304 – Lucinda Williams – Car Wheels on a Gravel Road (1998)

Lucinda Williams udgav sin debutplade, Ramblin’, tilbage i 1979, men generelt opfattes hendes store mesterværk som værende det, hun udgav næsten 20 år efter, Car Wheels on a Gravel Road fra 1998. Car Wheels on a Gravel Road var hendes femte plade, og dengang var det med sine 52 minutter hendes hidtil længste. Jeg har aldrig hørt andet af hende end denne plade, men den har sørme imponeret mig gevaldigt. Musikken er en blanding af country, folk og 70’er-rock. Især minder rocken mig om Tom Petty and the Heartbreakers, og det er jo en formidabel gruppe. Jeg kan dog bedre lide Car Wheels on a Gravel Road end nogen Tom Petty-plade, jeg har hørt. Dette skyldes nok især Williams’ varierede sangskrivning og gode albumstruktur, der sørger for at hvert eneste af de 13 sange er virkelig mindeværdige og lette at synge med på. De er også spillet på så forskellige måder, og de er virkelig dynamisk opbygget, så selvom man hurtigt lærer dem alle at kende, mister de slet ikke deres charme.

Lucinda Williams er en virkelig charmerende sangerinde. Hun er teknisk set langt fra verdens dygtigste, langt fra, men hun har stadig virkelig god kontrol over sin stemme. På Lake Charles synger hun f.eks. så falsk, at det let kan sammenlignes med Bob Dylan, ikke kun fordi det er falsk, men også fordi det giver sangen enormt mange følelser og ærlighed. Det gør hun på det meste af pladen, men i mange forskellige grader, og på få punkter viser hun, at hun faktisk godt kan ramme tonerne – på omkvædet til 2 Kool 2 Be 4-gotten synger hun nogle få toner, der er virkelig smukke, hver gang, hun siger Hey hey”. Og heldigvis, så er hendes stemme meget kraftig. På Can’t Let Go og Joy synger hun virkelig højlydt, og som lytter føler jeg mig godt og grundigt angrebet under disse numre, der er nogle af de mest rockede på hele albummet. Williams’ stemme og hendes guitar er uden tvivl fokus på alle numrene, så selv disse hårdere numre føles meget personlige. Hun har også selv skrevet alt på hele pladen, og det kunne let føles som om, at hun har baseret meget af lyrikken på virkelige hændelser.

Vældet af følelser på Car Wheels on a Gravel Road er helt enormt. Der er vrede på Joy, der er kærlighed på 2 Kool 2 Be 4-gotten, der er sorg på Drunken Angel, og det er kun mine meget karikerede opmalinger af, hvordan numrene er. Det mest gennemgående emne er dog nostalgi. Hun synger meget om minder fra sin ungdom, og der er et unikt perspektiv, da hun jo var midt i 40’erne under optagelsen af albummet, hvorfor hun da kunne kigge tilbage med ret modne øjne. Car Wheels on a Gravel Road virker forfærdeligt godt gennemtænkt. Steve Earle, der spiller med på pladen, har udtalt, at det aldrig har været mindre sjovt at optage en plade end denne, og det kunne godt hænge sammen med, at Williams er en enorm perfektionist. Hun har sørget for at hver eneste sang hang sammen som den skulle, og albummet skulle være så helstøbt som muligt. Car Wheels on a Gravel Road udkom da også 6 år efter hendes foregående album, men den var virkelig ventetiden værd. En bedre country-plade er svær at finde.

305 – Beck – Odelay (1996)

Jeg elsker virkelig spøjse typer, og dette gælder også i musikkens verden. Udover Frank Zappa og Captain Beefheart, så har jeg svært ved at nævne mere unikke musikere end Beck. Beck er ikke typen, der laver meget uforståelig eller utilgængelig musik, men han laver det virkelig i sin egen stil. Han har også lavet meget forskellig musik, men det han nok er bedst kendt for, er hans meget eksperimentelle, genrefusionerende musik på plader som Mellow Gold og OdelayOdelay fra 1996 var Becks femte album, og det er nok også blevet hans mest berømte gennem singler som The New Pollution, Devil’s Haircut og Where It’s At. Det er svært lige at sætte fingeren på, hvorfor Odelay virker så godt, for alle afkroge af pladen er virkelig gennemtænkte. Først og fremmest er der jo sangskrivningen. Der er ikke to sange, der har melodier, der på nogen måde kunne forveksles med en anden sang på pladen, og det gør dem mere mindeværdige. I det hele taget er de alle meget specielle oplevelser, som bidrager med noget, som virkelig få andre sange kan.

Lyden på Odelay er der til gengæld en ret rød tråd i, hvilket gør pladen mere struktureret. Det forhindrer den dog ikke i at være varieret, men det bevæger sig meget mellem støjrock, hip hop og folk, hvor de forskellige sange så lægger forskellig vægt på disse tre elementer. High 5 (Rock the Catskills) er et eksempel på en sang, hvor hip hop er den væsentligste genre, mens Minus er næsten rendyrket støjrock, og Ramshackle er Becks egen fortolkning af folk-genren. På Hotwax er det stort set lige dele alle tre genrer. Denne meget konsekvente fokus på disse tre genrer gør, at pladen føles som en helhed rettere end bare en masse forskellige sange i en rodebutik. Rækkefølgen på pladen føles også meget gennemtænkt. Man kan slet ikke mærke, at albummet næsten varer en hel time. En meget folk-præget sang vil ofte blive efterfulgt af en sang, der kun lyder en lille smule af folk, og en sang med meget støjende øjeblikke kommer tit lige før eller efter noget mere poppet.

Becks tekster giver ikke rigtig mening på Odelay. Senere i sin karriere blev Beck til en førsteklasses historiefortæller – kig bare på sange som GirlLost Cause eller Golden Age, men på Odelay giver teksterne generelt ingen mening. Det er som sådan også ganske charmerende, og det giver en meget syret effekt, for Becks ordvalg er meget eklektiske. Hvorfor skulle de ikke være det? Det hele handler om at finde ord, der lyder godt til musikken, og hvorfor så ikke vælge nogle, der virkelig springer i ørene på lytteren. Bare at kigge på tracklisten kan give et par gode grin – Devils HaircutHotwax, Jack-Ass, SissyneckHigh 5 (Rock the Catskills) og Ramshackle er helt fantastiske sangtitler. Noget, der ofte bliver overset ved Odelay er, at mens den ganske vist er virkelig syret og personlighedsrig, så er den stadig ret tilgængelig. De fleste kan ret hurtigt synge med på Devils HaircutThe New Pollution og Where It’s At, og mange vil nok opleve det samme med meget andet på albummet. Odelay er et af 90’ernes største mesterværker. Det får mig altid til at smile, og mere kan jeg virkelig ikke kræve af et album.

306 – Frank Sinatra – Songs for Swingin’ Lovers (1956)

Når de fleste tænker Frank Sinatra, tænker de oftere på bestemte sange end hele albums. Det er ikke helt sært, for i Frank Sinatras storhedstid i 50’erne og de tidlige 60’ere var albummet ikke rigtig en kunstart. Singler solgte stadig bedre end albums dengang, men der var dog én genre, som allerede dengang havde taget albummet meget til sig, nemlig jazz. Her tænker man så især på navne som John Coltrane og Miles Davis, men der også er meget af Sinatras musik, der har et klart jazz-flair over sig, især det fra netop denne periode. Sinatra skrev ganske vist ikke en eneste af sine egne sange, og han havde ikke et fast hold af sangskrivere, men pladeselskabet besluttede sig for at lave en række albums med ham, der generelt opfattes som konceptalbums. På Songs for Swingin’ Lovers fra 1956 var konceptet kærlighed. Ja, det virker måske som et ret løst koncept i dag, men at have en rød tråd på den måde er faktisk til stor hjælp for albummets holdbarhed, og Sinatras status som en ren Charmetrold bliver godt og grundigt fastslået.

Alle sange på Songs For Swingin’ Lovers er covers, og det er ret bemærkelsesværdigt, for Sinatra formår virkelig sammen med arrangør Nelson Riddle og et dygtigt orkester at gøre sangene til helt unikke Sinatra-oplevelser. Når jeg tænker sange som I’ve Got You Under My SkinPennies From Heaven og Too Marvelous for Words, så er det bare Sinatras sange, og dette er på grund af knivskarp instrumentation og en sjælfuld sangstemme med en bred, bred toneskala. Rent teknisk er der ikke et tidspunkt, hvor Sinatras stemme ikke er imponerende, og han er også generelt virkelig god til at leve sig ind i det. Musikken kan godt blive lidt for poleret til min smag til tider, og jeg er ellers ikke en, der har noget imod en ganske almindelig popsang, hvis bare den er skrevet godt. Sange som Makin’ Whoopee er til gengæld lidt irriterende med deres konstante blinken med øjet og overdrevne uskyldighed, men jeg kan ikke sige noget ondt om melodien. I forhold til, at der er 15 sange på pladen, er en overraskende stor del af melodierne formidable. Underligt nok er den mest jazzede, We’ll Be Together Again, den kedeligste, og uheldigvis er den også den længste. Instrumentationen er fed, men melodien forsvinder sørme hurtigt fra hovedet.

Denne plades største force er uden tvivl den røde tråd, men underligt nok er det også det største problem; det ender bare med at være for meget af det samme. Det er jazzet popmusik om kærlighed, og det kan sagtens fungere i løbet af et helt album, men jeg tror, det ville have været bedst, hvis det havde været kortere. Der er næsten intet i vejen med de individuelle sange – de er godt skrevet og charmerende opført og det hele – men der er bare ikke nok variation eller albumdynamik til at retfærdiggøre 44 minutter. 44 minutter er ikke en lang længde, men det er for langt til denne plade. Jeg må indrømme, at der er sørget for at vælge sange, der handler om mange forskellige facetter af kærlighed. Der er rigtig mange ting, der er virkelig godt gennemtænkt og forud for sin tid på dette album, og det må jeg virkelig rose Sinatra og Riddle for, og de fleste sange holder også stadig, men som helhed er albummet en smule ufuldendt med nutidige øjne. Hvis du er meget glad for Frank Sinatras kendte numre, så er Songs for Swingin’ Lovers let at anbefale, men vær forberedt på, at alderen har sat sine spor.

307 – Roxy Music – Avalon (1982)

Jeg kan rigtig godt lide god gammeldags, fandenindvoldsk glam-rock, og det mest populære navn i den genre er naturligvis David Bowie. Der er dog masser af andet lækker glam-rock, og noget af det bedste af det blev lavet af den britiske gruppe Roxy Music. Som årene gik for gruppen blev glam-rock dog mindre populært, og i 1982 udgav de deres sidste album, Avalon, som virkelig ikke har særlig meget af den bombast, man ellers kendte gruppen så godt for. Den åbner med bandets nok største hit nogensinde, den langsomme, bløde More Than This. Det er en ret fin melodi, og det har uden tvivl sin charme, men det er næsten så overdrevet blødsødent og følsomt, at man ikke rigtig kan tage det seriøst. Roxy Music gør aldrig noget halvt, og det kan så være både godt og ondt. Det bliver meget funky og Talking Heads-inspireret på The Space Between. Det gælder dog kun i instrumentationen, som bliver ret ensformig med tiden. Det er en god rytme, men sangen starter og slutter på samme måde, og det kan godt blive ret kedeligt. Den er dog dejligt anderledes fra More Than This.

Det tredje nummer, Avalon, er meget af den samme bløde suppedas, som introducerede pladen på More Than This. Melodien her fejler som sådan igen ikke noget, og instrumentationen er ganske rar, men forsanger Bryan Ferry er fandeme lidt af en flødebolle. Mod slutningen synger han ikke så meget, og da er fokus mest på en flot kvindelig backingvokal og den lækre instrumentation. Et kort instrumentalt interludium ved navn India kommer da, og det er blødt og fint, men jeg forstår ikke helt dets funktion på albummet, udover at der kommer lidt gang i den i slutningen, hvilket gør, at pladen stadig føles frisk nok. While My Heart Is Still Beating er til gengæld en ret kedelig sang. Den har en flot saxofon, men det har så meget på denne plade, og selvom basgangen er ret flot, og der er meget stemning i guitarsoloen, så kan man let glemme, at man har hørt den, så snart den er forbi. Derimod er den næste sang, The Main Thing, en ret funky fætter, der atter er meget Talking Heads-inspireret, men denne gang føles sangen mere helstøbt og ambitiøs. Visse ville nok kalde det langhåret, men jeg elsker langhåret musik.

Take A Chance With Me er endnu et eksempel på den meget ømme Ferry, men omkvædet er her dejligt meget mere følelsesrigt, oprigtigt og endda en lille smule intenst, så  det virker generelt ret godt. Hele sangen begynder faktisk at lyde ret godt, når første omkvæd er forbi, for så føles det hele meget sammenhængende. To Turn You On er også en virkelig god melodi. Der går måske lidt meget flødebolle i den, men på ingen anden sang på denne plade passer instrumentation og melodi så godt sammen. True To Life er en meget sær sang. Det er uden tvivl en af de mest ambitiøse på hele pladen, men den er godt nok usammenhængende. Der er klippet løs i Ferrys vokal i sangens hook, og det skal nok have en eller anden effekt, men jeg ved ikke hvilken. Der er også en synthesizer, der ikke ville være underlig at høre i dubstep eller moderne synthpop, men til denne bløde, romantiske soft-rock, så fungerer det ikke helt. Afslutningsnummeret er en ganske kort instrumental sang ved navn Tara, der fokuserer meget på en sensuel obo, men det er ret kedeligt, og det lyder lidt som noget, Kenny G kunne have lavet. Jeg må give Roxy Music tommelfingre opad for at være ambitiøse, for Avalon er meget ulig noget, de ellers havde lavet, og mange elsker denne plade højt. Jeg kan godt forstå dette, men de fleste sange gør ikke noget for mig.