Tag-arkiv: Glam-rock

277 – David Bowie – Aladdin Sane (1973)

Udgivet den af
Svar

Året er 1973. David Bowie havde lige udgivet sit uden tvivl største album, The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars det foregående år, og det er siden blevet til en af de uundgåelige plader på alle lister over de bedste albums nogensinde. Og det skulle han så følge op på? Hvordan? Han gjorde det nu ganske elegant med Aladdin Sane, hvorpå man finder 10 rigtig stærke sange. Ligesom med Ziggy Stardust-pladen er meget af musikken meget inspireret af klassisk rock and roll fra 50’erne. Der er Chuck Berry-inspireret guitar, Little Richard-inspireret klaver, Bo Diddley-inspirerede beats og The Platters-inspirerede backingvokaler. Selv pladens nok mest kendte sang, The Jean Genie, minder i en helt utrolig grad om Bo Diddleys I’m a Man, der også har inspireret sange som Mannish Boy og Bad to the Bone. Alle 10 sange på pladen har dog et stadigt moderne flair, der passer meget bedre in i nutidens musiklandskab end Elvis og Fats Domino. Ikke et ondt ord om rockens pionerer, men Bowie har gjort meget mere ud af sin musik.

Aladdin Sane føles ikke som et levn fra fortiden. Det føles som en kreativ sjæl, der hylder giganterne, mens han sørger for at give det hele et frisk pust. Panic in Detroit er mere end bare en ny udgave af Bo Diddley. Bowie fortæller en levende historie, han er excentrisk som bare pokker, hans skrig er så overdrevne, at man bare må skrige med, det er helt fantastisk. Og Drive-In Saturday er mere end bare gammeldags doo-wop, en genre, jeg ofte slet ikke kan udstå. Bowie skaber i stedet en meget rørende sang, hvis corny doo-wop-kor bare gør det hele skønnere og mere sentimentalt. Selv på meget direkte rock and roll-sange, f.eks. hans meget vilde cover af The Rolling Stones-klassikeren Let’s Spend the Night Together, gør han meget kreativt og innovativt. Omkvædet er komponeret fuldkommen om, og klaveret bliver ikke bare spillet vildt, det bliver banket synder og sammen. Synthesizere bliver også tilføjet. De er ikke meget fremtrædende, men de gør sangen meget anderledes. Originalen føles faktisk ret tam, hvis man lytter til de to udgaver lige efter hinanden.

Der er ikke én sang, der ikke bidrager med noget ret unikt til denne plade, og de er alle meget gode på egen hånd. De er faktisk nærmest bedre på egen hånd end sammen. Der er ikke ét nummer på pladen, jeg ikke elsker rigtig højt, men som helhed er det en ret trådløs plade. Jeg lytter til den, og jeg har fået 10 forskellige, meget gode indtryk, og jeg har lyst til mere. Men jeg har ikke rigtig fået noget sammenhængende. Der er en gennemgående stil, ja, men du kunne bytte om på rækkefølgen på alt andet end de to første og den sidste sang, og jeg ville nok reelt ikke lægge mærke til at noget nummer var placeret på et andet sted end normalt. Det er et ret uvæsentligt problem, men det er ikke et, der forsvinder, selv når jeg lytter til denne plade gentagne gange. Det bliver faktisk kun tydeligere. Der er dog 10 virkelig fænomenale sange på denne plade. Du kender måske allerede The Jean Genie og Drive-In Saturday, men lyt gerne til hver eneste sang på denne plade. Så er jeg lidt ligeglad med om du lytter til det i albumform, bare lyt til numrene, for de er alle virkelig gode.

366 – Mott the Hoople – Mott (1973)

Udgivet den af
Svar

Da David Bowie i 1972 reddede rockbandet Mott the Hoople fra at gå fra hinanden ved at give dem sangen All The Young Dudes og producere albummet af samme navn, gjorde han dem til superstjerner. Hidtil var deres stil noget nær en hårdere udgave af the Kinks, men Bowie gjorde dem til et Glam-rock-band. Året efter udgav de endnu et album, og det kom til at hedde Mott. Her prøvede de at blande glam-stilen, man finder på All the Young Dudes med den hårde rock, som er på f.eks. deres debutplade, der blot hedder Mott the Hoople. Lige fra den første tone på åbningsnummeret All the Way from Memphis kan man høre, at de er blevet mere erfarne indenfor genren. Der sker rigtig meget interessant i lyden, og sangen er bare generelt virkelig sjov. Efter denne kommer sangen Whizz Kid, som er en ret så oprigtig kærlighedssang, der med et fedt guitarriff og nogle kazooer, der gør sangen både mere unik og bare sjovere. Den kører i et middeltempo, hvilket gør, at den stadig føles energisk, mens den hurtige All the Way from Memphis stadig har dynamisk kontrast dertil.

Hymn for the Dudes er en ret langsom sang, men den er mere storladen end de to første tilsammen. Den er langt fra nær så poppet, og den har ikke rigtig noget, der ligner et omkvæd, og mens melodien nok er en af de svagere på pladen, er det stadig dejligt, at den er der. Mange af sangene på All the Young Dudes var nemlig til trods for konstant gode melodier meget ensartede. På Mott føles hver eneste sang forskellig fra den anden, men til gengæld hoppes der så en smule i kvaliteten på individuelle numre. Numrene er også placeret godt i forhold til hindanden, og at placere Honaloochie Boogie lige efter Hymn for the Dudes er helt genialt. Denne er en dejlig poppet sang, som man hurtigt kan synge med på. Den er måske en smule ensformig mod slutningen, men til gengæld er den kort. Violence er en af pladens bedste sange. Dens brug af violiner, mens der bliver sunget “Violence” i første omkvæd er decideret genial, og den enorme vrede, forsanger Ian Hunter råber løs med i versene, føles virkelig autentisk.

Drivin’ Sister er en rock and roll-sang, og den er rigtig sjov. Den har ikke så meget at byde på i længden, og mens den ganske vist end ikke er fire minutter lang, burde den være meget kortere. Den bliver desværre ret hurtigt monotom. Til gengæld er The Ballad of Mott the Hoople en rigtig smuk sang. Den gør alt godt, som Hymn of the Dudes også gjorde godt, men den føles meget mere reel og selvbiografisk. Den handler om livet i et rockband, og Hunter har meget at sige med dette nummer. Nummeret I’m A Cadillac/El Camino Dolo Roso består af to dele – en ret god omend virkelig simpel kærlighedssang og en virkelig flot, lang guitarsolo. Denne guitarsolo kunne med lethed have været et udmærket afslutningsnummer, og det ville jeg lidt ønske, det var. Ikke at det egentlige afslutningsnummer, I Wish I Was Your Mother, er værre, det er faktisk en af pladens bedste sange, men den føles bare ikke så konkluderende igen. Det er til gengæld en virkelig sentimental, kærlig sang, og mandolinen derpå giver meget charme. Mott er nok Mott the Hooples bedste album. Der er mange fede sange på den, og pladen hænger rigtig godt sammen.

371 – Roxy Music – Siren (1975)

Udgivet den af
Svar

Roxy Music beviste i 1974 med Country Life, at de selv uden den helt igennem geniale Brian Eno i bandet sagtens kunne lave værker på niveau med dem, de lavede med ham. Året efter udgav de opfølgeren Siren, der åbner med en af gruppens mest berømte sange, Love Is the Drug. Og selvom sammenligninger mellem narkotika og kærlighed er brugt til døde mere end narkotika selv, så er Love Is the Drug faktisk en rigtig god sang. Melodien er fængende, og man får let lyst til at synge med. The End of the Line er en langsommere sang, som kører meget på dets klaver. Den er meget afslappende, men den måtte godt være lidt kortere. Sentimental Fool kører i lang tid i noget ambient-halløj, før den meget flot går over i en mere typisk langsom Roxy Music-sang. Bryan Ferrys høje stemme er ganske excentrisk, og det ser jeg kun som en god ting. Når vi kommer til en mere fængende, poppet del, får man let lyst til at synge med. Den lange, instrumentale åbning er dog decideret kedelig. Den har noget stemning i noget tid, men først 2½ minut inde i den 6 minutter lange sang, begynder det rent faktisk at interessere mig.

Der er masser af gang på den fra første tone af Whirlwind, og den lyder meget af den sjove, energiske lyd, man kan finde på meget af Country Life. Foruden det hurtigere tempo, er der også vældig mange sjove musikalske ting, der sker mellem versene. Versenes melodi er for den sags skyld også rigtig god. Den er ret simpel, men den fungerer. She Sells er min yndlingssang fra pladen. Dens strygere er rigtig interessante, og temposkiftene gør det til en virkelig dynamisk oplevelse. Gruppens mange dygtige musikere kommer med alle mulige interessante bidrag til sangen. Ca. halvvejs igennem sangen skifter den fuldstændig musikalsk spor, men jeg elsker det. Så gode sange kan jeg slet ikke få nok af. Could It Happen to Me? er en udmærket kærlighedssang, og Ferry er en ren charmetrold på det nummer. Melodien er vældig god, Phil Manzanera gør det virkelig godt på guitaren, og sangen udvikler sig rigtig spøjst. Der er masser at grave ned i, og det lyder samtidig virkelig godt.

Both Ends Burning er et sjovt, jazzet nummer, hvis saxofon desværre ikke er skruet højt nok op i forhold til resten af nummeret, for den er ellers ganske god. Den er ganske sjov, og den blev med god grund udgivet som single efter Love is the Drug, for den er forholdsvis poppet. Den er ikke pladens mest imponerende værk, men jeg må indrømme, at det er en god melodi. Nightingale er et ret sjovt, rocket nummer, og i de stille dele, hvor Ferry ikke synger, lyder det især godt. Ikke at Ferrys dele dog er dårlige, nej dette er en af pladens bedste vokalpræstationer. Til slut er der flot violin, og det gør bare nummeret mere pragtfuldt. Afslutningsnummeret er pladens længste. Det hedder Just Another High, og det er også en af de langsommere sange. Instrumentationen starter ganske simpel, og den kører lidt for længe i samme dur i starten, hvis du spørger mig. Efter første instrumentale portion bliver det dog ret godt. 4 minutter inde får vi et flot klimaks, der runder albummet ganske godt af. Siren er et ganske godt album. Det er ikke nær så utroligt som Country Life, men det er lige så godt som For Your Pleasure. Og det er bedre end Avalon nogensinde kunne drømme om.

387 – Roxy Music – Country Life (1974)

Udgivet den af
Svar

I 1973 forlod den fuldkommen geniale Brian Eno glam-rock-bandet Roxy Music, men de kunne skam sagtens klare sig uden ham. Begge navne var måske endda mere kreative og interessante uden hinanden, og et perfekt eksempel på, hvordan dette gør sig gældende fra Roxy Musics side, er deres fjerde album Country Life. Albummet åbner med min favorit blandt alle gruppens numre, The Thrill of It All. Det er et sjovt og legesygt nummer, der har en ufattelig mættet lyd. Der er altid masser af interessante ting at lytte efter, uanset hvor mange gange man lytter til det. Det er et virkelig dynamisk nummer, og selvom det er pladens længste nummer, er der ikke et dårligt sekund på det 6½ minut det varer. Three and Nine er et ret roligt nummer, men det er en virkelig smuk melodi. Mange ting foregår i lydlandskabet, og Ferrys forsøg på mundharpe er lige i øjet. Der er dog lidt mere rock and roll over All I Want Is You. Det er vildt og kreativt, og det beviser at Roxy Music sagtens kan sparke røv på kortere numre, for dette er med under 3 minutter pladens korteste.

Out of the Blue er en ganske fin sang, mens Ferry synger, men den bliver for alvor fantastisk mellem versene, hvor alle mulige interessante lyde opstår. Der sker dog også nogle virkelig imponerende ting, mens Ferry synger, og dette kan især guitarist Phil Manzanera takkes for. Det er noget af det bedste på pladen. If It Takes All Night er en ret fjollet kærlighedssang, men de ser ud til at forstå, hvor latterlig den er, så især Ferry sørger virkelig for at overdrive med sin charme. Det har absolut sine flotte øjeblikke på sig, især en virkelig fed saxofonsolo, som vi kan takke Andrew McKay. En af pladens bedste sange er nok Bitter Sweet, der er et virkelig spøjst, skævt spektakel. Den går fra blød, afslappende omend dramatiske lyde til et rigtig mekanisk, aggresivt, til tider endda tysksproget sonisk angreb. De imponerer nok engang med Triptych, der har en virkelig fed stemning. Lyden er meget simpel, men på grund af mange vokallag, bliver det interessant at lytte til, og melodien er virkelig formidabel.

Det er en lidt stille sang, så efter den er det vist tid til noget vildere rock, og her kommer Casanova som kaldet. Den har en vild guitar og en funky bas, og jeg elsker melodien virkelig meget. Det er fuldstændig vidunderligt. A Really Good Time fungerer med sin stille åbning som vidunderlig kontrast til foregående nummer, og som strygere og andet godtfolk efterhånden marchere ind i lydlandskabet, bliver det mere interessant, og stemningen bliver imponerende nok slet ikke brudt, selv ikke med den funkinspirerede bas. Afslutningsnummeret hedder Prairie Rose, og meget hurtigt kommer en dejlig saxofon ind på det nummer. De tilføjer meget til stemningen, og som nummeret udvikler sig, bliver lyden rigere og mere interessant, og vi får naturligvis også en saxofonsolo, og den er både bindegal og vidunderlig. Guitaren får også en virkelig god solo, og så vender vokalen tilbage, og efter nogle bombastiske, pompøse gentagelser af omkvædet, slutter albummet. Country Life er et formidabelt album. Der er virkelig få ting, der ikke fungerer helt perfekt, og disse er lette at overse. Det kan anbefales til enhver.

394 – Roxy Music – For Your Pleasure (1973)

Udgivet den af
Svar

I 70’erne begyndte der en hel bølge af pompøse rockmusikere, og den genre, de bevægede sig indenfor hed glam-rock. Selvom der var mange andre dygtige musikere på denne scene, er Roxy Music nok et af de navne, som stadig den dag i dag er blandt de mest kendte. Deres andet album, For Your Pleasure, åbner med et fuldkommen dynamisk, festligt nummer ved navn Do The Strand. Det er virkelig fængende, og især gennem en kraftig saxofon bliver der skudt godt gang i festen. Mod midten opstår et musikalsk kaos, men det er virkelig velkontrolleret. Dette kan især Brian Eno takkes for, for hans evner på en synthesizer er virkelig vidunderlige, og de bliver spillet med rigtig meget mod midten af det nummer. Beauty Queen er et lidt langsommere sang, men der er stadig meget legen med dynamikken, og gennem tempoet fungerer den virkelig flot som kontrast til åbningsnummeret. Der går måske lidt tid, hvor der ikke rigtig sker noget, men nummeret har absolut stærke øjeblikke på sig.

Næste nummer hedder Strictly Confidential, og det er virkelig dramatisk. Lyden er i starten ret lav, hvilket igen er rigtig godt spil med kontraster, for forsanger Bryan Ferry sluttede foregående nummer på ret bombastisk vis. Mod slutningen fortsætter dramaet dog virkelig godt, og Ferry ender med at lyde bindegal, og musikken følger absolut trit. Her havde vi så to ret langsomme sange, så noget hurtigt er på sin plads, og her har vi heldigvis Editions of You. Det er et virkelig sjovt nummer, det har en groovy saxofonsolo, Eno fyrer den virkelig af på Synthesizeren, og det ender med at vække rigtig mange smil på læben. Det er på overfladen lidt poppet, men der er så mange detaljer i lyden, og som Ferry synger; “Their crazy music drives you insane”. Denne korte energibombe afviger de så fra med In Every Dream Home a Heartache, der virkelig bruger sin tid på at opbygge en stemning. Efter tre minutters melankoli kommer sangens klimaks, og det er ærlig talt en smule skuffende. Det er ikke dårligt, men opbygningen ledte bare op mod, at det skulle blive noget enormt.

En af mine favoritter på pladen er The Bogus Man, der er over ni minutter lang. Hele det første minut er instrumentalt, og når Ferry Kommer lyder han mere nervøs og ængstelig end man ville kunne forestille sig. Han er faktisk en smule uhyggelig, når hans stemme stammer, hvisker og ryster på en gang. I løbet af de 9 minutter bruges et par af dem også på en guitarsolo, og den fortjener Phil Manzanera sørme også at få point for. Grey Lagoons starter meget roligt med blot vokal og klaver, hvorefter nogle trommer lige giver sangen lidt mere rytme. Det lyder ret godt, men meget hurtigt bliver den lidt ensformig. Meget hurtigt sker det til gengæld også, at musikken går fuldkommen amok med et virvar af instrumenter og farver i alle retninger, og så bliver det for alvor sjovt og dynamisk. Afslutningsnummeret, der desuden er titelnummeret, starter rimelig skævt for mig, kører i noget tid i denne knap så interessante lyd. Efter et par minutter begynder der heldigvis at ske mange spøjse ting i lyden, selvom jeg dog ikke selv kan føle specielt meget, hvad de prøver på at opnå her. Det ville ikke være et specielt godt afslutningsnummer, hvis det ikke havde været for det sidste minut, der musikalsk runder For Your Pleasure rigtig godt af. Det er en af de største glam-rock-plader, og hvis du er til David Bowie, Mott the Hoople, T. Rex, Slade, Sweet, Gary Glitter eller Brian Eno solo så er det lige et album for dig.

425 – David Bowie – ChangesOneBowie (1976)

Udgivet den af
Svar

David Bowie var et af de allerstørste musikalske ikoner i 70’erne. Hans præstationer i musikverdenen er intet mindre end mageløse, og han har lavet så mange fantastiske sange, at en David Bowie-opsamling virker som noget fuldkommen umuligt at sammensætte. Ikke desto mindre er det blevet gjort masser af gange, bl.a. i 1976 med ChangesOneBowie. Denne opsamling er opstillet kronologisk, og sådan noget har jeg udtrykt mine problemer med tidligere, men jeg synes, at det er helt fint, når vi snakker Bowie i 1976. Man kommer til at høre hans musikalske udvikling rigtig tydeligt. Det eneste fra før 1971 er desværre Space Oddity, men det er jo begrænset, hvor meget man kunne have på en enkelt vinylplade, og Bowie lavede så mange store numre i 70’erne, at folkene bag pladen virkelig blev nødt til at begrænse sig. Der er i alt 11 numre på pladen, og hver og et er en sand klassiker.

David Bowie var mester i at lave sange, der både kunne blive smilet af og danset til, mens man kunne lave meget dybe analyser af disse. Og i det mere intellektuelt udfordrende felt er der en del af mine absolutte favoritter blandt Bowies mange mesterværker, der desværre ikke er på ChangesOneBowie, enten fordi de var som 1984, Panic In Detroit og The Man Who Sold the World desværre ikke er blandt Bowies største hits, eller fordi de som Be My Wife, Sound and Vision, Breaking Glass, “Heroes” og Ashes to Ashes bare decideret ikke var udgivet endnu, da denne plade kom. Det kan man selvfølgelig ikke rigtig bebrejde den for, men i dag har vi mange andre Bowie-opsamlinger, der giver et mere tilfredsstillende billede af hans karriere – her kan nævnes bl.a. The Best of Bowie fra 1980, Best of Bowie fra 2002 og The Platinum Collection fra 2005. Der er dog stadig et ret godt udvalg på ChangesOneBowie, man skal bare være klar på, at man ikke får alle klassikerne.

Som hver gang, man kritiserer en greatest hits-plade, kan man lidt komme til at lyde som om, man bare er mopset over, at der er nogle, der foretrækker nogle andre numre, end man selv gør. Jeg vil dog stadig sige, at der er noget meget vigtigt, der mangler, hvis man efter sangens udgivelse lavede en greatest hits-plade med Bowie uden Life On Mars?. ChangesOneBowie var – som titlen antyder – oprindeligt anset som begyndelsen til en serie af opsamlinger, som der skulle udkomme nye af med et par års mellemrum. Der udkom dog kun denne og den ret sære ChangesTwoBowie fra 1981 der både indeholdt store hits fra efter etterens udgivelse og mindre kendte sange fra før dette – og underligt nok stadig ingen Life on Mars?. ChangesOneBowie er ikke en dårlig opsamling – på ingen måde. Der er bare mange bedre Bowie-opsamlinger derude, så hvis du vil høre Bowie-hits på stribe, er ChangesOneBowie ikke den optimale løsning, og det er heller ikke en, der er specielt let at anskaffe sig. I forhold til sin tid er den dog slet ikke ringe.

436 – Brian Eno – Here Come the Warm Jets (1974)

Udgivet den af
Svar

Brian Eno er en af rockhistoriens største producere. For blot at nævne nogle eksempler, har han produceret albums for Talking Heads, David Bowie, Devo, Roxy Music, U2 og Coldplay, og han har skam også udgivet nogle albums på egen hånd, hvoraf det første var Here Come the Warm Jets fra 1974. Albummet starter ud med en larmende, grov sang, hvor vokalen er rigtig lavt i mixet i forhold til et vanligt rocknummer. Sangen har det abstrakte navn Needles in the Camel’s Eye, og den er ganske syret. Det er albummet generelt, og det beviser The Paw Paw Negro Blowtorch også ganske godt. I denne er Enos vokal mixet meget højere, og den er rigtig forvrænget – og hvem kan også forglemme synthesizersoloen, der lyder som om, den var spillet på et pivedyr. Det bliver dog endnu skørere på Baby’s On Fire. Alene åbningslinjerne er skøre: “Baby’s on fire, throw her in the water“ – det er fuldkommen genialt. Instrumentationen er som så ofte med Eno ganske abstrakt, og et af albummets højdepunkter er så sandelig også denne sangs guitarsolo, der er spillet af ingen ringere end Robert Fripp fra King Crimson.

Cindy Tells Me er i grunden en af de mere traditionelle sange på pladen, men Enos guddommelige evner på synthesizeren bliver stadig brugt til fulde, og efter at høre hans stemme være så skæv i et stykke tid, er det dejligt at være i nogle mere sædvanlige rammer. Og det lyder heldigvis stadig ubetinget som Eno. Han rører ved den mere psykedeliske ende af musikken på Driving Me Backwards, hvor en ganske sindsforvirret vokal danser rundt på nogle ganske få klaverakkorder, og senere i sangen kommer Robert Fripp tilbage for at leverer endnu en fantastisk guitarsolo, som oven i købet fortsætter, når Eno vender tilbage til at synge. On some Faraway Beach fortsætter i et decideret smukt samarbejde mellem klaver og synthesizer i næsten tre minutter, før Eno endelig beslutter sig for at synge. Det er et rigtig følelsesrigt og drømmende nummer, og det er et af de bedste på pladen. Blank Frank er et meget barokt nummer, selv i sammenligning med resten af albummet. Mod midten kommer der helt fantastiske synthesizerstykker. Og igen er Enos stemme bindegal, mens Fripps solo er helt utrolig.

Så kommer Dead Finks Don’t Talk, der skifter mellem mange forskellige teksturer og rytmer. Sangen udvikler sig rigtig meget, og Enos kreativitet viser sig hele tiden frem i nye afskygninger. Det er et af pladens højdepunkter for mig, fordi den rammer så meget forskelligt i musikken på en gang. Eno bliver en smule sentimental på den langsomme Some Of Them Are Old, der både skinner rigtig godt i den nostalgiske vokalportion, men noget af det bedste på albummet er den instrumentale portion af denne sang. En filtreret saxofon spiller flot sammen med en meget spøjs slideguitar. Eno vælger da at afslutte med et titelnummer. Som ethvert andet nummer på Here Come the Warm Jets er det rigtig smukt, og der bliver leget rigtig meget med instrumenterne. Det kører faktisk fuldstændig instrumentalt i starten, men som denne fantastiske sang bevæger sig fremad, kommer vokaler på sammen med rytmeinstrumenterne, og det runder flot det velstrukturerede, dynamiske, kreative, smukke, næsten perfekte album af, som er Brian Enos Here Come the Warm Jets.

460 – Alice Cooper – Love It to Death (1971)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne var heavy metal ved at opstå, og et af de absolut største og mest provokerende navne i genren var Alice Cooper med sit band af samme navn. De gjorde sig for alvor store med albummet Love It to Death fra 1971. Noget af Alice Coopers succes skyldes ikke kun musikken. På samme måde som mange andre musikere ville gøre det efter ham – inkl. David Bowie, New York Dolls, Kiss og Sex Pistols – fokuserede de i lige så høj grad på imaget som på musikken. Alice Coopers musik nydes uden tvivl bedst, når man kender konteksten om blod, makeup og vilde sceneshows. Mange blev forargede, og når man lytter til musikken alene – især nu til dags – kan det være svært at forstå, men de tog livemusikken til et nyt niveau. Før dem var stort set kun The Stooges nær så berømte for deres image. Men jeg anmelder ikke images, jeg anmelder musik, så jeg må heller tage at komme ind på musikken.

De er generelt ret hårdtslående musik, især efter den tids standarder, og den er ofte ret vred i tonen. Albummet åbner med tre vrede, punkede sange, alle på 3 minutter. De er ungdommelige og rebelske, men mest af alt er de dejlig dynamiske og sjove. Det er svært at være vred, når man hører på Caught in a Dream, Long Way to Go, eller især den klassiske I’m Eighteen. Efter disse kommer noget helt andet: Black Juju er lige så langt som de tre første numre sammenlagt, og det drives i høj grad af orgel og trommer – meget atypisk Cooper, men stadig et rigtig fedt nummer. Der vendes tilbage til den mere typiske tidlige metal-lyd, når B-siden begynder. Numre som Is It My Body og Hallowed be My Name lyder meget som noget de samtidige Black Sabbath ville kunne finde på at lave – de makabre sceneshows og hele Alice Cooper-mytologien virker meget overbevisende på disse demoniske numre. Efter at virke så triumferende og dominerende vender de det på dynamisk vis om: Second Coming og Ballad of Dwight Fry er fortvivlede og desperate, og især sidstnævnte lyder oprigtig til trods for sin enorme overdrivelse.

Love It to Death slutter med noget ganske atypisk for bandet. Alice Cooper laver her et cover af en dengang ti år gammel folk-sang ved navn Sun Arise, oprindeligt af Rolf Harris. Den er virkelig ikke noget specielt, især ikke i albummets kontekst, eller hvis man tænker på det som et cover. Den er alt for lalleglad og fjollet, og melodien udvikler sig utrolig lidt, så de 4 minutter, sangen varer, ender med at være meget af det samme igen og igen. Det fungerer ikke som et klimaks til albummet, og det fungerer ikke til at opsummere resten af det. Det er ret trist, for resten af albummet er spækket med fantastisk tidlig punk og metal, som virkelig holder, selvom det ikke på nogen måde er nær så chokerende i dag. Men selvom Alice Cooper og chok-faktor hænger sammen, så klarer musikken sig for det meste også på egen hånd takket være dynamik, stemning og kraft. Det er et historisk vigtigt album, og det er også rigtig godt, og uden tvivl et, ingen fan af punk eller metal bør undgå.

491 – Mott the Hoople – All the Young Dudes (1972)

Udgivet den af
Svar

Siden deres debut i 1969 havde Mott the Hoople haft manglende kommerciel succes med den hårde rock, de lavede. I 1969 fik en anden musiker dog succes: David Bowie fik et enormt hit med Space Oddity, og over de næste par år blev Bowie kun mere succesfuld, imens Mott the Hoople overvejede at forlade branchen fuldstændigt. David Bowie var stor fan af dem, og derfor havde han selvfølgelig hørt rygterne. Da opsøgte Bowie i starten af 1972 dette ellers totalt ukendte band, og tilbød dem en sang han havde skrevet, der hed All the Young Dudes. Dette nummer var ikke rigtig noget, der mindede om resten af Mott the Hooples diskografi, da de jo før mest havde lavet hård rock, mens Bowie i løbet af 70’erne havde udviklet glam rock-genren, der var storladen, pompøs og selvironisk. Det var noget af et vendepunkt for Mott the Hoople, for selv de havde næppe en anelse om, hvor meget dette nummer ville påvirke resten af deres karriere. Sangen blev udgivet som single i Juli 1972, og i september udkom den på et album, som ligeså kom til at hedde All the Young Dudes.

All the Young Dudes er en sang om lige det, titlen antyder. Det refererer til meget af tidens kultur, men den er stadig en helt og aldeles tidløs sang. Man mærker rebelsk tankegang og manglende fokus. Man kulde kalde det for en ironisk kritik af ungdommen, men selvom den selvfølgelig ikke maler ungdommen op som absolutte engle, er det en ren hyldest af ungdommelig letsindighed, og dermed både dennes gode og dårlige sider. Så jo, deres største hit fortjener sin berømmelse, men hvad med resten af albummet? Det er også rigtig godt. Kun titelnummeret er skrevet af Bowie, men man mærker hans indflydelse hele vejen igennem. Det åbner med et cover af Sweet Jane af The Velvet Underground, som jo også havde inspireret Bowie meget, og coveret er meget lavet i Bowie-stil. Hvis jeg ikke var større Bowie-nørd end jeg nu engang var, ville jeg næppe kunne høre, at det ikke var Bowie. De andre 7 sange er alle skrevet af gruppens medlemmer, og de er også ganske habile sangskrivere.

Sucker er et af mine personlige yndlingsnumre. Det er en fængende, skæv sang, der har en meget finurlig lille overgang, der går plink-plank-plink-plank, på et strengeinstrument, som jeg ikke har kunnet finde ud af navnet på, men det lyder en kende asiatisk. Et andet nummer, der virkelig udmærker sig er Ready For Love/After Lights, et nummer der har melankolske vers, der i stemning minder mig meget om Aerosmiths klassiske Dream On, der blev udgivet året efter. Omkvædet er fængende og hårdtslående, og det sørger for at melankolien ikke gør sangen for kedelig, samtidig med at tonen ikke bliver totalt ruineret. Det største problem med dette album er, at de fleste af omkvædene kun er en enkelt linje, der bliver gentaget igen og igen eller varieret minimalt på. Sådan noget er normalt ikke noget, der irriterer mig, men det sker så ofte her, at det suger lidt af energien væk. Mott the Hooples målgruppe er ret simpel at definere: Lyt til All the Young Dudes, hvis du kan lide David Bowie, og hvis du ikke har lyttet til nok Bowie, til at den anbefaling betyder noget for dig, så lyt til noget Bowie først, for det burde være en langt vigtigere prioritet.

496 – Kiss – Destroyer (1976)

Udgivet den af
Svar

Kiss var en af de grundlæggende grupper, når man snakker inspirationen for hair metal, som blev til en utrolig stor genre i 80’erne med bands som Van Halen, Def Leppard og Bon Jovi, og et af deres bedste albums er Destroyer fra 1976. Kiss lavede noget af tidens lettest tilgængelige heavy metal, og de gjorde sig bemærkelsesværdige ved hjælp af deres teatralske optrædener. Det her er så ikke et live-album, men det har stadig en meget bombastisk lyd. Kiss’ musik er delvist designet til at være fuldkommen latterlig, og selvom 80’ernes hair metal gentog denne idé utrolig mange gange i løbet af et årti, holder Kiss’ tåbelighed meget bedre. De forkastede ikke teksterne, bare fordi de lavede “tåbelig musik”. Nej, de forsøgte på at gøre teksterne så latterlige som muligt. Åbningsnummeret, Detroit Rock City, handler om, at vores fortæller kører i sin bil om aftenen, og da han når til Detroit, bliver hans yndlingssang spillet i radioen. Han bliver da vild af bare lykke og begynder at køre som en galning. Dette latterlige koncept er svært ikke at holde af.

Kiss har mange af deres bedste melodier på denne plade, og efter meget kort tid, kan man synge med på næsten hvert eneste omkvæd. Detroit Rock City, God of Thunder, Flaming Youth og Shout it Out Loud kommer nok til at sidde fast i hovedet, de kan til hver en tid fyres af til en fest, og der bliver lagt enorm energi i dem. Ingen overmelankolske dramatiseringer, for Kiss indså noget, som de fleste efter dem ikke formåede. At være latterligt melankolsk er sjældent morsomt – det er bare trættende at høre på. Derfor holder de energien næsten konstant i gang i løbet af de første 7 numre. Det bliver dog måske lidt for meget, men heldigvis foretager det ottende nummer, Beth, en total ændring. Det fungerer rigtig godt at fjerne de tunge elektriske guitarer for en stund og bare synge en smuk lille kærlighedssang, der faktisk lyder oprigtig. Bløde strygere og klaver kører under teksten, og trommeslager Peter Criss synger for på dette nummer. Han nærmest græder sig igennem teksten, og overraskende nok, lyder han ikke tumpet, når han gør det.

Før det er der dog et andet nummer, der kører på strygere. Great Expectations har en nærmest Queen-agtig lyd med enorme opera-inspirerede kor. Den er en af de mest latterlige sange på pladen, og uden tvivl også en af de bedste. Det nummer eskalerer meget, og som sangen når tæt på slutningen, bliver omkvædet enormt højlydt. Ace Frehley spiller for på guitaren på de fleste numre, og han er en knaldhamrende dygtig guitarist. Selvom sangene er sjove og dumme, så bliver der lagt enormt meget arbejde i al instrumentationen – især Frehleys guitarsoloer. De får guitaristen Dick Wagner fra Alice Cooper til at spille to guitarsoloer på bandet, og det passer perfekt sammen med Kiss, for Kiss var i deres udtryk meget inspireret af Alice Cooper og New York Dolls. Disse to bands var meget glamourøse og hårdtslående, og Kiss formåede at fordoble begge faktorer. Hvis du har lyst til noget sjov, letsindig hård rock, så er Kiss lige din boldgade. Det store problem ligger bare i, at der ikke er meget at komme efter, hvis du vil have noget lidt mere dybsindigt.