I 70’erne begyndte der en hel bølge af pompøse rockmusikere, og den genre, de bevægede sig indenfor hed glam-rock. Selvom der var mange andre dygtige musikere på denne scene, er Roxy Music nok et af de navne, som stadig den dag i dag er blandt de mest kendte. Deres andet album, For Your Pleasure, åbner med et fuldkommen dynamisk, festligt nummer ved navn Do The Strand. Det er virkelig fængende, og især gennem en kraftig saxofon bliver der skudt godt gang i festen. Mod midten opstår et musikalsk kaos, men det er virkelig velkontrolleret. Dette kan især Brian Eno takkes for, for hans evner på en synthesizer er virkelig vidunderlige, og de bliver spillet med rigtig meget mod midten af det nummer. Beauty Queen er et lidt langsommere sang, men der er stadig meget legen med dynamikken, og gennem tempoet fungerer den virkelig flot som kontrast til åbningsnummeret. Der går måske lidt tid, hvor der ikke rigtig sker noget, men nummeret har absolut stærke øjeblikke på sig.
Næste nummer hedder Strictly Confidential, og det er virkelig dramatisk. Lyden er i starten ret lav, hvilket igen er rigtig godt spil med kontraster, for forsanger Bryan Ferry sluttede foregående nummer på ret bombastisk vis. Mod slutningen fortsætter dramaet dog virkelig godt, og Ferry ender med at lyde bindegal, og musikken følger absolut trit. Her havde vi så to ret langsomme sange, så noget hurtigt er på sin plads, og her har vi heldigvis Editions of You. Det er et virkelig sjovt nummer, det har en groovy saxofonsolo, Eno fyrer den virkelig af på Synthesizeren, og det ender med at vække rigtig mange smil på læben. Det er på overfladen lidt poppet, men der er så mange detaljer i lyden, og som Ferry synger; “Their crazy music drives you insane”. Denne korte energibombe afviger de så fra med In Every Dream Home a Heartache, der virkelig bruger sin tid på at opbygge en stemning. Efter tre minutters melankoli kommer sangens klimaks, og det er ærlig talt en smule skuffende. Det er ikke dårligt, men opbygningen ledte bare op mod, at det skulle blive noget enormt.
En af mine favoritter på pladen er The Bogus Man, der er over ni minutter lang. Hele det første minut er instrumentalt, og når Ferry Kommer lyder han mere nervøs og ængstelig end man ville kunne forestille sig. Han er faktisk en smule uhyggelig, når hans stemme stammer, hvisker og ryster på en gang. I løbet af de 9 minutter bruges et par af dem også på en guitarsolo, og den fortjener Phil Manzanera sørme også at få point for. Grey Lagoons starter meget roligt med blot vokal og klaver, hvorefter nogle trommer lige giver sangen lidt mere rytme. Det lyder ret godt, men meget hurtigt bliver den lidt ensformig. Meget hurtigt sker det til gengæld også, at musikken går fuldkommen amok med et virvar af instrumenter og farver i alle retninger, og så bliver det for alvor sjovt og dynamisk. Afslutningsnummeret, der desuden er titelnummeret, starter rimelig skævt for mig, kører i noget tid i denne knap så interessante lyd. Efter et par minutter begynder der heldigvis at ske mange spøjse ting i lyden, selvom jeg dog ikke selv kan føle specielt meget, hvad de prøver på at opnå her. Det ville ikke være et specielt godt afslutningsnummer, hvis det ikke havde været for det sidste minut, der musikalsk runder For Your Pleasure rigtig godt af. Det er en af de største glam-rock-plader, og hvis du er til David Bowie, Mott the Hoople, T. Rex, Slade, Sweet, Gary Glitter eller Brian Eno solo så er det lige et album for dig.