403 – Big Star – Radio City (1974)

Et af 70’ernes uden tvivl mest oversete bands er efter min mening Big Star. De udgav 3 albums i 70’erne, og de er alle virkelig gode. Min favorit deriblandt er Third/Sister Lovers fra 1978, men dette er meget på grund af følelserne og stemningen derpå. Hvis vi til gengæld kigger på, hvad der er skrevet og opført bedst, så ville deres største værk nok være den foregående plade, Radio City fra 1975. Denne starter med pladens længste nummer, O My Soul, der virkelig sparker albummet i gang på energisk vis. Det er en af pladens stærkeste melodier, og der er meget variation på nummeret, mens det stadig fungerer som en sjov popmelodi. Det andet nummer, Life Is White, er endnu en stærk melodi, hvorpå forsanger Alex Chilton er i en rimelig øm position, og mundharpen derpå hjælper absolut på at gøre den mere unik. Way Out West er en meget kærlig sang om længsel. Man finder en ikke videre teknisk imponerende omend meget gribende guitarsolo derpå, og teksten er også blandt albummets bedste. Det er ikke svært at forstå, og letforståelig musik er også det, Big Star er bedst til.

Et af de sødeste numre på pladen er What’s Going Ahn. Den er mere stille end de første numre, og Alex Chiltons stemme er fuldkommen fantastisk herpå. Den lyder meget tænksom, så det giver den en vis dybde. En af pladens mest fængende sange er You Get What You Deserve, der kører i en mere seriøs tone end det meste af albummet. Det er dog stadig et oplagt nummer at synge med på, og det er nok blandt mine egne favoritter. Efter dette kommer der så noget lidt hårdere, og i dette felt gør Big Star det selvfølgelig også ganske godt. Selve lyden fejler i hvert fald ikke noget på Mod Lang, men jeg ville næppe kalde det noget i nærheden af deres stærkeste melodier. Den er ret ensformig, og selv med de mange gentagelser formår den ikke at blive særligt fængende. Dog er guitaren, også spillet af Alex Chilton, rigtig fed. Et af de mest populære numre på pladen er Back of A Car, og det er nok svært at nævne et bedre eksempel på bandets brug af dynamik i løbet af en enkelt sang. Melodien er fantastisk sjov, og Chiltons kærlige stemme er ikke til at stå for. Og så er det her igen et af pladens flotteste guitar-præstationer.

Daisy Glaze er et ret blødt nummer, der på egen hånd ikke er noget specielt, men det er dejligt med et nummer, der kan afvige fra de to hårdere numre, der kommer før. Jeg ville dog nok aldrig lytte til det uden resten af albummet. She’s A Mover er til gængæld ikke spor dårlig. Den føles en kende ufuldendt, men melodien er lige i skabet, og instrumentationen er også lige til at rocke med på. Den falmer dog gevaldigt, da det er efterfulgt af et af bandets største mesterværker: September Gurls. Jeg elsker September Gurls. Det er virkelig svært at sætte ord på, hvor godt jeg synes om September Gurls, men jeg vil da forsøge; det er en virkelig sjov melodi, den har en meget kærlig sentimentalitet over sig, hver eneste del passer perfekt sammen med resten af sangen, og den lægger sig virkelig godt i ørerne. Jeg holder stadig fast ved, at det er en af de bedste popsange nogensinde. Den efterfølgende sang, Morpha Too, er opført med kun en falset og et klaver, men det har en charme over sig. Nok ikke end specielt langvarig charme, men det er et ganske kort nummer, så dets skævhed er ret dejlig. Afslutningsnummeret I’m in Love with a Girl er en ret ungdommelig sang om at opdage, hvad kærlighed er for noget. Det lyder banalt, men det er opført rigtig godt, og det er igen en meget kort sang, men det runder et helt vidunderligt pop-album af.

413 – The Go-Go’s – Beauty and the Beat (1981)

Lad os skrue tiden tilbage til starten af 80’erne. Det her var før Bikini Kill, Sleater-Kinney eller Tegan and Sara. Den eneste rockgruppe, der bestod udelukkende af kvinder, der selv skrev musikken var dengang the Runaways, og så meget som jeg nyder dem, var de ikke latterligt kommercielt succesfulde, så selvom musiknørderne selvfølgelig fik lyttet en del til det, var det ikke noget, som hele befolkningen let ville kunne pege til. De var dog nok ganske indflydelsesrige for de fem kvinder, der i 1978 dannede the Go-Go’s; Belinda Carlisle, Charlotte Caffey, Gina Schock, Kathy Valentine og Jane Wiedlin. Disse skønne tøser udgav så i 1981 deres debutplade, Beauty and the Beat, og det var et dejligt mix af pop, punk, new wave og generelt god energi. Energien er virkelig det bedste ved pladen. Man føler konstant, at samtlige medlemmer lægger 110% i deres optrædener, og det gør, at man som lytter bliver meget engageret. Og da deres musik er rigtig poppet, gør det mig også generelt bare glad i låget.

Vokalen er mixet ualmindeligt lavt i løbet af meget pladen. Det er ret underligt, og jeg tror, det som sådan endte med at have en negativ effekt på mig som lytter. Hvis den var mixet blot en smule højere, ville sangene nok have blevet noget mere i min hukommelse, og sangene med en højere vokal har også en tendens til at være mere mindeværdige. Dog er de så godt skrevet, at man godt kan komme til at få dem fast i hukommelsen alligevel. Sangene oser tit af personlighed og livsglæde. Dog kan the Go-Go’s sagtens lave noget mere dramatisk – her ofte med en højere mixet vokal, hvilket er ret dejligt. De dramatiske numre, heriblandt Lust to Love og Fading Fast er faktisk blandt noget af det bedste pladen har på sig. Jeg er måske bare lidt vild med den slags musik generelt, men det beviser stadig flot omfanget af gruppens talenter. Dynamikken bliver også meget bedre af det, for selvom deres lystige pop-punk er dejlig nok, er det godt med noget andet fra tid til anden.

De to største hits fra pladen, Our Lips are Sealed og We Got the Beat, er helt enorme singler, men de forhindrer slet ikke resten af pladen i at skinne. De viser i løbet af hele pladen, at de kan meget andet. Der er overraskende lidt fyld på – det eneste nummer, jeg ikke rigtig kan lide, er How Much More, der bare gentager sig alt, alt, alt for meget, og den når et punkt, hvor det er næsten uudholdeligt. Men derudover er det bare stærk melodi efter stærk melodi. Især Skidmarks on My Heart er også en rigtig fed sang, især med dens Dick Dale-inspirerede guitarsolo. Det er ikke det mest teknisk imponerende, men det er bare sjovt at lytte på – og det kan man faktisk sige om meget af det her album. Vi snakker ikke om nogle helt utrolige musikalske genier her, men vi snakker til gengæld om fire seje kvinder, der kan skrue et af 80’ernes bedste popalbums sammen. Hvis du kan lide pop-rock, så er the Go-Go’s noget af det bedste i feltet, og Beauty and the Beat er deres suverænt bedste plade.

430 – Cheap Trick – At Budokan (1978)

Cheap Trick var et nogenlunde populært band i Amerika og Europa i 70’erne – men i Japan var de helt enorme, så det var der, deres første live-album blev optaget, helt specifikt Budokan-arenaen i Tokyo. På denne plade spiller de 5 sange fra deres andet album, In Color, hvorpå man også kan finde mange af deres bedste melodier. De åbner med en af disse, Hello There, som ganske ofte er deres åbningsnummer til koncerter, da det er energisk, sætter gang i publikummet, ikke varer specielt længe og ganske tydeligt siger goddag til publikummet. Derefter kommer endnu en sang fra In Color, denne gang Come On, Come On, og den lyder federe, end den nogensinde har gjort. Man kan let mærke festen blive sparket rigtig godt i gang. Efter dette spiller de den dengang hidtil uudgivne Lookout, og selvom publikummet selvfølgelig ikke havde nogen chance for at kende nummeret, blev det til noget af en fest. Rick Nielsens guitarsolo fik især sat gang i publikummet.

Få numre på albummet sætter nær så godt gang i publikkummet som Big Eyes, hvor Rick Nielsen laver en meget atypisk omend helt utrolig guitarsolo, og Robin Zander synger om, at han falder for store øjne, hvilket er ret ironisk, når hans publikum jo hovedsageligt havde ret små af slagsen. Cheap Trick havde på studiepladerne aldrig lavet noget, der var længere end 5½ minut. Det var de dog ikke bange for at gøre med endnu en hidtil uudgiven sang ved navn Need Your Love, der ganske vist varer næsten 9 minutter, men tiden flyver virkelig, når man er i selskab med god musik. Det her er Rick Nielsens nummer. Intet mindre. De andre spiller selvfølgelig også på det, men langt størstedelen af sangen er bare helt utrolige guitarsoloer. Hvis jeg lige bliver lidt ved de lange guitarsoloer, så er det lige det, de første 2 minutter af deres cover af Fats Dominos Ain’t That A Shame består af. Rick Nielsen lyder uden tvivl ikke som en dårlig guitarist på studiepladerne, men her lyder han vanvittigt godt.

Hvis man virkelig vil se, hvor meget en liveudgave kan overgå en studieudgave, skal man ikke kigge længere end I Want You to Want Me, der faktisk altid har været en af de bedste Cheap Trick-sange, men den når helt utrolige højder på denne plade, hvor Robin Zander ikke blot lyder mere oprigtig end nogensinde, men der sker næsten altid et eller andet nyt interessant på guitaren. De følger op på denne med en dengang ganske nyligt udgivet sang, der i dag er et af deres mest kendte sange; Surrender, er en rigtig energisk, følelsesrig sang i denne udgave. Det er måske bandets bedste værk, og som man lærer den bedre at kende, bliver den hurtigt umulig ikke at nynne lidt med på. Bandet siger farvel med Goodnight Now, en afslutningsudgave af Hello There, men som med så mange koncerter, kan bandet ikke dy sig for at spille et ekstranummer. Og intet nummer kunne gøre det job bedre end Clock Strikes Ten, som nok er en af de bedste sange fra In Color. Det er igen en fed fortolkning af sangen, og man begynder lidt at ærge sig over at denne oplevelse er slut nu. Man får lidt lyst til at se dem live, efter man har hørt sådan en god plade.

434 – The Police – Outlandos d’Amour (1978)

I 1978 debuterede rocktrioen The Police med Outlandos d’Amour, der flot blander mange forskellige genrer, her især punk, new wave og reggae – men den er på samme tid ofte ganske poppet. Den åbner med sangen Next to You, der også har kraftige blueselementer. De mest fremtrædende instrumenter på denne længende kærlighedssang er guitar og trommer, hvilket er spøjst, for den er som så meget andet på albummet skrevet udelukkende af bassist og forsanger Sting, hvis stemme er helt perfekt til så højlydte følelser. Sådanne får vi endnu flere af, når vi går hen til sang to, der ligeledes handler om længsel i form af So Lonely. Det er en af de mere reggae-inspirerede sange på pladen, men det forhindrer den ikke i at hive Sting ganske kortvarigt ind på mundharpe. Det er en ret sær portion, for han får aldrig rigtig spillet specielt meget på den. Mundharpen forsvinder stort set så snart den er kommet. En sand klassiker kommer da med ludderballaden Roxanne, der er den bedste sang om et forhold med en prostitueret, jeg kan komme i tanker om, og Stings følelser strømmer bare ud.

Generelt spiller kun Sting, Andy Summers og Stewart Copeland på denne plade, men de har et gæsteklaver på to numre, hvor det første er Hole in My Life, der ærlig talt er lidt for kluntet til min smag, i hvert fald når vi snakker de ret lange vers. Må dog indrømme, at omkvædet er ret sejt, og mod enden sker der ret seje ting med sangens ellers ret simple struktur. En noget mere helstøbt sang er Peanuts, som Sting skrev sammen med trommeslager Stewart Copeland. Herpå bliver punkelementerne rigtig tydelige. Sting bliver ret vred, og resten af bandet kan også finde på at gå lidt amok. Især Andy Summers får virkelig mulighed for at vise sig. Den er ret undervurderet blandt Police-sange, hvis du spørger mig, og det er nok en af de bedste på pladen. Sting går i spåner på Can’t Stand Losing You, der virkelig er en simpel sang, men den får udnyttet det hele meget bedre end f.eks. Hole In My Life gjorde. Så kommer Truth Hits Everybody, der er en af de mest energiske sange på pladen. Omkvædet er nok lidt for ensformigt, så man ender med at blive lidt træt af den, når det til sidst bliver gentaget igen og igen.

På Born In the 50’s er der tydelige musikalske inspirationer fra musikken fra de sene 60’ere, hvor Sting var en ung mand. Sangen fortæller historien om en generation, men jeg tror ikke helt, de vidste, hvor de ville hen med det. Konklusionen ender bare med at være, at ting er, som de er. Be My Girl – Sally er i starten en så latterligt simpel popsang, at man ikke rigtig kan tage den seriøst. Da giver Andy Summers os noget spoken word og et jazzet improvisationsklaver. Det er nok pladens særeste punkt, men det er svært ikke at lade sig fascinere af det. Og så varer det heller ikke lang nok tid til at blive irriterende. Afslutningsnummeret, Masoko Tanga, er opført på noget, der efter egen antagelse nok er et vrøvlesprog. Det nummer er faktisk også meget jazzet, og vokalen er mixet ret lavt, så den faktisk bevæger sig på bølgelængde med instrumenterne. Det er et ret godt nummer, selvom det langt fra er den vanlige Police-stil. Outlandos d’Amour er et rigtig godt album. Det er farverigt og eksotisk til trods for det lave antal musikere, og den ofte ret simple musik. Der er liv og sjæl i optrædenerne, og det lyder ikke rigtig som noget andet, tiden havde at byde på – end ikke som senere Police-albums.

438 – Big Star – #1 Record (1972)

The Box Tops havde i 1967 et rigtig stort hit med The Letter, og denne sang introducerede verden til den helt utrolige sanger og guitarist Alex Chilton. I 1970 gik bandet hvert til sit, og Chilton dannede Big Star med trommeslager Jody Stephens, sanger og guitarist Chris Bell og bassist Andy Hummel. I 1972 udgav de så en debut med det simple navn #1 Record. Albummet starter ud med den meget energiske Feel, der er fuld af masser af interessante elementer. Rock and roll-klaver, en flot saxofonsolo og godt med saft og kraft i guitarens power-akkorder. Og et kor sørger også virkelig for at løfte Chris Bells vokal op mod nye niveauer. En af gruppens stærkeste sange er The Ballad of El Goodo. Der er rigtig meget følelsesmæssig styrke i den sang, og det er en af Alex Chiltons bedste vokalpræstationer. Og koret sørger virkelig også for at give sangen fylde og størrelse. Den Bell-sungne In The Street er også et helt fantastisk nummer. Det er i den mere energiske afdeling, og Bells riff er dejlig fængende. Den var ikke engang et hit, men den lugter så langt væk af 70’erne, at Cheap Tricks cover af den blev gjort til temasangen for tv-showet That 70’s Show.

Den Chilton-sungne Thirteen er nok et af de bedste numre nogensinde. Jeg ville kalde det en af de 5 allerbedste kærlighedssange, jeg har hørt. Den er egentlig ikke andet end Alex Chiltons stemme, to guitarer og til tider et kor. Men denne simple lyd passer helt perfekt til sangen. Teksten er fuldstændig direkte, så der er i grunden ikke meget at forstå. men den er mange genhør værd på grund at det væld af følelser, Chilton lægger i vokalen. Don’t Lie to Me bliver sunget af Bell, og det er en af de simpleste melodier på pladen, men den er rigtig fængende, og den bluesrock-inspirerede lyd derpå er ganske unik blandt resten af sangene. Da kommer den eneste sang, trommeslager Andy Hummel synger for på, The India Song. Det er en ganske sød sang, og selvom Hummels den er dejligt drømmende, er den en kende fjollet og intetsigende, og Hummels falset kan godt ende med at blive ret så irriterende. Det er også den eneste sang, Hummel har skrevet, og det er måske den svageste sang, Big Star lavede på de tre oprindelige plader. Chilton overtager heldigvis nok engang mikrofonen på When My Baby’s Beside Me, som er endnu en stærk, fængende poprock-sang.

Chris Bell ryger da op i en helt enorm form for lykke på My Life Is Right, og Alex Chilton drømmer med dejligt mange strygere på Give Me Another Chance. For ikke at forglemme Chris Bells yderst oprigtige ballade, Try Again. Alle tre sange er rigtig gode, forstå mig ret, det er det meste af albummets sidste halvdel, men den første del af albummet griber meget bedre fast om lytteren. FeelThe Ballad of El GoodoThirteen og In the Street er virkelig fængende, stærke melodier, der griber godt fast om lytteren, og der er virkelig kun én sang på sidste halvdel, der på samme måde kan fange min interesse som lytter. Det er den Watch the Sunrise med Chilton på Vokal. Det er et helt perfekt nummer, hvor Chilton oser af lykke og oprigtige tanker om, at alt nok skal gå. Det ville det så ikke, ville senere albums vise, men Chilton var jo ikke profet, bare en dygtig musiker. Chilton og Alex synger til sidst sammen på et ganske kort nummer ved navn ST/100. Det føles ikke så meget som et helstøbt nummer men rettere som en outro til en af de bedste powerpop-plader, der nogensinde er blevet lavet. Det er ikke perfekt, men der er rigtig mange stærke sange.

448 – Cheap Trick – In Color (1977)

Det amerikanske band Cheap Tricks andet album, In Color, udkom i 1977, og det er fyldt med powerpop af højeste kvalitet. Pladens åbningsnummer, Hello There, er kun halvandet minut langt, men det åbner albummet rigtig godt, og siden er det blevet brugt som åbningsnummer til mangen Cheap Trick-koncert. Der er virkelig gang i det, og så er det utrolig fængende. Det viser på imponerende vis, hvordan man ikke behøver at gentage noget specielt mange gange, før det er fængende – omkvædet bliver sunget sølle to gange, og alligevel er sangen umulig at få ud af hovedet, og i koncertform har den også fået et tilsvarende afslutningsnummer ved navn Goodbye Now, der kører over samme melodi. Og efter denne sang kommer stribevis af ligeså fængende sange, der dog er en del længere. De er alle mellem 2½ og 4½ minut, så de er ikke specielt svære at sluge, og de er generelt ikke specielt vovede, hverken musikalsk eller lyrisk. Det er meget, meget simple lyriske emner, man finder på In Color, og mens dette selvfølgelig gør, at teksterne er knap så dybe, er samtlige sange rigtig lette at gribe fat om.

Den simpleste af dem alle er den mest berømte, I Want You to Want Me, og den viser rigtig godt, hvor sublimt denne simplicitet kan virke. Versene er stort set bare titlen, gentaget igen og igen, hvor ordet “Want” bliver erstattet med “Need”, “Love” og “Beg”. Og resten af sangen er virkelig heller ikke svært at forstå. Det er en af verdens simpleste kærlighedssange, men den fungerer rigtig godt. Og igen, så er melodien virkelig noget at bide mærke i. Den er bare umulig at få ud af hovedet. Alle melodier er skrevet af Rick Nielsen, som er ham fyren med kasketten, som du ikke kan se på coveret. Du kan se ham på bagsiden. Det er en meget morsom intern joke hos bandet, og det er sådanne små finurligheder, der gør dem specielle. En anden finurlighed er Rick Nielsens berygtede femhalsede guitar, hvorpå han sjældent spiller på mere end to af halsene og næsten aldrig rører han den nederste hals. Men han er så sandelig også god til at skrive rigtig fængende musik. Ikke et nummer sidder ikke godt fast efter et par gennemlytninger, og mange gange har jeg fanget mig selv i at synge med, uden at jeg bemærkede det før halvandet minut inde.

Sangene er fra start til slut generelt rigtig kække og lystige. Nogle er meget bløde, f.eks.  I Southern Girls og den førnævnte I Want You to Want Me, men rigtig ofte går det faktisk over i at være hård rock. De hårdere numre er opført meget i stil med åbningsnummeret, Hello There, altså med masser af attitude og kraftige guitarer. Der er virkelig gang i den på numre som Big EyesClock Strikes Ten og Come On, Come On. Disse numre er godt blandet sammen med de blødere numre, så det føles godt flydende, og heldigvis er der også numre som Downed, Oh Caroline og So Good to See You, der ikke så let lader sig kategorisere så let som enten det ene eller det andet. Dog er Nielsens letsindige, simple, måske endda en kende fjollede melodier og tekster konsekvente nok, til at man kan mærke en rød tråd i musikken. In Color har hele vejen igennem rigtig fængende melodier og masser af personlighed, og albumstrukturen er der ikke noget i vejen med heller. Det er ikke specielt intellektuelt udforerende, men det er powerpop sjældent – det er bare en simpel, sjov oplevelse.

456 – Big Star – Third/Sister Lovers (1978)

Alex Chilton, der tidligere havde sunget megahittet The Letter med The Box Tops, da han var en bette purk på 16 år, dannede i 1971 Big Star, en powerpop-gruppe, der desværre totalt undgik større popularitet indtil lang tid efter, de gik hvert til sit. Deres to første albums er fremragende, let tilgængelige powerpop-plader, som alle med smag for pop-rock bør kigge lidt til. Deres tredje album, blev i første omgang udgivet som 3rd, siden som Sister Lovers, og siden 1992, hvor udgaven, jeg selv har lyttet til, blev udgivet, har den heddet Third/Sister Lovers. De forskellige udgaver har forskellige rækkefølger, men dette er udgaven, der minder mest om det, Chilton selv ønskede. Third/Sister Lovers er en ret besværlig plade. Man skal nærmest kende konteksten om Chiltons depression, før den rammer helt plet, men den er uden tvivl stadig fuld af rigtig stærke melodier. Den starter rimelig stærkt med den hårdtslående Kizza Me, hvori Chilton decideret bønfalder sin kæreste efter et lille kys, som hun ikke vil give ham. Det lyder måske ikke som noget specielt, men meget af styrken ligger i, at Chiltons stemme egner sig perfekt til fortvivlelse og nervøsitet. Han spiller rollen helt perfekt – såfremt det i første omgang blot er en rolle.

Den fortsætter med Thank You Friends, der igen i første omgang virker som en simpel taksigelsessang, hvor han takker alle, der har gjort det her mulig. Dog har han nok engang denne nervøse klang i stemmen, nok fordi han slet ikke takker dem. For han var deprimeret, og hvis man ikke skulle vide det i forvejen, så bliver det gjort rigtig klart på det tredje nummer, Big Black Car. Det er en langsom, minimalistisk sang, og den er rørende på en helt unik, utrolig oprigtig måde. Knap så oprigtig er Jesus Christ, en sang om frelseren Jesu fødsel, sunget med en stemme, der slet ikke tror på det. Han har altså opgivet ideen om mirakler. Med 14 forskellige sange på sig, kan jeg ikke gennemgå alle, men klare highlights er også Holocaust og Kangaroo, der kommer lige efter hinanden. De er meget langsomme, meget som Big Black Car, og de er om muligt endnu mere rørende. Holocaust med en grum, grum tekst; Kangaroo med en ligeså grum lyd. Man kan nærmest høre Chiltons sind falde sammen.

Efter disse sange kommer Stroke It Noel, der handler om, hvordan Chilton bl.a. fik afløb fra sine sorger: han onanerede. Man kan faktisk næsten høre det på strygerne og Chiltons stemme, som sangen nærmest afslutter med en orgasme. Der er rigtig mange forrygende numre på Third/Sister Lovers, og 1992-udgaven kan uden tvivl anbefales over alle de andre. Det bedste ved pladen er dog nok, at den slet ikke prøvede på at afspejle Chiltons depression. Det var bare de musikalske ideer, han fik under den. Det viser virkelig noget om, hvordan hjernen påvirkes. Albummet afsluttes med Take Care, endnu et af de mange enestående numre, pladen har at byde på. Det prøver rent lyrisk ikke blot på at runde pladen af, men det kunne nærmest lyde som om, den skulle runde Chiltons liv af. Han levede heldigvis op til 2010, men hans stemme, melodien, og hans mange gentagelser af sangens titel, får det til at lyde som om, det her var slutningen på det hele. Men selv hvis det havde været, ville det være en slutning, der rundede det hele perfekt af. Ikke blot sangen, men hele Third/Sister Lovers.

482 – Elvis Costello & the Attractions – Armed Forces (1979)

Elvis Costello tog i slutningen af 70’erne fat i punkmusikken og gjorde den festligere og mere dynamisk. Mange ting kan man sige om Sex Pistols og Ramones, men dynamiske er de nu ikke. Noget af skønheden ved dem er vel nærmest, at de holdt lydstyrken næsten konstant på samme niveau. Men Costellos nøjagtige evne til at fremhæve dele af musikken er derimod noget af det bedste ved ham, og et af de mange albums i hans diskografi, der tydeligt fremviser hans evner som dynamisk sangskriver er Armed Forces fra 1979. Man mærker på det album meget indflydelse fra kunstnere som David Bowie og the Stooges, der jo netop var med til at starte punkmusik, men som den største forskel var mere dynamiske. Costello var foruden et forfriskende pust i den allerede døende punkgenre også en af de store pionerer inden for new wave. Sangene på Armed Forces inkorporerer meget synthesizer under guitar, bas og trommer. Det er også af og til klaver eller orgel, men det har altid den energiske lyd, som synthesizeren kom til at kendetegne i 80’erne.

Costello er aldrig rigtig glad på albummet, selvom musikken er ret glad. Han lyder til gengæld meget sarkastisk i sin formulering af ulykke. Oliver’s Army er i sin lyd f.eks. meget inspireret af ABBAs lystige popnumre, og som han siger “Oliver’s Army Is Here To Stay” lyder han som sådan ret glad, men så snart som den næste linje kommer, synger han “And I would rather be anywhere else but here today” i gråd, hvilket sætter et fantastisk twist på alt det andet, han siger i sangen. Som sanger blæser han dig aldrig rent teknisk omkuld, men hans små hik er fulde af personlighed og charme. Selvom hans sange er vrede og mørke, føles de aldrig aktivt melankolske eller aggressive, da han altid leverer dem med sit tykke lag af sarkasme. Der er på den måde meget at fordybe sig i i hans sange. Gentagelse er et element, der bliver brugt rigtig godt på Armed Forces. Næsten alle melodier er rigtig lette at huske efter første gennemlytning, og ikke en eneste gentager sig så meget, at man bliver den mindste smule træt af den.

Det eneste på albummet, der ikke fungerer helt så godt igen er det, der allermest lyder som en spilledåse, men som nok er en synthesizer eller et orgel, på Sunday’s Best. Selve sangen er en eminent melodi, men det lyder bare ret fjollet med denne spilledåse-lignende lyd sammen med traditionelle rockinstrumenter. Det er ikke albumfyld på nogen måde – det er kreativt, ambitiøst og meget interessant at lytte til – det er nok bare rettere et mislykket eksperiment. Man kan let mærke at Costello ikke har ladet noget gå til på Armed Forces uden at han havde fuld kontrol over det. Lyden er meget stram, ligesom hvordan New Wave-scenen i 80’erne ville blive, og denne stramme lyd fungerer altid til Costellos fordel. Det gør, at det lyder som om, at der er styr på det hele, hvilket der sikkert også er. Armed Forces indeholder nogle af Elvis Costellos bedste sange, og den kan anbefales til stort set alle og enhver, så længe de kan lide pop- eller rockmusik af en eller anden slags – og især hvis man kan lide den fra slutningen af 70’erne.

495 – Hüsker Dü – New Day Rising (1985)

Hvis du blot opfatter New Day Rising af Hüsker Dü fra 1985 som larm, kan jeg virkelig ikke overbevise dig om andet. For det er det. Hüsker Dü var inspirerede af hardcore punk-genren, som blev udbredt gennem bands som Black Flag og Dead Kennedys, og denne genre var endnu mere voldsom end Hüsker Dü. Den var meget vred, og den føltes, når den var bedst, som om at lytteren selv blev truet af bandet. Hüsker Dü var et af de første bands, der valgte at tage denne støjende lyd og bruge den til noget mere følelsesrig musik. Denne genre kaldes passende for post-hardcore. Følelser strømmer ud af melodierne og teksterne, og man kan finde mange af grundpillerne til alternativ rock i denne plade og Zen Arcade, som de udgav året før. Åbningsnummeret, New Day Rising, åbner med noget af det mest støjende støj, noget menneske har lavet, men de får det til at lyde som en ren symfoni. Teksten går bare “New Day Rising, New Day Rising” igen og igen, men som forsanger Bob Mould synger det igen og igen, tager disse tre ord mange meninger om håb, opgivelse, desperation, angst og meget andet.

Hüsker Dü har dog også mange sange, der har egentlige tekster, der kan fortolkes mere entydigt. Nogle er blandt de mest oprigtige indblik i et sind, som rockmusikken har oplevet. The Girl Who Lives on Heaven Hill er en venlig tak, der bliver spillet så voldsomt, at man ikke er i den mindste tvivl om, at hende tøsen på bakken må have gjort noget vigtigt. I Apologize starter lyrisk som hvad det lyder til at være, men lyden er voldsom, at det adskiller sig fra enhver anden undskyldning. Teksten handler meget om hvor tumult fortællerens sindstilstand er, og derfor passer den støjende guitar perfekt ind. Efter kort tid sker det, at vores hovedperson også selv beder om en undskyldning, som han ikke kan få overbevist sin udkårne om at give ham. Enorm pinsel og vrede kan mærkes på numre som Perfect Example, 59 Times the Pain og If I Told You – numre som Bob Mould alt fra skriger til mumler sig igennem.

Som albummet skrider fremad lyder Bob Mould mere og mere vanvittig. De sidste tre numre, How to Skin a CatWhatcha Drinkin’, og Plans I Make er skrupskøre, og det er ikke på den morsomme måde. Man fornemmer at der er et eller andet i Moulds hjerne, der langsomt er ved at gå af led. Bob Mould er desuden bøsse, og trommeslager Grant Hart er biseksuel. Ikke at det har musikalsk relevans, men det burde da kunne få fjernet et par fordomme. De er samtidig musikalske genier. De fandt en måde, hvorpå man kunne gøre den mest irriterende larm til fryd for ørerne. De sætter masser af følelser i sangene, og de giver dig en absolut fascinerende tankegang, som man ikke kun kan mærke lyrisk – musikken lyder som et sind, der må tilhøre en stresset galning, der kunne begynde at dræbe hele nabolaget, så snart det skulle være. Denne uvished gør dem nærmest endnu mere truende end almindelige hardcore punk-bands. Hvis du vil have en oplevelse for livet, så lyt til New Day Rising, men vær bare klar på hvad som helst.