Tag-arkiv: Folk-rock

262 – Grateful Dead – Workingman’s Dead (1970)

Udgivet den af
Svar

Der er to kendte sider af den amerikanske rockgruppe Grateful Dead: Den vilde, eksperimentelle side, hvor man får massevis af sange på omkring 10 minutter og den mere poppede folk-rock-side, der nok ærlig talt er mere min stil. Pladen Workingman’s Dead fra 1970 var den første, de lavede i sidstnævnte stil, og det er en af mine favoritter i deres diskografi. Den starter virkelig godt ud med den let tilgængelige og lystige Uncle John’s Band. Denne sang er virkelig godt sammensat. Alle instrumenter passer fuldkommen perfekt sammen, og vokalharmonierne er ikke blot smukke, men de er også nærmest livsbekræftende. Jeg bliver latterligt glad, når jeg lytter til dette nummer. Det går fuldstændig naturligt over i den langsomme, psykedeliske High Time, hvor vokalharmonierne ikke engang er at høre det meste af tiden, hvor fokus bare er på forsanger Jerry Garcia og hans meget imponerende guitarspil. Men harmonierne er der skam, og på grund af, at de ikke altid er der, bliver de til højdepunktet og det, man bedst kan huske. De skaber dynamik til dette ellers konstant langsomme nummer, der derfor føles meget kortere end det er.

Den dynamiske albumopbygning fortsætter elegant med Dire Wolf, hvor kontrasten mellem den lystige melodi og den ret så grumme tekst skaber en gribende oplevelse. Det er en af de mest country-prægede sange på pladen, og det er faktisk ikke særlig langt fra Gram Parsons udfoldelser i the Byrds og the Flying Burrito Brothers, men man føler sig stadig i selskab med hippie-slænget fra Grateful Dead, og den passer da ret naturligt ind. New Speedway Boogie er meget inspireret af blues, og der er et ret fedt groove. Der er en flot kontrol over tempo, som de færreste ville kunne gøre så godt, og sangen er bare virkelig afslappet og fængende, og vigtist af alt mindeværdig. Det ville den ikke nødvendigvis være, hvis ikke albummet var så godt sammensat, så hvert nummer leder opmærksomhed hen på det næste. Cumberland Blues er da også ironisk nok meget langt fra en bluessang, selvom guitaren klart skylder blueslegenderne meget i første halvdel. Halvvejs gennem nummeret bliver guitarens rolle tilsyneladende ubesværet overtaget af en banjo. Man lægger ikke engang mærke til det, det sker så naturligt. Det er en rigtig sjov sang, og det er endnu en af pladens mange mesterværker.

Det bliver lidt langsomt igen med Black Peter, der starter ret simplelt med blot guitar,vokal trommer og bas, men efter halvandet minut kommer et orgel og sparker lidt liv ind i det hele. Den simple melodi er lidt i fare for at gå i tomgang, men tre minutter inde i sangen kommer albummets muligvis bedste vokalharmoni på en virkelig smuk bro. Nummeret er måske lidt længere end hvad godt er, men det afsluttes formidabelt. Der vendes tilbage til gruppens eksperimentelle rødder med den sumpede Easy Wind, der har en meget blues-inspireret lyd og stor fokus på soloer fra instrumenterne. Det er dog meget lettere at tilgå end det meste fra Live/Dead og Anthem of the Sun, og dette sætter jeg pris på. Det har fundet en flot middelvej, som jeg ville ønske, at de havde udforsket lidt mere. Albummets sidste nummer, Casey Jones, åbner med lyden af et lille snif, hvorefter det virkelig fængende omkvæd begynder at synge “Driving that train, high on cocaine“. Dikotomien mellem det mørke emne og den sjove melodi er helt perfekt, og det føles på et eller andet niveau forkert at synge med med et smil på læben, men jeg kan ikke rigtig lade være. Workingman’s Dead er et fantastisk album, og jeg kan nu for alvor sige, at jeg har lært at elske Grateful Dead meget højt.

267 – Paul Simon – There Goes Rhymin’ Simon (1973)

Udgivet den af
Svar

Paul Simon gjorde sig i 60’erne kendt som den ene halvdel af popduoen Simon & Garfunkel, der lavede nogle af årtiets mest fængende og følelsesrige melodier. De lavede sølle fem albums sammen, før de gik hver til sig. Begge startede solokarrierer, og den absolut mest succesfulde og imponerende af de to viste sig at være Simon. Han udgav sit første soloalbum tilbage i 1965, da duoen stadig var sammen, men hans gennembrud som solokunstner var med hans anden plade, Paul Simon fra 1972. Jeg er meget glad for den, men jeg holder også rigtig meget af hans tredje plade, There Goes Rhymin’ Simon fra 1973, der ligeledes er på niveau med det bedste, han lavede som en del af Simon & Garfunkel. Det er dog en noget anden form for musik, vi har her. I Simon & Garfunkel var der en stor fokus på folk, og dermed var der mange vokalharmonier og fokus på den akustiske guitar. På There Goes Rhymin’ Simon er der stadig meget akustisk guitar, men der er næsten mere fokus på klaveret, men selv denne har ikke  nær så stor fokus som Simons stemme. På mange af numrene optræder backingvokalister, men de er normalt ikke særlig fremtrædende.

Hvad angår sangskrivningen, så har Simon været mere inspireret af mere eksotisk musik. Der er ganske vist noget, der lyder så meget som amerikansk folk, at det næsten ikke er til at tage fejl af, her navnlig den passende betitlede American Tune. Der er dog sange som Was a Sunny Day, hvor man virkelig bare har lyst til at dase under en palmegren i troperne, og på den klavertunge One Man’s Ceiling is Another Man’s Floor er der en lyd, der minder meget om klassisk europæisk musik. Netop denne sang har en meget særpræget vekslen mellem versene – det lyder lidt som om, det er en to-tre vidt forskellige sange, der bare er smidt sammen, men de udgør en meget dragende helhed. Det bedste eksempel er dog nok Loves Me Like a Rock, pladens muligvis bedste sang, hvor Simon rent faktisk har fået et gospelkor til at synge med. De fylder en hel del, og da denne sang afslutter albummet, bliver det til et meget fyldestgørende klimaks. Følelserne er generelt ret simple i løbet af hele pladen. Der er nogle entydigt glade sange, nogle entydigt triste sange, og andre simple følelser er også afspejlet. Det lyder måske som et problem, men det er det ikke rigtig. Hvis der ikke var nær så meget at dykke ned i musikalsk, så var det, men det er mest af alt en slags stil, han vælger at følge, og han følger den elegant.

Det, der dog gør, at There Goes Rhymin’ Simon er en sublim plade, er at Simon er en genial sangskriver. Sangene på denne plade er mere end bare vers og omkvæd, det er noget mere kompliceret. Det er ikke total improvisationsjazz, langt fra, det føles faktisk meget poppet. Men hvis man dykker ned i sangene, vil man opdage, at der er taget mange friheder med sangskrivningen. Der leges meget med tempo på numre som Kodachrome og One Man’s Ceiling Is Another Man’s Floor, mens numre som American Tune og Something So Right bevæger sig meget i volumen, især ved hjælp af strygere. I løbet af hele albummet er der flot vekslen mellem letsindige numre som Was a Sunny Day og de mere dybsindige numre som Tenderness. Det er rigtig smukt opbygget. Hvis man endelig skulle sige noget negativt, så er Simons stemme af og til en smule irriterende på omkvædet til Was a Sunny Day, men det ødelægger ikke sangen og da slet ikke albummet. There Goes Rhymin’ Simon er en formidabel popplade. Hvis alle popnumre var bare halvt så gennemtænkte som dem på denne plade, så ville verden være et meget bedre sted. Paul Simon er en genial sangskriver, og There Goes Rhymin’ Simon er et af hans store mesterværker.

291 – Bob Dylan & The Band – The Basement Tapes (1975)

Udgivet den af
2

På overfladen virker The Basement Tapes fra 1975 som et forholdsvist almindeligt album. Det er Bob Dylan og the Band, der laver musik sammen, og de laver bare nogle fede sange. Men pladens historie er mere kompliceret end som så. The Band fik deres berømmelse som Bob Dylans backingband på turnéer i 1965, og de fortsatte på dette job i noget tid, og det er tit sket, at de har turneret sammen, også i nyere tid. Dylan og the Band begyndte i 1967 da at optage en række sange i bassist Rick Dankos kælder. Mange af disse sange ville senere dukke op på The Basement Tapes. Dette udgør ca. tre fjerdedele af dobbeltalbummet. Den sidste fjerdedel består af numre, the Band optog uden Dylan mellem 1967 og pladens udgivelse i 1975. Det er en hel masse information lige at sluge, og er det virkelig nødvendigt for at nyde pladen? Det vil jeg ikke gøre mig klog på, men oplevelsen giver mere mening, hvis man kender til alt dette, og det forklarer meget, man ellers kunne undre sig over.

For eksempel forklarer det, at fejl ofte sker, især på optagelserne med Dylan. Dylan glemmer tit at synge med på tidspunkter, og the Band kan godt komme til at spille forkert. Lyden er heller ikke altid lige den bedste. Men pladen hedder The Basement Tapes, og den varer over en time. Man får underligt let ved at tilgive sådan noget. Det føles mere råt og frit, og man kan mærke, at den var optaget i en kælder. Dylans sangskrivning er også ulig det, man ellers kender ham for. Melodierne er ofte ret simple og blues-inspirerede – ja, Apple Suckling Tree kører nærmest direkte over Little Walter-sangen My Babe. Lyrikken er som sædvanlig helt fantastisk, men da melodierne ikke tillader nær så mange versefødder som f.eks. Like a Rolling Stone, Hurricane eller Subterrarian Homesick Blues. Det er helt fantastisk at høre ham spille rollen af en fulderik på Please Mrs. Henry eller hans kryptiske poesi på This Wheel’s on Fire. The Band er også dygtige musikere. De sange, Dylan ikke er med på, er stadig virkelig gode, og de passer stilmæssigt godt ind på albummet. Nogle er måske af lidt for god lydkvalitet, men det er også det.

Melodierne er alle godt skrevet, og sangene er meget samme stilart. Pladen kunne med lethed have været en af mine absolutte yndlinge med Dylan, hvis den bare ikke var så ufokuseret. Ja, sangene passer i lyd og sangskrivning godt sammen, man fornemmer en rød tråd, men da sangene aldrig rigtig var tiltænkt et sammenhængende album, gør det, at længden på pladen bliver mere fremtrædende end på andre dobbelte Dylan-plader som Blonde on Blonde og Time Out of Mind. Der er ikke nok fokus på dynamik eller samspil mellem de individuelle numre. Det gør, at det kan ende med at virke en smule ensformigt. Man kunne nok have løst dette ved at gøre albummet kortere og så udgive det i to volumener, hvilket nok er årsagen til, at selv cd-udgaven består af to dele. Rækkefølgen er der dog tydeligvis tænkt over, og det er lidt som at høre en godt sammensat opsamling, hvilket det vel teknisk set også er. Den allerstørste ros skal pladen have for at afslutte med den dramatiske This Wheel’s on Fire, som the Band også har optaget en udgave af til deres debutplade. Den fungerer dog efter min mening bedst, når Dylan også er med. The Basement Tapes er fuld af fantastiske sange, men som plade er den ikke helt så helstøbt, som den kunne have været.

293 – Simon & Garfunkel – Simon and Garfunkel’s Greatest Hits (1972)

Udgivet den af
Svar

Den særdeles populære folk-rock-gruppe Simon & Garfunkel gik efter fire virkelig succesfulde albums hvert til sit i 1970, og de tog i 1972 afsked med et opsamlingsalbum. Dette album fik den simple titel Simon and Garfunkel’s Greatest Hits, men sådan en titel må dog tages med et gran salt. I deres korte karriere formåede de ganske vist at få flere hits end de fleste kunne med blot 5 albums, hvor det første ikke engang havde nogen hits på sig. Men man får skam alle de sange, man umiddelbart tænker på, når man hører navnene Simon og Garfunkel: The Boxer, Bridge over Troubled Water, Cecilia, The Sound of Silence, Mrs. Robinson og I Am A Rock er alle repræsenteret, og det er jo skøn musik. Paul Simon er en helt fantastisk sangskriver, og sangene på denne plade viser det tydeligt. Man kan dog godt undre sig over udvalget af visse sange. De førnævnte er selvfølgelig alle selvskrevne, men hvorfor er ukendte sange, der end ikke var singler, såsom Kathy’s Song, Bookends Theme og For Emily, Whenever I May Find Her på pladen, mens hverken A Hazy Shade of Winter eller At the Zoo er inkluderet.

Med en gruppe, der har udgivet så få plader, forventer jeg lidt, at deres greatest hits-album vil medtage mindst en sang fra hvert album. Jeg ville derfor ikke have noget imod, hvis de havde inkluderet bare en enkelt sang fra gruppens debut, Wednesday Morning 3 A.M. Det kan dog tilgives. Hvad jeg har sværere ved at tilgive er, at For Emily, Whenever I May Find Her, The 59th Street Bridge Song (Feelin’ Groovy), Homeward Bound og Kathy’s Song er på denne plade i live-udgaver. Det er ikke fordi, det er dårlige optrædener, men der er ingen årsag til, at de oprindelige udgaver ikke bare kunne være brugt, og derudover er det ikke behageligt for lytteoplevelsen, når der pludselig kommer et live-nummer. Det er forholdsvis godt behandlet, så det stadig lyder ret naturligt, da applausen fra slutningen af Homeward Bound fortsætter over i Bridge over Troubled Water. El Condor Pasa (If I Could) passer også ret naturligt ind efter live-udgaven af Kathy’s Song, men det ændrer ikke på, at jeg absolut ville have foretrukket at høre originalerne.

Hvorfor ville man så lytte til Simon and Garfunkel’s Greatest Hits? Hovedsageligt fordi sangene stadig er virkelig gode. Nogle af de bedste popsange nogensinde er at finde på denne plade. Rækkefølgen er ikke altid lige i øjet, men der er nogle ret geniale øjeblikke. For eksempel er Mrs. Robinson et fantastisk åbningsnummer, noget den aldrig fik æren af at være i sin originaludgivelse på albummet Bookends. Til gengæld er Cecilia ikke så fantastisk til at afslutte albummet, selvom den nok kunne have rundet det hele godt af, hvis den ikke afsluttede med at fade. Hvis du ikke kender meget til Simon and Garfunkel, så er det nok en fin introduktion. The Best of Simon & Garfunkel fra 1999 er også en ret god opsamling, og den retter op på de fleste problemer, Simon and Garfunkel’s Greatest Hits har, mens den ligeledes er dejligt kompakt. Mange opsamlinger går for meget op i at medtage alt for meget, og med et så kortlivet band som Simon & Garfunkel, så er det nok ikke nødvendigt. Jeg vil sige at Simon and Garfunkel’s Greatest Hits er en meget upoleret opsamling, men musikken derpå er fuldkommen fantastisk.

301 – Bob Dylan – John Wesley Harding (1967)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan er en af de vigtigste rockmusikere nogensinde, og hans største klassikere udkom tilbage i 60’erne. De to mest kanoniserede Dylan-albums er uden tvivl Highway 61 Revisited fra 1965 og Blonde on Blonde fra året efter, og hans næste album i rækken bliver derfor forståeligt nok ofte overset. Dette album hed John Wesley Harding, og det udkom i 1967. Hvor hans foregående 3 albums havde været ret rock-prægede, så var John Wesley Harding fra start til slut folk, hvor et par få sange dog har elementer af rock og blues. Instrumentationen er også blevet gjort rigtig simpel: der er én trommeslager, én bassist og to guitarister, der dog mig bekendt aldrig spiller på samme sang – Dylan selv spiller normalt guitar, men på få numre får han Pete Drake til at spille steel-guitar. Dylan tager også flittigt brug af mundharmonikaen, når han ikke synger, og på enkelte numre kan man endda finde keyboards og klaver. Men man får ingen orgler, ingen blæsere, ingen lagrige instrumentationer, end ikke sange på over 6 minutter, noget Dylan ellers havde udviklet en forkærlighed for. Det var også med sine 38 minutter det korteste album, han havde lavet siden sin debut.

Det var så godt med perspektivering, men hvordan holder pladen sig på egen hånd? Virkelig godt, faktisk bedre end hvis man sammenligner det med hans tidligere albums. Lyrikken er gået væk fra det meget personlige og den direkte historiefortælling, men det er stadig fremragende. Han er ikke så klar i sin lyrik her, og han har selv indrømmet, at han slet ikke ved, hvad titelnummeret handler om. Man får også en fornemmelse af middelalderlige folkeviser på numre som All Along the Watchtower, I Dreamed I Saw St. Augustine og The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest. Dylans melodier på John Wesley Harding er meget simple. Ingen af sangene har omkvæd, og de fleste består bare af en versmelodi, der gentages i løbet af hele sangen med ny tekst i hvert vers. Det er meget risikabelt at have så ens struktur på alle sange på albummet, men Dylan formår at få det til at virke. Det ville nok ikke virke, hvis ikke alle sange var så stærke. Selvom melodierne er simple og teksterne gammeldags, så er de virkelig gennemarbejdede, og det lille ensemble spiller virkelig fyldigt.

Bob Dylans stemme er et lidt kontroversielt emne. Hvis du ikke kan lide Dylan, så er hans vokal nok den væsentligste årsag, og hvis du synes den normalt er irriterende, så er John Wesley Harding nok slet ikke noget for dig. Han synger virkelig grimt på hele pladen, men han lægger virkelig mange følelser i den, faktisk flere end på plader som Highway 61 Revisited og Brining it All Back Home. Sangene er også normalt langsommere, men Dylan gør dem stadig meget dramatiske, kærlige, hyggelige eller hvad end sangen nu sigter efter. Pladens simplicitet er virkelig tiltrækkende, for ikke ofte får man et så tidløst bud på, hvordan man laver noget så simpelt, der dog samtidig virkelig virker gennemtænkt. Dylan formåede ikke at gøre noget progressivt med John Wesley Harding, og han skubber ingen grænser, men det prøvede han heller ikke på. Han prøvede bare på at skrive nogle gode sange, og han formåede om noget at gøre dette. De er opført og skrevet fantastisk, og de går godt sammen. Hvis pladen var længere ville den måske virke ensformig, men som den er, så er den formidabel.

311 – Nirvana – MTV Unplugged in New York (1994)

Udgivet den af
Svar

Den 5. april 1994 begik Kurt Cobain, forsanger i Nirvana, selvmord som blot 27-årig. Et par måneder før dette optrådte de på MTV-programmet Unplugged, hvor de opførte akustiske udgaver af mange af deres sange, både de kendte og de ukendte. Foruden dette var der også covers af David Bowie, the Vaselines, Meat Puppets og Leadbelly. Et år efter koncerten udkom programmet også i albumform, her under navnet MTV Unplugged in New York. Jeg har aldrig set den oprindelige tv-optræden, men MTV redigerede vist også en del i koncerten, så jeg har til gengæld set dvd-udgaven fra 2007. Det er en meget sjov film, som jeg klart kan anbefale at se. Meget af morskaben kommer mellem numrene, hvor Cobains interaktioner med publikum giver bandet en meget menneskelig charme. Lyden er ikke helt høj nok i disse portioner, men der er nogle virkelig skægge øjeblikke på dvd’en. Albummet har alle de samme sange som dvd’en, men den har skåret meget af snakken væk. Det er også fint nok, så er musikken mere i fokus, og man kan alligevel knap nok mærke, at der er redigeret.

Hele tre af sangene, der blev spillet, var covers af sange fra Meat Puppets-pladen Meat Puppets II, og på disse tre sange medvirker Cris og Curt Kirkwood fra Meat Puppets på henholdsvis bas og guitar. Det er virkelig flotte fortolkninger, og da jeg hørte denne plade for første gang, havde jeg aldrig hørt om Meat Puppets, så den gav mig stor lyst til at lytte lidt til dem, og jeg har virkelig lært at elske deres musik. De mange nyfortolkninger af gamle Nirvana-sange er dog det, der bærer albummet, og næsten alle sangene lyder bedst i Unplugged-udgaven. Generelt er der valgt de mere stille sange, man får hverken Heart Shaped Box, Drain You, Smells Like Teen Spirit eller Scentless Apprentice, men i stedet får man fantastiske udgaver af Come As You Are, Something in the Way, Dumb og All Apologies. Der er dog ikke kun spillet de sikre kort. Også et par ellers ret hårde sange har fået makeovers, men de passer overraskende godt til denne stil. Den hårdeste af disse er nok On a Plain, som oprindeligt har et ret højlydt omkvæd, men den virker faktisk bedst som en lidt blødere sang.

Kun en enkelt sang på denne plade foretrækker jeg faktisk i originaludgaven, og det er Polly, der ganske kontroversielt bliver fortalt fra synspunktet af en mand, der er i færd med at voldtage en kvinde. Det er stadig en vidunderligt uhyggelig og makaber sang, men Cobains stemme er bare mere skræmmende på originaludgaven. Hvis jeg ikke kendte til originalen, så ville jeg dog ikke have et ondt ord at sige om Polly, som den lyder på MTV Unplugged in New York. Alle de andre sange lyder mere bundærlige, nede på jorden og oprigtige end før, og Kurt Cobains levering som sanger er årsag til meget af dette. Det var jo forholdsvis kort tid før hans selvmord, så jeg vil antage, at hans depression var ret kraftig på det tidspunkt, og det har nok påvirket musikken. På intet nummer synger Cobain smukkere end deres cover af Leadbellys blues-arrangement af folkesangen Where did You Sleep Last Night. Det er en virkelig smuk sang, og den ender med at blive virkelig intens, så den fungerer perfekt som afslutningsnummer. MTV Unplugged in New York er en meget usædvanlig plade. Det er ikke det typiske live-album, men det kunne nok godt være et af de bedste.

314 – The Velvet Underground – The Velvet Underground (1969)

Udgivet den af
Svar

Der er virkelig få bands, jeg elsker mere end the Velvet Underground, og noget af det bedste ved dem er, at hvert album er en fuldkommen ny idé, der ikke minder om deres tidligere plader. Den første, The Velvet Underground & Nico var en smuk, artistisk og også ganske syret plade, hvor bratschen spillede en enorm rolle. Den anden, White Light/White Heat var mere simpel og rå i sin lyd, og den ville være en af de væsentligste faktorer i skabelsen af punkgenren. Deres tredje plade, der simpelt nok bare hedder The Velvet Underground er for det meste en rimelig simpel, næsten poppet plade, hvor instrumentationen generelt er rigtig let at følge med i, og der er kun et enkelt nummer på over 6 minutter her. Bandet var helt nede på jorden og lette at tage og føle på, og derfor var fokus i høj grad på bare at skrive gode tekster og melodier. Og det gjorde de om noget. Der er ikke en eneste sang på hele pladen, der ikke har en stor betydning for helheden, og de er meget forskellige. Ganske vist har mange nogenlunde samme instrumentation og tempo, men wow, stemning og sangskrivning fungerer vidunderligt for dem alle.

The Velvet Underground er en meget følsom plade meget af tiden. Det er selvfølgelig let nok at sige om de tristere, langsommere numre, f.eks. Candy Says, Pale Blue Eyes, Jesus og I’m Set Free, men hele pladen har virkelig nogle deprimerede undertoner. Beginning to See the Light er ganske vist en forholdsvis energisk sang, men den virker ikke spor glad. Den virker mere som om, den prøver at overbevise sig selv om, at det hele ikke er så skidt igen. Man kan også bare kigge på titlen; den ville ikke hedde Beginning to See the Light hvis lyset nu hele tiden havde været der, så der har uden tvivl været mørke tidligere. Forsanger Lou Reeds stemme bærer meget af pladen. Han er ikke den stærkeste vokalist i verden, nej langt fra. Han virker faktisk næsten altid som om, han er ved at bukke under. Det kunne måske være fordi han har svært ved at ramme tonerne, men det giver albummet en virkelig smuk og følsom lyd. Man får ekstremt meget medlidenhed med Reed, og albummet bliver da til meget mere end bare en samling sange.

Noget af det, der gjorde The Velvet Underground bemærkelsesværdige i første omgang, var deres særhed og deres mod på at udfordre rockmusikkens normer. Man kunne lidt forvente, at de ikke ville gøre det her, og der ville som sådan ikke være noget galt i at holde sig til de simplere sange. Det gør de dog alligevel, og de er som altid skønne. Lou Reed kommer som altid med nogle spøjse vendinger, f.eks. “Put jelly on your shoulder” på nummeret Some Kinda Love, men han bliver for syret, når noget sært sker rent musikalsk. Der er i løbet af hele albummet små musikalske særheder, der bygger op mod det, men intet kan reelt måle sig med de to sidste numre, hvad angår særhed. Det første af disse, The Murder Mystery, der er 8 minutter lang, består i løbet af meget af sangen af to stemmer, der siger forskellige ting, og man kan derfor ikke høre, det der bliver sagt, men musikalsk bliver det rigtig kaotisk. Omkvædet bliver sunget af deres dygtige trommeslager Moe Tucker, der skaber meget stemning. Og efter dette lange musikkaos, så afsluttes albummet ironisk nok virkelig uskyldigt med After Hours, der er en virkelig sød lille sang. Det er ganske vist et antiklimaks, men det er et så ekstremt antiklimaks, at det faktisk virker, og især når vi snakker om en plade som The Velvet Underground.

331 – Neil Young – Tonight’s the Night (1975)

Udgivet den af
Svar

Neil Young er en sand mester af albumkunsten. Hans mest kendte plader er After the Gold Rush fra 1970 og Harvest fra 1972. Han har dog lavet mange andre mesterværker både før og sidenhen, og et af de bedste er Tonight’s the Night. Det er langt fra hans bedst sælgende album, men det heller ikke specielt let at tilgå. Der blev ikke udgivet nogen singler fra denne plade, og det forstår man faktisk godt. Den eneste sang, der måske kunne have fungeret som single er den forholdsvis energiske Come on Baby Let’s Go Downtown, der uden kontekst godt kunne være en ret sjov sang om at tage stoffer. Men det er så den gladeste sang på pladen, og derudover er albummet bare fyldt med tegn på, hvor galt denne afhængighed gik. Hele dette album er en virkelig deprimeret situation. Det er fyldt med bekymringer, og når Young ikke bekymrer sig, prøver han desperat på at undgå at bekymre sig for meget. Jeg ved ikke hvor selvbiografisk dette album er, men selv hvis dele af det skulle være det pure opspind, lægger der nok meget sandhed bagved.

Nogle gange kan Tonight’s the Night være ret svær at lytte sig igennem. En ting er de meget triste tekster, men når disse er sammen med Youngs yderst oprigtige vokal, så kan det blive mere end man lige kan klare til tider. Neil Young er ikke verdens bedste sanger, og det lægger han slet ikke skjul på her. Han har faktisk aldrig før været så dårlig til at ramme toner. Det er dog kun det rent tekniske, for han er vildt dygtig til at lægge mange følelser i sin stemme. Nogle af de bedste eksempler på flot udnyttelse af denne kvalitet er sange som Borrowed Tune, Mellow My Mind, Albuquerque og Tired Eyes. Som en anden af mine yndlings-Young-plader, Rust Never Sleeps, senere ville gøre det, er åbnings- og afslutningsnummeret på Tonight’s the Night reelt det samme nummer. De hedder henholdsvis Tonight’s the Night og Tonight’s the Night, Pt. 2. Teksten er den samme på begge udgaver, men på åbningsnummeret er sangen meget renere spillet, mens afslutningsnummeret er en totalt kaotisk fortolkning. Instrumenter kommer og går, skifter udtryk, og generelt bryder hele verden bare sammen på det nummer.

Det bedste ved Tonight’s the Night er nok strukturen. Man får 12 forskellige numre, der arbejder virkelig godt sammen. Som sagt er samspillet mellem Tonight’s the Night og Tonight’s the Night Pt. 2 helt fantastisk, men alle de andre sange arbejder også flot sammen. Instrumentationen er virkelig skæv og forvrænget, og den bliver tit spillet på en lige så spinkel facon. Dog kommer der gradvist som pladen bevæger sig fremad flere og flere mentale nedbrud a la dem, der er at finde på Tonight’s the Night, Pt. 2. Det gør albummet dynamisk, uden at man kommer forbi alt for mange “sjove” sange, der ville ødelægge stemningen. At finde Come on Baby Let’s Go Downtown, der jo er rimelig energisk, tæt på midten, er dog virkelig forfriskende. Det gør albummet lettere at komme igennem. Og Tonight’s the Night er en virkelig svær plade at sluge. Men hvis du endelig formår at komme igennem den, så lad mig forsikre dig om, at den kun bliver bedre for hver gang, du lytter til den.

333 – Richard & Linda Thompson – Shoot Out the Lights (1982)

Udgivet den af
Svar

I 1974 startede den formidable og alt for ukendte folkguitarist Richard Thompson sit professionelle samarbejde med sin kone Linda med albummet I Want to See the Bright Lights Tonight, som er en meget undervurderet plade, men det er et sandt mesterværk. Deres mest populære plade er dog nok den sidste de udgav, nemlig Shoot Out the Lights fra 1982. Deres ægteskab var ved at gå i spåner, og de blev skilt inden pladens udgivelse. Albummet åbner med den rigtig energiske Don’t Renege on Our Love, som har meget vrede og bitterhed i sine undertoner. Den er opført næsten uden Linda, og det er lidt synd, for hun har en skøn stemme. Til gengæld får Richard virkelig blæret sig på spaden, og al hans følelsesmæssige tumult kan høres gennem strengene. Det næste nummer, Walking on a Wire, fokuserer mere på Linda, som synger for her. Det er en af pladens smukkeste sange. Richard synger kor til, men noget af det stærkeste på nummeret er hendes samspil med guitaren. Man kan mærke, at guitaren og stemmen har et virkelig unikt bånd, og det er ved at blive knækket, og hver tone af sangen prøver på at klippe det over.

På Man in Need synger Richard atter for, og Lindas korrolle er noget større her. Den har et virkelig fedt riff, der fungerer som godt modspil til den stille Walking on a Wire. Det virker i starten som en sjov lille folk-rock-sang, men man aner, at den drejer sig om rigtig meget. Den efterfølgende sang Just the Motion gør reelt ikke noget, Walking on a Wire ikke gjorde. Det er igen Linda forrest, og det er igen en meget stille, følsom sang, hvor samspillet mellem Richard og Linda er formidabelt. Melodien er måske ikke nær så god, og den er også længere, hvilket den ikke rigtig havde brug for at være. Der er rigtig meget der går godt på dette nummer, men det ender alligevel med at være et af de svagere numre, især fordi det er så let at sammenligne med Walking on a Wire. Titelnummeret er uden tvivl den bedste sang, hvor Richard synger for. Guitarens langsomme, simple riff på den sang er virkelig smukt, og det føles som om, hele verden styrter sammen, især under guitarsoloen, som er en af Richards bedste overhoved, og han er ellers en fantastisk guitarist.

Back Street Slide er også en ganske fed sang, men den passer ikke helt ind på albummet efter min mening. Den er for sjov, den er for mekanisk, og selvom der er nogle ganske dramatiske toner i slutningen, så ændrer de ikke på at første halvdel var ret kluntet. Med sidste halvdel begynder det dog at blive voldeligt i lyden, hvilket måske var tiltrængt for at få et mere komplet billede. Linda kommer endelig foran mikrofonen igen med nummeret Did She Jump or Was She Pushed. Måden hun synger det på er helt fantastisk. Det føles som om kvinden, hun synger om, repræsenterer hende selv. Kvinden fra sangen begik selvmord, og da Linda tydeligvis var i live under optagelsen, er det ikke en selvbiografisk sang, men man kan næsten høre alle hovedpersonens tanker strømme rundt i Lindas hoved. Afslutningsnummeret er en af pladens mest triste. Den hedder Wall of Death, og den lyder virkelig deprimeret og desperat, og det til trods for en simpel, poppet melodi. Den runder mesterligt albummet Shoot Out the Lights af. Det er en virkelig god plade, og hvis du kan lide denne, så burde du virkelig også lytte til andet af parret.

337 – Jethro Tull – Aqualung (1971)

Udgivet den af
Svar

Før jeg går alt for godt i gang med denne anmeldelse, vil jeg lige sige, at jeg ikke vil gå specielt dybt ned i konceptet for Aqualung. Årsagen til dette, er at forsanger og bandleder Ian Anderson selv har sagt, at det slet ikke er et konceptalbum. Andre medlemmer er uenige med ham, men jeg stoler på Anderson mere end nogen anden. Nuvel, Aqualung er det fjerde album fra det progressive rockband Jethro Tull, og selvom der nok ikke er noget decideret koncept, så er religion et gennemgående tema på mange af numrene. Lyrikken er generelt meget legesyg og malerisk, og i starten af pladen finder man mange spøjse beskrivelser af nogle spøjse personer, Ian Anderson har skabt. Det kan godt være, at der ikke er noget koncept på pladen, men sangene hænger stadig utrolig godt sammen. Med det mener jeg naturligvis i det rent musikalske, hvor dynamik er i højsædet. Alle numrene på pladen passer virkelig godt sammen, og man kan selv efter mange gennemlytninger synes, at Aqualung føles rigtig kort, selvom længden er ret gennemsnitlig. Det er bare hele tiden så frisk, at man tror, man lige er begyndt på pladen.

Pladen er som med så meget progressiv rock fyldt med eksperimenteren og blær på instrumenterne. Disse instrumenter er dog ikke de mest typiske. Selvfølgelig, der er guitar, bas og trommer, og almindeligt nok for genren er der også en keyboardspiller. Instrumentet der definerer Jethro Tull er dog fløjten. Den er ikke altid i lydbilledet, men når den er der, så er den rigtig tydelig. Der er én tværfløjtenist og to blokfløjtenister i gruppen, og de spiller virkelig godt sammen, og i løbet af næsten halvdelen af nummeret My God er fokus på fløjterne. Hvis du synes, disse fløjter ikke bidrager noget til nummeret, så forstår jeg dig, og det er som sådan ikke helt usandt, men det er til gengæld rigtig flot. Disse fløjter fungerer som flot kontrast til guitaren, der kører i meget metal-lignende riffs. Man kunne let forestille sig Black Sabbath, Led Zeppelin eller UFO kunne have brugt sådanne riffs nogenlunde samtidig. Leadguitaristen hedder Martin Barre, og han er en usandsynligt dygtig musiker, men det er hele bandet som sådan.

Jethro Tull har skabt nogle rigtig varierede, kompliceret opbyggede sange til Aqualung, og man skulle tro, at det kom til at gå ud over, hvor mindeværdige de individuelle sange er. Det er dog ikke rigtig tilfældet, selvom vi naturligvis ikke snakker Michael Jackson eller noget. Sange som Aqualung og Locomotive Breath kan jeg tit fange mig selv i at komme til at synge. Det er ikke hele albummet, der er sådan, men på grund af dens store variation i tempo, lydstyrke, følelser og instrumentation, så kan jeg virkelig aldrig blive træt af det. Især ikke, når der er så dygtige musikere, der giver formidable præstationer, og da slet ikke, når det lyder fedt uanset hvordan nummeret udvikler sig. Normalt ville jeg kunne sige om jeg var mere til det langsomme eller det hurtige, det højlydte eller det stille, det vrede eller det lykkelige, guitarerne eller fløjterne, men det hele er rigtig godt her. Hvis du ikke er til progressiv rocks idiosynkrasier, kan jeg ikke garantere, at Aqualung er noget for dig. Men det er noget for mig, og det nærmer sig perfektion i mit univers.