelt vinylplade, og Bowie lavede så mange store numre i 70’erne, at folkene bag pladen virkelig blev nødt til at begrænse sig. Der er i alt 11 numre på pladen, og hver og et er en sand klassiker.

David Bowie var mester i at lave sange, der både kunne blive smilet af og danset til, mens man kunne lave meget dybe analyser af disse. Og i det mere intellektuelt udfordrende felt er der en del af mine absolutte favoritter blandt Bowies mange mesterværker, der desværre ikke er på ChangesOneBowie, enten fordi de var som 1984, Panic In Detroit og The Man Who Sold the World desværre ikke er blandt Bowies største hits, eller fordi de som Be My Wife, Sound and Vision, Breaking Glass, “Heroes” og Ashes to Ashes bare decideret ikke var udgivet endnu, da denne plade kom. Det kan man selvfølgelig ikke rigtig bebrejde den for, men i dag har vi mange andre Bowie-opsamlinger, der giver et mere tilfredsstillende billede af hans karriere – her kan nævnes bl.a. The Best of Bowie fra 1980, Best of Bowie fra 2002 og The Platinum Collection fra 2005. Der er dog stadig et ret godt udvalg på ChangesOneBowie, man skal bare være klar på, at man ikke får alle klassikerne.

Som hver gang, man kritiserer en greatest hits-plade, kan man lidt komme til at lyde som om, man bare er mopset over, at der er nogle, der foretrækker nogle andre numre, end man selv gør. Jeg vil dog stadig sige, at der er noget meget vigtigt, der mangler, hvis man efter sangens udgivelse lavede en greatest hits-plade med Bowie uden Life On Mars?. ChangesOneBowie var – som titlen antyder – oprindeligt anset som begyndelsen til en serie af opsamlinger, som der skulle udkomme nye af med et par års mellemrum. Der udkom dog kun denne og den ret sære ChangesTwoBowie fra 1981 der både indeholdt store hits fra efter etterens udgivelse og mindre kendte sange fra før dette – og underligt nok stadig ingen Life on Mars?. ChangesOneBowie er ikke en dårlig opsamling – på ingen måde. Der er bare mange bedre Bowie-opsamlinger derude, så hvis du vil høre Bowie-hits på stribe, er ChangesOneBowie ikke den optimale løsning, og det er heller ikke en, der er specielt let at anskaffe sig. I forhold til sin tid er den dog slet ikke ringe.

426 – Rage Against the Machine – The Battle of Los Angeles (1999)

Udgivet den af
Svar

I 90’erne var der ingen, der nær så voldsomt kunne sige “fuck dig” til magthaverne som Rage Against the Machine. De var med til at gøre rap-metal til en rigtig populær form for musik, og de var nok det bedste navn i genren. De har udgivet fire albums, alle af ganske høj kvalitet, og det tredje, The Battle of Los Angeles, minder ganske vist rigtig meget om de tidligere angående både komposition, lyd og lyriske emner, men så sandelig også angående kvalitet. Ikke et nummer på pladen er dårligt, og energien er høj hele vejen igennem. Det kunne som sådan godt ende med at blive irriterende, men det bliver det faktisk ikke, for de formår at være energiske med meget varierende lydstyrker. Nogle gange er det kun en smule hvisken, og andre gange skriger alle instrumenter løs af vrede. Der er ikke et dårligt nummer på pladen, der er kun numre, der er mere mindeværdige end andre. De mest mindeværdige er desværre alle i begyndelsen af pladen, men det gør ikke så meget, selvom det selvfølgelig gør sidste halvdel en smule kedelig til sammenligning.

Rapper Zack de la Rocha er noget af en karakter. Hvis du ikke har noget imod lyden og politikken, kan han let være den afgørende faktor i din manglende kærlighed til bandet. Hans stemme kan virke alt for beklagende, pessimistisk, hulkende og overdreven. Jeg kan virkelig ikke sige, at han ikke er alt dette, men Rage Against the Machine er en meget vred gruppe, og jeg synes selv, at hans stil passer ret godt til den slags musik. Nogle gange overdriver han så meget, at det er latterligt, men generelt er der ikke mange problemer. Der er dog aldrig nogen problemer med Tom Morellos guitarkundskaber. Hans riffs er rigtig gode, og man kan næsten mærke hans følelser gennem strengene. Han er heldigvis ofte ret højt i mixet, selv i forhold til vanlig metal, og dette gør, at man som lytter lægger rigtig meget mærke til hans bidrag. Hvis man aldrig har spillet luftguitar til Rage Against the Machine, så har man ikke lyttet nok til dem, og The Battle of Los Angeles er virkelig godt i det felt. Det er det faktisk også, hvad angår bassisten Tim Commerford, der faktisk hovedsageligt virker inspireret af funk, hvilket gør dem mere interessante end som så at lytte til, så skru gerne op for bassen.

Tekstuniverset hos Rage Against the Machine er altid meget politisk aggressivt, men The Battle of Los Angeles er især interessant, da teksterne derpå er kraftigt inspireret af min yndlingsbog, 1984 af George Orwell, og et par af sangene citerer endda bogen direkte. Disse tekster er, uanset hvorvidt de citerer stor litteratur, rigtig hårdtslående, og man forstår let, at det her betyder meget for gruppen. Noget ret sært ved Rage Against the Machine, er at de som sådan bare gør den samme ting igen og igen: Zach De La Rocha råber om politik, der er en sektion med minimalt musikalsk akkompagnement, hvor han hvisker, Tom Morello har en forvrænget guitarsolo, og disse ting er til stede på næsten alle, hvis ikke alle sange på albummet. Men det virker stadig. De har formået virkelig at gøre meget indenfor den formel, som de ellers bare har gentaget så mange gange. The Battle of Los Angeles er et af den slags albums, som man skal høre med høj lydstyrke. Jo højere lydstyrke jo bedre – så længe, det selvfølgelig er til at holde ud. Hvis man skruer ned for det, bliver det ret kedeligt. Men med den rigtige lydstyrke, så er det noget af det bedste, 90’ernes metalverden kan give dig.

427 – The Ronettes – Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica (1964)

Udgivet den af
Svar

The Ronettes nåede kun at udgive en enkelt plade, men den plade kom til at være en af de største, legendariske producer Phil Spector nogensinde fik hænderne i. Den hed Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica. Denne Veronica er i dag bedre kendt som Ronnie Spector, og at sætte hende foran de to andre medlemmer i albumtitlen er faktisk ganske retfærdigt. Hun er nemlig en helt fantastisk sanger, hvorfor hun da også synger for på samtlige numre. Det første nummer, Walking in the Rain, er et af gruppens største. Det handler om de træk, Ronnie leder efter i en mand, og selvom disse ønsker som med så mange andre pigegruppesange fra samtiden er ganske overfladiske, er de troværdigt overfladiske, og Phil Spectors produktion er fantastisk. Her kan især bemærkes torden- og regneffekterne, der giver sangen liv. Do I Love You er en mere reel kærlighedssang, og Ronnies stemme er helt perfekt her. So Young er et cover af en doo-wop sang fra 1958, og den omhandler et individ, der er for ungt til ægteskab, som dog ønsker det. Det er noget mere troværdigt i originalen, hvor det rent faktisk er en teenage-dreng, der synger, men sangen lyder stadig ret godt med the Ronettes.

(The Best Part Of) Breaking Up er en utrolig fængende popsang, der ikke har så megen lyrisk dybde, men det er nok et af pladens bedste eksempler på Phil Spectors produktion, og især mundharmonika-portionen gør lyden interessant. I den lidt mere forældede ende af pladen finder man I Wonder, der bare handler om at drømme om prinsen på den hvide hest. Den er ellers delvist skrevet af den ganske dygtige Ellie Greenwich, og jeg kan ikke benægte at melodien stadig er rigtig fed, men teksten er alt for distraherende, især efter gentagne gennemlytninger. Hvis vi dog virkelig skal snakke forældede sange, så er det især tydeligt på deres cover af What’d I Say, som jeg dog må indrømme, lyder ret fedt. Det lyder dog kun fedt, fordi det lyder fuldkommen som originalen, bare med kvindestemme og Phil Spectors produktion. Det er ikke dårligt, det føles bare unødvendigt. Efter den får vi dog den tidløse klassiker, Be My Baby. Denne sang har et helt legendarisk beat, utrolig produktion, og den sidder efterhånden så godt fast i mit hoved, at jeg ville kunne synge synkront med sangen, uden at jeg overhovedet hørte på andet end de to første sekunder.

Anden del af det, jeg kalder Baby-trilogien hedder You Baby, og den er ret banal. Der er meget bedre kærlighedssange der ude, og selvom jeg har hørt dette album ret ofte, kan jeg slet ikke huske noget af denne sang. Denne selvopfundne trilogi afsluttes med Baby I Love You, og hvor omkvædet er rigtig godt, er versene ret trivielle. How Does It Feel er rigtig godt komponeret og helt fantastisk produceret. Det er konsekvent ganske hurtigt, og der sker virkelig meget. Et langsommere nummer er When I Saw You, og det er endnu et af de numre, der bare forsvinder fuldkommen ud af min hukommelse, så snart, jeg er færdig med at høre det, selvom strygerne dog er ganske smukke. Gruppen giver os endnu et unødvendigt cover med Chapel of Love, der desværre afslutter nummeret. Jeg kan ikke benægte, at det lyder godt, men igen, det lyder næsten fuldstændig som Dixie Cups-versionen. Jeg vil dog sige, at jeg foretrækker denne udgave, men forskellene er så minimale, at jeg knap nok kan argumentere for, at den ene er bedre end den anden. Pretending the Fabulous Ronettes Featuring Veronica er absolut ikke et dårligt album, især ikke, hvis man er glad for genren, men man skal tage i betragtning, at albummet ikke rigtig endnu var blevet til en kunstform, da den blev udgivet.

428 – Radiohead – Kid A (2000)

Udgivet den af
Svar

Radiohead gjorde sig med albummet OK Computer fra 1997 til et af verdens uden tvivl største rockbands, og tre år efter udgav de et album, som ingen nok havde forventet, at de ville følge op på deres kommercielle succes med. Pladen hed Kid A, og det er nok min absolutte yndlingsplade. Den åbner med den helt fantastiske Everything In Its Right Place, som virkelig tager mig til en anden verden som lytter. Teksten er fuldstændig vanvittig, Thom Yorkes vokal er intens, og sangen er som helhed ganske mareridtsagtig. Der er meget fylde i musikken, og der er også mange elektroniske effekter, der får lyduniverset til at lyde, som om det falder fra hinanden. Titelnummeret er endnu et elektronisk mesterværk. Der sker hele tiden noget nyt et eller andet sted i lyden, og hver gang man lytter til det, finder man nye ting i lyden. Thom Yorkes stemme har et filter på sig, der gør hans ord utydelige, men det formår aldrig at blive irriterende, da det øger stemningen. Da kommer The National Anthem, der med sin utrolige basgang, Thom Yorkes utrolige stemme og nogle fantastiske, jazzede horn, er noget af en oplevelse. Sangen lyder stresset og paranoid, og den er nok en af de bedste sange, nogen nogensinde har lavet.

Da The National Anthem bliver rigtig vild mod slutningen, er det dejligt at få noget lidt mere stille, og How To Disappear Completely har stadig visse ganske højlydte lyde på sig, men disse gør kun den stille sang mere dynamisk. Sangen handler om Thom Yorkes reaktion på at være blevet til en af jordens største rockstjerner, og han er ikke ligefrem for glad for det. Albummet er generelt ikke meget lykkeligt, og det gør sig stadig gældende på det instrumentale nummer Treefingers. Det er et ambient-nummer, og det udnytter helt perfekt rumklang og dynamik. Det er som så meget andet ambient rigtig langsomt, men nummeret udvikler sig stadig til at være utrolig højlydt, og man kan mærke megen tumult i lyden. Efter denne kommer Optimistic, der ironisk nok har en meget dyster lyd. Det er endnu et af de mange utrolige numre, man kan finde på denne plade, og sangen bliver nærmest hypnotiserende, når den når det helt enorme klimaks. Da kommer den lettere forvirrede In Limbo, der føles både ret psykotisk og psykedelisk – og det med stor effekt.

Hele Kid A er bare fantastisk sang efter fantastisk sang, men hvis jeg skulle vælge et klart højdepunkt, ville det nok være den intense, paranoide, sindsforvirrede, stressede Idioteque. Følelserne strømmer bare ud på det nummer, og man kan mærke hver og en virkelig tydeligt. Morning Bell er et mere stille nummer. Yorke lyder meget opgivende på det, og han går i spåner mod slutningen. Det er et ret trist nummer, og det samme kan man let sige om afslutningsnummeret Motion Picture Soundtrack. Hvor hele Kid A er meget mareridtsagtig, er Motion Picture Soundtrack mest af alt lyden af at vågne; at vågne fra noget helt forfærdeligt. ca. et minut efter, Motion Picture Soundtrack slutter, kommer et skjult nummer i form af en ganske kort ambient-outro, der afslutter dette fantastiske album. Kid A er mit absolutte yndlingsalbum, fordi der er så meget stemning, så stærk sangskrivning, så god dynamik, så effektiv struktur og så perfekt helhed. Intet album, jeg nogensinde har hørt, er bedre, og jeg kommer nok aldrig til at høre noget, jeg kommer til at holde af i nær så høj grad.